Flugten
   Kira strakte sig og et smil bredte sig på hendes læber. Hun var øm i hele kroppen, efter at være faldet i søvn inde i biblioteket. Alex var vist rejst, så nu skulle hun ikke bekymre sig om ham mere, indtil han kom tilbage.
   Nu havde hun rigtig mulighed for at udtænke sig en ny og bedre plan. Hun havde næsten allerede udtænkt en plan. Hun havde fundet en bog allerbagerst i biblioteket. Den handlede om et uddødt sprog, det sprog der var brugt i bøgerne på Alex' værelse. Hun havde brugt flere timer på at læse bogen igennem, og var tættere på at kunne forstå det uddøde sprog nogenlunde. Nu skulle hun bare hente bogen, og prøve sig frem.
   Hun måbede da hun stod foran reolen på Alex' værelse. De var væk. Bøgerne var væk. Havde han taget dem med, alle sammen. Kira faldt sammen på gulvet, den ene plan efter den anden røg i vasken. Hun var grædefærdig. Hun måtte snakke med Ashley, måske kunne de i fællesskab finde ud af noget.

Hun fandt Ashley nede ved det ene køkken, hvor hun var i gang med at lave noget mad. Hun ser helt glad ud, tænkte Kira, måske nød hun også at Alex var væk. For sjovt nok, var der ingen af de andre blodsugere der rørte dem.
   "Hej Kira," sagde Ashley og styrtede hen til hende, og gav hende et kram. Ja hun var da godt nok i godt humør.
   "Ashley," Kira tog Ashleys hænder i sine. "der er noget jeg må snakke med dig om."
   Ashleys ansigt forvandlede sig fra glæde til mistænksomhed og bekymring, hvor var det typisk af hende at bekymre sig sådan.
   "Men ikke her," fortsatte Kira, og slap igen pigens hænder. "har du tid til at komme med ned til rummet?" Hun kunne ikke vente, solen stod snart op, og hun havde planlagt at følge sin første plan. Det kunne jo ikke passe bedre, nu hvor Alex var ude af huset.
   "Okay," mumlede Ashley, og råbte noget til de andre i køkkenet.
   Kira bad Ashley om, at sætte sig i sofaen, mens hun forklarede planen. Ashley nikkede bare, og kløede sig eftertænksomt på hagen. Men hun sagde intet. Var dette måske det forkerte at gøre, skulle hun bare være stukket af selv?
   "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, Kira." Ashley rejste sig, og travede hen mod udgangen.
   "Sig at du tager med mig." Bønfaldt Kira.
   Ashley kiggede hen mod døren i et godt stykke tid uden at sige noget. Hun vendte sig så om og kiggede på Kira, og nikkede med et smil.

Det øjeblik solen viste sine stråler, skulle de mødes inde i det lyse rum, det var aftalen. Hvad de ville gøre derfra, var hun faktisk ikke helt sikker på. For udgangen var trods alt bevogtet. Men den tid, den sorg, tænkte Kira.
   Hun studerede brædderne for vinduet, der var ingen måde hvorpå hun kunne få dem af. Hun vendte hver eneste mulighed i hovedet, men det så ud til at de måtte være spontane, når øjeblikket var inde. Men i det mindste er Alex her ikke, tænkte Kira, men tænk nu hvis han kom tilbage inden solopgang, hun havde ikke nogen ide om, hvornår han ville komme tilbage. Hun skar en grimasse og skubbede tanken til side, det kunne hun ikke tænke på nu.
   Stanken af blod var værst ude på gangene, og fra nogle enkelte værelser. Kira havde aldrig været inde i de værelser, og det havde hun heller ikke lyst til. Hun havde på fornemmelsen at der blev holdt orgier, tænk engang, der var endda piger som ligefrem nød at opholde sig her. De opsøgte frivilligt en blodsuger for at... hun fnøs. Hun væmmedes ved tanken om de piger, hun havde set deres blikke, når de var i nærheden af en blodsuger. Mon det var en af vampyrerne der havde forhekset dem? Det måtte det næsten være, sagde Kira for sig selv. Intet normalt menneske ville nyde at være sådan et sted her. Kira kiggede sig omkring. Her var ikke noget kønt syn, mørkt, dunkelt og så den væmmelige stank af blod.
   Kira fik en sjov fornemmelse i maven, solen stod snart op. Selvom der ikke var nogen vinduer, vidste hun det bare, men der var også et ur. Det var dog ikke altid hun kunne finde det, dette hus var så stort, at man sagtens kunne fare vild. Kira grinede lidt af sig selv. Hun havde det underligt, hun havde lyst til at stille sig op og græde, men samtidig havde hun også lyst til at grine. Gad vide hvad der ville ske, hvis det lykkedes hende at stikke af igen, ville han så slå hende ihjel? Eller ville hun komme ud fra den samme grufulde skæbne, som pigen på billederne? Eller måske noget helt andet.

