Oplevelser kan være et minde man husker, det er vel noget alle kan tilslutte sig... og hvis det sker, når man er barn, så kan de bedste minder være en oplevelse for livet.
Rune og Finn var to gutter med mod på tilværelsen, altid synlige i gadebillede i den lille landsby, to kammerater der kunne det meste, hvis man i hvert fald spurgte dem selv.
De havde oplevet hele deres barndom sammen, med Rune som den stærke og ham med de fleste gode ideer samtidig med, at han var god til det meste, når man betragtede det fra Finns øjne.
De havde gode stærke oplevelser, da skrænten på Bakkevej gik op i lys lue og alle fædrene i byen kæmpede for at begrænse skaden til kun at omfatte denne ene ubeboede skrænt. Hvem der havde skaffet tændstikkerne er uvist og glemt af tidens tand, men overraskelsen af virkningen af handlingen var overvældende, og hvis man spørger dem i dag, 30 år efter, kan det godt løbe koldt ned af ryggen på dem, når de tænker på, hvad konsekvensen af deres handling kunne have afstedkommet, hvis ikke fædrene havde taget action.
Mange ting kunne skrives på deres fælles 'synderegister', som drenge der opførte sig som drenge; engang imellem lige på grænsen, men for det meste ganske uskyldigt.
En sommerdag tog de en beslutning om at rykke ud og vise sig i deres verden på deres hjemmelavede racercykler... rundt omkring og gøre opmærksomme på sig selv. Ikke en hinkerude på byens små sideveje var ikke blevet besøgt og det til alle de piger, der udøvede deres elskelige interesse, store irritation. Bare det at sparke til de velplacerede hinkesten, så de kunne blive knust i tusinde stykker, når de ramte kantstenene på vejens sidder; dette var en meget stor tilfredsstillelse for de to gutter. Efterhånden blev det dog lidt kedeligt at chikanere og rive i de unge pigers fletninger og rottehaler, og de besluttede sig for at besøge Jens, som boede på en gård lidt uden for byen...
Jens var hjemme og tog imod de to kammerater, der blev inviteret på kage og saftevand og ikke mindst... en rundtur på hans fars farm... malkekøer, grise og sportskøer (heste). Stolt som han var, han skulle jo selv være landmand og overtage faderens bedrift og ikke mindst den tre længede gård med de to skorstene...
Ude på farmens jorder var der en sø, ikke en stor og dyb en, men en sø, men for et par gutter som Finn og Rune var det et helt ocean og selvfølgelig skulle denne erobres.
Nu var det i midlertid således at en tremastet skonnert, dampskibe eller bare en enkelt kano ikke lige var det, der var på gårdens lager, så der måtte fantasi til. En gård med grise har grisetrug, hvor svine mæsker sig i diverse grisefoder og denne slags 'grisetallerkner' kunne fremskaffes til at gøre det ud for en luksusyacht, som kunne besejre dette store, i deres fantasi, farefulde hav, fyldt med salamandere, diverse insektlarver og ikke mindst millioner af haletudser...
Der blev lagt fra kaj og turen gik rask over vandene, og da man var nået ud på midten gik det op for gutterne, at deres skude ikke var vandtæt, og som en anden Titanic begynde det at fosse indenbords med vand, og lige som den store 'atlanterhavsfærge', var kampen mod undergangen uundgåelig og rejsen mod havets bund var indledt. Panikken bredte sig, ikke mindst hos Finn, der til sidst ikke bare ville sidde der i den fortabte skude og gå ned med mand og mus, så han besluttede at trodse havets elementer og sprang ud i de frådende bølger, kun for at lande på maven i et vandhul på ca. 50 cm vand, på det dybeste sted. Han rejste sig hurtigt og løb med hastige skridt ind mod søens bred, alt mens haletudserne blev opslugt af ørkenstøvlerne, lommerne på bukserne og cowboyjakken. Det begyndte også at kilde lidt helt ned i underbukserne, hvor de mest nysgerrige 'tudser' havde forvildet sig hen. Rune blev siddende i 'skibet' der ikke mere kunne ses fra overfladen og, som han havde meget let til grin, så sad han der og kunne næsten ikke få luft for det voldsomme udbryd af latter, mens Finn inde på bredden havde travlt med at frigøre sig fra tøj og sko, så de stakkels haletudser kunne blive befriet fra deres ufrivillige fængsel.
Jens havde bare stået inde på bredden og havde haft første parket til dette skue. Han var lige ved at gøre sig til i sine bukser af bar grin, for det havde set ret komisk ud da de to 'hårde drenge' gik ned med mand og mus, men alle blev bjerget og tøjet blev hængt op i solen, indtil dens varme stråler havde tørret det og derefter gik turen på jernhestene hjem til byen.
Da man skulle forcere den sidste stigning, Møllebakken, fik Finn pludselig den ide, at han ville prøve, om han kunne skifte greb på styret på cyklen, mens han kørte. Sådan noget med at skifte til at højre hånd byttede plads med venstre og... Bang, sagde det. Det næste han huskede var, at han lå med øjnene, kiggende lige op i Vorherres himmel, med smerter, der ikke blev mindre, da han så blodet pible fra diverse udbrud af 'asfalteksem', der havde spredt sig udover hele kroppen, da denne hårdt havde fået kontakt med vejoverfladen. Igen røg han op og satte i løb op overbakken, grædende, og med voldsomme udbrud, som godt kunne tolkes som råb om hjælp fra hans moar...
Rune samlede hans cykel op og prøvede og slæbe den med hjem samtidig med, at han kørte på sin egen. Dette gik meget godt indtil at turen gik ned af bakken, da røg Finns cykels pedal ind i Runes forhjul og dette resulterede i at cyklerne stod stille, mens Rune fortsatte i fart ned af bakken, med samme resultat af hudafskrabninger over hele kroppen.
De næste par dage i den lille by var ganske stille og rolige, pigernes fletninger led ingen skade, ej heller deres hinkesten. Rune og Finn havde nok at gøre med at ligge i deres senge og pleje deres skrammer. Deres forældre mente gutterne havde brug for en pause og benyttede lejligheden til at holde dem under opsyn i hjemmet, indtil de havde tænkt lidt over tingene, så de kunne tænke sig om og derved blive klogere, og det blev drengene også... indtil næste gang... men det er jo en hel anden historie...