I dag er alt forberedt. Middagen klar, bordet dækket, selv servietter er der købt, for det føles særligt. Min hjerne er toptunet. Når jeg åbner døren vil jeg hænge hendes jakke på knagen, og give et kram. Der er noget med kram, jeg deler dem sjældent ud. Jeg ved godt jeg passer på mig, jeg kan bedst lide afstand. Hanna derimod er en krammer. Hun gør det hele tiden, det gjorde hun i hvert fald dengang, og noget tyder på det stadig er sådan.
   Men i dag vil jeg være den der farer frem. Jeg vil vise hende, hvor glad jeg er for hun kommer forbi. Jeg håber bare jeg tør.

Jeg står på trappen og venter, hendes trin runger, da hun runder hjørnet. Jeg griber om hende, og holder godt fast: "Hej" siger jeg.

"Sikke en velkomst", udbryder hun, før hun gør sig fri. Vi står lidt og kigger på hinanden, det er som om det går op for os begge, at nu er det alvor.
   Duften af mad er en lille smule kvalm da vi går ind i lejligheden. Jeg tager hendes jakke og hænger på knagen præcis som jeg har forestillet mig.
   I stuen går hun hen til vinduet og ser ud, så vender hun sig: "Her bor du dejligt".

"Ja her er stille og roligt", jeg peger på spisebordet: "Skal vi".

Hun smider sig i stolen over for, jeg hælder vin i hendes glas. Vi klinker.

"Hvad skal vi have at spise", hun drejer glasset langsomt mellem hænderne.

Hun har en fin ring på jeg ikke har set før, fra en kæreste? Måske?

"Bare bøffer, kartofler og pulverbernaisse", jeg rejser mig og går ud og henter fadene.

Vi spiser i stilhed.
   Efter middagen hjælpes vi med at sætte ting i køkkenet og lave kaffe.
   Samtalen er gået helt i stå. Jeg fortryder invitationen. Måske var det det det var, en barndomsven der forsvandt?
   Kaffen er bitter ligesom indsigten.

Så taler Hanna pludselig med klar stemme: "Din far", siger hun: "Var en ondskabsfuld alkoholiker".

"Mener du det", det suger i min mave.

"Ja, og din farfar var lige sådan, måske værre", hun bøjer sig frem og ser på mig: "Du var bange for ham".

Ja farfar var jeg bange for. Hanna lægger en hånd oven på min: "Din far jeg tror han slog dig".

"Ja det gjorde han".

"Hvorfor"

"Jeg pjækkede"

"Det gjorde jeg også, vi pjækkede jo sammen", hun lægger hovedet på skrå: "men jeg fik ikke tæv".

Suget i maven får mig til at mindes, han slog hårdt. Jeg græd aldrig. Han skulle fandeme ikke bestemme. Jeg elskede pjækdagene med Hanna, ned i byen på vores cykler. Hannas lommepengeslik, eller burgere på grillen. Cykle om kap med drengene der også pjækkede. Sjovt det var det. Forbudt ja men sjovt.