For meget oplysning kan nemt give bagslag, tænkte jeg, ikke for første gang og lagde avisen til side. Den indeholdt en tegning af en lille pige med ridehjælm og ditto pisk som hun truede sin mor med og skreg "Morder." Moderen lokkede med lasagne men havde desværre overset pressens afsløring af hestekød, i netop den ret.

Når vi samles om bordet bliver samtalen enten brugt til udveksling af nyheder og erfaringer fra dagen der gik, mellem andet sjov og ironi. Det kan også udvikle sig til en kampplads for uafklarede problemer og magtbalancer, uden- og indenfor murene. Det sker enten til underholdning eller irritation for dem, der hverken er involveret, eller har det fjerneste ønske om at blive det.
   Ungernes forhold til os og indbyrdes skifter med jævne mellemrum fordi det værste problem med at opdrage selvstændige børn er, det faktisk lykkedes en gang i mellem. l stedet bidrog jeg efter fattig evne til at forberede middagen.

I vores familie, der absolut ikke er konfliktsky, er der nogenlunde enighed om at indtagelse og fordøjelse af wokket hvidkål og andre fødevarer ikke gik op i en højere enhed med problemer.
   Med andre ord har vi indført en mental pause, ved at fjerne den slags ting fra fodringstiden. Så kan alle samle sig om måltidet med muntre kommentarer og forslag til forbedringer. Et projekt med tre slags indbagt, er under løbende udvikling, til fælles mordskab. Når vanen først sidder fast, er den som regel til at overholde, når alle er enige og bidrager en smule.
   Carinas mobil ringede i næstsidste øjeblik. En garvet rocker ku' næppe trække en skyder hurtigere, end den tingest kom frem.
   En veninde, som boede to huse væk, efterlyste krisehjælp til en opgave til næste dag.
   "Hvilken nørd, ku vide nok om dit og dat og sende en hurtig mail?" var et sammenkog af de følgende minutter.
   Carina klemte mobilen på plads mellem øre og skulder og fortsatte samtalen under borddækning. Hendes lange lyse hår var samlet i en hestehale minus en enkelt lok der hele tiden kom på afveje og gjorde den kombinerede samtale og borddækning lige så indviklet som det så ud.
   Et par navne blev endevendt. De blev enige om den ene var en kegle og desuden var disk'et, efter hun var begyndt at hænge ud med gangsterne.
   Samtalen kom hurtigt på afveje og begyndte at handle om problemer mellem poppere og gangstere i skolen, og en stakkel, der var faldet mellem to stole, og nu var frosset ud af begge grupper.
   Jeg fulgte måbende samtalen fra sidelinjen og skævede til siden, for at få en ide, om hun kunne følge med i fagudtrykkene, og fik en diskret hovedrysten retur.

"Velbekomme" annoncerede hun for husfreds skyld. Mobiler er, ligesom problemer, strengt forbudt under spisningen og en del af husordenen, der nogenlunde, bliver overholdt.
   Carina skulle træffe en beslutning inden maden var kom på bordet og afgørelsen faldt med sikkerhed, i sidste øjeblik uden flere forvirrende fagudtryk.
   "Spørg høstakken! Han plejer at være i god tid. Cool?"
   To minutters tavshed og en desperat indvending fra den anden ende.
   "Jeg ved s'gu da ikke om han er hippi eller emo, prøv alligevel!. Jeg skal bruge aftenen på det andet møg" oplyste hun med en selvsikkerhed der forhåbentlig vil følge hende i mange år fremover, hvorefter hun ringede af.
   "Jeg troede at du havde en aftale med Thilde?" sagde jeg naivt.
   "Det har jeg skam også" oplyste hun "Vi har fordelt det så Emma, Britt og jeg har lavet hver sin fjerdedel af opgaven. Vi redigerer det i aften og afleverer i morgen'.
   "Kom ikke for sent hjem" formanede jeg.
   Hun så overrasket ud.
   "Jeg skal skam ingen steder"
   "Skulle i ikke lave hovedopgave?"
   Hun trak vejret dybt og afleverede uden slinger i valsen et længere foredrag om muligheder for at kommunikere med Skype, Facebooks, Google og et par andre ting med passende indviklede betegnelser til at distancere sig fra enhver indvending.

