Jeg går døden i møde. Vandrer lige så stille imod dens åbne, varme arme, og jeg drømmer. Ser. Lytter til fuglenes indbildte sange og vandets forhadte latter. Jeg sørger for at mærke vinden overalt på kroppen - lader dens klamme berøring glide over huden med den sædvanlige, slimede tilkendegivelse af foragt, og jeg forsøger, så godt jeg kan, at æde luften, kvæle den med min klagende indånding. Jeg gemmer den væk, samme sted som tårerne jeg nidkært har forkælet og sorgens lunefulde glæder jeg endnu ikke har glemt, resterne af de mange indtryk jeg har bestemt mig for at forvare trods alle impulser og logik. For gråvejrets skyld trodser jeg mit hjertes dræbende pulsslag.
Det er det jeg gør - gemmer. Skjuler. Forsøger at hage mig fast til synerne som er de eneste broer jeg endnu har til virkeligheden, håber på at skabe små lommer af smerte og blødende håb, som jeg kan tage med mig til et sted jeg hellere vil være. Jeg ved, tror jeg, at det er det rigtige at gøre. Jeg håber, ved jeg, at det ikke vil forhindre mine drømme i at udvikle sig til deres kroners fulde pragt. For dem vil jeg beholde. Dem vil jeg aldrig miste. Det er nemlig drømmene, der er det eneste der har været hos mig, og som jeg har set på og elsket mens jeg har været indhyllet i min selvforvoldte falskhed. Synerne der optrådte for mig når jeg sov, og som jeg gradvist lærte at kunne fremkalde selv i rolige øjeblikke. Drømmebillederne, der klart skærer igennem alle de illusioner andre har skabt omkring sig selv, og tydeligt viser mig, hvad der er den eneste vej væk fra det hvide mørke vi befinder os i.
Så jeg går. Ikke forhastet, ikke spændt eller nervøst, men fredfyldt. Afklaret. Jeg ved nu, at når jeg kommer videre fra den tomme klump masse der så forhutlet bliver befolket af pattedyr, ensomme væsener der fortæller sig selv de er afhængige af Solens lys for at beholde hjertets varme, så vil jeg være et bedre sted. Som et stærkere menneske vil jeg vandre til et land, der står meget skarpere i min ufuldendte erindring end noget i denne verden nogen sinde har gjort, og jeg vil leve dér i stedet. Jeg vil vokse dér, og Jeg vil ånde dér. Og så vil jeg aldrig være afhængig af drømmenes hvisken igen.
Men jeg er bange for, at der ikke er andre, der vil følge mig. Jeg frygter, at jeg er den eneste der har forstået hvorfor kranier smiler, og hvorfor man kalder døden hvile. For ingen andre lader til at undres og glædes som jeg gør, ingen andre ser ud som om de ved hvad der er skjult i horisonten. Gang på gang blændes jeg af sneglehusenes tørre genskær, og jeg bliver tvunget til at indse, at drømmenes opmuntrende stemmer bliver forkastet oftere end omfavnet. Andre mennesker ser det ikke. Hører det ikke. De lever bare i deres forsumpede virkelighedsforestillinger, der ikke længere er fodret af nødvendighed, men lever på fordærvelse og glemsel. Deres sorger smitter af på hinanden, formerer sig og vokser voldsomt til sygeligt krævende tårne af opkastet slim, der kan blokere selv den smukkeste solnedgang.
Men nu har endelig indset. Opdaget. Forstået. Jeg ved nu hvad min rolle i skuespillet om verdens ende skal være. Jeg har grebet manuskriptets vejledninger, og går endelig på min og fårehyrdens vej. Jeg har omsider fundet grunden til alt den flydende, grå maling og alle de sumpede årtiers frivillige torturmarcher. Jeg ved, endelig og for evigt, at dette er det rigtige at gøre. At gå, lystigt, saligt og mildt, imod den kappeklædte og smilende dødnings velkommende statue, der spreder sine hænder kærligt ud til siderne. Og jeg fortælles, fra drømmenes og synernes inderste kerne, at jeg ikke bør gå vejen alene. Min opgave, min skæbne og min renselse, den består i vejledningen af andre menneskers vandring til farvernes land og nedrivningen af de mørke tårne af grædende slagger der omringer det. Min allerhelligste og eneste opgave i det falske liv, før jeg tager af sted, er at redde så mange mennesker som muligt fra pinslerne de nægter at registrere og sorgerne de så effektivt planter i deres hjerters haver. Og jeg er god til det.
Mange har fulgt. Mange flere vil følge mig. Snart er det tid til afslutningen på teaterstykket, så jeg endelig kan følge mine mange, usynlige disciple imod den sidste drøms Utopia og virkelighed. Kun få dage endnu vil jeg blive her, i mørkets flammer og iblandt sorgens profeter, og så vil jeg omsider ånde ud for evigt.