Tågen ligger som en grød over landet, da Hanne begiver sig ud af markvejen. Hun er den forsigtige type, hun ved hvor let ting kan gå galt. Men hun har taget en beslutning, nu må det briste eller bære. Jorden er fugtig og leret, store klumper sætter sig på skoene og sinker hende. Dette er en ukontrolleret kanal, her kan hun gå i fred. Men det er en omvej. 10 kilometer skal hun gå for at nå sit mål, Forsøgscentralen, Fremtidens Øje, og Kærlighedens Flamme.

Da Hanne mødte Kærlighedens Flamme, var hun på højden af sin karriere, hun havde en ledende stilling i Ministeriet for Moderne teknologi.
   Hun boede luksuriøst på tyvende etage, med udsigt over hele byen. Hendes drømme var blevet til virkelighed, hendes arbejde fyldte alt. De nyeste opfindelser gjorde alting let. Det var ikke længere nødvendigt med kontakt mellem mennesker, teknologien løste den slags praktiske problemer. Alt var muligt, og hun var en del af denne fantastiske udvikling. Hver morgen, efter en hurtig kvik drik, modtog hun på skærmen, instrukser på dagens, arbejde.
   Det var mest teoretiske udregninger og formler, alt sammen kendt fra studietiden, men udviklet og forfinet, til perfektion gennem de sidste 10 år.
   Stemmen roste hende ofte for hendes resultater. Til gengæld fik hun sendt smukke billeder og historier på skærmen, eller dejlige erotiske oplevelser. Sengens indbyggede hænder sørgede for den slags kropslige eventyr, og varmepåvirkninger. Hanne havde også venner, de 4 påbudte. Hun havde selv valgt dem, og udformet dem. Det havde været en spændende proces. Lige fra hvordan de skulle se ud, og hvilke personligheder hun havde brug for, på sin rejse i livet. Der var Hans muskuløs og selvstændig "Gør det, gør det" skulle han sige. Så var der atleten Ras, den eksperimenterende "Undersøg det, undersøg det" skulle han sige. Bente med det lange hår, var den forsigtige "Tænk over det, tænk over det" sagde hun, og endelig var der så Beathe med den frodige krop "Nyd det nyd det" sagde hun.
   Hannes venner havde været trofaste og gode støtter, i hendes liv indtil nu. Og det var ikke så mærkeligt, for hun havde selv skabt dem.
   De mødtes ofte på skærmen, og havde filosofiske udvekslinger. Det skete også, at de sammen udviklede nye veje i teknologien.
   En søndag eftermiddag havde Hanne fået en fridag, og en af de yderst sjældne
   udgange. Det glædede hende, det var vist to måneder siden sidst, og Hans havde lige overbevist hende på skærmen, om at det var alle tiders ide, så at afprøve de nye luftsko. Så hun trykkede på skærmen på linket til skoene. De blev sendt med det samme. I vejledningen stod der at hun skulle stikke fødderne ned i de to selvlysende cirkler. Som sagt så gjort, og hun svævede, svævede med en vægtløs fornemmelse rundt i sin stue.
   Det var fantastisk, hun blev helt euforisk, sikke muligheder.
   Så er det ikke nødvendigt med jetstrømstransportøren for, at komme ned, tænkte hun, jeg kan flyve.
   Hun tøvede ikke, hun var under påvirkning af Hans, hun åbnede døren til altanen og svævede med raske skridt der ud, og videre ud over gelænderet.
   Højt på himmelbuen vandrede hun, mens hun mærkede, luften prikke sig intenst i huden, blæse på kinden. Det var uovertruffent, det bedste hun nogensinde havde oplevet. Hun gik på luftstrømmene, og skuede ned på et smukt sceneri af hustage, og forkrøblede trætoppe, i miniatureudgaver. Efter en rum tid for et gys gennem hendes krop, den skælvede, skælvede som et espeløv, og kom ud af kontrol. Så greb panikken hende, hun glemte at gå, hun glemte at tænke.
   Derfra kunne det kun gå galt, hun styrtede, styrtede med en hastighed uden dimension. Det er nu jeg dør, nåede hun at tænke inden hun mistede bevidstheden.

Gennem et sløret tæppe af svage kropsimpulser, mærkede hun en strøm af tårer.
