"Hvis du stirrer længe nok ind i den mørke afgrund, vil afgrunden til sidst stirre tilbage"
-Friedrich Nietzsche

Hans perspektiv:
Ikke nok med, at han havde gjort dét. Så vidste alle de andre også, at han havde gjort det. De havde ligget ved siden af og hørt det hele foregå. Han havde endda sat sit foto-udstyr op, der foran barnesengen, hvor hun lå fastspændt. Så han kunne tage billeder af den unge piges ansigt. Så han kunne se, hvordan hendes udtryk ændrede sig, i takt med de ting han udsatte hende for. Minut for minut, billede for billede. Efterfølgende malede han fotorealistiske portrætter af den lille piges forpinte udtryk, på baggrund af de billeder han havde taget undervejs i overgrebet. Kæmpe portrætter, der nu hang rundt i galleriet. Galleriet hvor de kom. Dem med penge og perversioner. Dem, der kunne indkøbe smerte, for millioner af kroner. Det galleri, hvor han gik rundt nu, og kiggede med en beundrende længsel på alle sine værker. Han brugte timevis. Dagevis. Ugevis. På hvert maleri. Dage hvor han, i grusomme detaljer, forevigede den eskalerende smerte, den sindssyge proces, som han egenhændigt havde været ansvarlig for. Han malede tårerne i pigens øjne, svedperlerne på hendes pande. Malede hendes udspilede øjne og desperationen, der gennemsyrede hvert blik. Det sammenbidte udtryk, forvredne øjenbryn. Angstens- og smertensskrig, der aldrig slap ud gennem den tape, som dækkede hendes lille mund. Penselstrøg for penselstrøg. Portræt for portræt. Lærred for lærred. Han genlevede episoden, genlevede den overvældende følelse af magt og kontrol. Genlevede følelsen i fingerspidserne, da hans store hænder havde klemt om en spinkel, skrøbelig, strube. Hun havde aldrig haft en chance. Fra den dag, han havde fundet hende. Ensom og efterladt af sine egne. Havde hun aldrig haft en chance.

Hendes perspektiv:
Hun havde siddet der, for sig selv, ude bagved bodegaen. På den grå beton-trappe. Blandt ildelugtende skraldespande og med grønne mælkekasser ved sin side. Hun havde prøvet at få sin mor med hjem, så de kunne få noget mad. Hun var sulten. Mor var fuld. Mor ville blive på bodegaen. Mor gad ikke med hjem. Så pigen havde sat sig ud bagved, og ventet. Som hun havde gjort det så mange gange før. Han havde virket rar, første gang, da han havde parkeret der, foran hende. Han havde virket så åben og så interesseret i hende. "Er du sulten?" Havde han spurgt en af gangene, og rakt hende en sandwich. En af de gode fra Rema, med tunsalat. Han havde vist en interesse hun aldrig før havde fået, fra hverken sin mor, sin far, eller andre i sin opvækst. I løbet af hendes snart ni leveår, havde hun aldrig oplevet et voksent menneske, der var så optaget af, hvordan hun havde det. Aldrig oplevet et voksent menneske, der gik så meget op i, at hun skulle have det godt. Den første gang hun havde mødt ham og hans venlige øjne, havde hun da været lidt skeptisk da han var kørt af sted. Men han kom igen dagen efter, ligesom han havde lovet hende. Og dagen efter igen, præcis som de havde aftalt. Da de havde mødtes ude bagved bodegaen, hver dag efter skole, i en uge. Havde han spurgt om hun ikke ville med ud og køre en tur. Hun havde sagt "ja" og hoppet ind i bilen, for hvorfor sku' hun ikke det? Han var den eneste voksen, som nogensinde havde holdt sit ord overfor hende.


