Det hemmelige bibliotek
   Hele huset gjorde sig klar til at sove, mon solen stod op nu? En ting var sikkert, hun ville og kunne ikke selv sove. Hun havde ingen ide om, hvor hun skulle gå hen. Hun kunne ikke helt huske hvor Alex' værelse lå, ikke fordi hun havde lyst til at være der. Hun havde heller ikke set ham i et stykke tid, hvilket hun var glad for, hun nød ikke ligefrem hans selskab.
   Hun gik ind i det lyse rum, som hun selv kaldte det. Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle kalde det. Måske var der noget hun kunne foretage sig derinde, ellers kunne hun i hvert fald sidde og slappe af.

Kira lod sine hænder føle sig frem langs væggen, det havde hun ikke lagt mærke til før, der var en lille revne. Var der mon en dør ind til et hemmeligt rum? Hun skubbede til diverse ting, men der skete ingenting. Der var noget derinde, det var hun sikker på. Spændingen boblede i hendes mave, et hemmeligt rum. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt, sådan noget havde hun altid ønsket at prøve. Hun syntes at det var så spændende, når nogen i film eller bøger fandt et hemmeligt rum. Nu var det hende selv, måske, rettede hun sig selv. Det var jo slet ikke sikkert der var noget derinde.
   Hun vandrede frem og tilbage foran væggen, hvordan skulle hun få den op? Hun lod sine fingre køre ned langs revnen. Måske, kunne hun finde noget hun lirke væggen op med. Hun tog en hårnål ud af sit hår. Utroligt, at den stadig sad der, det var også ligegyldigt. Hun undersøgte revnen nærmere, og stak nålen ind. Der var en lille knap, eller noget andet. Hun kunne ikke lige bestemme, hvad det var. Da hun førte hårnålen over, blev et lille stykke af væggen langsomt skubbet ind. Knirkende og knagende blev en lille dør åbnet, og et stort mørkt rum åbnede sig for øjnene af Kira. Væggen bag hende lukkede, da hun trådte ind, og væggen var nu erstattet af en reol fyldt med bøger. Hele rummet var fyldt med reoler, der nåede helt op til loftet, og der var ikke en eneste tom plads på hylderne. Reolerne så antikke ud, der var smukke udskæringer langs siderne i det slidte mørkebrune træ.
   De fleste bøger så gamle ud, hun tog fat i en tilfældig bog. Hun pustede støvet af den, og beundrede frontcoveret. Den var helt mørkerød, med en masse tegn i lyse farver. Hun kunne ikke genkende tegnene, men de var kønne. Langs kanten var der blomster i alverdens farver. Hun kørte sine fingre over teksten. Det føltes underligt, det var nærmest som nogle ekstra lag. Hun lagde den på plads igen, hun forstod ingenting af den alligevel.
   Hun gik videre og kiggede nogle af de andre bøger igennem. Hun tog en lidt nyere bog ud, som hun genkendte. Harry Potter. Hun havde læst den adskillige gange derhjemme, men det kunne aldrig skade, at læse den igen, og hun havde altid gerne ville læse den på engelsk.
   Men hvorfor i alverden havde de Harry Potter stående inde i et hemmeligt bibliotek? Måske skulle hun spørge en eller anden dag.

Pludselig hørte Kira nogle fodtrin henne ved indgangen. Hun lagde bogen ned på sine knæ, og lyttede efter. Trinene var lette og lød som en piges. Alex var det i hvert i faldet ikke, for personen kom listende forsigtig hen til Kira, og ingen længe dukkede Ashley op.
   "Kira," sagde hun. "har du været her hele tiden?"
   "Ja."
   "Alex leder efter dig," Ashley trådte lidt nærmere. "han tror du er stukket af!"
   Kira hævede sine øjenbryn. Var han virkelig så dum, at han troede hun ville stikke af så hurtigt?
   "Det er nok bedst hvis du går ud til ham!"
   "Aldrig i livet." udbrød Kira, om hun nogensinde frivilligt ville gå ud til ham. Næ nej. De kunne godt tro om igen.
   "Jeg ville altså gå ud til ham, hvis jeg var dig." sagde Ashley.
   Men Kira var ligeglad. Han kunne slå hende ihjel, hvis det var det. Hvis ikke hun kunne komme hjem, var hun ligeglad med hvad der skete med hende. "Men det er du ikke."
