Sneen ligger som et blødt, hvidt tæppe på grene, buske og græsstrå. En visuel påmindelse om, at ikke meget er, hvad det udgiver sig for. Men naturens forklædning holder ikke evigt: græsset bliver grønt igen, træerne vender tilbage til paletten af brune, grønne, grå og hvide nuancer ...
   En række gule blink efterfulgt af en brummende motorlyd afslører, at viceværten er på vej rundt i sin lille traktor. Så kan hun da komme tørskoet hen til bilen.
   Sofie læser brevet foran sig endnu en gang, hvorefter hun folder det kraftige kvalitetspapir med vandmærket to gange, så brevet passer i kuverten, det ankom i. Hun løfter det tunge keramikkrus med begge hænder og holder skeen på plads mod siden af kruset med højre tommelfinger. Inden kruset når læberne med den farveløse lipgloss, ombestemmer hun sig imidlertid og sætter kruset ned på bordet igen. Hun har altid ment, at kakao smager bedst, når det indtages skefuld efter skefuld. Hun griber om skeen og bøjer sig ind over kruset.
   Da kruset er tomt, afslører de røde tal i indbygningsovnens display, at hun er ved at have travlt, så hun rejser sig fra pladsen ved køkkenvinduet og sætter kruset i opvaskemaskinen.
   Hun pakker sig ind i den sorte lammeuldsfrakke, lyner de langskaftede sorte støvler og ifører sig de sorte skindhandsker. Kuverten og dens indhold forsvinder ned i hendes sorte skuldertaske.
   I løbet af natten er bilen blevet dækket af et centimetertykt snelag, så hun børster lygter, nummerplader og vinduer fri med hænderne, inden hun sætter sig ind i bilen. Hun sætter nøglen i tændingen og drejer rundt, men lyden fra motoren udebliver. Helt og aldeles. Hun er ikke forvænt med en brølende lyd fra den lille Peugeot, men motoren plejer da nok at kunne høres. Der er heller ikke kommet liv i instrumentpanelet. Sofie lukker øjnene, holder vejret og drejer atter nøglen rundt.
   Hendes ønsketænkning gør ikke indtryk på den fem år gamle Peugeot. Bilen vil ikke starte. Sofie rækker ud efter mobiltelefonen og klikker på ikonet for kontaktpersoner. To tryk senere lytter hun til kendingsmelodien fra 3. Normalt ville hun have sunget med, dels fordi melodien tiltaler hende, dels fordi hun synes om ironien i budskabet, om at tre skulle være et magisk nummer. Men humøret er ikke til det i dag.
   - Hej Sofie, hvorfor synger du ikke? Er du syg?
   - Hej Lotte. Nej, det er min bil, der er syg. Den vil ikke starte.
   - Hvis DU nu var syg, ville du stadig have en bil at transportere dig rundt i. Rask og ude af stand til at komme nogen steder, det er jo bare upraktisk, driller Lotte.
   - Og med garanti også dyrt. Kan du komme her forbi?
   - Naturligvis. Jeg skal lige sende Alfred i skole, så vi kommer nok lidt for sent ...
   - Det ville så ikke være første gang.
   Sofies tørre konstatering, der ikke rummer skyggen af beklagelse, får Lotte til at grine højlydt.
   - Vi ses om lidt, o.k.?
   - Jeg kører ingen steder.
   - Ikke uden mig i hvert fald.
   Linjen går død, Lotte har afbrudt samtalen og overladt Sofie til sig selv og den ukampdygtige bil. Hvor slemt mon det står til? Nå, det må hun bekymre sig om i morgen, nu gælder det bare om at komme igennem dagen i dag.
   Hun kaster et blik på kuverten, der stikker op af tasken. Den må være fulgt med op, da hun tog mobiltelefonen, og nu er advokatkontorets adressehoved halvt synlig. Mens hun overvejede, hvordan hun skulle forholde sig til brevets indhold, havde hun tjekket advokaten på nettet. Han har stor erfaring i behandling af dødsboer. Bobestyrer hedder det. Den gode advokat får i hvert fald nok at se til med at bestyre boet efter Henriette Lyngsøe.
   Et langtrukkent dyt melder Lottes ankomst, og Sofie sætter sig ind.
   - Hvis du ikke passer på, ender du med at blive forvekslet med en, der er morgenfrisk.