Hans perspektiv:
Det var ikke planlagt. Ikke den gang. Han skulle egentlig bare ind og handle på vej hjem. Havde googlet sig frem til den nærmeste Netto og havde fulgt den blå streg på skærmen. Da han stiger ud af bilen får han straks øje på hende. Den lille pige, der ligner et iskoldt stormvejr. Hans hjerte begynder at slå hårdt og han mærker en velkendte kildren i underlivet. Hun sidder for sig selv og skraber med sine små fødder mod jorden. Hendes hår er kridhvidt og lidt uglet bagtil. Hun ser nusset ud allerede, hendes håndled er tynde, hendes øjne er isblå. Hun er helt inde i sine egne tanker og opdager ikke, at han står der og stirrer på hende. Han beslutter at sætte sig ind i bilen og køre tættere på hende. Han parkerer foran hende. Hjertet pumper varmt blod ud i alle årer i hans krop, han føler sig svævende og spændt. Han slukker motoren. Stiger ud af bilen. Hun kigger intenst og undersøgende på ham, da han langsomt nærmer sig den trappe hun sidder på. En helt stille fremdrift. Et trænet rovdyr på jagt. Som en sulten hejrer, der bevæger sig stille og målrettet gennem vandet, inden den hugger ned efter en intetanende lille fisk. "Må jeg sætte mig hér et øjeblik?" han spørger hende, uden at slippe øjenkontakten. Hun nikker bare og kigger på ham sænke sig ned ved hendes side. Betonen føles kold gennem hans bukser. Betonen køler hans brandvarme underliv. Han spørger hende, hvorfor hun sidder der alene. Først siger hun ikke noget. Han spørger om hun ikke har nogen hun skal hjem til. Stadig intet svar. Han fortæller, at han skal ind og handle og spørger om hun vil have en sodavand med inde fra Netto. Bingo. Hun svarer, at det vil hun gerne "en af de røde, hvis de har dem". Da han kommer ud med sodavanden til hende, virker det til, at hun har besluttet, at han er okay. Hun fortæller ham, at hun bor "lige deroppe" og peger op mod et af vinduerne i den store betonblok de sidder foran. Hun fortæller livligt, at hun har fået lov at male sine vægge på værelset lilla og selv har fået lov at bestemme, hvilken farve hendes nye gardiner skulle være. Han lytter opmærksomt til hendes stemme, den er fin og melodisk. Han forestiller sig, hvordan hun lyder, når hun skriger. Han ved, at han bliver nød til at se hende igen. Han ved, allerede nu, at han bliver nød til at få hende med sig. På et eller andet tidspunkt. På en eller anden måde. De sidder og taler sammen i ti minutters tid, inden han siger, at han bliver nød til at komme hjem. Han spørger hende, om hun har lyst til at snakke med ham igen i morgen. Hendes øjne lyser op ved spørgsmålet og hun svarer ham ivrigt, at det vil hun "meget gerne". Han tager en dyb indånding, da den lille pige kravler op i skødet på ham, lægger sine arme om hans hals og krammer ham farvel. Han hæver sin store hånd og nusser hende i nakken, mens han kæmper i mod for ikke bore sine fingre ind i hendes bløde barnehud.


Hendes perspektiv:
Hun får lov at sætte sig ind på forsædet. Det har hun ikke prøvet før. Hendes mor har ikke en bil, så det er kun når taxaen kommer og henter hende, at hun har kørt i andet end bus. I taxaen sidder hun altid på bagsædet. Når taxaen kommer, bliver mor tit sur og siger at den skal skride, for hun "har styr på det". Pigen er i tvivl om, hvad "det" er som mor har styr på og hvorfor taxaen nu kommer efter hende igen. Så råber de lidt af hinanden, mor og taxa-manden og så tager taxa-manden hende med til et rækkehus, hvor hun kommer i et langt karbad og spiser aftensmad på sofaen foran fjernsynet. Efter et par dage i mærkelig stilhed, bliver hun kørt tilbage til betonblokken igen. Men i dag sidder hun foran. I dag sidder hun på forsædet. Hun sidder på en lille pude, så hun kan se ud af forruden på den store sorte bil. Hun føler sig vigtig og værdsat. Han har husket, at hun godt kunne lide rød sodavand. Han har givet hende en, som hun drikker mens de kører på tur. "Hvor skal vi hen?" spørger hun ham, da de har kørt et lille stykke tid. Han fortæller, at han har et smukt slot han gerne vil vise hende, det er lidt langt væk, men han er sikker på, hun vil synes det er turen værd. Hun føler sig som en rigtig prinsesse, når hun sådan skal på besøg på et slot. Hun beder ham holde ind, så hun kan tisse. De er på en af de store veje, hvor der står "110" på skiltene, men han holder ind alligevel og giver hende en serviet hun kan tørre sig med. Hun kommer ind i bilen igen og de kører videre. De kører over en bro og over noget vand. Pigen har aldrig kørt over vandet før, så hun kigger meget spændt ud af vinduet, da de lægger Øresundsbroen bag sig og lander i Sverige.
"Et rigtigt slot" tænker hun igen og glæder sig til bilen stopper. Han siger ikke så meget under turen, men det betyder ikke alverdens for den lille pige, hun er vant til, at de voksne er stille. Da det begynder at blive mørkt udenfor, tager manden sin telefon frem og siger han lige vil ringe til hendes mor, så hun ikke bliver bekymret for at pigen ikke er hjemme, nu hvor mørket falder på. Pigen ved godt, at hendes mor da er ligeglad, men giver mandens sin mors telefonnummer, så han i det mindste kan give det et forsøg. Til pigens store overraskelse tager mor telefonen og siger tak til manden og at det var pænt af ham, at passe på hendes datter. Det fortæller manden til pigen, da han lægger telefonen tilbage i handskerummet. Pigens øjne er blevet tunge nu. Hun slumrer ind til lyden af motorens brummen og de passerende lygtepæle. Hun vågner op da bilen standser. De er i en skov. Der er høje træer over alt, hvor pigen kigger hen. Foran dem ligger et kæmpe slot. Slottet er lyst op af nogle lamper, der, for pigen, virker lige så store som selve månen. "Velkommen til, lille dame" siger manden med et smil på læben, mens han rækker pigen en hånd og hjælper hende ned fra forsædet. Slottets store porte bliver åbnet, da de nærmer sig indgangen. En tjener står klar til at tage deres overtøj og siger noget på et fremmed sprog til manden, da ham og pigen går ind gennem døråbningen og ind i slottets overdådigt oplyste hall. Pigen kigger rundt og fyldes med lykke og forundring, mens de tunge træporte smækker hårdt i bag dem.