   Ashley sendte hende et sidste blik, og vendte derefter om.
   Kira lagde bogen ind under stolen og rejste sig op. Hun bevægede sig langsomt hen til indgangen. Måske skulle hun bare gå ud til ham, hun kunne jo ikke undgå ham for altid.
   Hun stak forsigtigt et hoved ud, og så Alex stå truende ind over Ashley, med en hånd under hendes nakke. Kira trådte et par skridt ud, og fik med det samme øjenkontakt med Alex.
   Hans øjne lynede af en ondskab, som hun aldrig før havde set. Det var nu at hun indså at Alex, ikke var en man legede med. Gik alt ikke efter hans hoved, ville det have store konsekvenser, men hvad havde hun gjort forkert? Hun havde jo bare siddet lige så uskyldigt og læst i en bog. Var det så forkert?
   Alex slap sit tag om Ashley, og hun faldt sammen på gulvet. Hun så ud som om hun var i smerte, hvad havde han gjort ved hende?
   "Kira," Snerrede Alex.
   Hun for sammen som en lille mus foran ham. Åh, hvor var hun dog bare ynkelig! Han tog et par stive skridt hen til hende.
   "Kender du ikke reglerne, lille mus?" Hviskede han, som om han havde læst hendes tanker. Han gik lige så langsomt hen imod hende, og hun snublede over tæppet, i sit forsøg på at slippe væk. Hvilke regler? Ingen havde fortalt hende om nogen regler.
   Han stillede sig hen over hende, og rakte hånden frem. Hun rejste sig lidt op, og støttede sig selv på sine albuer. Hvor var han dog underlig, det ene øjeblik var han gal, og det næste var han helt rolig igen. Måske var det, det der gjorde ham så farlig. Men hvilke regler snakkede han mon om? Var det måske ikke tilladt, at rende rundt når solen stod op? Hun tog modvilligt fat i hans hånd. Hun vidste godt at der ikke var andet at gøre. Han fik hende elegant op på fødderne igen. Han lagde en arm om hendes skulder, og førte hende ud på gangen. Hun krympede sammen ved siden af ham, det løb hende koldt ned ad ryggen.
   Ashley var allerede forsvundet, gad vide hvor hun var henne.
   "Min tålmodighed med dig er snart brugt op, Kira!" Hviskede han. Hun sagde intet men lod sig bare følge med. "Næste gang vil jeg ikke være så god mod dig!" Snerrede han. Hun lagde mærke til, hvordan hver og en muskel i hans krop blev anspændt.
   "Hvad har jeg gjort galt?" spurgte hun så. Det irriterede hende, at hun ikke havde den fjerneste ide, om hvad det var hun havde gjort galt.
   Han kiggede ned på hende, hun havde ikke rigtig lagt mærke til, hvor meget højere end hende han var. Men han svarede hende ikke.

"Få noget søvn!" Sagde han, da de kom ind på hans værelse, og nikkede over mod sengen. Men Kira blev stående. Der var kun en enkelt dobbeltseng. Skulle de sove i samme seng? Nej, der gik hendes grænse godt nok. Hun rystede på hovedet.
   "Kan du ikke sove?" Sagde Alex med et skævt smil. Kira kunne skimte Alex's spidse hjørnetænder. Hun gøs. Hun rystede ved tanken om det der var sket, det var en skræmmende oplevelse, ikke noget hun havde lyst til at prøve igen. Hun var stadig ikke kommet sig over den første gang, hun var også stadig i en form for benægtelse.
   "Hvorfor gør du det her?" peb hun ynkeligt, hun kunne ikke holde til det mere. Men Alex grinede blot, og tog hende i sin favn. Hun lukkede øjnene da han tørrede en tåre væk fra hendes kind, hun kunne have slået sig selv i hovedet. Hvorfor var hun dog så svag?
   "Det gør ikke noget at du er bange Kira." Trøstede han hende. "Du skal nok komme til at nyde det!"
   Kira skar en grimasse og skubbede ham væk fra sig, men han trak hende blot med. Det overraskede hende kun at, han i det hele taget havde rykket sig.
   "Åh, lad nu være med at stritte imod!" Snerrede han. "Jeg vinder alligevel, det ved vi begge to." Sluttede han med en sikker røst.
   Han lagde sin venstre arm rundt om hendes slanke talje, og trak hende endnu tættere ind til sig. Kiras vejrtrækning blev hurtigere og pulsen steg. Han lod sin hånd køre forsigtigt op af hendes ryg, og viklede hendes tykke kastanjebrune hår om sine fingre.