Sveden løb ned af Kira, og hun travede utålmodigt frem og tilbage over gulvet. Alex var ikke kommet, og havde spoleret hendes planer, men måske blev Ashley forhindret, eller havde hun skiftet mening?
   Hun åndede lettet op, da Ashley stormede ind i rummet.
   "Vi er nød til at skynde os." Hviskede Ashley og kiggede rundt med et flakkende blik. "Jeg ved ikke om jeg fik vækket Cahan eller nogle af de andre."
   "Hvordan har du tænkt dig at vi kommer ud?"
   Kira tog en dyb indånding. "Jeg havde tænkt mig at vi..." Hun gik i stå. Hun blev lidt usikker på sin plan. "måske skulle klatre op i ventilationsskakten."
   Ashley gjorde store øjne. "Jamen, du ved da at de har en meget bedre hørelse end vi har! De vil kunne høre os. Det vil være det rene selvmord." Udbrød hun, på grådens rand, Kira lagde en finger for hendes mund.
   "Så finder vi en anden måde." Kira vidste faktisk ikke at de havde bedre hørelse end mennesker. Kira rystede på hovedet og trak Ashley med hen af gangen, de måtte forsøge med skakten.
   "Hvis vi nu kravler op i skakten fra et badeværelse nær udgangen, er der måske en chance."
   Ashley kløede sig eftertænksom på hagen. "Måske," Mumlede hun. Hun vadede ind på et badeværelse. "Men hvor fører skakten os mon hen?"
   "Det er der kun en måde at finde ud på." Kira løsnede så forsigtigt hun kunne tremmerne. De stod helt stille et øjeblik, de lyttede efter om nogle havde hørt dem, men det så ikke sådan ud.

Kira havde lidt svært ved at tro på det, lige nu befandt de sig ude foran huset. Det tårnede sig flere meter over dem, hun havde ikke tal på hvor mange etager det var, fem eller seks ville hun gætte på.
   "Jeg fatter det ikke," Mumlede Ashley, og tog Kiras hånd. Hendes hånd føltes svedig og varm, Kira klemte blidt om den, hun vidste at Ashley var bange, for det de lige havde gjort. "Hvad gør vi nu?" Ashley slap Kiras hånd og trippede på sine fødder. "Jeg er bange." Ashley trak Kira væk fra huset. "Det er ikke sikkert at stå lige foran. Hvem ved om de står og kigger på os lige nu?"
   Den smule varme som solen formåede at give dem, føltes betryggende. Ashley havde, bønfaldt Kira om, et svar på hvad de nu skulle gøre, men Kira kunne ikke give et, hun havde ingen ide selv.
   De gik ned langs vejen, dette var samme vej som Kira selv havde vandret ned af før. De måtte finde en politistation, det var deres eneste chance lige nu.

Et uvejr bevægede sig langsomt ind over dem, og inden længe begyndte regnen at piske i stride strømme ned over dem. Kira trak den allerede gennemblødte cardigan tættere om sin forfrosne krop, hendes lange hår hang og slaskede om hendes ansigt.
   Nu hvor de ikke havde slået genvej gennem skoven, føltes den lille landevej meget længere end sidst hun havde gået her.
   "Måske skulle vi søge ly et sted?" spurgte Ashley, og hostede, hun havde hun en T-shirt på.
   "Hvor skulle vi gøre det henne?" brummede Kira. Hvis Ashley bare havde den mindste smule fornuft, ville hun vide at der ikke er noget sted her i nærheden, der var en skov og en vej.
   Ashley slog ud med armene. "Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre, jeg ville ønske jeg ikke var taget af sted. Vi dør af sult alene herude!" sagde Ashley bebrejdende.
   "Så vend om!" snerrede Kira. "Det var dit eget valg at tage med. Du skal ikke komme og fortælle mig, at du godt kunne lide at være der?"
   Ashley sukkede og satte sig i vejkanten. "Undskyld, det var ikke min mening at skyde skylden over på dig. Det hele er bare så svært, hvis du forstår mig. Og skræmmende."
   Kira satte sig ned ved siden af Ashley, og lagde en arm om hende. "Jeg forstår dig godt, det var heller ikke min mening at snerre af dig," sagde Kira med en træt røst. "Jeg føler mig bare så fortabt."