Det havde taget sin tid at fatte hvordan fire, totalt uens, piger hang sammen som de gjorde, så de kun kunne skilles med dynamit eller udsalg, hvorefter de på ingen tid sikkert ville finde sammen igen.
   Nørden Sille bestemte mere i gruppen, end hun selv var klar over, Emma var den praktiske og baldronningen Britt havde konstant hale af hanner efter sig, som hun gerne delte med de andre. Carina, der uden at få sved på panden kunne køre enhver i sænk i diskussioner, var talsmand for gruppen, med de andre som sufflører, når det blev nødvendigt. Det var ikke svært at gætte hvilken del af opgaven, hun havde lavet.
   De havde skabt et selvsupplerende netværk uden gnidninger eller intern konkurrence. For at afprøve systemet havde jeg engang ønsket at få en elektrikerlærling til hjælp med et mindre problem. Han blev leveret på en uge, iført sort motorcykel med en ligeledes sortklædt Emma på bagsædet. Han var i øvrigt skide-flink og skulle starte i onkelens firma og butik efter sin uddannelse. Han og Emma forlod os med lovning på en fast kunde, til elektrikeren altså, ved fremtidige projekter.

Christoffer, derimod, der var to år yngre, navigerede i øjeblikket mellem to forskellige grupper med lignende sammensætninger, der bestod af venner fra fodbold, der alle opførte sig som en flok egoistiske førerhunde i en reality serie. De konkurrerede på livet løs, indbyrdes, på og udenfor fodboldbanen hvor de nød omgivelsernes skiftende opmærksom- eller opgiven hed. De var i øvrigt også totalt blinde for enkelte ønsker om at gribe den nærmeste stumpe genstand i nærmiljøet, til at dunke dem i hovedet.
   Bemeldte unge mand kom gennem døren og var, til en forandring, ved at falde over hunden. Han ankom hver dag til spisetid, med usvigelig sikkerhed, samtidig med kartoflerne. Jeg ved ikke hvilket varslingssystem han benytter, men der er ingen tvivl om det virker. På vej ind af døren spurgte han.
   "Søs. Har du mit scart stik?"
   Hans storesøster fjernede en krumme fra hans trøje "Fik du det ikke tilbage i går? Hold orden i dine ting"
   "Nix"' sagde han bestemt "Det var et Aux-kabel"
   "Jeg scanner lige hylderne efter middagen" lovede hun.
   Vores cyberkids tog plads. Freden var genoprettet og reserveret til udveksling af dagens begivenheder og fælles optankning af selvværd og lidt eller for meget kolesterol, var den almindelige mening. Det smagte fortrinligt mens alle afslappet deltog i processen, der kun stillede krav til smagsløgene, og lidt tålmodighed over familiens henstillinger om at få lægen til at se på min hoste.

Jeg havde et par dage haft lidt ubehag og træthed og jævnligt kommenteret det, uden mene, det var nødvendigt at ulejlige vores faste medicinmand. Som gamle tiders Shamaner prøvede han at klare det meste med trommeslag, med en pen på skrivebordet, og medfølende råd om at slappe af. Kun i nødstilfælde greb han til receptblokken.
   Hun mente alligevel det nok var en god ide, for selv en mindre infektion kunne både udvikle sig og smitte andre, og så videre. Observationer af skiftende vejr og påklædning blev også gennemgået et par gange. Efter tredje dag var den sag afgjort, trods mine indvendinger om at min mor havde sagt at hvis en forkølelse blev behandlet i tide, kunne den overstås på fire fem dage - Ellers tog det en uge.
   Da jeg havde hostet mere end en uge, accepterede jeg, at gå til lægen, for at høre hvordan han havde det, og selv blive synet samtidig.

For husfreds skyld tog jeg en afspaseringsdag og satte jeg mig med et suk, mageligt tilrette i lægens stol.
   Lægen havde det som sædvanlig glimrende, og kikkede og lyttede. Han lyttede en gang til, for at være på den sikre side.
   "Hmjøø - mindst fem til syv dages hoste - ja ja!. Tænkte det nok.
   Den sædvanlige trommesolo med en reklamepen udeblev ikke, inden konklusionen forelå.
   "Du har måske en mindre lungebetændelse eller starten på det. Det er ikke altid til at afgøre. Hansen - du får lidt vitaminer til at hjælpe skidtet på vej. Du tager toget hver dag - ikke?"
   Det vidste han godt. Vi mødtes en sjælden gang på stationen, når han selv måtte benytte det røde lyn, fordi hans børn havde det med at snuppe bilen.
   "Det er et glimrende sted til at bytte bakterier med andre. En hurtig gang mild penicillin. Så er du på den sikre side. Det henter du på apoteket i eftermiddag. Husk at hvile lidt ekstra og drik rigeligt. Tak for i dag - vi ses."
   Reklamepennen blev erstattet med hans tastatur mens jeg rejste mig og tog afsked.
   Næste vrag sad klar til synshallen, og jeg tog hjem med et førsteklasses alibi for at snuppe en middagslur, som blev benyttet. Om eftermiddagen hentede jeg og hunden, pligtskyldigst, 'vitaminerne' da jeg ikke var blevet mindre træt, men 'glemte' at tage dem om aftenen.