   "Bare rolig, min pige." Hviskede han forførende ind i hendes øre. "Det bliver ikke ligesom sidst!"
   Kira tog en dyb indånding og lagde sine arme om hans midje. Der var intet andet at gøre. Hun gøs da hun for anden gang, mærkede hans læber mod sin tynde hud. Han gav hende et blidt kys, inden han borede tænderne ind i hendes hals. Hun klamrede sig til ham. Det gjorde ligeså ondt som sidste gang. Men denne gang forsvandt hun ikke ind i hans verden, og smerten blev også en smule mindre. Det begyndte at snurre i hele hendes krop, og hendes blik blev mere sløret.
   Hun lagde hovedet mod hans skulder, hun orkede ikke at holde det oppe mere. Rykkede hun hovedet bare det mindste, vendte smerten tilbage. Hun bed tænderne hårdt sammen. Alex strammede sit greb om hendes talje, da hendes ben gav efter under hende igen. Nu var det kun ham der holdt hende oprejst. Hun fik sværere ved at tænke klart, det føltes som om hun fløj af sted. Hun var vægtløs.
   Endelig efter, hvad der føltes som flere timer, trak han sig væk fra hende. Men hun kunne ikke selv holde sig oprejst, så hun faldt omkuld i hans arme. Det svimlede for hendes blik. Dette var mindst lige så ubehageligt som sidste gang, og det gjorde det ikke bedre, at hun ingen kontrol havde over sig selv. Alex løftede hende op i sine arme og bar hende hen til sengen. Han puttede dynen om hende, men hun orkede ikke at gøre modstand. Selv lagde han sig ved siden af hende, og lukkede øjnene. Kiras øjne gled også langsomt i, og søvnen overtog hendes sind.

Gad vide om der var nogen her, der kunne tale dansk. Hun tvivlede på det. Så hvis hun holdt sine tanker for sig selv, kunne det være det ville gå hende bedre, så kunne hun måske udtænke en bedre flugtplan, indtil videre havde alle snakket engelsk til hende.
   Måske kunne hun på en eller anden måde, snige sig ud om dagen, der sov jo alle sammen, men ikke endnu. Hun ville have Ashley med.
   Men de var altid på vagt, specielt om dagen. Så hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Det var meget risikabelt, men hvis det kunne få dem væk herfra.
   Kira bevægede sig langsomt ud ad døren, gad vide hvor Ashley var henne. Hun tog hånden op til halsen, det sveg en anelse, men hun valgte at ignorere det. Gad vide hvad der egentlig ville ske, hvis det atter lykkedes hende at stikke af, og de fangede hende igen. Kira sank en klump, det sker ikke, tænkte Kira. Usikkert.
   Hun var begyndt at spekulere mere og mere over, hvorfor de havde taget hende. Der var jo et meget bredere udvalg herovre. Måske hvis hun snakkede med Alex, ville han lade hende komme hjem igen. Kira grinte for sig selv. Nej. Han ville da under ingen omstændigheder lade hende gå.
   Fra nu af ville hun ikke lade Alex nærme sig hende, ikke uden en kamp, som hun sikkert ville tabe, men hvad havde hun at tabe?

Billederne! Tanken ramte hende som et lyn. Hun tjekkede sig selv efter, der lå de, trygt og godt under hendes bluse. Måske kunne hun på en eller anden måde, bruge dem imod ham? Men hvordan? Måske var de ligeglade med at hun havde fundet dem? Eller ville de slå hende ihjel? Kira begyndte at sno sit hår om sin finger. Lige nu havde hun mest af alt lyst til at gemme sig et sted og begynde at græde. Hun ville ikke græde, men hun havde sådan brug for det.
   Kira blev revet ud af sine tanker, da sulten begyndte at flå hendes mave op. Hun havde slet ikke tænkt på at spise, men hun ville ikke spise mad her. Hvad ville de mon så finde på, at gøre ved hende?
   "Kira!" Hun genkendte med det samme Alex's kald. Men hun tog chancen og ignorerede det. Og pludselig mærkede hun hans iskolde hånd om sin arm.
   "Hvorfor standsede du ikke?"
   "Jeg hørte dig ikke." Stammede Kira. Men Alex rystede blot på hovedet, han vidste at hun løj.
