Du jager så forvildet rundt.
Din krop kan slet ikke finde hvile.
Du stresser rundt, som er der noget, du skal nå.
Som gælder det liv og død for dig.
Ser du slet ikke, at vi allerede på forhånd er sørget for?
Se på træerne, de har slet ikke så travlt, men Gud vander dem, og de vokser stille og roligt og langsomt.
Hvor må dit hjerte banke uroligt, lille myre, sådan som din krop arbejder konstant.

Du er den mest arbejdsomme her, men mon hvor længe lever du i dette tempo?
Hvor længe kan din krop holde til dette jag?
Din puls må slå hurtigere end en hest kan løbe.

Jeg genkender mig selv i dig, lille myre.
Jeg genkender kampen for at overleve. Jagten efter føde, og arbejdsomheden for at nå sit mål.
Jeg genkender denne ivrighed og urolighed ved at komme for sent.
Jeg genkender kampen mod tiden.
Jeg genkender frygten ved at stoppe op og mærke sig selv.
Jeg genkender rastløsheden ved ikke at have en booket kalender.
Jeg genkender frygten for stilheden, der hvor intet sker.
Jeg genkender panikken over at her ikke er føde nok.
Jeg genkender konstant at have travlt
Jeg genkender, at tro at jeg gør Gud tilfreds ved konstant at knokle.
Jeg genkender frygten for, at Gud synes jeg er doven.
Jeg genkender at have så travlt, at jeg ikke sanser livet omkring mig, ikke at stoppe op og være nærværende nok til at tage ved lære af alle dem, og det, der omgiver mig, der lever mere roligt.
Jeg genkender flittigheden.
Jeg genkender at ville give mit alt for at finde og vinde det, jeg drømmer om.
Jeg genkender kroppen, der løber derud af, selv når hjertet for længst er stået af.
Jeg genkender at lede vildt overalt efter noget udenfor mig selv.
Jeg genkender jagten efter mere.
Jeg genkender altid at lede overalt efter noget.
Jeg genkender jorden brænde under mine fødder, så jeg konstant må være i bevægelse.
Jeg genkender ikke at have fred og ro i min krop.
Jeg genkender aldrig rigtig at kunne holde fri.
Jeg genkender euforien ved at udrette noget og hele tiden være 'på'
Jeg genkender ikke at kende til andet end at have travlt.
Jeg genkender at løbe for mit liv, min fremtid, mit håb.
Jeg genkender jagten efter kærlighed, accept og anerkendelse.
Jeg genkender, at uroen er det eneste at kende til.
Jeg genkender spændingen ved at være euforisk høj på aktivitet.
Jeg genkender ikke at kunne finde hvile nogen steder.

Kære lille myre
om end du blot ville lytte til mig i dette nu, for jeg kender til en helt anden må at leve på.
Jeg kender til en kærlig virkelighed, hvor der, uden min indblanding, og hårde arbejde, bliver sørget for mig.
Må du blot finde ind til stilheden, nærværet, dybt i din sjæl.
Må Guds fred, som overgår al forstand, fylde dig og give din urolige krop ro og hvile.
Må du leve i tillid til, at du når det du skal, uden at stresse rundt.
Må din finde glæden i bare at være.

Kunne du blot tro på, at d lever i et kærligt univers, hvor du ikke skal præstere, for at få lov til at være her.
Må du se, at det er en gave nok til livet, at du bare er, som du er.
Må du se, at det slet ikke er nødvendigt at kæmpe hårdt for noget.

Må du flyde langsomt
med livets strøm...