"Jeg går ud og hænger mig i udhuset," sagde Volmer til sin kone Yrsa.
"Jamen det er da helt i orden, men vi spiser kl. seks," var svaret tilbage, for det var jo ikke første gang, at han havde truet med dette, denne sære mavesure ægtemand.
De to ældre mennesker har levet sammen i årtier, et til tider meget krigerisk ægteskab hvor, når det gik bedst i deres dagligdag, så nøjedes de med at småskændes, når skæbnen ville at de befandt sig i de samme stuer.
Dette var egentlig lidt skørt, at de skulle gå der og smågnævre på hinanden hele tiden, for selvfølgelig havde det ikke været sådan altid. Dengang da de var ret nyforelskede og et stykke tid efter, de var blevet gift, gik de ud og spiste en gang om ugen, men efterhånden som tiden var gået, og de havde ladet forelskelsen gå over i et rent rutineforhold, hvor kampen om, hvem der havde bukserne på, tog over og at de begyndte og spise ude to gange om ugen - Volmer om tirsdagen, og Yrsa om onsdagen - måtte man konstatere at 'hverdagen' havde fået overtaget, med det resultat, at de var vokset fra hinanden, ikke opad, men ud af, væk fra hinanden. De havde lullet hinanden i søvn og den passion, der var engang, var så godt som glemt, næste død og borte.
Hun ville da stadigvæk gerne være sammen med Volmer, men han var nået dertil, at han så absolut ikke ville røre hende mere.
"De er sgu så søde, når man gifter sig med dem og se så, hvad de bliver til; nogle triste gamle sure harper."
Til deres 40 års bryllupsdag blev han spurgt af den ældste af børnebørnene, om de aldrig havde skændtes.
Jovda, havde han svaret, men når dette skete, så gik han bare en tur rundt om huset: "Og kan du forstille dig, hvor meget motion man kan få på 40 år" lød den afsluttende bemærkning, der viste, at hans humoristiske sans, ikke helt havde forladt ham.
At han var nået dertil var nok fordi, at han havde glemt og puste til ilden i forholdet, så det der med kærlighed, og nok også den der med gensidig respekt, var for hans del gået noget af fløjten. Og al den egoisme med glemte bryllups- og fødselsdage, havde jo heller ikke ligefrem fået det mest positive frem i Yrsas holdning til Volmer, men inderst inde holdt jo hun alligevel af den gamle gnavpot, uvidne om den drastisk beslutning han havde taget om at slutte livet, før vores skaber havde bestemt sig for, at kalde ham til sig.
Han gik ud i udhuset, hvor han fandt et pænt solidt stykke reb frem og lavede meget omhyggelig en lykke efter bedste spejdermaner. hvorefter han smed rebet rundt om den midterste tværbjælke og efter havde taget et par dybe indåndinger, tog han løkken omkring halsen.
Som en handling efter en bøddels ord, om et sidste ønske til den 'dødsdømte', åbnede han en kælderkold pilsner, som lige skulle konsumere som en slags "sidste olie", inden han tog skridtet ind i evigheden og derefter blev ølkassen, hvor den sidste pilsner var taget fra, stillet på højkant og Volmer stillede sig op på den, bandt rebet godt fast til kævlen, så talte han til 3 og sprang ud fra den til lejligheden konstruerede forhøjning.
Nu skal det lige indskydes, at Volmer ikke er en person som ville lytte, eller tage ved lære og gøre de ting, som en udlært håndværker ville komme med, i tilfældet af en ændring af en konstruktion, i forbindelse med en evt. ombygning. Volmer havde da også uden hjælp, i forbindelse med en tilbygning til udhuset, rettet lidt på de selvbærende vægge og fjernet et par stykker, uden at forstærke med et par sveller, så stabiliteten på bygningen var ikke helt, som den, ifølge lovgivningen, burde være.
Braget kunne høres helt ind i køkkenet, hvor Yrsa var i fuld gang med at bage småkager til om efter middagen, hvor børn og børnebørn ville komme på besøg.
Knaldet fik hjertet til at springe op i halsen på hende: "Jøsses," røg det ud af hende,"Var det mon fyret, der var sprunget i luften?" fór det igennem hendes tanker, så med kagerulle og dejbesat forklæde, drønede hun ud til udhuset, for med egne øjne se hvilket ragnarok, dette kunne have afstedkommet.
Synet der mødte hende var skræmmende, det halve af taget var styrtet ned, murbrokker og tagsten fyldte en stor del af rummet og hele senariet, var indhyllet i en støvsky og nederst under en halvrådden, men stadigvæk ret så tung bjælke, fandt hun sin mand liggende fuldstændig stille, dog med tunge åndedræt og i live, hans stædighed. plus manglende indsigt i en bygherre havde reddet hans liv.
Yrsa følte sig helt lamslået, det var som om tiden stod helt stille, eller i hvert fald sneglede sig af sted, men i virkeligheden stod hun kun et kort øjeblik, inden hun kastede sig over murbrokkerne og begynde det store redningsarbejde, at befri sin mand fra de sammenstyrtede bygninger, da hun havde gravet ham fri, begynde hun at råbte og skrige hans navn, mens hendes hænder ruskede voldsomt i hans overkrop.
Han slog øjnene op og udbrød:
"SINDSSYGE KVINDEMENNESKE, LAD MIG VÆRE. ER DU KLAR OVER, HVOR ONDT DET GØR AT BLIVE HÆNGT!
