Ensomhed
   Kiras blik flakkede vildt omkring, hvad skulle hun nu gøre? Alex havde fundet Ashley. Skulle hun gå hen til ham selv? Men ville det dræbe dem begge? Men hun kunne ikke bare stå her, og se ham dræbe en af sine veninder. Veninde. Sådan havde hun ikke tænkt på dem før, men det kunne man vel godt kalde dem, kunne man ikke?
   Hun kunne ikke holde et lille udbrud tilbage da hun så hvordan, Alex tvang Ashley ind i en bil. Det lille udbrud, var nok til at påkalde sig hans opmærksomhed. Han kiggede hen i retning af hende, men det var ikke nok til at afsløre hende. Han vendte sin opmærksomhed tilbage til Ashley, og hoppede selv ind i bilen. Motoren brummede da bilen langsomt begyndte at trille af sted, og det osede ud fra udstødningsrøret.
   Kira blev arrig, det kunne de da ikke være bekendt! Bare sådan at tage Ashley fra hende. Hun trak cardiganen, tættere om sine spinkle skuldre, og så satte hun i løb. Arrigskaben skyllede ind over hende, aldrig havde hun været så vred som nu. Hun blev bare efterladt herude, helt alene. Alene. Hun havde altid været alene, og alligevel ikke, hun havde jo haft Ashley, som hun kunne snakke med. Ashley var sikkert død nu. Og det ville Kira også snart være, hvis ikke hun passede på. Hun skreg da bilen kørte fra hende.
   "Ashley," sagde hun og lukkede øjnene.
   Hun listede stille ind i pubben, inde i centeret. Det var vist her de havde opholdt sig, så vidt hun kunne huske. Men væk var de, alle sammen. Hvad skulle hun dog også have gjort, hvis nogen af dem endnu var her? Så havde de dræbt hende på stedet.
   Hun måtte finde en eller anden måde at finde Ashley, mon de var taget tilbage til huset? Hun ville i hvert faldet, forsøge at finde tilbage dertil. Men hun måtte være forsigtig. Ellers ville det gå galt.

Kira rodede rundt i alverdens ting alle vegne, hun ledte efter mønter, eller andet hun kunne bruge. Hun havde da allerede fundet sig nogle småmønter, måske endda nok til at kunne købe noget mad. Det mindede hende om, hvor sulten hun var. Hun blev irriteret på sin mave, den rumlede og gjorde ondt. Kira grinte lidt. Det var jo klart at hun var sulten, hun havde ikke fået mad i flere dage.
   Gaden blev kun lyst op af enkelte lygter, Kira hadede mørke, så hun gik hele tiden under en lygte. Selvom det ikke hjalp, gav det hende en form for tryghed. Hun følte sig så ensom og forlad herude. Alene. Hun var alene.
   Der begyndte så småt at dale ned små hvide snefnug fra himlen. Kira kiggede ned på sine bare forfrosne fødder. Hun kunne ikke engang mærke dem mere, hun prøvede at vrikke lidt med tæerne, men det kunne hun ikke.
   Kira knappede cardiganen, og travede ned i bunden af centeret. Der var tørt, og muligvis kunne hun være sikker for blodsugerne her. Hun burde egentlig finde et andet sted, her var ikke sikkert mere, hvad nu hvis de kom tilbage for at lede efter hende.
   Hun tog en dyb indånding. Endnu engang kredsede hendes tanker hen på Ashley. Hvordan mon hun havde det? Havde de slået hende ihjel. Eller endnu værre... havde de forvandlet hende? Kira gøs. Bare tanken om at blive forvandlet til en af dem, gjorde hende dårlig.
   Kira tog nogle papkasser og redte sig selv en seng. Papkasser var bedre end ingenting, tænkte hun taknemmeligt. Hun var taknemmelig for stadig at være i live, selvom hun nogle gange ønskede at hun ikke var, men lige nu var hun i det mindste fri for Alex. Lige nu. Regnede hun selv med at blive fanget af dem igen? På en eller anden måde gjorde hun. De havde jo fanget Ashley, de vidste at hun var i nærheden, så det var bare et spørgsmål om tid.