   - Den risiko løber du så til gengæld ikke. Er det i dag slaget skal stå?
   - Ja.
   - Tænkte jeg nok. Hvornår skal du være der?
   - Klokken to.
   - Altså arbejder vi halvdags i dag. Skønt.
   - Du behøver ikke køre mig..
   - Nej, men jeg gør det alligevel, afbryder Lotte hende.
   - Tak. Kom Alfred i skole?
   - Ja, det gjorde han. Han skiftede tøj syv-otte gange, før han var tilfreds. Jeg tror, han er ved at finde sig en kæreste.
   - Er han ikke kun ni?
   - Jo. Så du har lidt at lære.
   - Hidtil har jeg lært mig selv alt, hvad jeg har brug for, og jeg klarer mig fint, tak.
   - Ja, ja. Du er så skide selvstændig og har ikke brug for nogen som helst.
   - Det er der en grund til.
   - Du har ret. Undskyld.
   - Det er ikke dig, der skal undskylde.
   - Tror du, at DE gør det?
   - Det ville være meget ukarakteristisk for dem. Advokaten har dog oplyst, at han på mødet vil "bringe klarhed over visse ting".
   - Det var dog en vag, intetsigende formulering. Det kan jo bare betyde, at han fortæller, hvem der skal arve hvad.
   - Måske kommer der en forklaring på, hvorfor Henriette lod mig gå alt dette igennem, i stedet for bare at melde klart ud.
   - Du kalder hende stadig ikke mor?
   - Hun er død. Hvorfor begynde nu?
   - Næh ... men du tror altså, at du er den uægte?
   - Christina og Henrik er navngivet efter Christian og Henriette. De er henholdsvis et og to år ældre end mig. Vi kan alle tre huske, da Martin og Maria blev født. Jeg var seks.
   - Og? Derfor kan M'erne da godt have en anden far?
   - De er tvillinger. Og der tales kun om ét uægte barn.
   - Rygter er i sagens natur ofte upræcise.
   Bilen svinger ind på p-pladsen foran den gule murstensbygning. Helt henne ved glastårnet, der fungerer som hovedindgang, er der tre ledige båse. Et skilt foran hver bås annoncerer, at disse er forbeholdt gæster.
   - Jeg ved ikke med dig, men jeg har planer om at tage hjem igen? nærmest konstaterer Lotte, da hun parkerer i en af gæstebåsene.
   - Ja?
   - Altså må vi per definition være gæster.
   Sofie løsner grinende sin sikkerhedssele.
   - Kræver det ikke en invitation?
   - Hvad kalder du vores ansættelseskontrakter?
   - Sådan har jeg aldrig tænkt på det.
   De hænger deres overtøj i garderoben, og Lotte lader blikket glide henover Sofie.
   - Jeg kan se, at du har valgt at gå helt i sort?
   - Det virkede passende.
   Lotte nikker og berører kort hendes arm.
   - Vi ses over middag.

Bagenden af Lottes stationcar forsvinder rundt om hjørnet, idet Sofie tager i den ene dobbeltdør af glas. Døren rykker sig ikke. En ældre, vindtør dame iført hellang minkpels med tilhørende hat og handsker dukker op på den anden side af glasset og skubber den modsatte dør ud ad. Sofie opdager det diskrete skilt over håndtaget: "Tryk".
   - Hej, mit navn er Sofie Lyngsø. Jeg har modtaget et brev..
   - Naturligvis, frøken Lyngsøe. De er ventet. Lad mig vise Dem ind i mødelokalet.
   Sekretæren rejser sig med et af de korte, professionelle smil, der aldrig når øjnene. Mens Sofie følger sekretæren hen ad gangen, hæfter hun sig ved sekretærens skjortebluse, som trods adskillige timer på kontoret er helt blottet for krøller.
   - Værsgo at finde Dem til rette. Højesteretssagføreren kommer om et øjeblik.
   - Tak.
   Henrik og Martin er ved at forsyne sig med kaffe fra et lille bord, der står langs den ene væg i lokalet, men de ser begge op, da Sofie træder ind. Den afledte opmærksomhed resulterer i, at Martin hælder kaffen ved siden af den kop, som Henrik holder frem. Henrik bander. Martin ser brødebetynget ud: Han har altid hungret efter Henriks anerkendelse, måske fordi Christian døde, da Martin og Maria kun var to år gamle ...