Næste morgen var der ingen vej udenom. Pakken stod klar ved siden af morgenkaffen og hun understregede dens formål, på en måde, der ikke indbød til diskussion.
   "Tre gange dagligt. Husk at tage dem med".
   Der var lige så meget nåde at forvente, som hos skattevæsenet. Jeg drak kaffen mens jeg læste på pakken 'Profylaktisk'.
   "Er det mon et nyt produkt?" tænkte jeg og nedsvælgede med besvær, modvilligt den første.
   Pakken røg i hvert fald i lommen, stadig under opsyn.

Vel ankommet til arbejdet tog jeg pakken frem igen, og ordet sprang i øjnene.
   I stedet for at Google det mystiske ord ringede jeg til klinikdamen. Der var ledigt. Miraklernes tid var ikke forbi, og bad om en forklaring. Hun kontrollerede journalen kunne det høres.
   "Du har måske en begyndende lungebetændelse - og får profylaktisk - altså forebyggende Imadrax antibiotika" var svaret.
   "Tak, tak" mumlede jeg, taknemlig over, at lungebetændelser ikke kunne udstyres med faglige sidespring af nogen art.
   "Det regnede jeg også med - jeg vil bare være sikker på, de skal spises."
   Jeg kunne næsten høre smilet gennem telefonen.
   "Ja ja - De skal indtages oralt. Det er ikke suspensorier".
   "Tak for hjælpen."
   Jeg skyndte mig at ringe af - med næsten samme følelse, som fem minutter med firmaets IT pædagog normalt forårsagede.

Et par uger før havde jeg og Mac fremsendt en enkelt bøn mente vi selv. Hvis mellem resultaterne i regnskabet, automatisk, løbende blev parkeret på en liste for sig, burde de efter en lige så automatisk, opsummering kunne 'flettes' og sammenlignes, med budgettet i et statistiksystem et andet sted. Det skulle bare forudsætte at medarbejdere huskede at trykke på 'Enter' på det rigtige tidspunkt. IT kørekortets lærdom påstod, så vidt alle kunne bedømme, det nemt kunne lade sig gøre.
   ED Bissen - hans titel er faktisk supporter - var der som et søm, og vendte tilbage med vanlige forsinkelse, og naturligvis lige den dag.
   Han brugte en time med at gennemgå forskellen i grænsefladen mellem to programtyper med forskellige attributter, og mulige obstruktioner fra andre baser, og de problemer, det kunne generere. Det sluttede med et mindre foredrag om forskelle mellem Java og DOS systemer.
   Som kronen på værket kontrollerede han, i forbindelse med et andet spørgsmål, min lokal-disk for konsistens, fragmenterede systemet og foreslog en bedre allokering. Han lovede samtidig at undersøge om der kunne konstrueres en løsning på vores originale problem.

Han gik sin vej i triumf uden jeg eller mac havde fattet en sk..,af hverken sprogbrug eller implikationer. I stedet havde jeg fået en klar følelse af at hvis firmaets IT system brød sammen indenfor de næste 48 timer var det kun som resultat af MacOlsens og Hansens beskedne ønsker.
   Mac havde lyttet med så vi så usikkert på hinanden.
   Skipper havde observeret ED-Bissens visit, og ankom for at forhøre sig der var problemer.
   Jeg prøvede at berolige ham med vi prøvede at strømline vores performance og opgradere rapporteringen af Benchmarks, efterhånden som de forelå, så vi kendte vores dækningsbidrag, eller det modsatte i værste fald, hurtigere.
   Skipper var tilfreds og gik men Mac så stadig usikker ud.
   "Jeg troede bare at vi prøvede at slippe for noget r..kedeligt statistik- og kontrolarbejde".
   "Det var for otte år siden, min dreng" sagde jeg beroligende, "Princippet er uændret. Ordene er nogle andre. Vores unge geni retablerer de energiførende medier, booter systemer og kontrollerer performance, mens de gamle i gårde sætter stikket i, tænder kontakten og ser om skidtet virker. Det uanvendeliges u-undværlighed har gyldne tider."