Da Kira vågnede, var hun øm i hele kroppen. Hun kunne hører mange glade stemmer og fodtrin. Centret var åbent, altså var det blevet lyst igen. Kira rettede på sit tøj, og gik op i centeret. Hun fandt hurtigt frem til et lille supermarked. Mon ikke der var noget billigt mad hun kunne spise? Der var mange mennesker, de rendte hele tiden ind i hinanden, nogle mennesker begyndte endda at råbe og skrige ad hinanden. Kira begyndte at grine, det så ret morsomt ud.
   Inde i det lille supermarked, kom to politibetjente gående med kurs mod Kira.
   "Kira Petersen," spurgte den ene betjent, og tog fat i hendes arm. "klokken er 13.32 og du er anholdt," Kira hørte ikke, hvad betjenten ellers sagde, mens de lagde hende i håndjern. Anholdt for hvad? Her gik hun bare for sig selv, og ville købe sig lidt mad. Og så blev hun anholdt. Menneskene rundt om hende gloede på dem, det var åbenbart meget spændende.

Kira var blevet låst inde i en lille beskidt celle. Hun havde stadig ikke fået fortalt, hvad hun var blevet anholdt for, men hun havde hørt nogle snakke om, at hun var illegal indvandrer. Hun fnyste hver gang hun tænkte på det ord. Det var jo ikke ligefrem med sin gode vilje, at hun var kommet til deres land, men hvordan skulle hun kunne forklare det? Måske var fængsel bedre end de andre muligheder hun havde? Hun ville formodentlig nok sulte ihjel ude på gaden, og Alex ville slå hende ihjel af ren og skært raseri. Men tiden inde i cellen var ufattelig lang, hun havde intet at tage sig til, og hun havde ingen ide om, hvordan rigtig fængsel var. Engang imellem travede hun frustreret rundt på gulvet. Hvor ville hun dog bare ønske, at hun på en eller anden måde, kunne tage sit eget liv. Hun kunne ikke holde til det her mere. Hun kunne mærke at hendes forsvar var ved at bryde sammen.
   Hun satte sig ned på den hårde briks af en seng. Så vidt hun kunne se på det hele, var hun ikke havnet i det rigtige fængsel endnu. Endnu. Hun skulle vidst først for en rets stol. Kira kørte fingrene igennem det krøllede mørkebrune hår endnu engang, hun samlede det med hænderne omme bag ryggen, hendes mave knurrede atter af sult. Hun havde fået serveret lidt mad, men hun havde svært ved at få det pap lignende mad ned. Hun fik kvalme. Faktisk tror hun slet ikke, at hun vil kunne spise noget overhovedet.

Kira råbte efter en betjent, der gik forbi hendes celle.
   "Er det helt umuligt at få af vide, hvorfor jeg sidder her?" sagde hun nærmest opgivende. Hun havde nu siddet i denne celle i nogle dage, uden at vide hvorfor.
   "Hvad er dit navn?"
   Kira grinede. Nu måtte de da tage sig sammen. Hun slog ud med armene.
   "Kira Petersen,"
   "Åh ja," sagde betjenten, og rodede i nogle papirer som han stod med i armene. "Ifølge disse papirer, sidder du her, fordi du er illegal indvandrer." Betjenten kiggede på Kira op gennem sine små glas. Hans kommune farvet hår, hang fedtet ned over hans pande. Han sendte hende et skummelt smil.
   Kira trådte et par skridt tilbage, og satte sig ned på boksen. Han blinkede til hende, og gik videre forbi hendes celle. Hun rystede på hovedet og lagde sig ned.
   Illegal indvandrer. Kira fnyste. Indvandrer min bare, tænkte hun sarkastisk. De skulle bare vide, skulle de. Men hvor mon de havde fået de informationer fra?
   Pludselig slog det hende, var det mon Alex og hans folk, der havde sat en fælde for hende, for at fange hende? En angst begyndte at gnave i hende. Ja det måtte det være, så det kunne ikke vare længe, før end at han kom for at hente hende.

Hun måtte være faldet i søvn, for hun havde slet ikke hørt den midaldrende betjent sige hendes navn, før end at han ruskede i hende.