   Alle nervetrådene arbejdede på højtryk for at genoprette kroppen. Kroppen var væk, og ville ikke lystre. Hjernen summede af forkerte forbindelser, strømmen var gået. Bløde hænder, skubber til mig, sengehænder? Jeg har forladt verden. Måske er der flere verdener? Jeg er gået over i mit nye liv. Måske går jeg virkelig på skyerne. Vægtløse drømme. Min krop er martret af ulykken. Hvor er jeg? Hvem er jeg? Kom og udfri mig for smerten er ubærlig. Kom, kom, hvorfor er her ingen, verden er tom. Tyst som i et kapel, jeg er en skygge i dans med skygger, Kom, kom, kalder de. Jeg vil ikke, ikke nu, det er for tidligt. Jeg vender mig om, mine ben kan ikke bevæge sig. Der i lysningen står en lysende person, gud? Det tror jeg næppe, lyset er skarpt og blændende, og jeg kan ikke lade være at kigge på det. Følge det med øjnene. Varme hænder løfter mig op, du er her nu siger stemmen, jeg passer på dig. Hvem? Min skærm, passer den på mig? Hvem taler i min hjerne?
   "Du er et levende væsen" messer stemmen, igen og igen som en besværgelse. Hanne glipper med øjnene, og ser ud gennem sprækkerne, der på knæ ved sofaen, sidder en skikkelse. Hanne åbner øjnene helt og gisper, personen lægger en hånd over munden på hende, og ryster på hovedet.
   Så hiver han noget op af lommen, et stykke papir. Hanne måber, hvad pokker, den slags findes ellers kun på det gamle arkiv, hvor hun engang imellem får lov at gå ind og hente formler.
   Han vender papiret mod hende, på det står der med tydelig skrift, "Jeg er din nabo. Vi bliver aflyttet. Du har sovet et døgn, skynd dig ind og rapporter uheldet, og at du har mistet skoene. Mød mig, ved din hoveddør klokken to i nat, så skal jeg vise dig en hemmelighed.
   Hanne nikker tilbage, selvom hun synes det hele er lidt langt ude. Hvem skulle lytte? Her er jo ingen. Men hemmeligheder er lidt ligesom svære arbejdsopgaver, der skriger, på at blive løst, hemmeligheder skriger på at blive hørt.
   Hun forsøger at sætte sig op i sofaen, det er svært, og det svimler for hende. Manden overfor rækker en støttende hånd frem, så holder han hende fast et øjeblik, og smiler, hiver fat i papiret, og skriver noget nederst på siden, han vender det mod hende. "Jakob" står der, han rækker hende papiret og pennen, hun skriver med vaklende skrift "Hanne" på det. Han nikker, og hjælper hende op at stå, med et fast greb under hendes ene arm. Sådan står de et øjeblik, mens hun svajer frem og tilbage og endelig finder balancen.
   Der er intet i stykker, underligt. Efter ulykken, mareridtet, eller hvad det nu var, burde hun være slået til invalid, eller i værste fald være død. I stedet kan hun nu på strømpefødder liste gennem entreen, og døren. Og hen til sin egen dør, hun ser ind i læseren, og der åbnes og lukkes automatisk for hende,
   Hun sætter sig ved arbejdsbordet, og skriver sin rapport, der går ingen tid før hun modtager bekræftelsen, og stemmen lover hende en halv fridag i morgen, grundet omstændighederne. Hanne bliver siddende et øjeblik endnu, i et forsøg på at forstå dagens hændelser det lykkes ikke. I stedet trykker hun på mambaen, og den varme sov godt chokolade, og efterfølgende mundrens triller ind på bordet. Så indstiller hun varme og vuggefunktionen med mambaen, og kryber til køjs, hun ved at hun nok skal vågne klokken et, for der stopper vuggefunktionen, og i stedet for at vende sig om på den anden side, må hun stå op.
   .
   Det er fristende at blive liggende, sengen er varm og god, og den lovede halve fridag lokker med dejlig afslapning og mulig blød erotik fra hænderne. Nå, hun strækker sig under dynen og begiver sig småfrysende ud i det kølige rum. Tøjet ligger klar og er hurtigt på.
   Han står klar lige ude på den anden side af hoveddøren, og holder den for hende, mens hun kommer ud. Så tager han sin lysende amulet fra halsen, og holder hen foran hendes dørlæser, amuletten sender tre fine stråler ind i den, og han lukker døren efter dem.
