Jeg ved ikke, hvilket forhold I andre har til bænkene i jeres indkøbscenter. Men jeg har et helt specielt forhold til en ganske bestemt bænk i vores center. Bænken er så særlig, at den har fået et navn.

Det hele startede for nogle år siden, hvor jeg endnu engang var blevet trukket med på shopping i centret af min kone.
"Er det nødvendigt, at jeg tager med igen. Jeg var også med i sidste uge", spurgte jeg.

"Ja selvfølgelig", insisterede hun, og så var den sag ligesom afgjort.

På vejen i bilen blødte hun dog lidt op:
"Hvis du ikke bryder dig om at tage med ind i forretningerne, kan du jo bare sætte dig på en bænk og vente så længe. Så henter jeg dig, når jeg er færdig".

"Henter", tænkte jeg. Er det ikke noget, man gør ved hunde og børn? Hunden, når den er løbet for langt væk og børnene, når de små poder skal hentes i vuggestue eller børnehave.

Det stod mig heller ikke ganske klart, hvorfor min kone ikke selv kunne køre, men forlangte, at jeg skulle agere privatchauffør.

Jeg trøstede mig med, at det nok ikke kun var mig, der havde det sådan. En klog mand sagde engang til mig, at kvinders måde at tænke på kan være lige så uransagelig som glasålens vej fra Sagossahavet til dens undfangelsessted tusinder af kilometer borte.

Men det, der lige i det øjeblik virkede som en vis ting, der havde sat sig fast bagi mig, skulle vise sig at blive et af de bedste forslag min kone nogensinde er kommet med.

Ankommet til centret satte jeg mig godt tilrette på en dertil indrettet bænk, der gudskelov havde et armlæn i den ene ende. Der sad jeg så og ventede på at blive hentet.

For ikke at kede mig til døde, ville jeg tage mig en lur og bruge min jakke som hovedstøtte. Det nåede jeg ikke. I samme øjeblik, satte en tilsyneladende jævnaldrende herre sig i den anden ende af bænken. Vi fik øjenkontakt og nikkede høfligt til hinanden.

Manden sukkede et øjeblik og sagde med en sagte, opgivende stemme: "Nu kan jeg så sidde her og kede mig de næste par timer".

"Er din kone også ude at shoppe", spurgte jeg ham?

"Ja, og med udsalget lige derovre" , svarede han, og rakte armen ud mod en skobutik, "så kan det blive en meget lang dag".

Vi sludrede lidt om vejret, dollarkursen og ozonlaget over polerne og humøret steg betydeligt. Der er nu ikke noget, som at finde en lidelsesfælle. Vi var absolut på bølgelængde.

Midt i vores samtale kunne jeg se en ældre herre med et lettere forpint udtryk i ansigtet stile over mod os. Da han nåede frem, kiggede han først på mig og så på min lidelsesfælle, inden han spurgte:

"Kan jeg sætte mig her et øjeblik? Bentøjet er ikke hvad det har været".

Hans kone var også inficeret med en galoperende shoppingbacille, forklarede han. Så nu sad vi tre uafhentede mænd og ventede på vores koner.

Den ældre herre faldt straks ind i snakken og det blev til en rigtig hyggelig stund, hvor vi fik klaret verdenssituationen flere gange.

Siden den dag har min kone ikke haft problemer med at trække mig med på sine shoppingture i centret. For lige siden den famøse første dag på bænken, er jeg blevet beriget med så mange bekendtskaber som aldrig før. Jeg har lært at i ethvert menneske er der en kilde af visdom og en kilde til forståelse af mig selv. I dag er jeg, næsten som en narkoman, blevet afhængig af min kones shoppingture.

Jeg er ikke længere afhentningsparat, når min kone viser sig foran bænken og siger, at nu er det nu. Vi skal hjem.

Jeg har det ligesom reklamen fra en eller anden rejsearrangør, der havde mottoet: "Rejser, du ikke vil hjem fra". Jeg ville ønske jeg kunne blive siddende lidt endnu, men ved jo godt, at livet er mere end et formbøjet stykke glasfiber i h facon i et indkøbscenter.

Når vi er kommet hjem, plejer min kone altid at spørge mig om, hvad vi talte om på bænken, og om jeg mødte nogle interessante typer.

Mine svar er altid de samme: "Om vind og vejr" og "Ja da". Og så taler vi ikke mere om det.

Faktisk er vi med årene blevet en lille klub på bænken, fordi det ofte er de samme mænd, jeg møder. Jeg vil tro, at vi efterhånden er flere end 20 mænd, der jævnligt møder hinanden på skift på dette - for mange af os - lidt hellige sted, som vi har døbt.

"Bænken for uafhentede mænd".

Der er plads til tre på den, fire hvis vi stuver os lidt sammen. Vi har alle ndkøbt en sammenklappelig campingstol som vi altid har på os i fald, vi skulle løbe ind i myldretiden.

Vi bruger også stolen, hvis bænken skulle vise sig at være optaget af kvinder med børn og andet godtfolk, der ikke tilhører den maskuline del af befolkningen. Vores særlige bænk er en ren mandeting, og sådan skulle det gerne blive ved med at være.

Vi har ingen regler. Der må tales om alt. Ingen emner er tabu, men naturlig pli er en selvfølge.

Det er forunderligt, hvad man kan opleve på en sådan bænk. Mange gange er vi kun to på bænken, og så sker det, at bænken bliver en erstatning for kirkens skriftestol. Bænkens og skriftestolens hårdhed er der i hvert fald ikke den store forskel på.

