Dette er føljetonen om den pensionerede murermester, Morten Rasmussen. En mand, der har været villig til at lade sig interviewe - eller som han sagde bag sit fuldskæg og det store smil: "Jeg har ikke andet at lave, knægt."


* * *
Jeg er gammel.
Fanden kunne være mit barn!
Han kommer dog og besøger mig, hvad man ikke kan sige om mine børn.
Jeg sidder tit nede i parken, og drikker min pension op.
Jeg ser på de unge mødre med deres kære unger. - så fulde af liv. Den fantastiske barndom. - gid det var mig. Ingen bekymringer, kun store eventyr med plasticsværd og troldmænd og mors hjemmebagte boller. Det er lang tid siden, ja jeg kan ikke huske så meget. Kun nogen tågede glimt af en moster og noget familiekomsammen.
Som jeg sidder her og glor halvberuset, og med mavesmerter, ønsker jeg mig tilbage. Tilbage til noget jeg ikke kan huske, men det kan kun ha´ været bedre. Jeg var i hvert fald ikke alene. Det kan jeg da huske.
Hvorfor forsvinder al magien? Kan du sige mig det?... nej, det er der ingen der kan. Den barnlige fantasi og eventyrlyst, forsvinder lige så småt i afdragsfrie lån, biler, bolig, børn og, ja, listen er så lang.
Ved du hvordan definitionen af en voksen er? Et barn der er blevet sindssyg.
Har du ondt af dig selv?
Nææ... det ved jeg ikke. Det har vi vel alle et eller andet sted. Der er ingen der er rigtigt glade, vel. Folk vil hele tiden ha´ mer´. Kapitalister hele bundtet!. Hvad med mig? Jeg drikker mig fuld og traver alene hjem hver dag, og jeg har penge, men de hjælper jo ikke mig, vel. Jeg ville give alle mine penge væk for, at se mit barnebarn. Det tænker alle de, noget så fine, karrieremennesker ikke på. Det smider børnene på institution klokken seks, og henter dem samme tid om aftenen. Hele den nye generation bliver opdraget, af blødsødne politisk korrekte pædagoger. Det er klart, at børn i 13 års alderen bliver kriminelle og tossede i hovedet. De lærer ikke at blive sat på plads, for det skal være så skide pædagogisk. Jeg væmmes! Hvad var spørgsmålet igen?
Har du ondt af dig selv?
Jeg vil bare se mine børn. Gider ikke lige snakke om det.
Hvordan ser du på indvandrerne?
Hmm... Jae de er da okay. Jeg har intet problem med dem, så længe de passer det de nu skal.. Altså jeg, er sgu ligeglad med, at blive kaldt racist. Jeg er gammel og har ikke brug for at pudse glorien. Alle er så bange for at blive kaldt racist. Det er det nye ultimative skældsord, og det er derfor at indvandrerne er blevet et problem.. Ja ja, ikke alle vel.. men man hører sgu tit om det ene og det andet, at det er en mørklødet person der har gjort ditten og datten, og man behøver ikke være en Einstein for, at gætte sig til hvad det vil sige. Det er jo nok ikke en der bare har fået for meget sol vel.
Nej... men alle er bange for ordet racist, og det at indvandrere, i al almindelighed, er et ømtåligt emne, er sgu vores egen skyld. Folk tør sgu ikke at sige deres meninger, for så bliver de lynchet som en anden Adolf Hitler. Og der har samfundet skudt sig selv i foden. Indvandrere bliver aldrig integreret, når de bliver behandlet som den tykke dreng i klassen, som alle skal ha´ ondt af. Giv dem noget arbejde. Det er den eneste måde de bliver integreret på. Og al særbehandlingen af dem er en ren molbohistorie. Med besværlige mad ritualer, piger der skal bade alene fra andre piger efter gymnastik, fordi de har en anden tro. Og alt muligt andet! De må sgu også indpasse sig! De må bøje deres religion efter vores moderne kulturs rammer.
Forældrene er sgu det største problem. Det forstår jeg ikke, ikke at der ikke bliver gjort noget ved. Det er da synd for de stakkels børn! De lever et "dansk" liv i skolen og blandt venner, men så når de kommer hjem, skal de til leve efter en anden kulturs principper. En kultur der er ret så forældet i forhold til vores. For fanden da. Mødrene sidder hjemme og ruger i de ghettoer hele dagen, uden at kunne sige et dansk ord. Få dem dog ud, og få dem til at bestille noget. Det andet er tåbeligt.
Og så kan du sige racist og alt det, men jeg er gammel og det rører mig en skid he he.
Hvad var dine planer med dit liv?
Åhh... Jae... jeg er fra en lærerfamilie, så det var oplagt at jeg skulle være det samme, og min far ville så gerne ha´ mig til at starte på seminariet. Problemet var bare det, at jeg hadede skolen. Ikke bare sådan som alle siger de hader det ene og andet. Jeg hadede virkeligt skolen. Atmosfæren, de irriterende elever, de indtørrede lærere, de fugtige klasselokaler, støvet af kridt der hang i luften.. Det var forfærdeligt. Mine år på gymnasiet, var ikke særligt lykkelige kan du nok høre.
Så jeg blev murer i stedet her i København. Tror ikke det var min plan, men jeg har altid elsket at tage fat og være uden døre. Og så blev det ved det og virksomheden voksede, og jeg voksede og fik mit eget firma. Ja, det eksisterer stadig, nu er mester her, bare blevet skiftet ud af en eller anden slipseknøs.
Jeg har aldrig rigtigt haft en plan. Det var måske min plan, så slap jeg for at binde mig for meget til noget. Jeg har altid godt ville rejse væk, men det blev ikke til noget i dette liv. Men nu skal jeg videre knægt. Skal over og æde noget dåsemad, eller hvad jeg nu kan finde i køkkenet. Held og lykke med dit skrive halløj!


* * *
Og her slutter første del af føljetonen om Morten Rasmussen, da han rejser sig med hans 100 kg., og tøffer den lille kilometer hjem. Dette her, tror jeg, bliver starten på et godt bekendtskab.