Ja jeg er
et harmonikasammenstød
dråben,
de sammensatte molekyler.
Træsko tager jeg på
brænder mit lys i begge ender
tiden er et åbent sår
svær at hele
alene møder jeg
stilheden
knivskarpt
kroppens kerne,
øjets iris
her
nu.
Hjernens
kroge og kamre,
små psykoser,
lammelser
lag på lag, lagkage.
En dimensioneret bold
der triller.
Uden modstand
er den altid hurtig.
Jeg kan gå alene på veje
kun jeg kender.
Men
jeg kan ikke
være mig
uden
dig.