"Vi havde det sjovt", Hanna ser på mig.

Ja og hold kæft hvor jeg fortryder al den ballade jeg lavede. Hanna elsker livet og alle omkring sig. Jeg tror ikke helt hun forstår hvor meget hun betyder. Simon var der også, som en skygge og i vejen. "Min dejlige kæreste", kaldte Hanna ham.

"Simon", siger jeg, mens jeg tygger mig igennem et stykke kød.

"Simon. Ja Simon han var en dejlig dreng", Hanna møder mit blik: "Det blev ikke til mere".

"Du har ring på", jeg peger.

"Åh, du ser da også alting", hun gør en lille pause inden hun fortsætter: "Jeg har en i kikkerten, og han kigger også".

"Hemmeligt", spørger jeg.

"Ja lidt. Nej meget", hendes stemme knækker, hun lægger sit bestik: "Han er gift".

"Åh", jeg holder vejret: "Det lyder kompliceret"?

"Dejlig kompliceret", hun smiler og lægger en hånd under hagen: "Hvad med dig har du kæreste".

"Nej, det er ikke rigtig blevet til noget".

"Nå", hun ser spørgende ud.

Åh hvor jeg hader det spørgsmål: "Jeg ved heller ikke hvor interesseret jeg er".

"Okay", hun ryster sin viltre hårmanke: "Det forstår jeg jo ikke. Det er godt krydderi på tilværelsen".

"Måske", nu lægger jeg også min kniv og gaffel. Inden jeg når at sige mere fortsætter hun: "Hvornår skal din far begraves"?

"Onsdag næste uge. Jeg tager afsted tirsdag aften".

"Du kan køre med".
   "Besøger du dine forældre"?

"Nej", hun smiler frækt: "Noget meget sjovere. Et hurtigt knald".

"Han bor altså i Jyderup", siger jeg.

Hun spiser videre.

"Vel ikke hans sted"?

"Nej hans overarbejde", hun ler.

Hanna altså, Hanna nu også med en gift mand.

"Jeg vil gerne køre med", siger jeg: "Kan vi sige klokken fem"?

"Fire ville passe mig bedre".

Hun tager tidligt hjem, jeg bliver siddende ved spisebordet, og mærker eftervarmen.