Man kunne hører ham spille inde i rummet ved siden af. Det lød smukt. Det var en smuk og mørk melodi, som han havde skrevet om hende. Der var ingen ord, men de dybe forførende toner sagde det hele. Laura havde lyst til at gå derind, men det turde hun ikke.
   Han holdt hende fanget her mod hendes vilje. Eller gjorde han? Hver gang hun var i nærheden af ham, fik hun det underligt. Hun smeltede. Hans mørke blik fangede hende altid. Han var ikke ond. Men hun vidste at han heller ikke var god.
   Hun satte sig på hug og lod sine fingre røre gulvet. Det føltes underligt. Ikke ligesom et gulv normalt var. Det var hårdt som sten, og alligevel var det blødt og glat, næsten som det fineste silkestof. Men når hun trampede på det, lød det som hård sten.
   "Hygger du dig?" lød en dyb stemme bag hende. Det var ham. Hun havde slet ikke bemærket at han var stoppet med at spille på sin violin.
   "Hvad er det?" spurgte hun og kiggede på gulvet.
   "Et gulv," svarede han og grinede ad hende. Hun lagde armene over kors. "Men ikke et gulv som der er i din verden."
   "Min verden?" mumlede hun forvirret. "Hvad mener du med min verden?"
   "Jeg mener den verden du kommer fra," grinede han "ser du jeg kommer fra en anden verden."
   Hun hævede et øjenbryn og rystede på hovedet. "Sludder og vrøvl." hun rystede på hovedet og gik hen mod den store trædør. Men pludselig var den væk, bare sådan ud i den blå luft! Hun forstod det ikke. Det var meget underligt.
   "Bliv her,"
   "Hvordan forsvandt den dør?" råbte hun, "den kan da ikke bare sådan forsvinde!"
   "Magi," sagde han begejstret. "Ligesom gulvet og resten af bygningen er lavet med magi."
   "Magi?" hun bakkede nogle skridt væk fra manden. "Jamen... jeg forstår ikke"
   "Det kommer du til." Manden satte sig ved lille rundt bord af træ der stod i det hjørne. "Du skal ikke være bange, sæt dig ned," sagde han og pegede på stolen på den anden side af bordet.
   Hun kiggede skeptisk på ham, men satte sig så ned. Hun kunne vel ligeså godt samarbejde. Da hun kiggede ind i hans kongeblå øjne blev hun igen fanget.
   Han bryd fortryllelsen og begyndte at tale. "Jeg hedder Aeltim."
   Hun studerede ham et øjeblik. Aeltim, det var et underligt navn. Men det passede alligevel til ham. Han havde helt glat skulderlangt blå sort hår og en utrolig glat hud som havde antydningen af en solbrun farve.
   "Okay Merenwen," han holdt en hånd op i luften da hun åbnede munden.
   Merenwen. Det var også et underligt navn. Hun kunne sværge på at det ikke var hendes rigtige navn. Hvad var hendes rigtige navn egentlig? Hun kunne ikke huske det. Hun kunne ikke huske sit eget navn!
   Hun lagde sine hænder i sit skød. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre med dem. Det gik for hurtigt. For bare et par timer siden anede hun ikke at der fandtes magi eller andre verdener. Og han kaldte hende ved et navn hun ikke kunne mindes. Et navn hun næsten ikke kunne udtale. Hvorfor? Hvorfor skulle hun være her?
   Aeltim lagde en lille grøn sten frem på bordet. Den var lidt mindre end hendes håndflade og havde en smaradg grøn farve. Dens overflade var glat og føltes blød. Den mindede lidt om en ædelsten, men hun havde aldrig set noget der lignede før.
   "Dette er din hjerte sten. Du skal have den på dig hele tiden, og jeg mener hele tiden. Og du må under ingen omstændigheder miste den. Du er intet uden den."
   "Hvad gør den?" spurgte Merenwen og vejede stenen i hånden.
   "Den er din adgang til alle de andre verdener og kraftcenter for din magi."
   "Min magi?" spurgte Merenwen forundret?
   Aeltim smilede fornøjet og lænede sig tilbage. "Kan du huske vores første møde?" spurgte han så? Hun sagde ikke noget, men stirrede forvirret på ham. Magi, hjerte sten og andre verdener. Hvad var alt dette? Først nu lagde hun mærke til noget markant anderledes ved ham. Under det tykke hår stak der to spidse ører frem. Hvad var han? Forskrækket følte hun på sine egne ører, men de var normale. Heldigvis!
   Aeltim grinte. "Vær nu ikke fjollet," klukkede han. "Du er min lærling i magi, men du er stadig menneske."
   "Øh... hvad er du så?" spurgte hun forskrækket.
   "Har du ikke gættet det endnu?" spurgte han tilbage og smilte, "jeg er en elv. Men tilbage til lektionen..." mumlede han. "Har jeg ret i at du ikke kan huske vores første møde?" spurgte han og kiggede alvorligt på Merenwen. Hun nikkede, men sagde intet. Hun følte at han havde taget hendes stemme.
   "Tag din sten i din højre hånd og luk øjnene," mumlede han monotont.
   Merenwen gjorde som han sagde. Hun var skeptisk, men hun prøvede.