   "Du har ikke spist," Han stoppede hende fra at gå videre. "Du må spise noget!"
   Kira prøvede på at gå videre. Hvad var han ude på? Hun forstod ham ikke, alle tankerne kæmpede om en plads, i hendes forvirrede sind. Han tog hendes hånd i hans, og trak hende ned af gangen. De kom ud i et køkken, som hun ikke havde set før. Han befalede en af de stakkels piger til, at lave noget mad til Kira. Spild af mad, tænkte hun blot, hun ville alligevel ikke spise det.
   "Du kommer til at spise det, Kira!" Truede Alex lavmælt. Havde han tænkt sig at stikke det ned i halsen på hende?
   Pludselig standsede hun, lex stirrede blot forundret på hende.
   "Hvorfor spiller du komedie, Alex?" Han lagde armene på kryds og stirrede undrende på hende.
   "Hvorfor lader du som om du bekymre dig om mig? Du kan vel være ligeglad om jeg dør af sult!"
   Pigen som Alex havde beordret til at lave mad, stoppede op og stirrede rædselsslagen på Kira, men hun var ligeglad. Det betød intet, hun var så træt af at være her.
   Han tog hendes hånd i sin dybe hånd, og klemte blidt om den.
   "Hvem har sagt at jeg bekymrer mig om dig?" sagde han med et smil. "Vi kan jo ikke have du dør af sult, så kan jeg jo ikke længere hygge mig med dig," sagde han med en lav forførende stemme, og kildede hende på halsen.
   "Men hvis du ikke vil have noget at spise, er det ikke mit problem!" med de ord, var han pludselig væk.
   Kira var helt mundlam, den havde hun ikke lige regnet med. Men hvad havde hun regnet med?

Kira havde tilbragt det meste af dagen inde i biblioteket, hun var allerede i gang med tredje Harry Potter. Det var herinde hun sad det meste af tiden, Alex havde ikke rørt hende i nogen dage efterhånden. Først havde det undret hende, men så fortalte Ashley hende at Alex tilbragte meget af sin tid på at jage. Ordet havde først ramt hende hårdt. Jage. Selvom hun vidste at han ikke var et menneske, var det svært at fatte. Han lignede jo så meget et menneske, et ganske almindeligt menneske, men alligevel ikke. Det havde han jo været engang. Kun guderne kunne vide, hvor lang tid siden det var.
   Hun havde ikke set en chance for at stikke af endnu. Faktisk var hun begyndt at tvivle på sin plan, måske var den ikke så god, som hun først havde troet.
   Kira lagde bogen ned under stolen som hun plejede. Hun kørte frustreret fingrene igennem sit tykke mørke hår, og så sig om i rummet. Gad vide, tænkte hun, gad vide om der mon var nogle bøger om Alex's slags. Måske kunne hun finde nogle informationer, som kunne hjælpe hende på ene eller anden måde.
   Kira traskede træt hen til indgangen, de havde snart drænet hendes for alle hendes kræfter, men hun nægtede at give op. Hun ville ikke give sig uden kamp.
   Hun gennemgik alle bøgerne i den første reol, der var ikke noget brugbart. Der var ganske vist mange spændende bøger, men ingen som hun kunne bruge til dette formål. Hun måtte finde en stige, for hun kunne ikke nå bøgerne på den øverste hylde. Hun vadede rundt mellem de meter høje reoler hele dagen, men der var intet. Kira slog opgivende ud med armene, der måtte da være noget et sted. Det kunne da ikke passe, at de ikke havde en eneste bog om vampyrer. Måske var de gemt af vejen. Ja, det måtte være det, hun måtte finde dem. Det måtte hun bare, ellers var hun fortabt.
   Men så kom hun i tanke om bøgerne på Alex' værelse, måske stod der noget i dem. Hvis hun bare kunne finde en måde at forstå hvad der stod skrevet. Hun kunne jo ikke vade hen til Alex selv og spørge, det turde hun ikke. Hun ville ikke engang spørge ham om mad igen. Egentlig fortrød hun lidt, at hun havde vendt ansigtet fra maden, hun havde jo selv set pigebarnet kokkerere maden. Det var en dum fejl, og Alex havde ikke givet hende mad siden. Skulle hun mon selv gå ned i køkkenet og bede om mad? Selvom hun ikke havde lyst til det, skulle hun måske gøre det, eller skulle hun selv lave det.