   Christina har stået med ryggen til sine brødre, mens hun har forsøgt at vurdere værdien af det abstrakte vægmaleri, der pryder mødelokalets endevæg, men Henriks udbrud får hende til at dreje rundt på hælen med et misfornøjet ansigtsudtryk. Ved synet af Sofie glemmer hun dog helt at irettesætte den ældste i søskendeflokken for upassende sprogbrug.
   - Nå, du er også kommet.
   - Det ser sådan ud, ja.
   - Hej Sofie.
   Maria ser kort op fra makeupspejlet, men vender hastigt tilbage til selvportrættet, da Christina skuler til hende.
   - Hej Maria. Christina. Henrik. Martin.
   Henrik overhører hendes hilsen, Martin forsøger sig med et halvt smil. Christina går hen til Maria og beder hende pakke spejl og makeup væk. Marias reparationsarbejde har efterladt lidt pudderrester på det blankpolerede mødebord i kirsebærtræ, men hun ænser det ikke.
   Advokaten kommer ind i lokalet og beder dem tage plads.
   - Enkefru Henriette Lyngsøe har i sit testamente udpeget mig som bobestyrer..
   - Og det tager du dig sikkert godt betalt for, mumler Henrik og indkasserer et isnende blik fra Christina.
   - ..Det var enkefru Lyngsøes udtrykkelige ønske, at I alle skulle delagtiggøres i testamentets bestemmelser på samme tid og ved personligt fremmøde her på kontoret ...
   Sofie er imponeret over advokatens evne til at ignorere dårlig opførsel og upassende bemærkninger. Han fortsætter bare som om intet er hændt.
   Siden episoden ved jagthytten har Christina heldigvis afholdt sig fra at genere Sofie. Det bliver ved de misbilligende blikke, som Sofie imidlertid blot ignorerer. Tænk at der ikke skulle mere til for at bringe Christinas terrorregime til ophør: en sølle, men velplaceret, lussing. Christina spærrede øjnene op i vantro og tog sig til kinden, men ikke en lyd kom over hendes læber. Nogle lange sekunder senere var Sofie stormet ud.
   - ... fiskeretten til åen ved jagthytten ...
   Åen. Det var der, Sofies flugt endte. Forpustet og grædende af raseri.
   Hun var rasende på sig selv, over at det var lykkedes Christina at fremprovokere en reaktion.
   Hun var rasende på Christina for konstant at være efter hende og minde hende om, hvor dårligt hun passede ind i familien.
   Hun var rasende på Henriette for ikke at gribe ind. Henriette overhørte ofte Christinas angreb på Sofie, og Christina tolkede den manglende reaktion fra Henriette som en accept og optrappede de verbale angreb.
   Til Sofies konfirmation havde Christina holdt en tale, hvori hun fremhævede de mange forskelle, der var på de to søstre og havde med et skævt smil konkluderet, at man skulle tro, at de ikke var i familie. Dette havde skabt en vis uro blandt gæsterne. Sofie havde tænkt for sig selv, at hun ville ønske, at de ikke var i familie.
   Hun tænkte det samme den dag ved åen. Da var hun i mellemtiden blevet 17 år.
   - Nogen spørgsmål til gennemgangen af boets aktiver?
   - Ja. Hvem arver dem?
   Til begravelsen havde Sofie overhørt, at Henrik inviterede flere af sine venner til indflytterfest på godset. Detaljerne skulle bare lige falde på plads. Griskheden klædte ham dårligt.
   - ... minimumsarv i henhold til loven. De resterende tre fjerdedele har enkefru Lyngsøe testamenteret til familiefonden.
   - Hvad?!
   Advokaten ser op fra testamentet. Sofie møder hans blik og ser ham placere dokumentet på bordet foran sig, inden han henvender sig til Henrik.
   - I henhold til gældende dansk ret kan en person med livsarvinger råde frit over tre fjerdedele af sin formue. Deres mor udnyttede denne ret. Den resterende fjerdedel af formuen, stadig et betragteligt beløb, vil blive fordelt ligeligt mellem Dem og Deres søskende.
   Henrik farer op og er i få skridt henne ved bordenden, hvor han river testamentet til sig og giver sig til at læse.
