Gensyn
   Kulden rev og sled i Kira, hun havde ingen ide om, hvor hun var henne eller hvordan hun var kommet hertil. Hun vandrede rundt inde i en skov. Træerne var høje og sluttede sig tæt om hende. Det virkede lidt som om deres grene, var kæmpe store arme, der rakte ud efter hende. Nogle af dem ville hun nemt kunne klatre op i, andre var næsten helt bare. Hun skubbede til et par grene med fødderne, og prøvede at udelukke smerten. Det var ikke en rar fornemmelse, at vandre rundt uden sko.
   Hun stoppede op og lyttede til en fugl. Den kvidrede så smukt, den sagde sikkert godnat til alle sine venner. Kira kunne alligevel ikke lade være med at misunde den, for dens tryghed. Hun ville give alt for at være sammen med sin familie, bare høre deres stemmer igen. Hun savnede dem så forfærdeligt meget. Gad vide hvad de lavede lige nu? Sad de mon håbefulde ved telefonen og ventede på et opkald fra politiet, om at hun var i live eller død, eller var de ude og søge efter hende?
   Kira lænede sig op af et træ og sank sammen på jorden. Træerne var høje og sluttede sig tæt om hende. Det virkede lidt som om deres grene, var kæmpe store arme, der rakte ud efter hende. Alle hendes kræfter var ved at forsvinde. Hun kunne ikke huske, hvor lang tid siden, det var at hun havde fået noget at spise eller drikke.
   Hun lod tårerne få frit løb, det var alt for hårdt at holde på dem mere. Hvis bare hendes mor havde været her, så ville det hele nok ordne sig. Men det var hun ikke, Kira var helt alene. Det nyttede ikke noget at græde, men hun kunne ikke lade være, hun følte sig så fortabt. Hun rejste sig op, og tørrede kinderne af med sit ærme. Hun havde ikke engang en jakke på, og så i januar måned.
   Hun rynkede næsen, det lignede ikke hende at få selvmedlidenhed. Hun lagde armene om sig selv, og vandrede ud mod vejen.
   Hun kunne næsten ikke befinde sig i Danmark. Denne skov var noget af det mægtigste hun havde set, sådanne skove fandtes der i hvert fald ikke i Danmark.
   Hun standsede og kiggede op på trækronerne, gad vide hvor hun så var henne. Hun prøvede desperat at huske noget, men det kunne hun simpelthen ikke. Hun kunne ikke engang huske, hvem der havde bortført hende.
   Så kom hun i tanke om noget hendes far engang havde fortalt hende. De havde siddet og set et program om en egyptisk mand der havde kidnappet sit barn hjem til hans familie i Egypten. Moderen til barnet havde forgæves forsøgt, at få sit barn tilbage. Men ingen kunne hjælpe hende. Hun havde også kontaktet den danske ambassade i Egypten, men de havde heller ikke kunne hjælpe.
   Kiras far havde sagt, at skulle der nogen sinde ske noget med hende i udlandet, kunne hun altid kontakte den danske ambassade. Men hun havde ikke nogen ide om, hvor den var henne. Men hun kunne ikke blive herinde, så hun håbede at hun snart nåede ud til en vej og et beboet område.
   Sulten gnavede i hende som arrige rotter, og tørsten flåede i hendes hals som sandpapir. Hun satte sig under et træ, hvor der ikke var så tykt et lag sne. Hun kunne næsten ikke mærke sine fødder, så hun gnubbede lidt varme i dem, med sine hænder, eller prøvede på det. Bagefter tog hun lidt af den hvide sne i sine hænder og spiste den. Det hjalp på tørsten. Hun tænkte på sin familie, hendes forældre og hendes lillesøster. Hun var bare glad for at hendes søster ikke var her, i det mindste var hun derhjemme. Det håbede hun i hvert fald.

Efter at have betragtet vejen i et stykke tid, gik hun ned mod byen langs vejkanten. Det ville tage lang tid, konstaterede hun for sig selv. Hun kunne slet ikke se nogen ende på denne vej. Måske ville hun komme til at vandre ligeså lang tid her, som hun havde gjort inde i skoven?