Ingenting. Der skete ingenting. Det hele var bare sort. Merenwen sukkede højlydt, og det tog Aeltim åbenbart som en hentydning.
   "Du koncentrerer dig ikke nok!" sagde han strengt.
   "Jeg ved ikke hvordan!" hvæsede hun. Aeltim rejste sig irriteret op og kørte sine lange tynde fingre igennem sit hår.
   "Det er derfor du er her," sukkede han, "for at lære."
   "Lære hvad?" spurgte Merenwen nysgerrigt. Selvom hun ikke forstod det hele, var det alligevel meget spændende.
   "At mestre magien." han foldede hænderne ud mod den enormt høje egetræsdør. "Men dette må være nok for idag. Du må være træt."
   Hun havde egentlig ikke tænkt over det, men nu hvor han nævnte det, følte hun sig træt.
   Hun fulgte efter ham ud gennem den store dør. De kom ud på en lang gang med små dekorerede døre langs væggen. På en måde lignede det lidt et hotel. Til forskel for den store sal de havde befundet sig i før, var gulvet beklædt med stof. Ikke et gulvtæppe, men noget andet, noget som Merenwen aldrig havde set før.
   Men så kom de til det rum, hvor hun åbenbart skulle sove. Midt på værelset stod en stor seng, som også var håndskåret. Merenwen kunne ikke helt se hvad det skulle forestille, men det var smukt. Sengen havde fire tykke stolper som rakte op til loftet. Ved forenden stod en kistekommode. Den var rigtig gammeldags, den lignede noget hun havde set på film.
   Henne ved kisten stod der to kufferter, og dem kunne hun genkende!
   "Jeg har pakket nogle ting fra dit hus, som jeg regnede med at du ville få brug for." sagde Aeltim og pegede mod kufferterne. "Og jeg lagt nogle bøger til dig på skrivebordet. Jeg vil råde dig til at læse dem."
   Merenwen kiggede over på skrivebordet, og ganske rigtigt lå der tre tykke bøger. Skulle hun læse dem alle igennem? Det kunne han da ikke mene?
   Inden hun fik kigget sig om, var Aeltim forsvundet. Han sagde ikke engang farvel. Hun lukkede døren og satte sig på sengen. Den var utrolig blød og lækker, og selvom hun var træt, kunne hun ikke sove.
   Merenwen gik over til skrivebordet og tog den første bog. Det var en tyk grøn bog, den måtte være ret gammel. Miotas, elvernes rige. Miotas, hvad var det? Det måtte vel være denne verden. Aeltim havde ikke nævnt hvad den hed. Elvernes rige, hun havde lidt svært ved at forstå at han var en elv. Hvad kunne elve? Havde de magiske kræfter? Aeltim måtte have magiske kræfter. Havde han ikke nævnt noget om det? Jo det havde han da. Gulvet var lavet af magi. Og han ville lære hende magi! Hun tog den lille grønne sten op ad sin lomme og studerede den lidt.

