Døren binder jeg trykker håndtaget ned et par gange før den går op, inde i rummet bliver jeg stående og stirrer, dunkelheden ligger som en dyne, vinduerne er dækket af stakke af bøger, blade, papir, poser, og ting fra gulv til loft. Under lampen sidder min gamle onkel på en stol ved et bart hjørne af bordet. Han peger på klapstolen ved siden af. Jeg baner mig frem sætter mig, griber den skårede kop og hælder kaffe i den. Min onkel er blevet tynd, jeg føler jeg ser på døden, og at skyggen falder på både ham og mig.

"Hej", siger jeg og lægger kagen på bordet. Mon det er til at finde en kniv i køkkenet: "Går det godt?" min stemme er hæs.

"Gu' gør det ej", han vrider sig på stolen, og flår kageposen op: "Brunsviger", nu smiler han

"Ja", siger jeg: "Det er da klart".