   Skoene fra i går står på måtten. Han peger på dem, og hun tager dem tøvende på, vægtløsheden kommer omgående, og den dejligt svævende fornemmelse, nu iblandet frygt. Han griber hendes hånd og de går, svæver ned gennem trappeskakten. Ved udgangsdøren bruger han igen amuletten og dens stråler.
   Hun havde forventet en åndeløs flyvetur, i stedet trækker han hende i svævende gang, gennem den mørklagte by, og den ene gade efter den anden.
   Tiden går, hun begynder at overveje om den er gal med hendes dømmekraft. Hvad er han ude på? Er han i virkeligheden en gemen voldsforbryder? Og var det det, hemmeligheden gik ud på? Har hun overhovedet nogen fair chance for at undslippe? Hun ville ikke vide hvordan hun skulle komme hjem. Opslugt som hun er af sine tanker, opdager hun slet ikke at han stopper. De er i en smal mørk gyde i udkanten af byen, på begge sider af dem ligger der små faldefærdige blikskure. Han banker på døren til et af dem. En gammel skægget mand åbner den, og genner dem ind. "Hvor er det dejligt at se dig Jakob" siger han med sin tørre raspende stemme.
   "Ja, Jonas" svarer Jakob blødt og melodiøst. Hun lytter betaget. "Jeg har taget Hanne med som jeg lige har lært at kende, hun er ok, du skal finde en amulet til hende!"
   Hanne sætter sig, på en vakkelvorn stol midt i. lokalet. Nu vil hun altså have at vide hvad der foregår? "Jeg kan se på dig" siger Jakob, "at du gerne vil have nogle svar, og en forklaring på det hele. Nu skal du høre. Det her område, er forsøgscentralen Fremtidens Øje og Kærlighedens Flamme. Ja det er faktisk lidt ligesom dit ministerium" ler han "Du må have mig meget undskyldt" siger hun "men jeg har svært ved at få øje på lighedspunkterne" "Næh, de er der ikke", ler han igen, "men vi arbejder i det skjulte, så det skal faktisk ikke kunne ses." Nu er hun interesseret "Hvad laver i?"
   "Vi bryder ind i systemerne og laver om på dem, vi ønsker en bedre verden."
   "En bedre verden, det forstår jeg ikke, det er da en dejlig verden, kun med den bedste udvikling og masser af fremskridt."
   "Hvad ved du egentlig om det, du kender jo ikke andre end dig selv, og dit arbejde.
   Ved du overhovedet noget, om noget som helst andet?"
   "Ja da, jeg taler med vennerne næsten hver dag, og jeg ser da også nyheder på skærmen, jeg følger da med." "Men ved du om det er sandt?" Jakobs blik er intenst "Du kan da ikke stole på vennerne, dem har du selv skabt, de er fiktive skærmbilleder. Har du slet ingen erindringer mere?" Jonas kommer tilbage til dem, og rækker hende en amulet, den skinner og føles varm i håndfladen. "Kan du se den væg der?" Jakob peger "Nu vil jeg gerne have at du trykker på amuletten og holder den hen mod væggen."
   Hanne gør som han siger, og væggen bliver levende. Det er børn der leger, de løber rundt i en stor have, med græs og træer, de skriger og skråler, og kalder på hinanden, og duften af sommergræs og blomster stiger op til hendes næsebor, en dreng falder og slår sit knæ, men bliver trøstet af en anden. To piger sidder på en sten tæt sammen og snakker. Hanne kan næsten fysisk mærke kontakten. Det er jo Lise hendes gode ven fra barndommen. Hvor er hun mon henne nu? Hvor er alle børnene henne? Hannes øjne bliver fugtige. "Det var ikke min mening at gøre dig ked af det" siger Jakob "Jeg ville bare have dig til at forstå hvad det går ud på. Tryk du bare på amuletten igen." Stilheden sænker sig over lokalet. "Ja, vi arbejder på at få den glemte viden tilbage, og vi er mange," Jonas smiler og lægger en kroget hånd på hendes skulder. "Vi arbejder på at ændre teknologien til noget bedre, og det er der du kommer ind. Du er kendt for din store viden på området, du har været med på de inderste rækker i rigtig mange år, og kender alle vejene og smuthullerne både ud og ind. Derfor stoppede vi din flyvetur. Vi har meget brug for din hjælp.
