Jeg bliver suget ind og farer vild i dine øjne. Tid og rum stopper med at eksisterer. Jeg glemmer mig selv for en stund. Men så kommer frygten. Frygten for at du gennemskuer mig. Jeg føler at du kan se ind i min sjæl. Min sjæl er en lille såret pige, som når alt andet er skrabet væk står og fryser. Som higer efter at blive set, men på samme tid er så angst for det. Tænk hvis de synes hun er patetisk og går. Eller endnu værre, tænk hvis de bliver. Så har hun intet forsvar mod det spinkle håb. Hun bliver negliceret til hverdag, gemt bag forestillinger om udvikling og idealer. Det har hun intet imod, tværtimod hun nyder at gemme sig bag facaden og hepper når den sociale intelligens tager over. Det føles sikkert og kontrolleret. Hvis man er likeable er man ikke uden for flokken.
De satans øjne, jeg svømmer i dem, jeg drukner i dem! Forsøger desperat at få vejret, jeg overgiver mig ikke. Jeg gemmer min øjne. Langt bort. Bag et smil og lidt smalltalk. Men de er derinde, mine seriøse øjne, mine skræmte øjne, mine observerende øjne. Nogle gange er de nemmere at gemme end andre.
Jeg gør mit bedste for ikke at få øjenkontakt med mig i spejlet. Jeg er bange for at blive fanget i dem. At alt udenom dem vil blive deformeret, vil blive opløst og tilbage står kun den lille pige. Hun er vred, fuck hun er vred. Hun er vred på mig over ikke at tage mig af hende, jeg prøver at forklarer at jeg har gjort mit bedste, men hun køber den ikke. Forlanger mere plads, men jeg ved at verden er for barsk til hende, fortæller hende at den er farlig, at det er meget mere trygt at blive derinde i varmen. Men hun påstår at der er koldt? At hun hver aften har svært ved at sove, fordi hendes fødder er kolde. Hun ligger i fosterstilling, med et tæppe under dynen trukket op over hovedet og beder til at falde i søvn. For natten kan være så uendelig lang. I sit stille sind, håber hun at det bliver den sidste nat, men hver morgen byder hun sig selv velkommen til en ny, dejlig, god dag.
Vinduet i hendes værelse kan ikke åbnes, det er bedst sådan. Så kan kulden ikke komme ind. Det er først når hun skal til at flytte at radiatoren bliver fikset. Da er det for sent, hun er blevet en kronisk frossenpind, selv de varmeste steder sover hun med sokker på for en sikkerheds skyld. Efterhånden tænker hun ikke længere over, at hun overhovedet har det koldt, bliver blot overrasket når noget brænder. Helt konfus, så er det trods alt bedre at være i den velkendte kulde.
Jeg prøver at tilgive mine øjne. De skræmmer mig selv, og må derfor også skræmme andre. Jeg har ikke valgt disse øjne, med lyse omkring propillen og den mørkeblå krans yderst. Det er ikke de værste øjne, bevares, ganske smukke på sin egen måde. Men gennemborrende, hvis man kommer for tæt på. De vil så gerne penetreres af dine, men kan ikke få sig selv til det. Af hensyn til pigen, selvfølgelig. Hun har det jo bedst med at være alene.
Nogle gange råber hun højt, gud ved hvorfor. Heldigvis kan hun nemt overdøves med sprut, stoffer og sex. Engang imellem går jeg ind og klapper hende på hovedet. Men hun er seriøst utrøstelig, jeg føler ærligt talt at hun bare skal tage sig lidt sammen. Hvor meget tid kan man lige bruge på selvmelidenhed? Ja, verden giver i hvert fald ikke en fuck, den går bare videre, og så er det altså begrænset hvor meget tid man kan tillade sig at bruge på en hysterisk møgunge.
Men hun har jo ret. Det er jo ikke fair, at alle slagene skal ramme hende, men at kærtegnende ikke når derind, dem beholder jeg.
Hver aften før jeg går i seng, bukker jeg for bifaldet, før gardinerne trækkes for. Umuligt, du kommer backstage. Dine øjne er så fucking insisterende. Jeg elsker det! Jeg hader det!
Når jeg tænker på dig, bliver den lille piges ansigt mødt af en lun brise.