I de sidste par år har jeg været bortrejst. Set verden. Set den fra den anden side. Følt verden. Følt jeg var organisk. Åndet verden. Ånde efter mange års kvælende skolegang. Jeg har rejst ud med drømme i bagagen. En bagage der var endnu tungere da jeg rejste hjem. Jeg har været brændt ned. I livet, i kærligheden og i arbejdet. Livets flamme brændte mig ned til de fineste støvkorn.  Men jeg rejste mig alligevel fra askens støv. Støv der har forvandlet sig til en cement af vilje og lyst. En vilje og lyst til succes i livet, kærligheden og i arbejdet. Jeg har levet dernede og deroppe. Jeg har oplevet og levet, men aldrig levet livet som nu med dig.

Jeg har set nordlyset være til fest på Kong Vinters natteblå dansegulv. Jeg har set hvordan nordlyset har gjort kur på de søde stjerner. Hvordan Nordlyset med rolig bevægelse har bevæget sig rundt på dansegulvet. Hvordan Nordlyset har skiftet kostume, for at imponere de skrøbelige blinkende stjerner. Nordlyset skaber en fest på dansegulvet i det mørke nord. En fest hvor man betragter, betages og bliver benovet. Man betragter hvordan urkraften i naturen kommer frem. Bliver benovet over det fornemme selskab. Betages af dens skønhed. Men nu er du skønheden i mit liv.

Jeg har set hvordan lyset slipper sit tag i det kolde nord. Set hvordan solen dag for dag. Time for time. Sekund for sekund forsvinder bag de høje norske tinder. Hvordan månen med sit hvide lys laver livet og humøret om til en sort/hvid film. En film hvor der savnes og længes. Man savner at se naturen i dens farverige klæder. Længes efter at mærke solens varme. En varme som giver energi og lyst til livet og hverdagen. En hverdag der er mørk og trist. Hvor man dagligt finde sit indre lys frem, for finde vej i hverdagen.
Nu er du mit lys i hverdagen.

Jeg har set målstregen og krydset den med en stolthed. En stolthed i at kører 500km på hundeslæde. 500km igennem en iskold smuk natur. En stolthed over at krydse den som nr. 3. En stolthed over at krydse målstregen med glade og logrende hunde.  En streg, som blev den sidste på maleriet. Men en streg som fuldende det smukke billede. Det maleri som handler om livet med hundene. De hunde som har været mit liv og min familie. De hunde som gerne tog en opmuntrende snak med en. Som gav mig smil på læben, når læberne var triste. Som gav mig kys når jeg havde brug for et kram. Alle de oplevelse, lever stadigvæk på billedet. Et billede som altid vil hænge på livets væg.
Men nu er du stregerne på mit nye smukke billede.

Jeg så dig for første gang klædt i hvidt. Jeg så ikke så meget. Men jeg så dit dejlige smil.  Et smil som fortalte mere end de ord vi ikke fik sagt til hinanden. Eller de ord jeg skulle have sagt til dig. Men ord fik vi vekslet. Ord som mere vækkede interessen end kærligheden. Og da jeg endelig fik sagt de ord jeg skulle sige, sagde du ja til en øl. En øl som blev til to og mange blev klokken lige pludseligt. Tiden gik, og jeg havde lyst til at gå med dig, men vi gik hver til sit. Men da jeg så dig igen på arbejde var interessen som en larve forvandlet til den smukkeste sommerfugl. En sommerfugl jeg ikke havde lyst til at lade flyve væk. Så vi fløj sammen endnu engang i en weekend.
En weekend der blev til to og siden da har set dig med de kærligste øjne.

Nu er hun den piger jeg ser. Den pige jeg ser, når jeg som det sidste lukker mine øjne om natten. Og det første jeg ser når jeg åbner dem. Hvis jeg ikke har set hende i mine drømme. Hun er med mig overalt. Enten ved min side eller i mit hjerte. Uanset om jeg er vågen eller sovende. Hun er den pige jeg tænker på. Kan slet ikke få nok af hende. Hun er mit nordlys i den trivielle hverdag og lyset igennem bladene når kronen bliver for tæt. Hun er nærvejret, når vejret blæser os om kuld. Hun er pløkkerne når vinden puster til telte.
Hun er kvinden i mit liv og den kvinde jeg elsker og vil elske.