   Så hendes uheld, var ikke noget uheld, det var planlagt. Hanne er vred, det er en tarvelig måde at gøre tingene på, "I kunne have spurgt" hun hæver sine arme "det er sådan man gør det" "Tror du virkelig på, at du havde været positiv, hvis jeg bare var kommet for at spørge med et stykke papir i hænderne hvor det stod" Jakob ler opgivende "Det tror jeg simpelthen ikke på. Se det for dig du sidder og arbejder med det du elsker, så kommer der en tosse med en lap papir, og vil have dig med på tur. Du ville have afvist mig, det ville du" "Ja du har måske nok ret, jeg ville have tænkt hvad er det for en idiot, hvis jeg overhovedet havde åbnet døren, det er jeg ikke engang sikker på. Men hvad så, hvad er det i vil have mig til at gøre? Og er det ikke farligt?" De to mænd tager hver en stol og sætter sig ned ved siden af hende "Farligt, jo det er det helt bestemt, folk dør for det her" "Dør de, hvordan?" "Det påstås, at være naturligt, men jeg tror det er gennem drikkene og maden, som vi får sendt. Folk falder ikke bare om og dør på den måde" Jakobs stemme er indtrængende "Men du, vil du hjælpe os? Vi har brug for dig til at gå ind på systemet, og lave positive ændringer. Jonas her, har lavet en Dizzer. Det kalder vi det. Den hjælper os med det sidste. Så vil vi have nok kontrol til at starte oprøret. Du skal føre den ind bag om sikkerheden, så klarer den selv resten af arbejdet" Det lyder alt sammen fornuftigt nok, så er det blot spørgsmålet om hvordan hun kommer derhen. Jakob giver hende svarene næsten før hun har tænkt tanken, han rejser sig og går hen og fjerner et slidt tæppe fra gulvet. Der er en lem i gulvet, som han forsigtigt løfter." Kom" siger han "så skal jeg vise dig hvordan dizzeren virker". Trappen de kravler ned af lugter muggent, men rummet de kommer ind i er enormt og moderne udstyret. På alle sider og så langt øjet rækker sidder mennesker og arbejder. Hun ser på skærmene, at nogle arbejder med nøjagtig de samme processer, som hun selv. Hun smiler lidt ved tanken om, at arbejde, mens nogen samtidig, bag hende, under hende, ændrer det hun laver. Som en kæmpelagkage med lag dybere og dybere ned. Det hele virker meget professionelt. Hvis hun ikke var overbevist før, så er hun det nu. "Hvor kommer alle de mennesker fra?" spørger hun Jakob. Han forklarer, at de kommer fra hele byen, ja hele landet, nogen sågar fra fjerne steder i udlandet. De er alle forbundet i ønsket om en verden. En verden hvor vi igen rører hinanden, og har ægte relationer. Et fællesskab hvor alle får fordele af fremskridtene. For fremtiden tilhører ikke kun en smal overklasse og et magtcentrum. Men er der en overklasse? Hanne undrer sig. Billederne på skærmen overbeviser hende. Der er de sort på hvidt, i kæmpe villaer og enorme huse. Magtcentrummet, en kolossal bygning, uindtagelig som en borg. Menneskene derinde går hjemmevante rundt blandt hinanden. Hun overhører dem sågar diskutere, hvordan de kan styre flokken, leveringerne af strøm, børn, arbejdskraft, mad osv. Dette overgår fantasien. Jakob giver hende en koncentreret gennemgang af dizzerens brug. Det er enkelt og let at gå til. Den side af sagen, er hun ikke bange for, her vil al hendes erfaring og viden komme til hjælp.