   Der havde ikke kørt en eneste bil forbi Kira, og hun havde gået i sidekanten af vejen i et par timer efterhånden. Hun stoppede op, og kiggede på sine fødder. De var begyndt at blive blå, og hun havde fået adskillige rifter. Hun gik lidt væk fra vejen, og satte sig ned på jorden. Hun havde brug for en pause. Hun rev noget stof af sit ærme, og viklede det om sine fødder. Måske kunne det hjælpe lidt. Kira sad lidt og betragtede naturen. Skoven var mørk og faretruende, som om dens skygger kunne angribe når som helst.
   Hun fortsatte igen sin rejse, og kunne tydelig mærke at stoffet hjalp en smule. Ikke meget, men en smule. Og det var også bedre en ingenting.

Hun kom endelig til et beboet område. Det så ikke ud til at være en stor by, men der måtte være mennesker her, og også en telefon et sted.
   Skiltene til butikkerne på hendes højre side stod på engelsk. Så hun måtte være i et engelsk talende land. Men dem var der også nogle stykker af.
   På hendes venstre side var der masser af gamle bygninger som vel var ejendomme.
   Hun gik ned ad en sidegade, og så at der var en lille café der var åben. Der var nogle sidegader, som hun absolut ikke havde lyst til at bevæge sig ned af.
   Hun stod lidt udenfor og kiggede ind, hun kunne ikke rigtig beslutte sig for, om hun skulle gå ind. Men det var simpelthen for tiltrækkende, hun frøs og der så, så varmt og hyggeligt ud.
   Da hun gik ind ad døren, ringede en klokke over hendes hoved, nøjagtig ligesom på film. Hun gik hen til et bord i det bagerste hjørne. Hun rodede sine lommer igennem, og fandt nogle småmønter. Hvor de kom fra, vidste hun ikke, og de var amerikanske så det ud til.
   "Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte en lyshåret ung pige. Hun så træt ud. Måske brød hun sig slet ikke om dette arbejde? Det var vist hårdt at være servitrice! Det så det ud til at være, i de film hun havde set.
   Kira rettede lidt på sit tøj, hun ville ikke se så sjusket ud. Hvad ville folk så ikke tro om hende? Men der var ikke så meget hun kunne gøre.
   "En cola, tak."

Kira fangede en mand i at sidde og stirre på hende, han gloede op og ned ad hende, og betragtede hver en centimeter af hendes krop. Han kiggede ikke væk, selvom hun kiggede igen. Han havde langt tjavset hår, som hang ned om ørerne på ham. Man kunne skimte gullige rådnede tænder omme bag det snavsede skæg. Og hans beskidte tøj, hang løst på hans krop med mange huller i. Hun skar en grimasse. Hun kiggede nærmere på ham, kunne han have været med til, at kidnappe hende? Sådan som han sad og stirrede på hende. Nej det troede hun alligevel ikke. Men hvorfor sad han så og stirrede på hende sådan? Var det på grund af, at hun så, så ussel ud? Han så da ikke meget bedre ud selv.
   Kira vendte sin opmærksomhed væk, måske ville han lade være med at overbeglo hende, hvis hun ignorerede ham.
   Hun tog en tår af sin cola og betragtede caféen. Den var ganske lille, og indrettet som så mange andre caféer: ligesom caféer hun havde set på film: En disk i midten og dobbelt borde med små sofaer ved vinduerne. Bordene var lavet af en eller anden lys træsort, hun kunne ikke lige sætte navn på den. Sofaerne var af rødt læder. Der var en grøn plante på alle borde, samt en lille bakke med salt, peber, chili og servietter.

Da Kira atter kiggede over på manden, opdagede hun at han stadig sad og kiggede på hende, eller rettere stirrede. Så rejste han sig op og gik over til hende. Et skummelt smil dukkede op på hans læber. Han satte sig foran hende og foldede hænderne.