En bil stoppede foran dem, og et kort øjeblik begyndte angsten at gnave i Kira. Men det viste sig, at være et ældre ægtepar.
   "Har I brug for et lift?" spurgte de venligt, Kira og Ashley kiggede på hinanden og sagde derefter ja tak. Da de var kommet et godt stykke væk, spurgte ægteparret hvad der var sket med dem, de kunne ikke rigtig fortælle sandheden, så de fandt på en lille hvid løgn. Parret nikkede medlidende på hovedet, som Kira fortalte og fortalte, de troede på historien.
   Tavsheden var dræbende, ingen af dem vidste hvad de skulle sige, men pludselig blev tavsheden brudt af en dyttende bil, som derefter susede forbi. Kira undrede sig over, hvorfor de dyttede.
   Alle tanker hvirvlede rundt i hendes hoved, hvorfor mon det ældre ægtepar havde tilbudt dem et lift? Mon Alex havde fundet ud af, at de var stukket af, og ledte efter dem nu. Hvordan var det i det hele taget lykkedes dem, at stikke af?
   Det ældre par havde været så flinke at åbne deres hjem for Kira og Ashley, de fik lov til at overnatte og få noget mad. Kira kunne ikke huske hvornår hun sidst, havde nydt mad så meget som nu. Nu lå de på et par redte madrasser, det var så skønt ikke, at skulle bekymre sig om Alex ville lade en sove eller ej.
   Men alligevel kunne hun af en eller anden grund ikke sove, tvivlen begyndte at gnave i hende. Det føltes forkert, at være her.
   Hun prøvede at kigge rundt omkring i mørket, men det var svært.
   Parret havde et gammeldagshjem, de havde nogle bløde blomstrede sofaer, romantiske gardiner og nogle mørke antikke møbler. Det var tydeligvis kvinden der bestemte over indretningen. Ude fra køkkenet kunne man høre en fugl pludre lidt, hun ville gætte på at det var en undulat. Hendes tanker begyndte at kredse hjem igen, hun savnede sin undulat, en lille blå/hvid fugl. Den plejede altid at sige godnat til hende, og kunne hun ikke sove, var den der altid, den var fuldstændig tam.
   En tåre løb ned ad hendes kind, og flere fulgte efter. Hun prøvede ikke at holde det tilbage, men græd stille for sig selv. Hvad skulle der ske med dem nu? Kira begravede sig under tæppet, så ingen kunne høre hendes hulke. Hun følte sig så fortabt, hvordan skulle de overleve? Ashley skulle nok klare det. Hun ville kunne finde sin familie igen. Men Kira, hendes familie befandt sig omme på den anden side af jordkloden.

Kira var hel stiv i nakken, var hun faldet i søvn? Der var stadig mørkt udenfor, og det så ud til at Ashley var faldet i søvn. Hun rejste sig op fra gulvet, og kørte sine fingre igennem håret. Hun lod sine fingre vandre hen over huden på halsen, Alex' mærker var blevet til ar.
   "Hvad laver du?" spurgte Ashley søvnig.
   "Vækkede jeg dig?"
   "Nej," mumlede Ashley.
   "Jeg kan ikke sove mere, jeg kan ikke tænke på andet end min familie og hvad der skal ske med os nu."
   "Jeg havde faktisk tænkt på noget." udbryd Ashley med en livlig stemme. Hun satte sig op i sengen og trak tæppet tættere om sig selv. "Hvis vi kunne skaffe os et job, kunne vi måske få råd til et lille værelse til os begge, og så kunne vi spare penge sammen til, at vi kunne komme hjem."
   "Det lyder meget godt." Kira vandrede lidt frem og tilbage, og satte sig til sidst ved siden af Ashley. "Men hvordan skulle jeg kunne få et job når jeg er dansker? Og jeg har ikke engang opholdstilladelse!"
   "Nej det er rigtigt." Ashley kløede sig eftertænksomt på hagen. "Hvad med at du kontakter den danske ambassade?" Foreslog hun så.
   "Jo det har jeg godt tænkt på,"
   "Men?"
   "Ikke noget men," Sagde Kira. "Jeg har bare en underlig fornemmelse, der er et eller andet galt her. Jeg tror det har noget med Alex at gøre."
   Ashley begyndte at grine. "Tror du..." Hun kunne ikke afslutte sætningen.
   "Jeg ved det ikke, måske kender de Alex."
   Som om Kira og Ashley kunne læse hinandens tanker, skyndte de sig op og forlod huset. Måske var det et drastisk valg, men de tog ingen chancer.
   De ville heller ikke være skyld i at det ældre par blev slået ihjel, hvis nu Alex kom forbi. Det var i hvert fald det bedste, at de forlod huset.