   Den nat slår Hanne ikke sengefunktionerne til, hun ligger og forbander sin skarpe hjerne og forskertrang, som har været med til at skabe dette monstrum af en verden, hvor isolation er nøgleordet og det der styrer alt. Hun fatter ikke hvordan det kunne gå så langt, og hvorfor hun ikke gennemskuede det. Alt er gennemsyret af denne degeneration, der i sidste ende vil medføre at intet nyt opstår. Når forskelligheder forsvinder, indser hun nu, er der ingen til at anvise nye og alternative veje. Den verden, hun lever i, er dømt til at dø, og dermed også menneskene i den. Så selv om hun er træt da det bliver morgen, hun har ikke sovet meget, så er hun fyldt med ro og kraftfuld energi. Hun undlader morgendrikken, hun skal ikke bruge den nu. Besluttet klæder hun sig på og sætter sig til skærmen, og åbner dialogskærmen. "Jeg troede du sov endnu" siger stemmen "Nej, jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne arbejde" svarer Hanne. "Det er godt svarer stemmen, vi har en opgave til dig, en udgangsopgave, der er problemer i hovedkvarteret, vi skal bruge din ekspertise til at rette et par fejl. Du bliver hentet." Stilheden svæver over hende, en stor fugl med tyste vingeslag, der fylder ventetiden. En hammer slår på døren, Hanne reagerer ikke, de åbner døren uden hendes hjælp, og går ind. De er iført store støvler, blå heldragter og fyrbedøver. Deres ansigter er dækket af masker, Hanne følger roligt med. Så længe de har brug for hende til opgaven, er hun beskyttet. Oppe på taget skubber de hende ind i en lille sølvfarvet maskine. Mens solen bryder frem, svæver de lydløst over himlen, og lander ganske kort efter, på taget af en ny bygning. Hovedkvarteret gætter Hanne. En mand i gråt jakkesæt modtager hende ved maskinen, der hurtigt letter og flyver af sted i en ny retning. "Vil du have morgenmad" spørger manden med neutral stemme, mens de bevæger sig hen over taget. "Ja" svarer Hanne "Og gerne et rum for mig selv hvor jeg kan arbejde i fred. Jeg arbejder bedst alene" "Jeg giver beskeden videre" manden, åbner døren til et lyst lokale, og anviser hende en plads ved et bord, dækket med morgenmad til tre, så forlader han lokalet. De to personer som kommer ind i rummet er begge i hvide gevandter, "Vi er fra styregruppen" siger manden, og sætter sig, kvinden placerer sig tavst lige ved siden af Hanne. De spiser brødet i tavshed, og mens Hanne drikker sin morgendrik, får hun en fornemmelse af dejavu. Sådan har jeg siddet engang før, tænker hun. Billedet kommer til hende med stor kraft. Hun er i haven igen, hun sidder trygt ved bordet, mens solen varmer ryggen, og Lise ler glad ved siden af hende, de drikker morgendrik. Fru Jensen deres lærer hælder mere op. Jens er der også, han sidder lige over for hende, og er ved at bygge en af sine fantastiske konstruktioner i træ. Billedet fader ud og forsvinder. Er det muligt kan det virkelig tænkes, Hanne skæver forsigtigt til kvinden ved siden af. Ligheden er der, men den er ikke påfaldende. Så drejer hun hovedet, og ser direkte på manden overfor, og får et chok. Det er bare Jens, her er ikke skyggen af tvivl i hendes sind. Hun overvejer at sige noget, men tager sig i det. "Vi har et problem" siger Jens. Mens han sætter hende ind i detaljerne, ser hun nærmere på ham, og undres over hvor lidt han har ændret sig. "Vil du gøre det for os, kan du gøre det?" "Ja, da" svarer hun glad "det kan jeg sagtens. Men jeg må have et rum for mig selv, jeg arbejder bedst alene".