"Er du klar?" lød en stemme fra døren. Aeltim stod lænet op ad dørkarmen med sine hvide bukser og dybblå skjorte, som sad stramt om hans muskuløse overkrop.
   "Ja," mumlede Merenwen. Hun kunne vel ligeså godt hoppe ud i det.
   "Hvad er det sidste du husker?"
   Merenwen knugede stenen i sin højre hånd, og kneb øjnene sammen. Hun fokuserede så meget hun overhoved kunne, men det hjalp ikke.
   Hun begyndte at blive desperat. Det var fjerde gang de prøvede nu, måske kunne hun ikke udøve magi? Måske havde Aeltim valgt den forkerte pige?
   Men pludselig begyndte det hele at snurre i hendes hoved, og stenen i hendes hånd blev varmere og varmere. Små billeder dansede for hendes øjne, og råbte om at blive bragt i orden. Men hun kunne ikke overskue det. Alt for mange minder pressede på.
   Fokuser, Merenwen, fokuser på ét billed, ét minde. Hørte hun Aeltim hviske. Hans stemme var langt borte i hendes sind. Nærmest som om den blev båret af en let brise.

Duften fra aftensmaden ramte hendes næse, og mindede hende om hvor sulten hun var.
   Hun var igang med at øve på sin violin. Hun var blevet inviteret til at spille koncert, hendes første store koncert nogensinde. Hun skulle spille 1. violin til to stykker af mozart og solo til et stykke af beethoven. Hun var så spændt, og hun havde endda lige fået en ny violin. Den var fra østrig og ca. 150 år gammel. Den havde en smuk dyb klang.
   Men så stoppede det hele. Hun så skyggen af en mandlig krop stå i det fjerneste hjørne. Langsomt trådte han frem. Hun kiggede skræmt på ham. Han var højere end hende, tynd og han bar en brun trenchcoat. Hans blå sorte hår fremhævede hans kongeblå øjne. Han var utrolig køn.
   Hun skulle til at skrige. Men da hun åbnede munden kom der ikke en lyd frem. Der var helt stille. Den fremmede mand trådte endnu et par skridt tættere på hende. Han strakte sine hænder frem og vendte håndfladen opad. Så kom der et skarpt hvidt lys, og alt blev derefter sort.

Merenwen kunne ikke få vejret. Pludselig blev hun revet tilbage til den virkelige verden. Eller den verden hun nu befandt sig i. Hun vidste med det samme, da hun så tilbage, at den fremmede mand var Aeltim. Men hun forstod det ikke. Hvorfor havde han bortført hende?
   De efterfølgende timer forklarede Aeltim om Miotas, og hvordan reglerne var. Men han sagde ikke et ord om, hvorfor hun var her. Hver gang hun spurgte snakkede han blot udenom. En enkelt gang sagde han bare at det skulle hun nok finde ud af.
   "Nej," udbrød Merenwen. "jeg vil altså vide, hvorfor jeg er her."
   I starten havde hun ikke mange skrupler over det hele. Men de begyndte at komme lige så langsomt. Hun kunne ikke holde ud, ikke at vide hvad der skulle ske.
   "Du er ikke klar til at vide det endnu," sagde han selvsikkert. Hans fortryllende øjne blinkede til hende. Hun undgik hans øjne. Hun var rasende. Han rakte ud efter hendes hånd, men hun tog den hurtigt til sig. Han kiggede intenst ned i det mørke bord, som om han talte alle streger i mønstret.
   Merenwen sad som en sten i den bløde stol. Hun havde ikke rigtig opfattet hvad han havde sagt. Hun vidste godt hvad han havde sagt, men kunne alligevel ikke opfange det.
   Da det gik op for hende hvad han lige havde sagt, stak hun halen mellem benene og løb. Hun skulle i hvert fald ikke giftes med ham. Hvad betød det ikke at blive gift med en elver?
   Aeltim prøvede at snakke med hende flere gange i løbet af de næste dage. Men hun flygtede altid fra ham. Hun nægtede at blive gift med ham. Hun tog ikke engang imod den mad han kom med til hende. Det måtte andre elvere gøre.

Hun smed sig på sengen og studerede mønstret på sengens stolper. Var de også udført med magi? De var håndskåret, men det kunne vel godt være lavet med magi? Men hun kunne stadig ikke se, hvad det skulle forestille. Noget af det lignede ansigter, og alligevel ikke. Det var underligt.
   "Det er udført med magi," mumlede en stemme fra døren. Det var Aeltim. Merenwen rejste sig forskrækket op. Men han låste døren, inden hun smuttede ud.
   "Vent nu lidt," sukkede han.
   Merenwen kunne ikke lade være med at stirre fascineret på ham. Han var så køn. Han havde et perfekt ansigt. Og en perfekt ren hud. Hans øjne udstrålede selvtillid, varme og magt på en gang.
   Det gibbede i hende da hun fik øje på det. Kunne det virkelig passe? Hun følte en varme brede sig i hende. Hendes violin. Hvor havde hun dog savnet den. Havde han virkelig hentet den for hende? Aeltim smilede fornøjet, da han så hendes reaktion. Han havde fundet billetten til hendes tillid. Og det vidste hun godt. Men hun længtes efter at spille igen.

