Faren lurer indenfor
   Der var en tung lugt af blod eller jern, som hun genkendte, den gav hende kvalme. Hun havde fået nogle blandede blikke, efterhånden som hun blev ført igennem det store hus, men ingen lagde yderligere mærke til hende.
   De havde blot placeret hende inde i et mørkt værelse. Alene. Der var intet lys, som kunne lyse rummet op for hende. Hun kunne gætte sig til, at der var noget over vinduerne, for ikke engang månen lyste lokalet op. Det eneste lys der kom ind, var en smule ind gennem døren. Kira bevægede sig langsomt frem i rummet. Hun måtte føle sig frem, og blev mødt af mange fremmede ting.
   Hun kunne høre fodtrin foran døren, men nægtede at koncentrere sig om dem, hun kunne alligevel ikke komme ud. Men hun havde regnet med at de ville gøre andet, end blot at sætte hende ind i et rum. Men måske var dette en form for straf? At hun skulle sidde inde i et mørkt rum helt alene. Nej, tænkte Kira, det kunne det ikke være.
   Hun rodede en tilfældig skuffe igennem. Måske kunne hun finde noget som, hun kunne bruge til at bryde vinduet op med. Alex havde helt sikkert tømt værelset, men det kunne være han havde overset et eller andet. Hun lukkede skuffen, det virkede ikke som om der var noget, hun kunne bruge.
   Da hun trådte hen over nogle træplader i et hjørne, knirkede gulvet utroligt meget. Hun satte sig ned på hug og lod fingrene føle sig frem hen over træet. Pludselig havde hendes fingre fundet vej ind under og fået pladen op. Hun fandt en lille stak billeder og intet andet.
   Hun kravlede hurtigt hen til dørkarmen og studerede billederne. Hun stirrede i flere minutter, uden at vide, hvad hun skulle stille op. På et af billederne sad en skrækslagen pige. Hende lyse hår hang glansløst ned langs hendes kønne ansigt, hendes ansigt var vådt af en blanding af sved, blod og tårer. Hun var bundet fast til en stolpe, og havde ikke en chance for at forsvare sig. Hendes øjne var blanke af tåre, og hendes ansigt var tilsmudset af blod. Det der var tilbage af hendes tøj var gennemhullet og beskidt.
   Der var noget på pigens hals, der fangede Kiras opmærksomhed. Det lignede bidsår, som om noget havde bidt hende i halsen. Kira kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Hvem var de? Eller hvad var de?
   Hun kunne sagtens se alle tegnene, men hun var stadig overbevist om, at det blot var hendes fantasi det hele. Der var sikkert en logisk forklaring på det hele, det måtte der være. Det andet ville simpelthen være for langt ude.
   Hun lagde billederne ned under gulvet igen. Hun vandrede hvileløst frem og tilbage foran døren, pigens forskræmte ansigt hjemsøgte hendes sind gang på gang. De sorte rande under hendes øjne, alle rifterne og blodet blev hele tiden vidst i hendes hoved som en lille film. Hun kunne næsten høre pigens skrig af smerte, og deres ondskabsfulde latter som rungede i rummet. De nød det sikkert, morede sig ved det, det skulle ikke undre hende. De havde jo taget billeder af det. Var hun mon død? Hvad havde de gjort ved hendes lig? Begravet hende i baghaven? Det her var simpelthen for langt ude, hun rejste sig op og gik frem og tilbage foran træpladen. De var ondskabsfulde, uhyre, monstre. Hun kunne ikke få sig selv til, at sige hvad i virkeligheden troede de var. Hun kunne jo heller ikke være sikker. Selvom alle tegn pegede derhen, havde hun jo ingen konkrete beviser for hendes påstand. Det var tåbeligt, hvad skete der? Intet gav mening mere. Hun fjernede træpladen igen, hvis hun nu kunne smugle billederne ud herfra, kunne hun måske fremstille den for politiet og få buret de uhyre inde for altid.

Kira fór sammen da nøglen pludselig blev drejet om, og Alex yndefuldt trådte ind ad døren, og tændte noget lys. Han stod med en tallerken i hånden, hun kunne ikke se hvad det var, men det duftede herligt. Hendes mave begyndte at rumle, og mindede hende atter om at hun ikke havde fået noget at spise i gud ved hvor lang tid. Han satte tallerkenen på et lille bord, og kiggede intenst på hende. Han sagde intet, men kiggede bare på hende. Hun gøs ved tanken om, hvad han havde gjort den stakkels pige. Da han trådte et skridt nærmere, trådte hun et tilbage. Han lagde hovedet på skrå, og kiggede på hende med et skævt smil. Han så næsten uskyldig ud, men også kun næsten.