   "Det kan efter omstændighederne ikke lade sig gøre" Jens stirrer på hende med et skarpt og undersøgende blik. Mon han er ved at opdage forbindelsen. Hun håber det ikke, hun vil helst ikke udspørges, med fare for afsløring. De rejser sig fra bordet, og går ud af lokalet. Jens stopper op "Du viser lige vores medarbejder gennem sikkerhedssystemet, jeg har andre opgaver" han vender kort ansigtet mod Hanne og nikker, så forlader han dem. Kvinden ved siden af vender sig, og ser direkte ind i hendes øjne. Da deres blikke mødes er det med genkendelse og forståelse. "Kom" siger Lise og de bevæger sig gennem de forskellige sikkerhedssluser, helt uden problemer. De ender i et stort lokale, ikke meget ulig Jakobs kælderrum, blot meget større. Hanne sætter sig og udfører sine opgaver. Det forløber helt planmæssigt med dizzeren som Jakob viste hende. Hun er straks mere anspændt, da hun rejser sig for at gå igen. Nu kan alt gå galt, især hvis de opdager hendes fiksfakserier. Lise følger hende roligt gennem udslusningen, og inden hun forlader hende, lægger hun kort den ene hånd på hendes arm, og åbner den anden halvt, knuget derinde ligger en skinnende amulet. De smiler til hinanden og Lise forlader hende. Manden i det grå jakkesæt afhenter hende. Flyveturen hjem er begivenhedsløs. Og natten tilbringer hun i dyb søvn i sin seng

Da hun forsøger at vågne igen kan hun ikke. En sær lammelse har ramt hende hun leder efter lyset, men der er ganske mørkt. Så glipper hun med øjnene og ser ud gennem sprækkerne, hun aner konturerne af et rum. Hanne åbner øjnene helt og undrer sig, da det går op for hende hvor hun befinder sig. Det er jo hospitalet. Sengen vugger hende behageligt, smuk musik strømmer ind i rummet. Hun ser ned af sin krop, den ser ud som den plejer. Men ulykken er den sand eller falsk? Ulykken startede det hele, er resten så en drøm eller et mareridt? Hvordan kan resten være en drøm hvis det føles så virkeligt? Stemmen taler til hende "Du er vågen siger den, "Du har været syg længe, du havde en ulykke med sko. Du er vågen, vi sender dig hjem, du kan arbejde fra i morgen" Så er det sandt, der har været en ulykke, men resten hvad med det? Sandhed hvad ved jeg om det, tænker hun, hvad bestemmer sandheden, stemmen? Eller mig? Hun sætter sig op i sengen. Sengehænderne hjælper hende med at holde balancen, så tager hun sit tøj der ligger på stolen, og klæder sig på, mens der langsomt former sig en plan i hendes hoved. Døren åbner sig, hun lister hen til skranken, for at taste sin kode ind, så de kan se hun har forladt stedet i live. Udenfor sætter hun sig i en førerløs maskine, det er linje d. Om 5 minutter står hun i sin lejlighed. Mens den flyver af sted, holder hun skarpt udkig ned over byens tage, og hun bliver glad, da hun langt ude til venstre i horisonten skimter bliktage der skinner i solen. Det er i linje z retning. Hun ankommer til sin lejlighed, og overvejer om hun skal banke på hos naboen. Nej, det er for risikabelt, især hvis det hele er noget hun har drømt. Hun lukker sig ind med øjenlæseren. Og går målrettet ind til klædeskabet i soveværelset, hun tager det varmeste og mest praktiske tøj hun kan finde frem, og skifter til det. I køkkenskabet finder hun to tørre boller og en lille læskedrik, hun stopper begge dele i lommen på sin jakke. Hun logger hurtigt ind, og meddeler stemmen at hun er hjemme og klar til arbejde i morgen, så bruger hun amulettens stråler til at slette oplysninger om at hun stadig er inde. Hun kan nu i fred søge på kortet og finde barakbyen uden at det er sporbart. Det er i linje z retning. Hun skynder sig at lukke ned. Bagefter løfter hun forbløffet amuletten op, og stirrer indgående på den. Hun knuger den heftigt i hånden og mærker varmen fra den. Selvfølgelig den er jo beviset. Det er sandt, der er sandt, hun må stoppe sig selv i at juble højt. Der er ikke tid til den slags lige nu. Nede på gaden stiger hun på linje z, hun neutraliserer registreringen med amulettens stråler. Maskinen bevæger sig hen over byen, nordpå gennem disen som netop nu sænker sig, der hænger tunge, klamme dråber i luften, der er ingen udsyn mere, kun grå masse udenfor vinduerne. Efter et kvarter er hun på endestationen, og stiger ud i den spøgelsesagtige tåge. Nervøsiteten rammer hende, hun stirrer sig mange gange over skulderen. Kroppen dirrer af indestængt spænding. Hun ved ikke hvor meget der registreres, selv skridtene måske, nej hvordan skulle det dog kunne lade sig gøre?