   "Hvorfor sidder du her alene?" Han havde en rusten og dyb stemme, den var sikkert påvirket af års druk og rygning. Men hvad skulle hun sige? Der ville være uhøfligt bare at rejse sig, men hun havde heller ikke lyst til at sidde her. Hun rømmede sig og trak cardiganen tættere om sine skuldre.
   "Jeg har haft øjne på dig hele aftenen," hviskede han stille til hende. Han lænede sig ind over bordet og greb ud efter hendes hånd. Hun trak hurtigt hånden til sig. "Har du ikke lyst til at komme med hjem til min lejlighed?"
   "Nej." Svarede Kira hurtigt, med en usikker røst. Hun krøb sammen som en mus, foran ham. Havde han overhovedet en lejlighed? Han lignede lidt en hjemløs.
   "Har du ikke lyst til at snakke sammen?" Han kiggede spørgende på hende. Han var helt bestemt på at få hende med hjem. Men hun rystede blot på hovedet og trak sig væk fra ham.
   "Jamen hvorfor ikke?" stønnede han. "Er det mit udseende?" hun kunne høre sarkasmen i hans stemme.
   Hun kiggede lidt ned på bordet, og prøvede at finde på noget at sige. Men hvad? Hun kunne slet ikke komme i tanke om noget, der ville få ham til at gå væk!
   "Jeg vil egentlig helst være alene," mumlede hun så, men han ignorerede det. Hun sukkede.
   "Hvor kommer du fra?" hans dårlige ånde ramte hendes næse som et kanon slag. Havde han aldrig hørt om et bad? "Lad være med at gå," nærmest bad han.

"Jamen dog, hvem har vi her?" det gav et sæt i både Kira og vagabonden. Kira kiggede op på manden der havde talt, hun havde set ham før, men hun kunne ikke huske hvor. Han var høj og muskuløs med den sorte T-shirt der sad stramt om hans bryst, hun kunne skimte en tatovering, på hans højre overarm, det lignede en sort/rød slange. Han sendte Kira et hurtigt drilsk blik, men vendte så sin opmærksomhed mod vagabonden.
   "Generer du den unge dame?" vagabonden rejste sig op og stod og gloede ondt på manden.
   "Vi snakkede bare lidt sammen,"
   Manden var meget højere end vagabonden, der stod og svajede lidt. Han var tydeligvis beruset, det burde hun have tænkt over noget før.
   "Det ser ikke ud som om, hun har lyst til at snakke." sagde manden uden at skænke Kira et blik.
   Kira rykkede længere væk, ind mod vinduerne. Hvor var det hun havde set ham før? Kunne det være ham, der havde kidnappet hende? Han så farlig ud, men han var også ret lækker, måtte hun indrømme for sig selv. Han havde sort pjusket hår, der lige dækkede hans ører og faldt en smule ned over øjnene.
   "Hvad ved du om det?" svarede vagabonden surt.
   Manden stirrede intenst på vagabonden med sine sorte øjne. Det var ikke så tit man så sorte øjne, tænkte Kira og kiggede forundret på dem.
   "En hel del," svarede han og gik tættere hen til vagabonden. Vagabonden prøvede at mande sig op foran manden, prøvede at se større og mere frygtindgydende ud. Men det lykkedes ikke helt. "men gør os nu den tjeneste og forsvind." manden gik et skridt til siden, og gjorde plads til vagabonden. Men han blev stående.
   "Du kan selv forsvinde." svarede han trodsigt. Den fremmede lagde hovedet på skrå, og kiggede nysgerrigt på vagabonden. Han smilede, men det var ikke et venligt smil, det kunne selv Kira se.
   Så uden videre varsel greb manden fat om vagabondens strube, og løftede ham et par centimeter op over gulvet. Han sagde ikke noget, men stirrede bare på vagabonden. Kira kiggede forskræmt på dem, og så ud til resten af caféen. Hvorfor var der ikke nogen af de andre, der lagde mærke til det?
   Men så slap manden vagabonden igen. "Skrid!"