   "Jeg tænkte at du nok var sulten," Mumlede han så og vendte sig om og gik.
   Hun blinkede med øjnene. Dette var ikke helt hvad hun havde forestillet sig ville ske. Hun havde ikke troet, at han ville komme med mad til hende, efter at hun var stukket af. Men lige nu kunne hun ikke gøre andet end at følge duften hen til bordet.
   Hun rakte ud efter det, men stoppede så sig selv. Mon det var sikkert at spise, de kunne jo havde puttet noget i maden. Men det så, så vidunderligt ud, og duftede noget så skønt. Hun sad længe og stirrede surt på tallerkenen, hun kunne ikke blive enig med sig selv om hun skulle spise det. Men til sidst overgav hun sig, og begyndte at proppe den lækre mad i sig. Hun lukkede sine øjne og nød den guddommelige smag. Hun havde ingen ide om hvad det indeholdt, men det var vel også ligegyldigt. Var det ikke?
   Hun skubbede den tomme tallerken væk fra sig og satte sig til rette i sofaen. Hvor var det skønt, at have fået noget at spise. Men så fik hun det lidt underligt, hun blev lidt svimmel og utilpas. Hvorfor havde hun dog spist det, hvorfor havde hun ikke været mere stærk? De havde helt sikkert proppet noget i, hvorfor havde hun også spist det? Hun prøvede at rejse sig op, men kollapsede på sofaen igen, og alt blev derefter sort.

Hovedpinen kom nærmere og nærmere hele tiden, og langsomt genvandt Kira hele sin bevidsthed igen. Hvad var der sket? Hun havde mæsket sig i den lækre mad, og al var blevet sort bagefter. Hun rejste sig op i sengen og tog sig til panden. Den var helt fugtig og klam, og hun var badet i sved. Hvordan var hun pludselig havnet i en seng? Hun befandt sig i et helt andet rum end før. Forsigtigt steg hun ud af sengen, men det begyndte at svimle for hende. Hvad havde de gjort ved hende? Hun havde det så underligt, og var helt ør i hele kroppen.
   Pludselig smertede det fra hendes overarm. Det var som et lynnedslag fra en klar himmel. Hun tog sig til armen og mærkede en forbinding, den havde ikke været der før. Igennem forbindingen kunne hun skimte blod. Det sortnede for hendes øjne, mens smerten blev kraftigere. Hun løsnede metal spænderne, og lod det blodige bind falde til jorden. Hun kunne ikke tro sine øjne, da såret på hendes arm blev synligt. Blodet sivede stille og roligt ned ad hendes arm. Man kunne tydeligt se at såret forstillede to roser der var smeltet sammen. Hvorfor havde de skåret det i hendes arm? Kira valgte at ignorere smerten, så godt som hun nu formåede. Hun måtte forberede sig selv på smerte, for det ville hun opleve masser af, det var hun sikker på. Noget der var meget værre end dette!
   Kira frøs da døren pludselig gik op. Hun væmmedes ved synes af Alex, da han stirrede sulten på hende. Hans blik gled hen til hendes sår, og han trådte et skridt nærmere. Han fangede hendes blik, og hun følte sig lammet. Han kunne da ikke have gjort al dette? Det måtte bare være noget hun forestillede sig, det hun kunne da heller ikke være ham, der havde taget de billeder. Umuligt. Uvilkårligt tog hun et skridt frem mod ham.
   Men pludselig dukkede billederne af pigen op i hendes sind igen, og hun trådte hastigt nogle skridt tilbage. Hvad skete der med hende? Hvorfor legede hendes følelser sådan med hende? Eller var det mon ham der legede med hendes følelser? Hun kørte frustreret sine fingre gennem sit lange mørke hår, og lod det igen falde ned langs hendes ansigt.
   "Kom med mig," Sagde han blidt og vente sig om. Hvem troede han at hun var? Troede han at hun var en dum godtroende tøs, der ville falde i armene på ham ligeså snart han snakkede med en blid og forførende stemme. Næ nej, han kunne godt tro om igen!
   Han var allerede forsvundet ud af døren, men hun blev stående, med armene lagt over kors. Hun gad i hvert i faldet ikke følge med frivilligt! Hun følte sig egentlig som et lille barn.
