Stranden! Den var så tæt på, bare lige gå ned til vandkanten og kigge ud over det mørke hav, der glimter i et smukt skær som solen fra den anden side af jorden, sender via månen ned på vandets overflade, mens stjernerne på vinterhimlen, får hjælp af den frostklare luft til at få forstærket lyset fra dem. Får dem til at stråle endnu mere omkamp med hinanden i et fantastisk smukt skue, der i skønhed ikke findes nogen steder på vores blå planet. Stranden! Netop her, bare gå ned og sætte sig i den frostklare nat, kigge op i evigheden og derefter lukke øjnene, og møde den i søvnen, få fat i den fred der får smerten til at forsvinde for altid. Kunne det hele blot slutte og ville enden bare snart komme, for selv om hjertet loyalt slog sine slag, så føltes livet forbi, svigtet, forladt og alene, mens mørkets tavshed virkede lamende ud i ensomhedens nattetimer.
"Victor sad længe og kiggede ind i flammerne på pejsen. Han sad i det sommerhus hans onkel havde stillet ham til rådighed, da hele hans verden pludselig, inden for den sidste måned fuldstændig kollapsede og alle hans drømme og håb druknede. Druknede i den utroskab, hans forlovede havde udlevet i flere måneder, alt imens de, hvad han troede, var i gang med fertilitet behandling, for at få et ønske barn sammen."
Hvordan kunne han tro andet, hun havde jo overtalt ham. Endnu en nat hvor søvnen ikke kunne komme, atter de timer i ensomhedens mørke med følelsen af der intet sted var hvor han kunne holde ud at være, tårer der væltede frem fra øjenenes utømmelige kilder mens de prøvede og overhale hinanden, løbende ned af begge kinder
Han havde været meget glad ved tanken om at blive far, og da hun samtidig også havde navngivet den kommende ufødte, kunne han jo ikke tro andet end at det var rigtigt nok. Heller ikke da hun efter den tredje behandling kom hjem og fortalte at klinikken havde frarådet at gennemføre denne behandling på grund af noget uregelmæssigt i livmoderen. De havde ifølge hende rådet dem til at udskyde det en måned, for så ville chancerne for at blive gravid være større, hvilket jo lød meget troværdigt. Men nej det skulle ikke være sandheden, men det modsatte, som levede fint op til hvordan den sidste måned havde været. Fyldt op med løgne og bedrag fra hende som han fuldt og fast havde troet skulle være han livsledsager til det sidste åndedrag var taget.
Men nu en måned efter sad Victor i sommerhuset alene og forladt, mens hun var i gang med at skabe sig en ny tilværelse, med ham som hun havde hygget sig med ved siden af i flere måneder. Tankerne om at hele forløbet i denne sidste måned var planlagt af hende i mindste detalje hjemsøgte hans hoved konstant, mens han prøvede på og få styr på forløbet, som han ikke kunne finde hoved og hale i. Hastigheden hvormed han faldt ned i det "sorte hul", var efterhånden blevet så stor at bunden var så nær. At tanken om stranden, stjernerne og månelys ved indgangen til evigheden hele tiden blev mere og mere forstærket, og lysten til at slippe sjælen fri til den evige fred, syntes efterhånden at være den helt rigtige beslutning.
Tankerne flød rundt i hovedet og det fyldte efterhånden så meget at det føltes som om hjerneskallen hvert øjeblik kunne flække, så alle tankerne kunne komme ud og fylde hele rummet med lyde, der var så larmende at de ville kunne høres langt ud i universets nattehimmel. Hele tiden dukkede et eneste lille ord op med det største spørgsmålstegn: "Hvorfor", et lille ord der kun ønskede at blive skreget ud med sådan en kraft at alt omkring ham ville være blevet pulveriseret og blevet til atomer. Måske var det derfor han valgte at vente med at skrige ordet, til hans hoved var dækket af hovedpuden når han prøvede at lægge sig ned, for at prøve at få lidt søvn i løbet af natten. Hele tiden holdt ord og tanker om den sjæl, der skulle have set dagens lys, som følge af fertilitetsbehandlingen ham vågen, og talte til ham med et virvar af udtryk som nærmest var gået over i noget der udtrykte sig i religiøse undertoner:
"Af jord du ej kom, til jord kan du aldrig blive, fra Jorden skal du aldrig genopstå"
"Kære sjæl fra den ventende verden, mit hjerte din kalden jeg mærker, det indre græder de utømmelige tåre, hvor ville jeg gerne dig møde, men nej du ej her vil komme, mit hjerte er bristet og ej mere vil håbet for dig mere komme"
Den alvorlige poesi lagde et endnu større tryk på tårekanalerne, der nærmest efterhånden følte sig helt tørret ud og håbløsheden var meget svær at holde tilbage. Hele tiden skulle der kæmpes imod de tanker og lysten til bare at gå ned på stranden, sætte sig ned i vinterkulden og lade søvnen overmande og drømmende glide ind i intetheden hvor al smerte bliver til glæde og forsvinder for altid.
Men modet til at leve var stadigvæk større end trangen til at forlade livet, fornuften tog over, sikkert med vægten på at de kære i hans familie nok ikke ville synes det var den bedste ide, bare at trække stikket, hvilket jo sikkert ville medføre stor sorg hos dem der var ham nærmest, Victor ville trods alt ikke overføre hans smerte til dem, hvis han valgte den nemme løsning, det havde de jo ikke fortjent, og det var nok også her der var hjælp at hente, når vejen tilbage til overfladen skulle påbegyndes.
Den kamp viste han godt ville blive hård og ville komme til at tage hamrende lang tid. Der ville nok gå år før snuden igen var kommet op over overfladen, for så at kunne trække vejret på en normal måde og der igen var kommet balance i det indre og sjælen i hjertet atter fik lysten til at leve med følelser igen.
Dette var fremtiden og en kamp der skulle starte snart, men lige nu drejede det sig om at samle tankerne og selv om ordet: "hvorfor" kom igen og igen frem i tankegangen, så var det det rigtige ord til at starte på vejen tilbage til livet med. Han måtte simpelthen tilbage til hvor det hele startede, hun kom ind i hans liv og fik hans hjerte til at banke lidt hurtigere, dengang hvor deres fælles hjerter fandt på at slå sammen i takt. Der hvor de lyserøde skyer samlede sig og hvor benene mistede alle fornemmelser for jorden vi står og går på, da hun slog benene væk under ham og førte ham ind i hendes univers hvor troen på en fælles fremtiden levede og ikke kunne af noget i denne her verden nedbrydes.
Vi skal tilbage til begyndelsen.
Fortsættes..