Jeg fatter ikke det kan gå så stærkt. Det er som en tsunami, en bølge af følelser skyller ind over min krop, varmen spreder sig stikkende og prikkende. Hvad laver hun her foran min dør. Det burde ikke kunne lade sig gøre efter alt hvad der er sket. Pengene jeg skylder, tingene jeg smadrede. Alt det der er, mellem dengang og nu, en syvårig vejspærring. "Hej", hun smiler. Hanna smiler. Det er meget længe siden, jeg har set det smil: "Må jeg komme med ind"?

Det ved jeg ikke helt, der er temmelig rodet i lejligheden: "Måske skal vi hellere gå en tur"? Det er mærkeligt, jeg har tænkt på det mange gange. En genforening. Jeg har bare ikke forestillet mig at, det skulle foregå sådan her. Vi står et øjeblik på reposen, så farer Hanna frem og giver mig et kram. Jeg er ikke klar. Hun ser på mig med et spørgende udtryk: "Ja", stammer jeg: "Jeg sætter lige rygsækken ind".

Mens vi går ned af trappen, taler hun som et vandfald. Hun bor to gader fra mig. Hun påstår hun muligvis så mig for et par år siden i parken. Hun siger en masse mere. Jeg har det som dengang, tavsheden er mit fængsel, følelserne vil ikke ud. Hanna du var en stjerne i mit liv. Jeg smadrede alt den dag. Jeg ved du vil tale om det. Vi går ned gennem Istedgade: "Jeg er ikke sur længere", hun standser, og ser på mig en gang til.

"Jeg havde ikke regnet med du kom i dag", siger jeg. Nej jeg havde virkelig ikke regnet med noget. Jeg skar hendes malerier i småstykker, og smadrede hendes smukke keramikting. Politiet kom, jeg røg på den lukkede. De fyldte mig med piller, før de smed mig ud igen. Jeg har ikke været der siden. Men fars død og turen på gården påvirker alting. På Skydebanen sætter vi os. Børnene leger i vandbassinet, det er stadig lunt, selv om det er sidst på dagen. Familier, familier der fungerer. Jeg har altid været misundelig, jeg er stadig misundelig. På Hanna og alle de andre med deres trygge baggrunde. De forstår ikke forskellen: "Hanna", siger jeg: "Jeg var misundelig".

"Over hvad"?

"Du fik så meget omsorg".

"Ja, det fik du også, når du var hos os".

"Det er bare ikke det samme".

"Nej, vi vælger ikke selv forældre", hun læner sig frem: "Men nu kan du selv bestemme. Husker du vi malede sammen"?

Ja jeg har gemt et billede med spinkle blå streger, det fineste spindelvæv: "Maler du stadig"? Spørger jeg.

Hun nikker. Er vi venner? Ja, måske er vi det. Jeg skal vænne mig til tanken. Hanna betød meget dengang, og det gør hun stadig.