   "Der er besøg til Kira Petersen," hun himlede med øjnene. Hvorfor sagde han dog hendes fulde navn? "vil du være venlig og følge med mig?"
   Kira rejste sig op, og fulgte i hælene på manden, og ind i et besøgsværelse. Der var ingen hun kendte derinde, de kom nok lige om lidt, men hvem skulle dog ville besøge hende? Hun kendte jo ingen, medmindre det var Alex. Hun sukkede og satte sig ned på en af stolene, som hun blev beordret.
   Der gik en halv time, inden der endelig skete noget. Hun turde ikke kigge, så hun lukkede øjnene. Da hun langsomt åbnede øjnene, stivnede hun af skræk, da hun så hvem der nu sad overfor hende. Det var Alex. Han sagde ikke noget, men stirrede bare på hende.
   "Hej Kira," sagde han omsider. "lang tid siden." han stirrede død alvorligt på hende, med krydsede arme. Gad vide hvad han prøvede på. Pludselig lænede han sig ind over bordet, og greb fat i hendes skælvende hænder, inden hun nåede at reagere. Han holdt så hårdt fat, at det var umuligt at vride sig fri. Hun kiggede sig desperat omkring. Var der ikke nogen betjente der så det? Det her måtte han vel ikke gøre? Men der var ingen der sagde eller gjorde noget. Han hviskede forførende og truende ord til hende på en gang. Men pludselig råbte en af betjentene noget til ham, noget som hun ikke hørte. Han lænede sig en lille smule tilbage, men slap ikke grebet om hendes hænder.
   "Hvordan går det, min pige?" spurgte han i et nedladende og køligt tonefald, men Kira svarede ham ikke. Hun sad bare forstenet og stirrede på ham. Han havde hende lige hvor han ville. I sin hule hånd. Hun kunne intet gøre for at stikke af nu.
   Selvom hun egentlig godt vidste at det ikke ville hjælpe, så benyttede hun chancen for at rejse sig op og løbe hen til døren, da Alex slap hendes hænder. Kira bankede løs på døren, som selvfølgelig var låst, og skreg, "Luk mig ud,"
   Nogen greb fat i hendes arme, og hev hende med ind i et andet rum. Alex fulgte efter, og manden efterlod hende alene sammen med Alex. Han smilede, og satte sig ned i en stol foran hende, og antydede til at hun også skulle sætte sig ned.
   "Godt at se dig igen," han lagde armene over kors og stirrede på hende, med sine uhyggelige ravnesorte øjne. "Grunden til at du er her..." han nåede ikke at sige mere, før end at Kira ufrivilligt afbrød ham.
   "Åh, så spar mig dog for dit vrøvl!" Alex brød ud i en latter, ved hendes lille kommentar.
   "Javel min pige." Han rettede sig op på stolen. "Du har altid på en eller anden måde formået at gemme dig for os, Kira. Så den eneste måde, vi havde for at fange dig, er denne." Kira sukkede dybt. Nogen gange var det svært at forstå, hvad han i virkeligheden var. For sådan som han sad der, lignede han bare en ganske almindelig mand, i slutningen af tyverne. Men man måtte endelig ikke lade sig narre af hans udseende. For indvendig var han satan selv.
   "Hvorfor lader i mig ikke bare være i fred,"
   "Det finder du tids nok ud af min pige."
   "Jeg fortæller ikke om jer," stammede hun. Hans overfladiske latter fik det til at krible i hende, det var vist ikke det han tænkte på. "Hvor er Ashley?"
   "Hun er i huset,"
   "Har du gjort hende noget, Alex?" sagde Kira i et nærmest truende tonefald. Han kunne gøre lige hvad han ville med hende, så længe at han så lod Ashley være i fred. Men sådan ville det aldrig være, det vidste hun godt.
   "Det skal du nok finde ud af."
   Pludselig kom der en ung betjent ind, efterfulgt af en lidt ældre mand klædt i et gråt jakkesæt. De satte sig ned ved siden af Kira, med nogle papirer foran sig.