   Efter nogle sekunder stod Alex atter i døren, og stirrede udfordrende på hende. Han lagde også sine arme over kors, og stillede sig på samme måde som hende. Kira himlede med øjnene, og trak sig et par skridt tilbage. Han syntes åbenbart at dette var morsomt, det kunne smilet på hans velformede læber i hvert fald godt tyde på. Lynhurtigt var han henne ved hende. Hvordan kom han hen til hende så hurtigt?
   "Vi kan da også bare blive her." Spandt han og sendte hende et farligt smil. Hvad var han ude på? Hun prøvede på ikke at virke bange, men det lykkedes ikke rigtig for hende, synes hun selv. Han stod så tæt på hende, at hun lagde mærke til at han ikke trak vejret. Selvfølgelig gjorde han det, det var bare hende der blev indbildsk. Han kiggede ned på hendes arm igen. Blodet var løbet i lange baner ned af hendes arm. Pludselig tog han fat i hendes arm, og tørrede blodet af med sin finger. Bagefter smilede han, og stak fingeren i munden. Kira spærrede bange sine øjne op, og trådte endnu et par skridt tilbage. Men lige lidt hjalp det, for han trådte jo blot et par skridt fremad mod hende igen.
   "Hvad vil du?" Spurgte hun ængstelig.
   Hun skældte sig selv ud, det var slet ikke hendes mening at lyde så ængstelig. Men Alex grinede bare og pressede hende op mod væggen. Han fjernede hendes hår fra hendes ansigt med blide bevægelser.
   "Hvad jeg vil?" Hviskede han i hendes øre. "Det finder du tidsnok ud af, min pige!"
   Han kiggede ind i hendes dybe brune øjne, og kyssede hende på panden. Hun åbnede munden, men han lagde en finger på hendes læber.
   Hun for bange sammen, da det bankede på døren. Alex snerrede sin mund sammen til en tynd streg. "Hvad er der?" Hvæsede han, næsten så lavt at Kira ikke kunne høre det. Døren knirkede da den omhyggeligt blev åbnet af en ung dreng. Han var vel omkring Kiras alder. Han sank en klump inden han ville fortælle, hvad han havde på hjertet.
   Kira gøs. Hvordan kunne han skifte humør så hurtigt? For bare 2 sekunder siden, havde han snakket stille og roligt. Nu snerrede han af den stakkels dreng. Det var tydeligt at han var bange for Alex.
   Pludselig lukkede drengen døren igen, men de havde jo slet ikke sagt noget til hinanden. Eller havde de? Det løb Kira koldt ned ad ryggen, hun havde på fornemmelsen, hvad der var sket. Men hun nægtede sig selv, at tænke den tanke.
   "Nå, hvor kom vi fra?" Spurgte Alex, og vendte sin fulde opmærksomhed mod hende igen. Da hun prøvede at skubbe ham væk, samlede han ubesværet hendes hænder over hendes hoved. Han kørte blidt sine fingre hen over hendes nøgne hud på armene. Han gjorde det så blidt, at hun fik gåsehud. Hun vred sine hænder alt hvad hun formåede for, at komme fri fra hans jerngreb, men lige lidt hjalp det. Hun måtte finde på noget andet, noget smartere, noget han ikke ville kunne gennemskue. Men hvad?
   Kira blev blød i benene, da hun mærkede hans læber på sin hals. Det var absolut ingen rar fornemmelse, men alligevel følte hun at han forførte hende. Han kyssede hende blidt på halsen. Det gik også op for hende nu, at hun ingen mulighed havde for at slippe væk. Han var simpelthen for stærk. Han ville vinde denne kamp! Og det så ud om hun morede ham.
   "Nu må du ikke blive bange," Hviskede han. Næsten så lavt at hun ikke kunne høre ham.
   Men hvad mente han med det? Hun åbnede munden, men der kom ikke en lyd frem mellem hendes læber. Han slap hendes hænder igen, og lagde armen om hendes talje. Den anden hånd søgte op til hendes nakke, og viklede hendes hår ind mellem fingrene.
   "Hvad laver du?" Klynkede hun. Men han svarede hende ikke, i stedet fortsatte han blot sit gøremål. Hun hørte ham grine lavmælt.