   Pludselig stivner hun, ved lyden af skridt der nærmer sig, tunge soldaterstøvler. Hun øger sin hastighed, samtidig med at hun forsøger at liste. Det er ikke til. De må kunne høre hende. Gennem øjenkrogen skimter hun, ned af en gyde, nogle containere. Hun opgiver at være lydløs, og spurter ind i den ene som står åben. I et hjørne finder hun nogle papkasser, som hun gemmer sig bag. I det øjeblik hun sætter sig ned, støder hun ind i noget blødt, en lille vildkat, der hvæser og farer ud af containeren. Fra papkassen ser hun soldaterne rykke målbevidste frem. Men de stopper op, idet katten farer ud. Med tilbageholdt åndedræt, opdager hun en skygge, tårne sig op for enden af containeren. Det er vel en flyttemand, han smider i hvert fald en bunke papkasser mere ind og lukker. Hun overhører hans samtale med soldaterne Nej han har ikke set noget siger han. Så skrumpler containeren pludselig af sted. Heldigvis ikke ret længe. Den stopper et nyt sted går hun ud fra. Hun venter i en uendelighed synes hun selv, på om flyttemanden finder på at dukke op. Da han ikke har gjort det i noget der føles som flere timer, kravler hun ud af containeren. Den står sammen med en masse andre containere, på en stor plads med ståltrådshegn hele vejen rundt, og øverst på hegnet er der pigtråd. Det er ved at blive mørkt, så hun har virkelig gemt sig længe. Hun sætter sig på hug, og spiser de tørre boller, mens hun udtænker hvordan hun kan komme over pigtråden. Fra containeren, henter hun to stykker pap, som hun bærer med sig op af trådnettet, og lægger over pigtråden. Langsomt får hun sig derefter vrikket rundt om pappen, om på den anden side af hegnet, og kravler ned.
   Hendes eneste problem nu er, at hun ikke ved, hvor hun er. Hun beslutter sig for at begynde at gå. De kørte ikke langt, så linje z-endestation, må være lige i nærheden. Hun bliver glad, da hun gennem tågen opdager, de røde og grønne trekanter, der lyser op og danner et z. Nu har hun retningen. Stien bag stationen. Derfra skal hun bare gå og gå, til hun når - det store ufremkommelige buskads. Hvor hun sidst gik med Jakob. Buskadset er svært at gennemtrænge i mørke. Hun tænker over om hun skal finde et skjulested, og sove der til det bliver lyst. Men med tanke på soldaterne, beslutter hun sig for at fortsætte. I mørket rammes hun af grenene fra buskene, hun får små rifter i ansigtet, og især på hænderne som hun bruger til at værge fra sig med.
   Hun går efterhånden med tunge skridt, dels på grund af buskadset, og, så leret, som klæber til skoene. Hun er træt nu, og våd af den klamme luft. Men det lysner, længere fremme skimter hun barakkerne. Oplivet af synet, sætter hun tempoet op i en sidste spurt, og når forpustet den forjættede dør. Indgående betragter hun den, mens hun overvejer mulighederne. Hvad er sandt og hvad er falsk. Så løfte hun hånden og banker kraftigt på døren. Den åbnes med det samme. Det er Jonas der kigger ud. Hun mærker lettelsen brede sig i kroppen, så er det jo sandt. Men skuffelsen indfinder sig lige så hurtigt som lettelsen. "Hvem er du" spørger han vredt, "Jeg er jo Hanne" siger hun "Og jeg har udført min opgave". Jonas stirrer uforstående på hende, så åbner han døren og lader hende komme ind. Hun starter en længere udredning, mens hun holder amuletten frem, for at mane det onde væk. "Jeg husker dig ikke" siger Jonas "Men her kommer også så mange. Det lyder som du taler sandt. Det du fortæller mig, er det jeg har drømt om i årevis. At vi endelig tager magten, og bliver de sociale mennesker vi er født til at være. Jeg henter lige Jakob, så han kan opklare det her. Jakob smiler over hele hovedet og går hende i møde. Og de står, et øjeblik, og griner fjollet. "Hvordan hænger det her sammen?" Jonas stirrer fra den ene til den anden. "Din glemsomhed, eller min magi?" svarer Jakob, "Hvad betyder det? Nej vel, ingenting! Lad os hellere fejre, at ånden, ordet og mennesket igen er FRIT"
   Den nat tager de ind til byen, for at deltage i festlighederne, Gaderne er proppede med glade mennesker. Ingen føler trang til at gå hjem, så de bliver ved til den lyse morgen. Glædesrusen stiger som et brøl op over byen, og breder sig til hele landet. Og fremtiden lyser klart på himlen med løftet om kærlighedens genkomst.