   "Vi kan desværre ikke lade dig tage pigen med," sagde manden omsider, efter at siddet og have bladret i papirerne. Alex stivnede, og hver en muskel i hans krop blev spændt til det yderste. Dette passede ham tydeligvis ikke, og Kira var lykkelig over beskeden. Men så nemt ville det ikke være. Selvfølgelig ville det ikke det, tænkte Kira sarkastisk. Alex rejste sig langsomt op, men den ældre mand hævede sin hånd, og det fik faktisk Alex til at sætte sig ned. Kira brød ud i latter, og Alex skulede til hende. Det havde hun godt nok aldrig troet. Kiras blik faldt på betjentens revolver. Hvis hun dog bare kunne få fingrene i den. Hun vidste ikke om den ville virke på Alex, men det var da et forsøg værd.
   Ville du virkelig kunne skyde mig? Rungede en stemme i hendes hoved. Alex. Skrækken bredte sig i hendes krop, han kunne læse hendes tanker, og også snakke til hende i hendes tanker. Hun stirrede på ham, han gengældte bare hendes blik med et smil.

Det hele gik så hurtigt, adskillige betjente stormede ind i rummet, efterfulgt af nogle af Alex' venner. Og i et split sekund, stod Alex ved den ældre mand, og havde sænket sine tænder i ham. Kira gispede og stormede frem mod manden, men en af blodsugerne, Cahan, greb fat i hende og holdt hende for munden. Hun genkendte ham, fra da Alex havde fundet hende på cafeen. Han tvang hende til at se på Alex, men hun lukkede sine øjne, hun kunne ikke klare at se, hvordan manden blev mere og mere slap. Den unge betjent, var blevet trængt op i et hjørne, og mange af de betjente som var styrtet ind, lå nu døde rundt omkring på gulvet.
   "Tænk Kira, al dette er din skyld." hviskede Cahan i hendes øre. Var det hendes skyld? Hvordan kunne det dog være? Det var ikke hendes ide at de skulle angribe, men så slog det hende, hvis hun havde meldt sig til Alex, dengang de havde fanget Ashley, så var dette aldrig sket. Det var altså hendes skyld.
   Alex slap den nu døde mand, og tørrede sig om munden.

En kvindelig betjent styrtede hen til Kira, og trak hende udenfor. Cahan havde sluppet sit tag i hende, og var i gang med at slukke sin sult, i en blond ung pige, Alex havde lige flået struben op på en eller anden. Kira havde lyst til brække sig. Der skete så mange ting, så hurtigt.
   "Hvad er de?" spurgte den kvindelige betjent, med rædsel i stemme. Kira himlede med øjnene. Var det ikke tydeligt? Nogle med hugtænder, og som bider folk og drikker deres blod. Kan det være andet end vampyrer?
   "De er uhyrer!"
   "Nå så det synes du?"
   Kira vendte sig forskrækket om, og så Alex og Cahan liste sig tættere på den. Kira fik igen brækfornemmelser, da billedet af Alex flå de stakkels menneskers struber op, dukkede op i hendes sind igen. Den kvindelige betjent hylede som en gris, da Cahan rettede sig blik mod hende. På få sekunder var han over hende, som en sulten ulv.
   Der var panik på politistationen, alle menneskerne rente forvirret rundt, blandt de sultne blodsugere. Hvor mange var de? Der var mange flere end i huset, eller som hun havde set i huset. Det var hun sikker på.
   Alex havde trængt Kira op i en krog, nu kunne hun ikke længere flygte. Han lagde armene på væggen bag hende, og gjorde det umuligt for hende at komme fri.
   "Hvorfor gør du det her?" klynkede Kira. Hun kunne have slået sig selv, hvorfor lød hun altid så ynkelig? Hun kunne godt mærke, at hun var ved at bryde sammen nu, hun kunne ikke klare mere. Dette var for meget, for voldsomt, for meget blod.
   "Fordi det er sjovt?"
   "Du er jo syg,"
   Alex grinede bare af hendes lille kommentar. Kira prøvede at ignorere skrigene rundt om hende.
