Det ravellanske imperium, Narbonne
   Constantin Towers, hovedkvarter for Constantin Enterprises

Med en andægtig bevægelse overrakte Storskyggen de to flakoner til Alexander. Den unge mand tog imod glasbeholderne, og studerede et kort øjeblik deres indhold. Den gule væske skvulpede i små dønninger bag det matterede glas. Og visheden om hvad flakonerne indeholdt, fik ham til at skælve af frygt. Nu må du ikke tabe dem, tænkte lærlingen anspændt og stoppede forsigtigt flaskerne ned i hver bukselomme.
   Storskyggen så på ham med sine grå øjne. Det granskende blik, fik Alexander til at se ned i marmorgulvet. Han havde aldrig brudt sig om læremesterens gennemborende øjne, for det føltes som om, at de udsugede ens hemmeligheder. Storskyggen foldede hænderne bag ryggen og vendte sig omkring. Med en konges ranke holdning, så han ud af panoramavinduerne og lod sig fordybe i egne tanker.
   Det grandiose kontor, indrettet i oldavilansk kejserstil, lå i finanskvarterets bymidte og havde udsigt udover millionbyens smukke skyline. Alexander havde altid følt sig utilpas i Storskyggens kontor, for det udstrålede alt det han ikke havde. Magt og penge. Han skævede til navneskiltet på det massive mahogniskrivebord, og læste bogstaverne indgraveret i guld på en sort granitblok: Marcus Constantin, President of Constantin Enterprises.
   "I morgen begynder den nye tidsalder," brummede Storskyggen med sin højtidelige stemme. "Skyggeordenens hemmelighed bliver afsløret for verdenen. Og du, Alexander, er budbringeren." Han holdt en kunstpause. "Kun de stærkeste vil overleve."
   Det store guldur over marmorkaminen slog tolv. Tiden var inde! Hemmelighedens Dag var oprundet. Den tiltagende frygt fik Alexander til at klapre tænder og benene rystede under ham. Solens sidste stråler farvede horisonten bag skyskraberne blodrød. Farven fik Alexander til at tænke på det blodbad Jorden stod overfor. Han tog en dyb indånding og mærkede hjertet gå i stå, da urets sidste slag havde kimet. Lidt efter kunne han se et dusin privathelikoptere lette fra nogle af de største skyskrabere. Alle fløj i den samme retning, mod sikkerhed.
   Storskyggen talte igen, men denne gang var stemmen lavere og mere følelsesbetonet. "Din tid er kommet."
   Alexander ville gerne have set læremesterens ansigtsudtryk, men det eneste han kunne se, var ryggen på det skræddersyede opalske jakkesæt og nakken på det olieglinsende grå hår. Endelig vendte Storskyggen sig imod ham. Et diskret smil krusede om den ene mundvig, og sendte en kulde igennem Alexander.
   Den magtfulde mand åbnede munden og fremviste sine blegede tænder. "Drag ud på din pilgrimsfærd. Start Ragnarok. Lad menneskehedens afskum fortære sig selv i vildskab."
   Uden at sige noget, vendte Alexander rundt på hælen og forlod kontoret. En gruppe bodyguards fulgte ham hen til elevatoren og ned til foyeren. Udenfor stod en forudbestilt taxa og ventede. Bodyguarderne fulgte ham helt hen til bilen, åbnede døren og smækkede den igen, da han sad i sædet.
   Det var som om at vejret havde forladt Alexander. Maven slog knuder og munden var tør. Nervøsiteten gjorde håndfladerne klamme og hjertet hamrede bag brystet. Om ti minutter havde han ændret Jordens fremtid.
   Taxachaufføren så i bakspejlet med sammenknebne øjne. "Til lufthavnen?"
   En svedperle trillede ned ad Alexanders kind, da han udtalte de skæbnesvangre ord: "Ja."
   Den rustne taxa satte i gear og forlod Constantin Enterprises prangende hovedkvarter. Aftentrafikken gled let, og han ankom til lufthavnens af- og pålæsningsområde foran terminalbygningen til tiden.
   "Hvor meget skal du have for turen?" spurgte Alexander distræt, og rodede efter sin tegnebog i sommerjakkens inderlomme.
   Chaufføren virkede utryg, idet han svarede med en mumlen: "Ingenting, det er allerede ordnet. Du må hellere skynde dig."
   Alexander nikkede forstående og steg ud af taxaen. Lufthavnen var tætpakket af mennesker og han gled hurtigt ind i mængden. Han forsøgte at bevare en rolig fremtoning med hænderne i lommen, så ingen fattede mistanke til ham.
   "Du dér," lød en stemme bag ham.
   Alexander vendte sig omkring med et sæt og mærkede rædslen lamme ham. En betjent havde sneget sig ind på ham bagfra.
   "Du ser forvirret ud?" sagde betjenten og trådte et skridt frem.
   For første gang siden mødet med Storskyggen, fremviste Alexander de to flakonflasker og kastede dem på gulvet. Glasset sprængtes og indholdets gule væske flød ud.
   Alexander lukkede øjnene og knuste cyanidpillen mellem tænderne. "Det er begyndt."
   En giftig, gul tåge steg op fra væsken og fyldte lynhurtigt terminalen. Få sekunder efter begyndte en alarm at ringe, og mens panikken spredte sig i lufthavnen, faldt Alexander omkuld i en dødsrallen, tids nok til at se Ragnaroks begyndelse.