Dagene gik, og Merenwen tilbragte det meste af sin tid med at studere magi og spille violin. Hun blev undervist af Aeltim, og glemte til tider, hvad hans mål var. At gifte sig med hende. Hun forstod stadig ikke hvorfor han ville giftes med hende.
   Nu stod Aeltim foran hende med hans egen violin. Det var den smukkeste hun havde set. Han ville lærer hende at bruge violinen med magi. Fortrylle folk med melodier. Det kriblede i hendes mave. Det var så spændende.
   Men inden Merenwen vidste af det, var hun selv fortryllet af Aeltim. Og hun vidste det godt, hun vidste bare ikke hvordan hun skulle bryde fortryllelsen. Han stirrede hende dybt i øjnene, mens han spillede en langsom melodi for hende.
   "Sådan skal det gøres," mumlede Aeltim og lagde violinen fra sig.
   "Mmh," mumlede Merenwen, stadig fortryllet.
   En lille pige, med spidse øre, ligesom Aeltim kom ind til dem, men Merenwen lagde ikke rigtig mærke til hende.
   "Er alt klar?" spurgte den lille pige, med en utrolig myndig stemme. Gad vide hvor gammel hun var. Hun var mindre end Merenwen, havde tyndt lyst hår, perfekt hvid hud.
   "Alt klar til hvad?" spurgte Merenwen nysgerrigt. Men både pigen og Aeltim ignorerede hende, og forsvandt ind i et andet lokale.
   Hun lagde øret op mod væggen, hun kunne kun høre en svag mumlen. Hun genkendte sit navn blive nævnt flere steder. Mon de diskuterede brylluppet? Tænkte Merenwen og gøs.
   Hun vidste ikke, hvor gammel Aeltim var, han var en del ældre end hende, og en helt anden race end hende.
   "Nå," sagde Aeltim da han kom ind i lokalet igen. "lad os forsætte lektionen." han tog den slidte mørkebrune violin op til sin hals igen, og kiggede intenst på hende. Han startede i de dybe toner, til forskel fra de andre gange. Merenwen gabte søvnigt. Hvad skete der med hende? Hun kunne ikke fjerne sit blik fra Aeltims fortryllende øjne. Men hun blev mere og mere søvnig, og til sidst gled hendes øjne i.

Merenwen vågnede langsomt fra sin fortryllede søvn, hun havde haft så mange mareridt. Hendes øjne søgte ned til hendes højre håndled, det sveg en smule derfra. Hun vendte og drejede hånden. Hvad var det? Rundt om håndledet havde hun tre ringe, ikke smykker, men et mønster der var skåret ind i hendes hud. Blidt lod hun en finger røre det. Det gjorde kun en smule ondt.
   Det var først nu hun forstod det. Først nu forstod hun hvad de tre ringe betød. Ægteskab! Hun havde læst en smule om det i en af de bøger Aeltim havde givet hende. Hvor kunne han! Merenwen havde aldrig været så rasende som nu. Hun var bedøvende ligeglad med hans motiv. Om så gjorde det for at redde hele denne fremmede verden, hvilket hun nu tvivlede på at han gjorde.
   Merenwen vandrede hvileløst frem og tilbage over det knirkende gulv. Rummet var ikke længere så smukt, som det havde været. Alt havde mistet sin glans. Hvad skulle hun nu gøre?
   Aeltim kom ind i værelset. Han mærkede med det samme vreden fra Merenwen, men han havde været forberedt på det. Han havde været tvunget til at gøre det mod hendes vilje, hun ville jo ikke gå med til det selv. Hun måtte da kunne forstå ham, på et eller andet tidspunkt. Det håbede han da.
   Men det så ikke for lyst ud for Aeltim. Han havde virkelig tiltrukket Merenwens vrede. Kunne han da ikke forstå, at det ikke var sådan man bar sig ad? Man bedøvede ikke piger, og giftede sig med dem mens de var bedøvede. Eller fortryllede for den sags skyld.