Klokken var efterhånden blevet fyraften. Uden forudgående aftale faldt Mac og jeg ind i et etablissement af den slags, hvor tiden står stille, som lever af rehydrering af tørstige sjæle. Lægen havde nævnt noget om at drikke rigeligt men ikke udstedt noget direkte forbud mod at væsken forinden var forbedret lidt.
   Mac var i det eftertænksomme hjørne som den slags steder egner sig glimrende til.
   "Det er altså i orden, jeg ikke fatter en meter, når ham ED-Bissen slår sig løs. Det forventer jeg heller ikke, men næste gang du laver omskrivninger bedes du gi' mig lige et praj forinden. Mon Skipper fattede meningen?"
   "Forhåbentlig ikke" indrømmede jeg.
   Mac tog et lille etui op af lommen. "Min gamle MP3 er rent nostalgisk bør sikkert erstattes af en Iphone, Mac eller Kendle, der kan indeholde bøger, film og hele min musiksamling. Alt, undtagen frokost, leveres efterhånden gennem bred- eller fiberbånd, med SMS eller MMS. Føler du dig også sat udenfor indviklingen, når du taler med en under 25 år?'.
   "Den korrekte betegnelse er marginaliseret i digital Darwinisme" indrømmede jeg. "Mine børn husker mig ofte på mine bidrag til den indvikling, de nyder godt af. Det mindste de kan gøre for den gamle, er at tale så jeg forstår det, mens de præsenterer regningerne".
   Mac havde ingen børn, så vidt han var orienteret, og sukkede.
   "Mener du det er en væsentlig forudsætning for at følge bare nogenlunde med i dag, man har en bumset, frustreret teenager som fast inventar i husholdningen'. Han sukkede ved de udsigter.
   "Det er dem der styrer forbruget og næste udvikling" erkendte jeg og drak resten af øllet.
   Vi blev enige om at slå GPS'en til og navigere hjem mens vi nød den friske luft.

Kort før stationen tumlede en munter mand, der så ud som om han kom fra en vellykket plyndring af et loppemarked, ind i først Mac og derefter mig på grund af en tydelig øl-mættet sidevind.
   "Pardon gentlemen" sagde han. Han lænede sig op af et gadeskilt, for at forbygge yderligere trafikuheld.
   Mac spurgte ham automatisk "Er der sket noget?"
   Fyren kontrollerede sin pose, smilede og rystede på hovedet, erkendte det ikke var en holdbar ide og betragtede os på skift.
   "Jæ ska' te en vens føs'dag'" meddelte han med et muntert smil. Lyden fra posen var ikke til at tage fejl af. Han tog en smøg frem og fik den tændt i tredje forsøg.
   "Vi har sæl' øl med, og jæ' ska' li'e køve lidt hash". Han tog et drag af cigaretten og sejlede til vores lettelse videre til bussen.
   "Den fødselsdag kan vidst ikke gå helt galt" mumlede Mac og så efter ham. Posen bar en reklame for grøntsager, noterede vi begge.
   "Har han mon misforstået reklamen" spurgte jeg.
   "Næppe" mente Mac" Han tog bare en anden afdeling. Øl er da grønne".
   Han blev eftertænksom igen
   "Er vores ven her marginaliseret, eller holder han sig bevidst udenfor systemet. Under andre omstændigheder kunne han blive skyllet igennem med metadon, råhypnol, eller anti-depressive midler med begrundelser, der heller ikke kan udtales. Det ville koste en formue i psykologer, sociale eksperter og terapeuter. Han henter sine midler i Netto og bestemmer selv. Rent profylaktisk naturligvis, som du sagde tidligere i dag".
   "Han skader ikke nogen, og ser nok ned på os andre morakkere. Regler og krav kan indskrænke spillerummet, mens han udvider det"
   "Er det ham der er smart, eller os der er dumme?" spurgte Mac.
   "Ja, det er nok forskellige meninger om" medgav jeg og prøvede at forkorte min mening..
   "Det er blevet en kultur at distancere sig med så mange fagudtryk, som muligt, for at bevare overgrebet. Jo mere indviklet og uforståeligt - jo bedre. Vores VVS mand ikke undtaget".
   Mac så irriteret ud "Hvis vores ED Bisse havde forklaret vi ku' lave en genvej ved at trykke på to knapper, slappe af over en kop kaffe mens systemet klarede sagen, havde ham mistet overtaget. Nix. Han fortæller i stedet hvad der ligger bag knapperne, hvordan det fungerer og opfinder sikkert et par andre problemer undervejs"
   "Jeg er træt - jeg vi hjem - vi ses!"

Det lykkedes at komme gennem resten af aftenen uden yderligere indviklede hurdler, udover en politiker, jeg ikke var ret imponeret af, afleverede en endeløs forklaring om at føre konstruktiv dialog med konsensus under trepartsforhandlinger der startende med diskrete los over skinnebenet, i den politiske boksering. Al hans snak om kvalitetsmål og ressourcer for et planlagt sundhedscenter, viste sig at være et hospital
   Jeg kunne ikke afgøre om jeg var træt nok og sluttede dagen med en whiskysjus - rent profylaktisk naturligvis - mod søvnløshed.