   Det kom helt uforventet, da hun mærkede hans sylespidse hjørnetænder gennembore sin tynde hud. Hun jamrede højlydt, men hun kunne ikke skrige selvom hun ville, der kom simpelthen ingen lyd ud over hende læber. Hun borede sine negle ind i hans skuldre, men det lod ikke til at gå ham på.
   Slap af hørte hun hans stemme sige, i sit hoved. hendes hoved var ved at eksplodere, hvordan gjorde han det? Hvorfor skulle hun slappe af, og hvordan? Det gjorde jo så ondt. Billeder begyndte at dukke op, billeder af hendes familie. Hun åbnede øjnene, hvad skete der? Hun tog en dyb indånding og prøvede så at skubbe ham væk, han flyttede sig ikke en millimeter, men han strammede grebet om hende.
   Hendes ben begyndte at give efter under hende, så han strammede grebet om hendes talje en anelse, så hun ikke faldt. Smerten blev mindre, og en summende fornemmelse i halsen overtog, men så blev alt sort.

Hun vågnede atter op med hovedpine. Rummet føltes meget koldt og lille. Og tomt. Kira satte sig forsigtigt op, og kiggede rundt, hun var helt alene. Der var så stille at hun kunne høre sin egen vejrtrækning. Hun svingede sine ben ud over sengekanten, hvad var der sket med hende? Hun kunne ikke huske noget, det hele var sløret.
   Hun tog sig til halsen, og mærkede to små sår, som smertede ved hendes berøring. Hendes øjne blev fugtige, da hukommelsen langsomt vendte tilbage. Selvom hun kunne mærke sårene, havde hun svært ved at tro at det var rigtigt. Han havde bidt hende, men hun forstod det ikke. Men hvorfor havde han bidt hende? Det var da ikke normalt.
   Hun huskede billederne af hendes familie, der havde vist sig for hendes indre blik. Åh hvor hun dog savnede dem. Hun forstod ikke, hvorfor hun havde set billeder af sin familie, men det gjorde ondt i hendes hjerte.
   Kira travede frustreret frem og tilbage. Skulle hun vove sig ud fra rummet? Eller skulle hun bare blive herinde, og se hvad der skete? Hun kiggede rundt, det måtte næsten være Alex' værelse. Her var en masse bøger på engelsk, og et andet sprog hun ikke kendte.
   Gad vide hvor gamle blodsugere kunne blive. Det løb hende koldt ned ad ryggen ved ordet. Var det mon ligesom i myterne, hvor de havde et evigt liv? Hvor gammel var Alex mon?
   Kira tog en tilfældig bog frem fra reolen, den var tyk og forsiden var lavet af læder. Der stod intet på forsiden, men den var ret pæn. Der var et sort mønster ved kanterne, det lignede keltiske knuder. Hun åbnede den og kiggede et stykke tid på ordene, de var skrevet med sort blæk på et mærkeligt sprog. Det var en pæn håndskrift. Mon Alex havde skrevet det, og hvad betød det. Hun vidste ikke engang hvilket sprog det stod på. Siderne var gulnet og lignede ikke sider fra en normal bog, det måtte næsten være en meget gammel bog.
   Hun lagde den på plads, og kiggede lidt på de andre bøger. De fleste var gamle bøger på engelsk, biografier og andet der ikke rigtig interesserede hende. Han havde en kedelig smag i bøger.

Kira strøg håret tilbage, og vandrede frem og tilbage over gulvet. Skulle hun gå hen og se om døren var åben, eller skulle hun bare blive her? Hun behøvede jo ikke at gå ud af rummet, hun kunne bare kigge. Hun stavrede hen til døråbningen, men vendte hurtigt om. Hun kunne alligevel ikke gøre det. Alle tanker kørte rundt i hendes hoved. Var al dette mon bare en lang drøm, der var umådelig virkelig? Det kunne jo være, og alligevel ikke. Dette var lidt for virkeligt, det ville ellers være dejligt, hvis det bare var et mareridt. Smerten der dunkede fra hendes hals, tydede på at det var virkelighed og ikke en drøm. Hun satte sig i en af de gamle sofaer, sort selvfølgelig, eller overtrukket med sort stof. Næsten alt herinde var sort, og vinduerne var dækket med brædder og sorte gardiner. Væggene og enkelte ting var dog ikke sorte men vinrøde. Kira lod sin hånd glide hen over sofaens stof. Det måtte være bomuld eller noget i den stil, det føltes behageligt.