   - Dokumentet dér er en kopi. Og sekretæren har genparter til alle, bemærker advokaten fattet.
   - Hvad med Sofie? Hun er jo ikke en af os! indskyder Christina.
   - Enkefru Lyngsøe nævnte for mig, at denne påstand eventuelt ville blive fremført. Jeg kan forsikre Dem om, at Sofie er Deres søster.
   - Halvsøster måske, medgiver Christina.
   - Enkefruen har i testamentet bemyndiget mig til at lade udføre DNA tests, såfremt dette skulle blive nødvendigt, men..
   - Hold da kæft, prøv lige at høre det her:
   "Jeg siger ikke undskyld. Jeg har aldrig gjort det. Jeg ser ingen grund til at begynde nu. Men jeg vil slå fast, at I alle, Henrik, Christina, Sofie, Martin og Maria er børn af såvel jeg selv som Christian Lyngsøe. I er søskende."
   - Men hun modsagde mig aldrig, når jeg ...
   Christina er pludselig ude af stand til at fuldføre en sætning. Advokaten rækker ud efter testamentet, og Henrik overlader dokumentet til ham. Først da Henrik atter sidder ned, fortsætter advokaten.
   - Ifølge enkefru Lyngsøe valgte hun at forholde sig passivt, da hun straks kunne se potentialet i misinformationen.
   - Hvilket potentiale? spørger Christina, uden at kunne se Sofie i øjnene.
   - Enkefruen var meget optaget af debatten om arv og miljø. Sofie blev hendes bevis for, at miljøet vinder over arven.
   - De har lige bekræftet, at Sofie er vores søster?
   - Ja. Men det har hverken Sofie selv eller I andre troet under størsteparten af Sofies opvækst.
   - Henriette valgte bevidst at lade mig gå rundt i den tro, at jeg var uægte?
   - Da muligheden bød sig, valgte enkefruen at lade arven træde i baggrunden. De og Deres søskende har haft samme muligheder under opvæksten, eksempelvis angående uddannelse. Idet De deler arvemasse med Deres søskende burde De derfor - i teorien - være blevet meget lig Deres søskende. Men da De i kraft af påvirkninger fra ...
   Advokaten holder en kort pause og ser over på Christina, som straks får travlt med at studere mødebordet.
   - ... miljøet lod Dem overbevise om, at De ikke var som Deres søskende, så udviklede De Dem faktisk ganske anderledes.
   - Jeg var anderledes allerede inden ... miljøet påvirkede mig. Det var jo derfor, det hele begyndte.
   - Deres manglende ønske om at komme til at passe ind, var netop det endegyldige bevis, ifølge enkefruen. De lod miljøet overbevise Dem om, at De ikke var retmæssig arving, og at det dermed var nytteløst at kæmpe imod.
   - Jeg skulle mene, at det fører til det modsatte resultat. At arven vinder over miljøet, når jeg til trods for konstante miljømæssige påvirkninger ikke ændrede mig?
   - Det er ikke min opgave at have en mening, frøken Lyngsøe.
   Advokatens udmelding lader forstå, at man ikke kommer en afklaring nærmere. Alle forholder sig afventende, indtil Sofie igen tager ordet.
   - Hvordan fraskriver jeg mig min arv?
   - Arveafkald er en alvorlig sag. De bør overveje det nøje..
   - Jeg har overvejet det siden min konfirmation ...
   - Jeg forstår. Min sekretær kan hjælpe Dem med papirarbejdet.
   - Tak. Er der yderligere, der kræver min deltagelse?
   - Nej.
   Sofie rejser sig, skubber stolen ind til mødebordet og ser kortvarigt fra Maria til Christina, videre til Martin og endelig til Henrik. Afskeden behøver ingen ord.
   Sneen daler i store, fredfyldte hvide fnug, da Sofie træder ud fra advokatkontoret. Hun stopper op og iagttager et fnug lægge sig til rette på den sorte lammeuldsfrakke. Hun ser det hvide blive svagere, den sorte farve trænger igennem - og snart er snefnugget væk. Frakken vil kortvarigt være lidt mørkere, der hvor snefnugget landede. Men også dette flygtige bevis på snefnuggets eksistens vil forsvinde, og alt vil være som før. Kun Sofies minde om snefnugget vil bestå.