Merenwen gik ned ad den dystre gang. Loftet var gråt og rundt, og glimtede, som om den var våd. Gulvet var lavet af hårde brosten. En slags tunnel. Men det kunne sagtens være magi. Tunnellen kunne sagtens være en ganske almendelig gang uden nogle særlige detaljer.
   Hun tænkte på sin mand, Aeltim. Hun måtte inddrømme at hun ikke følte samme afsky overfor ham, som hun gjorde i starten. Der var gået seks måneder siden deres første møde. Hun havde gået i denne tunnel mange gange før. Den førte hen til Aeltims værksted. Der opbevarede han alle sine bøger og redskaber til magi. Aeltim var dernede nu, og han ville ikke fortyrres. Men Merenwen var ligeglad. Hun ville have nogle svar. Han havde aldrig forklaret, hvorfor han havde giftet sig med hende. Men det havde noget at gøre med hans magt i Miotas.
   "Hej," mumlede Merenwen genert. Aeltim kiggede op på hende med sine fantastiske blå øjne.
   "Merenwen... hej," sagde han og prøvede at lyde overrasket. Men han havde formentlig set hørt hende langt ude på gangen. Eller tunnellen.
   "Sæt dig ned." han pegede på en stol overfor sig selv. Merenwen satte sig, og gennemgik hurtigt igen, hvad hun ville sige til ham. Han vidste sikkert godt, hvad hun ville sige, men han sagde intet, ventede blot på at hun startede.
   "Nu har jeg været her i seks måneder," startede hun langsomt. Aeltim sagde stadig intet, men ventede blot på at hun fortsatte. "du har endnu ikke fortalt hvorfor?"
   "Hvorfor hvad?" spurgte Aeltim, og vendte en del af sin koncentration tilbage til sit arbejde.
   "Hvorfor du tog mig herned, og hvorfor du giftede dig med mig."
   "Det ved du godt, Merenwen, jeg har sagt det før. Du lytter bare ikke."
   "Jeg lytter nu," mumlede Merenwen, og vidste ikke rigtigt om hun skulle tro på det. hun ville da kunne huske, hvis han havde sagt noget om det før.
   Aeltim lagde bøgerne fra sig, og vendte sin fulde opmærksomhed mod sin kone. Han fortalte hende mere tydeligt, hvorfor det hele var sket. De andre gange havde han gjort det meget diskret. Han havde håbet på, at hun ville bruge magi. Men det ville hun ikke.
   Merenwen prøvede at holde styr på det hele. Men Aeltims fortælling bragte bare endnu mere rod i hendes i forvejen forvirret sind. Men hun havde ret. Det var noget med magt. Aeltim havde magten i Miotas, men stod til at miste den, hvis ikke han fandt sig en kone. Ikke fordi han skulle haeve nogen arvinger, det ville heller ikke gøre noget, hvis han fik. Men befolkningen så at deres leder havde en kone, og det skulle være en fra en fremmed verden. Hvorfor, fik Merenwen ikke lige fat i. Men hvorfor havde han så lige valgt hende? Det sagde han intet om. Han mumlede hurtigt noget med, at hun tiltrak hans opmærksomhed. Hun havde også mulighed for at udvikle magiske evner, som hun allerede havde, og det var godt for lederens kone.

Der gik yderligere seks måneder. Aeltim havde stadig et fast greb om magten, og om sin hustru. Men hun havde nu ikke noget imod det længere. Merenwen var begyndt at holde af ham, ret meget endda. Det overraskede dem begge, men Aeltim glædede sig umådeligt over det. De kunne snakke sammen længe i nattetimerne, om alt og ingenting. Men det var først to år senere, at Aeltim kunne glæde sig til en arving. Merenwen var gravid. Båndet mellem ægteparet blev stærkere under graviditeten, men Merenwen blev også mere indelukket. Aeltim vidste godt hvad det var. Hun var bange, bange for at være gravid og føde. Hun havde altid haft den frygt, og nu var hun bar et barn af en elv, var hun blevet endnu mere bange.
   Men ni måneder senere fødte hun, uden komplikationer, to små børn. En dreng og en pige. Tvillinger. Aeltim var stolt, så stolt. Han havde aldrig troet, at han skulle blive far. Og så til to velskabte børn.