   "Nå Kira, vil du følge med mig frivilligt, eller skal jeg tvinge dig?" han kørte fingrene op ad hendes hals. Det gav hende kuldegysninger. Hans sorte hår sad rodet om hans blege ansigt, og han var iklædt i helt sort stramt tøj, som fremhævede hans muskuløse krop. Hans øjne stirrede drilsk på hende. Hun vidste udmærket godt, at hun skulle passe på hver eneste bevægelse hun gjorde, og hvad hun sagde. Men ville han se hende død, var hun død for lang tid siden. Hun ville egentlig også helst dø, men tvang sig selv til at leve, så længe hun ikke vidste om Ashley var okay. For helvede, hvorfor kunne hun ikke få styr på sine tanker?
   "Du vil have det på den svære måde," sagde han irriteret. Men hun havde jo ikke sagt noget, måske var det hendes tavshed, som han havde tolket som svar.
   "Nej," udbrød Kira, inden Alex nåede at gøre noget. Hun betragtede ham, som han stod der foran hende. Alle hans armbånd, og pig halsbånd, ligesom en køter, tænkte hun sarkastisk. Og i det samme greb han fat om hendes strube og klemte til. Hun kunne kun lige akkurat trække vejret.
   "Pas på hvad du tænker på tøs," snerrede han.
   Nogen gange glemte hun, at han kunne læse hendes tanker. Hvor var det egentlig væmmeligt, og utroligt upassende.
   "Jeg skal nok følge med," sukkede hun. Alex løsnede sit greb om hendes strube, og tog fat i hendes arm. Det gjorde ondt i hendes fødder, da han slæbte hendes gennem stationen. Hun frygtede hvad han ville gøre ved hende, når de kom tilbage til huset, hun havde fået et helt andet syn på ham nu. Hun vidste godt at han var dødsensfarlig, men hun havde aldrig set noget lignende, end det hun havde set på politistationen.
   Han hev hende ind i bilen, som holdt og ventede på dem, hun kunne alligevel ikke lade være med at gøre lidt modstand, så hun prøvede at sparke ham.
   Hun sad helt tavs, og stirrede ud af ruden. Alex sad oppe ved manden der kørte bilen, de snakkede om noget Kira ikke engang gad lytte til. Nu var al håb ude, hun var dødsdømt. De ville helt sikkert skærpe sikkerheden endnu mere nu. Hvorfor skulle alt dog også mislykkedes for hende?
   Kira havde nær fået et hjertestop, da der pludselig blev sat noget ekstremt højt musik på. Det var noget gotisk af en art, hun satte hænderne op foran ørerne.
   Hun havde det virkelig dårligt lige nu, og høj musik var det sidste hun behøvede. Alex vendte sig om og smilede til hende.
   Havde det alligevel lykkedes hende, at flygte så langt væk? Hun havde godt nok ikke et ur på sig, men det føltes som om de havde kørt i flere timer. De stoppede ved det alt for kendte hus. Det var næsten som, om hun så sig selv udefra, blive hevet ind i huset. Alex holdt så hårdt fat om hendes arm, at hun blev helt følelsesløs i armen. Det skyldes nok også, at da hun trådte ud af bilen, havde hun prøvet at løbe væk, men han havde selvfølgelig hurtigt indhentet hende.
   Da hun blev ført gennem huset, stirrede både mennesker og vampyrer på hende. De undrede sig sikkert over at hun ikke var død endnu, det gjorde Kira sådan set også selv. Men Alex ville ikke lade hende slippe så let, det vidste hun godt nu. Bare det at han havde gjort så meget for at fange hende igen, sagde en del. Kira så mange kendte ansigter, men der var også enkelte ukendte og skræmte ansigter. Alex holdt så hårdt om hendes arm, at hun ikke længere kunne føle den. Hvad ventede der hende mon? Hun vidste at han tog hende frem til sit eget værelse.

Alex skubbede Kira ind i værelset, som var helt mørklagt, hun kunne ikke se noget som helst, men hun kunne høre ham dreje nøglen og tage den ud, og han var stadig i rummet, han tændte nogle stearinlys. Han ville altså ikke forstyrres. Kira sank en klump, og begyndte at gå nogle skridt bagud, da hun kunne se hans skikkelse nærme sig. Hun gøs da han slog en ondskabsfuld latter op, hun havde fået et helt andet syn på ham, efter at han havde slagtet en hel politistation. Hun vidste at han var i stand til det, men alligevel så havde hun jo aldrig set ham gøre noget på den måde før. Hun havde jo også billederne. Ja billederne! Dem havde hun helt glemt. Mon de overhovedet kunne bruges? Gad vide om han egentlig vidste, hun havde dem, han kunne jo læse hendes tanker.