   Uvilkårligt kredsede Kiras tanker tilbage på hendes familie hjemme i Danmark, gad vide hvad de lavede lige nu. Hun ville gøre alt for at se eller snakke med dem igen, men hvordan i alverden skulle det kunne ske? Hun strøg det krøllede hår væk fra sit ansigt med en elegant bevægelse. Hun var på grådens rand. Hun havde lyst til at løbe ud til Alex, og tigge og bede om hun ikke kunne få lov at komme hjem. Men hun nægtede, hun ville gøre hvad hun kunne for ikke at fremstille sig selv svag. Han ville sikkert grine ad hende alligevel. Hun måtte selv sørge for at komme hjem, på den ene måde eller den anden.
   Hun gik atter hen til døren og tog fat om håndtaget, og trykkede langsomt ned i håndtaget. Den var ikke låst, var det meningen hun bare skulle gå ud? Det gjorde hun i hvert fald.
   Der var en svag belysning. Hun havde svært ved at se alt klart, men hun kunne skimte nogle skikkelse i et hjørne. Ingen så ud til at bemærke hende, det var godt, tænkte hun. Hun kunne ikke kende denne gang. Og nu hvor hun tænkte sig om, kunne hun heller ikke genkende de rum, hun havde opholdt sig i. Alex' værelse havde virket bekendt, og alligevel ikke. Havde han mon flere værelser?
   Gad vide hvor stort dette hus egentlig var. Kira viklede en tot hår om sin pegefinger. En uro voksede dybt nede i hende mave, hun havde mest af alt lyst til at gemme sig. Men hvor i alverden skulle hun gøre det? Hun var inde på deres territorium nu, her bestemte de! Hun var intet andet end deres slave, deres legetøj. Et svagt smil formede sig på hendes læber. Egentlig var det hele ret morsomt. Hun som hverken havde troet på spøgelser, vampyrer eller noget andet overnaturligt, var nu blevet taget til fange af en flok blodsugere.
   Hun klemte sine øjne så hårdt i, at hun fik tåre i øjnene, men nej, det hele var der endnu, det var ikke noget mareridt.
   Mon der var et toilet i nærheden? Det måtte der næsten være. Mon egentlig blodsugere skulle på toilettet? Hun kunne ikke lade være med at grine midt i al elendigheden. Hun forstod ikke sine egne tanker. Hvordan kunne hun lave sjov, når alle ting var så elendige som de var?

"Nå, du turde vove dig ud?"
   Kira for sammen ved lyden af den dybe stemme. Alex. Hun havde helt glemt ham. Han sendte hende et udfordrende smil. Han trådte yndefuldt et skridt hen mod hende, men hun nægtede at flytte sig. Hun vidste, at han bare legede med hende, han pressede hende. Han lignede egentlig et rovdyr, men det var han vel også på et eller andet punkt? Han havde tonsvis af underlige sorte armbånd på. Han havde et omvendt kors på, det sort, og var flot udskåret, det lignede træ. Tatoveringen af slangen var rigtig synlig på hans muskuløse overarm. Glimtet i hans ravnesorte øjne, fortalte at han var dødsensfarlig. Kira vidste godt at hun skulle passe på. Men alligevel kunne hun ikke lade være med at udfordre ham. Også selvom hun var rædselsslagen.
   "Er du sulten?" Spurgte han som om alt var i fineste orden. Men hun ville i hvert fald aldrig spise noget mad her igen, om det så betød hendes død! Hun svarede ham ikke, hun vidste, at åbnede hun munden ville hun lyde usikker som et lille lam overfor en sulten ulv.
   Han hævede øjenbrynene og lagde armene over kors.
   "Kan du ikke lide mig mere?" Spurgte han drillende, og trådte et skridt nærmere. Kira rynkede næsen. Mere? Hvad mente han med mere? Vreden sydede dybt inde i hende, men hun lagde blot armene over kors, ligesom ham! Hvor fik hun al det mod fra? Han sendte hende et fingerkys og gik forbi hende. Ville han ikke gøre noget ved hende? Hun tog en dyb indånding og prøvede at slappe lidt af igen, hun blev så anspændt i hans nærvær.

Hun fortsatte sin søgen. Når nu hun ville komme til at være her i meget lang tid, kunne hun ligeså godt undersøge stedet.
   Da en stærk duft af mad ramte hendes næsebor, kunne hun igen mærke, hvor sulten hun var. Det duftede lækkert.