Solen stod nu på sit højeste, og bredte sin vintervarme ud. Kira lagde mærke til at Ashley havde blå læber. Mon hun også selv havde det? Men de var da i sikkerhed i det mindste. Så vidt Kira havde, kunne læse sig frem til, kunne blodsugere ikke begå sig i højlys, men der var så mange ting, hun havde taget fejl af indtil videre.
   Kira prøvede at huske tilbage, til den tid hvor hun blev bortført. Det var stadig meget uklart, men hun kunne huske mere nu end tidligere.
   Hun havde som sagt vandret ned ad en øde gade, nær sin bedste veninde. Veninden havde holdt en fest, og Kira var stadig lidt halvberuset, da hun tog hjem. En sort varevogn, magen til den de havde kørt i fra caféen, var kørt op på siden af hende, og havde stoppet hende. Det måtte være Alex, der havde talt til hende, men hun afviste at tale med dem. Hun var fuld og træt, og ville bare hjem og sove. Så var det hele gået så hurtigt, og hun havde mærket en klud for munden, der ikke lugtede særlig godt, og så blev alt sort. Hun var vågnet op inde i et koldt mørkt rum, helt alene.
   "Kira?" Ashley lagde en hånd på Kiras arm. "Hvad er der galt?"
   Kira rystede på hovedet, og tørrede sin kind. Tankerne kredsede hele tiden om hendes familie, hvad var det dog der skete med hende?
   "Jeg ved det ikke," Hulkede Kira. "jeg savner bare min familie så meget. Det er så skræmmende at være her, på denne måde. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi, troede at sådan nogen som dem fandtes."
   Ashley lagde en arm om Kira, og sammen græd de en smule i stilhed. Ashley måtte også savne sin familie, nu skulle hun ikke være fjollet, der var jo andre der havde været ude for det samme som hende. Hun havde også bare så svært ved, at fatte hvad de var. Hun vidste det jo godt. Hun havde mærket det. Hun tog sig til halsen. Men alligevel var det så forvirrende det hele. Hun havde godt nok altid troet, at der var mere mellem himmel og jord end man kunne forklare, men alligevel, hun havde godt nok aldrig forestillet sig at blive taget til fange af nogle blodsugere i et fremmed land.
   Kira vendte tilbage til virkelighedens verden, hun kunne ikke leve i fortiden, hun måtte tænke på fremtiden. Hun måtte få så meget ud af nutiden, som hun nu engang kunne. Også selvom det hele virkede uoverskueligt, men hun var trods alt ikke alene.

Regnen var drejet over i sne, normalt elskede Kira sne, men ikke når hun ikke var klædt på til det. Sneen lagde sig i tynde lag, oven på alle husenes tage, det alligevel et smukt syn.
   Pludselig midt i det hele, stoppede Kira brat op.
   "Jeg har det!" Udbrød hun begejstret. Ashley sagde intet, men lignede blot et stort spørgsmålstegn. "Har du nogen evner? Kan du tegne, spille på et instrument, synge, et eller andet?"
   Ashley tænkte sig om. "Jeg kan synge," Men hun virkede ikke særlig begejstret. "men hvis din plan er, at vi skal optræde for andre, det tror jeg ikke er en særlig god ide!"
   "Hvorfor ikke?"
   "Fordi at sådanne steder som dette, der spreder sådanne rygter sig hurtigt. Og før vi ved af det, så ved Alex og alle hans venner det!"
   "Okay," Mumlede Kira. "det havde jeg ikke lige tænkt på, men det var også bare et forslag."
   De satte sig på en bænk, under et træ, der kunne de være en smule i læ for sneen. Følelserne boblede i Kira, hun ville gerne komme videre, bevise overfor sig selv, at hun sagtens kunne klare det her. Men hun havde også bare lyst til at give op.
   "Hvad skal vi gøre?" Spurgte Kira fortvivlet. "Al dette var måske en dum ide. Måske skulle vi bare tage tilbage?"
   Ashley slog ud med armene. "Jeg ved det heller ikke, måske skulle vi. Vi er jo alligevel så godt som døde herude alene." Men Ashley rystede på hovedet. Kulde og sult fratog dem begge for fornuft og kræfter. De måtte ikke give op, det var bedre at dø af sult, end at ende som føde for vampyrerne. Kira gyste. Tanken om dem, om hans berøring, hun kunne stadig fornemme følelsen af hans greb om hendes spinkle krop.

Ashley og Kira havde fundet et sted, hvor man kunne bade. Gratis. De havde skyndt sig derind, de havde endda fundet noget rent tøj, godt nok var det laset, og fik dem til at ligne nogle hjemløse tabere. Men måske var de også det? Men de nød i hvert i faldet deres bad, og tøjet var tørt, og de fik endda en smule varme af det. Men den forduftede så snart de trådte ud i kulden igen.
   Mørket begyndte at overtage solens plads på himlen, og nu måtte de finde sig et sted de kunne sove. De travede tavse ind i en park. De havde allerede aftalt at sove skiftevis, ingen af dem turde noget andet.
   Kira havde på en eller anden måde bare lyst til at tage tilbage, sådan her kunne de da ikke forsætte med at leve deres liv!