   Uden yderligere et ord, forsvandt vagabonden hurtigt ud af caféen. Manden stod og kiggede efter ham et øjeblik, men vendte så sin opmærksomhed mod Kira. Han satte sig stille på bænken overfor hende. Det var først nu, hun lagde mærke til, hvor bleg hans hud var eller mat. Hun kunne ikke lige afgøre det, det så i hvert fald ikke naturligt ud. Godt nok var hun selv lys i huden, men det var ingenting i forhold til ham.
   "Har du hygget dig?" Kira kiggede uforstående på ham. Hun havde tydeligvis mødt ham før, men om hun kunne huske hvor eller i hvilken sammenhæng. Var han en ven eller fjende? Han havde fået vagabonden væk, men der var noget ved ham, hun ikke brød sig om.
   "Hvem er du?" spurgte hun lige ud af posen. Hun måtte jo spørge for, at få det af vide.
   Han kiggede undersøgende på hende. "Jeg tænkte nok, at du ikke kunne huske noget." Kira lagde sine hænder ned under bordet, de var begyndte at ryste. "Jeg hedder Alex,"
   Alex, hun havde hørt navnet før. Langsomt begyndte det at gå op for hende, det var ham der havde gjort det. Det var ham der havde kidnappet hende, og nu havde han fundet hende igen. Hvordan havde han fundet hende her? Hun kunne stadig ikke huske, hvordan hun var blevet kidnappet, eller om der havde været flere om det.
   "Du må fryse," sagde han og kiggede på hendes beklædning. "sådan kan det gå, når man har så travlt." Kira sagde ikke noget, det var så forvirrende. Hun kunne huske små brudstykker, men de gav ingen mening. Hvorfor kunne hun ikke huske noget?
   "Vil du have noget at spise?" spurgte han, som om han havde hørt hendes mave knurre. Det gik først op for hende selv nu, at hun var sulten. Hvornår havde hun mon sidst fået noget at spise?
   Hun rystede på hovedet. "Nej," mumlede hun så.
   "Det skal nok komme tilbage til dig igen," sagde han så. Kira rynkede sine øjenbryn. Hvad i al verden mente han med det? Mente han hendes hukommelse? Men hvordan kunne han vide, at hun tænkte på det?

Han rejste sig op og greb fat i hendes arm. Hun prøvede at trække den til sig, men hun kunne ikke, han holdt for godt fast. Og hvor var hans hånd dog kold.
   "Hvad laver du?" jamrede hun mens han træk hende hen mod udgangen. Og igen var der ingen der lagde mærke til noget. Hun stoppede op, eller prøvede på det. Hun forstod det ikke. Hun kæmpede imod, men der skete ingenting. Hun kunne lige så godt lade være.
   Den kølige nattebrise blæste igennem hendes lange mørkebrune hår. Parkeringspladsen var helt øde så vidt hun kunne se. Hun skulle til at skrige, men så kastede han hende hen imod muren og lagde en hånd over hendes mund.
   "Hold kæft," hvæsede han og kiggede sig selv over skulderen, som om han ventede på nogen, men Kira kunne ikke se nogen. Alex lagde ansigtet ned til hendes hals og tog en dyb indånding. Lugtede han til hende? Han trak ansigtet lidt væk fra hende, og kiggede alvorligt på hende. Hun sank en klump, hun havde svært ved at trække vejret for hans hånd. Ville han mon slå hende ihjel?
   Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om sin vejrtrækning. Men det var svært at fortrænge hans nærvær. Hvem var han? Der var så meget der var fremmed ved ham. Hun betragtede ham, mens han kiggede hen over parkeringspladsen. Han tog et par dybe indåndinger.
   "Alex," kaldte en stemme fra mørket på parkeringspladsen. Han trak hende væk fra muren, og i retning af stemmen, stadig med hånden over hendes mund.
   "Det var på tide," snerrede han da de kom frem til stemmen. "jeg er sulten." Kira undrede sig lidt over det, hvad havde det med sagen at gøre?