   Der var masser af liv i huset. Mange piger på hendes alder, stirrede på hende og trak sig et par skridt tilbage, når de så hendes arm. Hvad var de bange for? Hun kiggede på sin arm, der var så småt begyndt at komme arvæv, der hvor de to roser var skåret.
   "De er bange for Alex, ikke dig!" Kira vendte sig om mod stemmen. Stemmen tilhørte en pige der var omtrent ligeså høj som Kira, og havde kort blondt hår. Selv havde pigen også to roser skåret ind i hendes arm, magen til Kiras.
   "Jeg hedder Ashley." Pigen rakte hånden frem mod Kira, som med det samme tog imod den. Hun virkede oprigtig nok, hun var vel blot en slave, ligesom Kira. Hun fulgte efter Ashley ind i et rum, som måtte være en slags opholdsstue. Dette rum var meget anderledes end nogle af de andre hun havde været i. Rummet var ikke mørkt og dunkelt, men lyst og åbent. Så vidt hun kunne se, var her kun mennesker, ingen vampyrer.
   "Herinde kan vi snakke i fred," Sagde Ashley. "Det er meget sjældent de kommer herind. Dette er vores fristed, hvor vi kan slappe af." Kira og Ashley satte sig ned i en hvid sofa. Hvid. Det troede Kira godt nok aldrig hun ville finde herinde. Hun blev i meget bedre humør allerede.
   "For resten så hedder jeg Kira," Sagde hun, da hun kom i tanke om at hun slet ikke havde præsenteret sig selv.
   Ashley smilede, "Hvor kommer du fra?" Typisk tænkte Kira, selvfølgelig kunne man hører hun kom udenlands fra. Hun havde den typiske dumme danske accent.
   "Jeg kommer fra Danmark."
   Ashley gjorde store øjne. "Det var godt nok langt væk. Var du på ferie da de tog dig?"
   Kira rystede på hovedet. "Nej,"
   "Så må der være noget meget specielt ved dig!" Ashley tog en dyb indånding og fjernede nogle blonde totter hår fra sit ansigt. "Hvor lang tid har du været her?"
   "Det ved jeg ikke helt, jeg tror jeg kom her i går, og har været her før." Kira sukkede. Og så var der lige de dage hun havde været på flugt.
   "Åh ja, det var dig der flygtede ikke?"
   Kira hævede det ene øjenbryn, vidste alle her det?
   "Rygter spredes hurtigt her ser du. Jeg ved ikke hvorfor han ikke har straffet dig eller noget i den stil, men jeg tror ikke du er lige så heldig, hvis du flygter endnu en gang." Kira mærkede åndsfraværende på sin hals, var det ikke en form for straf?
   Man kunne se skrækken lyse ud af Ashleys klare blå øjne. Havde hun selv flygtet engang? Hvor lang tid havde hun mon været her? Det var ikke til at vide, men Kira kunne ikke lide at spørge. Men mærket på armen, tydede på at hun også var Alex's byttedyr.
   Pludselig rejste Ashley sig op. "Jeg må gå nu," Hendes blik flakkede rundt i lokalet. "Hvis Alex ser os snakke sammen, tør jeg slet ikke tænke på hvad der vil ske os!" Og med de ord, forlod hun rummet, og Kira var atter alene. Hvad gik det mon ud på? Han kunne vel være ligeglad med, om de snakkede sammen eller ej.
   Lige nu var der ikke ret mange i rummet, kun hende selv og nogle andre piger som sad i et fjernt hjørne og snakkede. De skulede til hende, og hviskede, de snakkede om hende, det var hun sikker på.
   Ville Alex ikke have at pigerne skulle snakke sammen, men de piger sad da og snakkede sammen uden nogen skrupler?
   Pludselig hørte hun et lavmælt skrig ude fra gangen. Hun rejste sig op og gik hen til døren og åbnede den forsigtigt. Hun nåede lige at se en ung pige løbe forbi, hun kunne ikke være mere end femten år gammel. Bagefter så hun Alex komme gående lige så stille og roligt, men alligevel indhentede han hurtigt pigen. Han sendte Kira et hurtigt smil, og trak pigen med ind i et værelse.
   Kira havde lyst til at løbe ind i rummet og hjælpe pigen, men en stemme stoppede hende. "Der er ikke noget du kan gøre!" hviskede en dreng. Der var flere der gik rundt på gangen, som havde set det. Hvordan kunne de bare gå forbi, uden at gøre noget? Det fattede hun virkelig ikke.