Han lader en finger danse på skrivebordet til den rammer kanten. Han fyldte 51 i forgårs. Det føles som er det en million år siden han sad i stuen med en bedrøvet flødekage. Jeg er jo ikke gammel tænkte han, bare et år ældre. Som en hund i en snor. Der var noget forkert over kagen, han havde ikke lyst til at spise den. Det var lørdag et dyr med spidse tænder. Jeg er bare lidt træt, tænkte han den aften under dynen, og derfor sov han længe om søndagen. Hvem kan man snakke med om den slags? Han kender ikke nogen. Chefen går ud og ind ad dørene som deltager hun i et racerløb. Naboen drejer hovedet væk når de en sjælden gang mødes på trappen, sin bror ser han kun juleaften, så ordene drukner i hans hals.

Men dagen i dag løfter og fylder ham. Han flyver gennem opgaverne. Klokken tolv er der rent bord. Han banker på hos chefen og spørger om hun har noget til ham.
   "Ok ja", hun ler og ser lidt forbavset ud: "Jeg sender noget på mailen".
   Livet er en plæne med firkløver. Han spiser frokost til duften af blomsterne, og har en snak med eleven. Hun er ny og meget ung.
   "Kan du lide at være her?" spørger han.
   Hun tøver: "Det er lidt svært".
   "Det kommer lige så stille".
   "Måske".
   "Jeg var også frygtelig genert", siger han, mens deres øjne mødes.
   Så er det ikke værre, og så er dagen virkelig ny. Han kan ikke puste mod i hende, men han kan håbe hun en dag når derhen hvor han er nu.
   Det er lille smule skræmmende at der skulle gå så mange år før han forstod det.