   Manden der stod henne ved en sort varevogn grinede bare. Han havde ingen jakke på, hun glimtede med øjnene. Han havde blot en tynd vinrød skjorte på, som sad stramt om hans brystkasse, samt et par stramme sorte læderbukser, frøs han slet ikke? Hans lange mørkebrune hår var samlet i en elastik omme i nakken. Hun brød sig absolut ikke om hans påklædning. Den var ikke så mandlig, som den måske burde være. Hun vurderede ham med blikket, han var veltrænet og havde en spids næse. Hans hud var lige så bleg som Alex. Havde de aldrig hørt om et solarium, eller bare om sollys? Kira kunne ikke lade være med at smile for sig selv, hun kunne ikke rigtig forestille sig dem tage sol.
   "Hun kan ikke huske noget," sagde Alex som om hun slet ikke selv var der.
   "Ingenting?"
   "Kun små brudstykker hun ikke kan bruge til noget." hvor i alverden vidste han det fra? Alex skubbede hende blidt ind i den sorte varevogn og lukkede døren. Den anden mand satte sig op i førersædet.
   Alex kastede et blåt tæppe hen til hende og blinkede. Hun tog taknemligt imod det, hun frøs for meget til at lade være. Hun svøbte det hurtigt om sine spinkle skuldre og trak benene op til hagen. Hun havde ingen ide om, hvor de kørte hen, eller hvad der skulle ske med hende nu. Nok ikke gode ting, gættede hun sig til. Hun kiggede hen mod skydedøren. Men hun ville aldrig nå det. Alex sad for tæt på, og hun var alt for afkræftet. Hun havde brug for noget mad og drikke. Hun sagde ikke noget, eller kiggede på dem. Hun lukkede øjnene og prøvede at slappe af. Måske kunne hun få nogle af sine kræfter tilbage. Hun havde dog lyst til at spørge, hvad der foregik, hvem de var, og hvad de ville med hende. Hun åbnede øjnene, men undgik at kigge på dem.
   Alex kravlede op i førerkabinen og tændte for musikken. Han skruede helt op. Kira havde ikke hørt det før, men gættede på, at det var en form for heavy metal. Hun havde haft nogle venner engang, som elskede heavy metal. Hun kunne sagtens høre det, men det var ikke hendes foretrukne musikgenre.
   Han kravlede igen om bag i, og satte sig ved døren, som om han vidste at hun overvejede at stikke af.
   Hun var bange, men nægtede at vise det. Hun savnede sin familie, og frygtede at der var sket noget med dem. Hun turde ikke spørge, hun ville ikke snakke med dem. Ville de mon slå hende ihjel?
   Alex sad med siden til hende og snakkede med føreren, hvordan de kunne snakke i den larm fattede hun ikke. Hun betragtede ham i det skjulte. Hun sukkede, hvorfor skulle han være så fandens lækker? Hans grove blege hænder hvilede i hans skød, hans ansigt havde perfekte linjer, ikke en eneste fejl. Som en engels ansigt, selvom hun nu tvivlede på, at han var en engel. Langt fra. Men så pludselig vendte han ansigtet mod hende, og stirrede hende direkte i øjnene. Hun kiggede hurtigt væk. Hans øjne var så fortryllende, så mystiske.
   Kira var så småt ved at få varmen i kroppen igen. Hun fjernede stoffet fra sine fødder, de havde fået deres normale farve igen, og de værkede heller ikke helt så meget som før.
   "Hvor er dine sko?" spurgte Alex. Hun havde slet ikke lagt mærke til, at musikken var blevet skruet lidt ned.
   Kira kiggede surt på ham, "Det ved jeg ikke." hun havde åbenbart haft dem på da hun stak af. Hvor i alverden var de så henne nu?
   "Så må vi jo skaffe nogle nye til dig," sagde han. Han hviskede noget til føreren, som hun ikke kunne høre.

Varevognen stoppede og hun blev hevet ud. Foran hende var en stor gammel villa. Hun genkendte den, og selvom den så øde og forladt ud, vidste hun at der var masser af liv indenfor. Hun begyndte at blive mere anspændt, hvad skulle der ske nu? Frygten tog også lige et kæmpe skridt frem, hvad var der skete? Hvorfor var det lige hende, det skete for? Hun strittede imod, men Alex var igen alt for stærk.
   Det var her hun var flygtet fra, og nu var hun tilbage, hvor hun var startet.