Hun kvitterede med og knaldeham sådan en lussing, så det sang i hele kraniet, hvilket afstedkom han blev meget forskrækket og fik klaret hovedet, med den fornemmelse at alle mulige eder og forbandelser stod i kø for at komme ud af munden, men det eneste han kunne fremstamme var:
"Hvornår skal vi spise?"
Denne sætning fik hende til at slippe, og uden et ord gik hun tilbage til huset, for at gøre de sidste ting færdig, inden familien kom på visit.
Volmer rejste sig fra ruinerne af det, der engang var et udhus og tog sig et varmt bad, kom i noget præsentabelt tøj, inden mødet med den besøgende familie. Selve besøget gik faktisk vældig godt; der var gode miner til slet spil imellem de to ældre kamphaner og ruinerne blev forklaret med, at der skulle være plads til et nyt drivhus, til tomater,agurker og andre nyttige grønsager.
"Våbenhvilen'" mellem bedsteforældrene fortsatte efter familien var taget hjem, dog uden at der blev vekslet et ord imellem ægteparret.
Hændelsen havde imidlertid sat sig i Volmers tanker og langsomt udviklede det sig til en besættelse, han var blevet lidt ked af det overfor Yrsa, samvittigheden nagede ham en del og tankerne om han bare kunne gøre det godt igen, fyldte hans hovedet så meget, samtidig med at det stadigvæk små sang i kraniet, efter Yrsa fem flade fingre.
Inderst inde elskede han hende jo stadigvæk, men årene havde slidt så meget på ægteskabet og de forskellige dyder og små ting som holder kærlighedens bål i live havde taget fri, og derfor manglede gnisten.
Det er jo ret sjovt at tænke på, at løsningen på hvordan et forhold mellem de to mennesker skulle havet udviklet sig, men de glemte alle de ting, fra forelskelse til kærligheden kort dukkede op og det hele kørte over i en gang rutine, i stedet for en kedelig hverdag, der ikke giver plads til overraskelser og gensidig respekt, over for hinanden og derved giver det ikke kærligheden en chance for at udvikle sig.
En forelskelse virker jo som et benzinbål, det siger PUF, hvis man ikke husker at komme brænde på bålet, så uddør flammen og der er intet tilbage, man skal huske at dyrke sit forhold, overraske, score hinanden i tide og utide, så har kærligheden en stor chance for at vokse sig stor og stærk, det er den måde, man får den ægte kærlighed og det er den ubrydelige af slagsen, nemlig den der holder for evigt, her var Volmer og hans kone Yrsa aldrig kommet til, de var stoppet inden, den ægte kærlighed havde taget over, men Volmer tænkte meget og besluttede sig for at gøre noget ved det, prøve så at sige finde den tabte magi tilbage.
Yrsa turde han ikke konfrontere sine nye tanker med, hun var stadigvæk ret sur, så tankerne gik så hen til og spørge om råd, hos de bedste kammerater i bridgeklubben, men nej da, de ville jo bare drille ham, men så "slår lynet ned" i ham, han kunne jo spørge sin Læge, han har tavshedspligt, han skal holde tæt, så dette blev hans beslutning om en problemknuser, der skulle afhjælpe den spændte situation i hans ægteskab.
Lægens bord stod imellem Volmer og hans doktormand, der med stor interesse lyttede på den ældre herres problemer. Det var en lang, til tider lidt meget kedelig udredning, det var jo ikke sådan at sætte ord på begivenhederne, eller måske bedre, udlagt mangel på samme, men lægen kunne høre og forstå, at der var en vis fortvivlelse, men samtidig en vilje for at få tingene udredet og bragt tilbage på skinnerne og få kærligheden til at blomstre igen, imellem Volmer og Yrsa, men eftersom det ikke var medicinsk at problemet var, det var intet med en lille blå viagrapille, denne funktion hos Volmer virkede fint, endog meget fint, havde Volmer forsikret, så besluttede han sig for at rådgive i stedet for, give et godt råd og han sagde følgende til hans patient:
"Nu går du hjem til Yrsa og så prøver du følgende: To lys på et bord, lidt rigtig god mad, god rødvin, søde ord i ørene på lillemor og når hun mindst venter det, fjerner du sovsekanden og tallerknerne og lægger hende op på bordet og udfører den ægteskabelige pligt, så skal du se, så kommer der gang i sagerne."
Der gik nu 14 dage og lægen mødte sin 'patient' nede på gaden og spurgte til hvorledes det gik.
"UHA," udbrød Volmer. "Det går bare fantastisk, vi er som nyforelskede, som da vi mødte hinanden."
"Jamen, det er jo rigtig godt" svarede Lægen og fortsatte: "gjorde du som jeg foreslog?"
"Ja," svarede den ældre herre: "To lys, god mad og vin, søde ord og så op på bordet med lille mor og "nøøøjjj hvor var det godt og det virkede," tilføjede Volmer.
"Det var rart at høre, og det varmer mit hjerte" svarede lægen.
Volmer nikkede og udbryd i begejstrede vendinger sin glæde om det reddede ægteskab og om, hvordan romantikken havde fået fodfæste igen, men så kom der et lille "men" fra ham og han fortsatte:
"Vi kan ikke komme på RESTURANT PERLEN mere."