   Kira blev ved med at bakke bagud, indtil hun stødte ind i sengekanten, og i en lynhurtig bevægelse var han over hende, og havde lænket hende fat til sengen. Kira stirrede på sine hænder, det skete så hurtigt, at hun ikke nåede at opfatte, hvad der skete.
   "Jeg bliver jo nød til at straffe dig, Kira." Han kiggede på hende lidt, inden at han fortsatte. "Det går ikke at jeg lader, alle de andre mennesker tro, at de kan stikke af uden, at der følger en straf."
   Kira havde helt opgivet at prøve at vride sig fri. Det var helt umuligt, så det gad hun ikke spilde sine kræfter på.
   "Jeg synes ellers selv, at jeg har været rigtig tålmodig med dig, min egen Kira."
   Kira kiggede undrende på ham, hvorfor omtalte han hende på den måde. Pludselig slog det hende, men hun nægtede at tænke det, hun ville ikke gøre sig selv til grin over for ham.
   Hun var på kanten til at bryde sammen, men hendes stædighed og stolthed nægtede hende at vise sine svage tegn. Gad vide hvordan han ville reagere, hvis hun virkelig brød sammen. I al den tid, hun havde været her, havde hun ikke en eneste gang brudt sammen, eller fældet en tåre foran ham. Eller havde hun? Jo der var engang, men det var ikke noget at bide mærke i. Hun lukkede øjnene hårdt i, og bed sig i læben, for at tvinge de tårer væk, som var på vej.
   Det gør ikke noget hvis du græder, min pige.
   "Forsvind ud af mit hoved!" råbte hun, da hun igen hørte hans stemme i sit sind, men han grinede bare, og gav hende et lille kys. På munden. Kira spærrede øjnene op, men nåede ikke at sige noget, før han var forsvundet, og hun var stadig fastbundet til sengen. Selvom det ikke hjalp, prøvede hun at vride sig fri, men lænkerne sad alt for tæt til hendes hænder. Tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. Hvad skulle hun nu gøre? Havde han tænkt sig, at lade hende sulte ihjel?

Hun vågnede med et sæt, da døren blev åbnet. Var hun faldet i søvn? Hvor lang tid havde hun ligget spændt fast her? Men det var ikke Alex, som hun havde forventet at se. Det var Cahan.
   "Hvad vil du?" spurgte hun lettere irriteret. Men han svarede ikke, han grinte blot. Hans øjne funklede ondskabsfuldt.
   "Alex er jo min gode ven," begyndte han, og bevægede sig hen mod hende som en tiger parat til angreb. "Jeg kan ikke tolerere, at du behandler som du gør, Kira."
   "Behandler ham hvordan?" protesterede hun.
   "Lad nu være med at spille dum," han satte sig på kanten, ved siden af hende. "han er forelsket i dig, Kira. Og det ved du godt!"
   Så var hendes mistanke altså rigtig, men hun kunne stadig ikke tro det. En magtfuld vampyr, forelsket i hende? Men han havde da en underlig måde at vise det på. Her lå hun, lænket fast til en seng, og så får hun af vide, at den blodsuger som bortrøvede hende for et stykke tid siden, er forelsket i hende. Men hvad ville Cahan, have at hun skulle gøre ved det? Hun gengældte selvfølgelig ikke hans følelser. Faktisk, så var hun stadig bange for ham, men det nægtede hun at indrømme over for sig selv. Selvfølgelig var hun bange for ham, hvem ville ikke være det?
   Der gik lang tid inden Cahan atter sagde noget.
   "Jeg forstår ham sådan set godt," han vendte blikket over mod døren. "Men pas på Kira, jeg holder øje med dig!" og med de ord, var han forsvundet ud af døren. Hun lå stadig spændt fast til sengen.