Mellem det tilsyneladende strålende skær af genialitet og afgrunden af vanvid trådte jeg som en udmattet linedanser på en tynd knivsæg, uden at indse, at disse to verdener var tættere sammenflettet end stjernerne på nattens mørke himmel. Mine tanker var som meteorer, der brændte gennem en uendelig galakse af virkelighedsforvrængning.

Min stolthed, den stolthed, der gik forud for mit fald, stod som en kolos, en gigantisk mur af forfængelighed, der omkransede mig som en fængselscelle. Jeg brændte i et inferno af "jeg ved bedst". Jeg blev drevet mod afgrunden, der var bredere end verdenshavet og dybere end sjælens mørkeste afkroge.

Aldrig ville jeg bøje mig for de hellige, de frelste, de sjæle, der havde renset sig selv i selvrefleksionens ild, for de var blot dødelige, der havde taget deres frygtløse skridt på den samme knivsæg. Jeg følte mig som en ensom ulv, der ville blive ofret på alteret af deres velmenende råd. Jeg var den, der kunne ryste himlen med mit raseri og bøje tiden efter mit eget ønske.

"Nej", brølede jeg i tavshed, som en tordnende storm i ørkenen. Jeg var et fyrtårn i tågen, en evig flamme, der nægtede at blive slukket. Jeg ville kæmpe alene, bære mine byrder, selvom de opløste mig som istapper i solens skær. Jeg var en krigsherre, en gladiator, en titan, og jeg ville besejre min egen skæbne.

Men Gud, hvor må jeg have set komisk ud. I mine egne selvbedragende øjne var jeg universets hersker, men i virkeligheden var jeg bare en tåbe, fanget i en absurd komedie.

Jeg skjulte mig bag masken af uovervindelighed, men den eneste, der ikke kunne se komedien, var mig selv. Jeg var som en tragedieforfatter, der havde glemt sin egen rolle, som en marionet, der ikke forstod, at trådene blev trukket af en usynlig skæbne. Jeg var blot en ubetydelig skikkelse i mængden af forhenværende drukmåse, der var blevet narret af livets tåbelige dans.