På bænken har jeg mødt mænd i alle afskygninger, unge og gamle, revisorer som journalister, hjemløse, mænd fra samfundets bund og top, skuespillere - i det hele taget tror jeg at have mødt samtlige stillingsbetegnelser, der eksisterer.

Hjemløse er en særlig kategori, og de har ofte brug for en bænk, hvor de kan hvile ud efter dagens bekymringer om hvor de skal få den næste bajer fra, eller det næste måltid, eller hvor de skal tilbringe natten. Mange af dem har en skæv hjerne, der får dem til at filosofere over de mest besynderlige ting.

Når jeg møder en sådan, er han formodentlig ikke klar over, at bænken på sin vis er tilegnet uafhentede mænd. Men bænken er jo ikke vores ejendom, og det respekterer vi selvfølgelig.

Det er ikke så længe siden, at der sad en sådan på bænken, som jeg aldrig havde set før. Vi kom i snak og udvekslede navne. Hans var Bjarne, en mand i 40'erne. Han var single og - så vidt jeg forstod - heller ikke på anden måde straffet.

Han var iført et par cowboybukser af ukendt mærke og en sweater, der så ud som om den havde været ude for en eksplosion i en farvehandel. Den var i hvert fald farvestrålende. Et lettere indfaldent aflangt ansigt med dybe rynker samt lange skægstubbe, der næsten lignede et skæg, sad øverst på hans skuldre. Iøvrigt kunne hans halvlange, tjavsede hår godt have brugt en kam.

Bjarne var tilsyneladende hjemløs og medbragte en klapvogn, der var pakket til bristepunktet med alt fra gamle aviser og små papæsker over uldne sokker til hvad der formodentlig skulle give ham ly og varme for natten, en sovepose.

"Er det ikke sært at tænke på, at vi måske aldrig skal dø", sagde han pludselig.

Den skulle jeg lige tænke lidt over, og det gjorde jeg så, inden jeg svarede. Ikke det mest intelligente, men formentlig det mest indlysende: "Hvordan ved du det. Vi skal vel alle dø på et tidspunkt?.

"Hvor ved du det fra. Har du prøvet det?", var hans modspørgsmål.

Jeg måtte lægge mig fladt ned og indrømme, at det havde jeg ikke.

Han var interessant. En mand, der tænkte i spiraler.

"Kan du uddybe det, du sagde om døden," spurgte jeg for at holde samtalen i gang. Der var jo ingen grund til at lade sådan en godbid forsvinde sådan uden videre.

Han sad længe og bare stirrede ud for sig, som om han ikke havde hørt mit spørgsmål. Endelig rømmede han sig og sagde:

"Joh, ser du. Den sidste tid har jeg tumlet med nogle spørgsmål, som har holdt mig vågen om natten", fortsatte han".

Han var efterhånden faldet helt sammen på bænken, men efter en rum tid rettede han sig pludselig op og fortsatte endelig:

"Hvad nu, hvis jeg aldrig dør. Hvis jeg fortsætter mit liv i andre universer og i andre dimensioner?
Hvad nu, hvis det kun er alle andre, der er bevidst om, at jeg er død?
Hvad nu, hvis alle dem, der tror, jeg er død også eksisterer i det andet univers og der er overbeviste om, at jeg stadig er levende?
Hvad nu, hvis alle eksisterende muligheder og udfald af alle eksisterende situationer findes i de andre utallige universer?"

"Det var dybe spørgsmål, sagde jeg", "Og har du fundet svarene", fortsatte jeg.

"Egentlig ikke. Men hvis det forholder sig sådan - ja så giver det hele pludselig mening for mig", svarede han og ændrede sit alvorlige udtryk til noget, der sikkert var det nærmeste, han kunne komme et smil.

Jeg var nu nået til det punkt, hvor jeg ikke længere kunne følge ham, så jeg stillede ham et helt andet og mere jordnært spørgsmål:

"Hvordan er du endt som hjemløs?"

"Joh ser du", svarede han og kiggede på mig. Indtil nu havde vi ikke haft megen øjenkontakt. Han havde siddet og kigget ud i rummet, som om han talte med sig selv. Det gjorde han måske osse samtidigt med, at han talte med mig.

"Det fortæller jeg dig gerne, hvis du vil lægge øre til. Men det kan tage sin tid.".

Jeg nikkede som accept, og så skal jeg love for, at der blev åbnet for sluserne. På et tidspunkt var han tydeligvis ved at snuble verbalt over sit eget tungebånd og måtte holde en pause for ikke at tabe pusten.

Hans historie var fyldt med utallige detaljer, der ikke vedrørte det emne, vi talte om. Han trængte åbenbart til at få tømt sine mentale rygsække - og de var tunge, skal jeg hilse at sige.

Da han omsider var ved at nærme sig forklaringen på, hvordan han endte som hjemløs, holdt han pludselig inde med beretningen.

"Hold kæft mand", udbrød han. "Det er min datters fødselsdag i dag. Jeg har ikke set hende i mange år, men nu skal det være. Jeg må finde hende".

Uden yderligere ord rejste han sig, tog fat i sin klapvogn og spankulerede mod den nærmeste udgang.

Jeg sad med en fornemmelse af at være i gang med en bog og så pludselig finde ud af, at den manglede de sidste 10 sider.

Sådan er livet. Det er ikke altid, vi får en forklaring på tingene. Det er et vilkår, vi må leve med. Uafsluttede kapitler er der en del af. Afsluttede for få.

Sindsro i livet er at kunne leve med ubesvarede spørgsmål og uløste dilemmaer.

Vi får ingen manual med, når vi for første gang titter ud fra vores mors skød.

Vi må ofte selv finde meningen med det, der sker omkring os, og ikke mindst må vi selv finde meningen med vores liv.