Hans perspektiv:
Han vidste hundrede procent, fra det sekund hun steg ind i hans store sorte Range Rover, at det ville blive den sidste dag hun så solens stråler igen. Han havde prøvet det før, men på en eller anden måde, var det anderledes den her gang. Han havde ikke brugt månedsvis på at iagttage hende. Han havde ikke lært alle hendes ruter og havde ikke kortlagt, hvordan hendes dage forløb. Han havde ikke bortført hende mens hun kæmpede med ham og gjorde modstand. Han havde bare, ret så tilfældigt, set hende da han skulle ind og handle. Nu var han ikke en, der troede meget på tilfældigheder. Han havde planlagt så mange "tilfældige møder" selv, at han var blevet immun overfor tanken. Så det betød noget ekstra, det hér møde. Den her tur. De portrætter, der endegyldigt ville udspringe af episoden. Hendes energi var så dragende, hendes kolde lys så strålende og samtidig så neddæmpet og undertrykt. Fra første øjeblik, havde han haft lyst til at indtage hende. Havde lyst til at absorberer hende. Lyst til at suge al lyset ud af hende.
Han måtte vente. Og det gjorde han gerne. For han vidste hvad, der ventede. De kørte på motorvejen, da hun sagde at hun skulle tisse. Han skyndte sig at holde ind, og gav hende en serviet hun kunne tørre sig med. Hun satte sig ved siden af bilen, på hug, og fik ordnet det hun skulle. Hun opdagede aldrig hans sultne blik, der var fæstnet i bakspejlet, da hun tog sine små Hello Kitty underbukser ned over knæene. Han vidste, at han havde hendes tillid, ellers var hun aldrig taget med ham. Men alligevel ville han gerne understrege sin rolle som "troværdig voksen", og spurgte hende om han ikke måtte få pigens mors telefonnummer. Han fik det, tastede det, men ringede aldrig op. Fortalte aldrig, at han havde taget hendes datter med sig. Moderen ville aldrig få af vide, hvad der var sket med hendes lille pige. Han smilte lidt ved tanken, mens de passerede Øresundet. Pigen faldt hen på passagersædet ved siden af ham og vågnede først, da de var nået dybt ind i skoven. Nået hen til det sted, der skulle blive hendes sidste. Han havde bedt sine tjenestefolk om at gøre pladsen foran hans Chateu klar. De havde troligt pudset spotlamperne og havde revet perlegruset rundt om bedene, så alt så snurrelige ud. De vidste som regel godt, hvad det betød, når deres greve kom med den befaling. Han parkerede køretøjet og den lille pige vågnede med et lille sæt. Han så, hvordan hun gned sine små øjne og så, hvordan hendes lille ansigt blev oplyst i den mørke skov. Oftest når han kom hjem til slottet på dette tidspunkt, måtte hans kammerherre komme ud og tage i mod et bedøvet barn, der hang over grevens skuldre. Men ikke den her gang. For den her gang, var en speciel gang. Han kiggede ned på den lille pige, gav hende galant sin store hånd, og hjalp hende ned fra forsædet. Han kunne mærke hvordan hun dirrede af spænding og kunne se hendes ånde, i den fugtige aften. De gik op ad trappen og over mod den åbne port, mens han tænkte på, hvad der skulle ske de næste mange dage. Hans pupiller udvidede sig. Hans puls steg. Portieren stod klar i døråbningen og tog i mod deres overtøj da de kom ind i hallen. "Velkommen tilbage min gode herre", sagde han på deres tyske modersmål. Greven bukkede panden i hilsen og tog en dyb indånding, da han mærkede suset fra de massive trædøre, som lukkede i bag dem.