Louise er er mut. Heller ikke jeg er særlig meddelsom, vi smækker hunden i bilen, de skal i skoven når jeg er sat af. Jeg lover at ringe i løbet af ugen. Så står jeg igen på stationen, og vil forsøge at finde Hanna. Jeg når ikke mange skridt før en stemme kalder. Det er Christian der indhenter mig: "Hej", siger han: "Tager du allerede hjem".

Ja det kan muligvis skyldes den kolde luft du udsatte mig for i går, jeg siger intet, men tænker mit.

"Har du lidt tid", han ser alvorlig ud.

Hvad har han at sige? Det er hans skyld, jeg var nødt til at blive og tale med præsten.

"Det kan diskuteres hvor meget tid jeg har", hvæser jeg.

Christian står midt i de parkerede cykler: "Jeg ved godt vi ikke er bedste venner", han tøver inden han fortsætter: "Men jeg har noget at fortælle".

Ærlig talt hvad er så vigtigt? Noget med far, måske?
   Christian sætter sig: "Det tager kun et øjeblik", han ser bedende op på mig.
   Jeg tøver, han svigtede Louise dengang, jeg forstår ikke hvorfor hun tog ham tilbage.
   "Så skal det være kort", siger jeg og sætter mig ved siden af ham.

"Det er Louise, hun har det skidt".

Ja for pokker vores far er lige død, så er det vel ikke så underligt, især med tanke på hvor meget han hjalp hende dengang.

"Ikke på grund af jeres far. Hun er helt ved siden af sig selv, og har været det i flere måneder".

"Måske er det på grund af Magnus", siger jeg.

"Magnus", han ser undrende ud: "Hvorfor tror du det"?

"Du forlod hende".

"Det er mange år siden, og jeg kom tilbage".

Jeg rejser mig: "Det var vist det", siger jeg.

"Men der er noget helt galt", insisterer han: "Jeg tænkte, du godt ville vide, din søster har det skidt".

"Ja", det er typisk Christian, han stikker halen mellem benene, og forventer åbenbart at jeg tager mig af det. Jeg går med raske skridt op til hovedgaden, uden at se tilbage.

Huset Hanna Boede i med sine forældre er lidt mere slidt end dengang, og med en uplejet hæk. Jeg bliver stående, tænker tilbage. Hanna bedste ven, en af os ødelagde det? Måske os begge. På postkassen står forældrenes navne, de bor her stadig. Jeg ringer på og venter. Der går længe, ingen lyde i huset men en bil i indkørslen. Jeg går gennem den åbne garage, det summer i baghaven. Dernede går en person med slåmaskine, græslugten bliver gradvis mere intens mens jeg nærmer mig. Det er Hannas mor. Hun var vældig god at snakke med, men det var også hende der smed mig ud til sidst. Jeg tror ikke helt hun forstod situationen.

Hun standser slåmaskinen og vender sig: "Åh", siger hun: "Dig havde jeg ikke ventet".

Jeg bliver stående et godt stykke fra hende. Akavet vildt akavet, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal få fat i Hanna?: "Jeg kommer for at høre hvor Hanna bor nu"?

"Jeg er ikke sikker på Hanna vil have, jeg giver dig hendes adresse. Du husker nok hvad der skete".

Ja det kan jeg ligesom ikke lave om på.

"Du kan lægge et telefonnummer, så kan jeg spørge, om hun vil ringe", hun begynder at gå ned mod terrassedøren, jeg følger efter, og venter mens hun går ind. Jeg noterer hurtigt nummeret på papiret hun rækker.

"Og ellers har du det godt"?

"Ja". Det er måske så meget sagt: "Jeg er ked af det blev så voldsomt", siger jeg: "Jeg var ude af mig selv".
   Hun svarer ikke. Det kan jeg forstå, vores øjne mødes. Hun er ikke vred, men der er lukket. Jeg kan kun håbe Hanna vil være sød og ringe. Sandsynligheden er ikke stor, så havde hun gjort det for længe siden. Det var mig der smadrede det til sidst. Og det var voldsomt.

Byen stedet jeg troede, jeg var færdig med, mine ben ryster. Jeg iler ud på toilettet og tager posen frem, trækker vejret ind - ud, ind - ud, langsomt, meget langsomt. Det bedste, der er at sige om det her, er, at jeg er på stationen, og at toget kører om lidt.