Lyset fra vinduerne var begyndt at lave et mønster på den modsatte væg og døren indtil soveværelset. Det var forårstegn i disse rækkehuse, når det var eftermiddag. Når solen var skarp, kom støvet for en dag og svævede rundt i lyskeglerne.
   Ud gennem de store vinduer, der fyldte det meste af væggen ved indgangsdøren, kunne de se hækken i deres egen have og rækkehusene på den anden side af gaden, der var mage til deres eget og stod samlet som legoklodser op ad hinanden.
   De fleste af haverne var velholdte, kun en enkelt bar præg af forsømmelse. Der var gentagne samtaler om, hvorfor den var så forsømt, om manden der boede der var alkoholiker eller hvad det kunne være. Når man gik ned ad gaden kunne der fra en af de velholdte haver være en hund, der gav hals eller der kunne lyde et skænderi. Sådan oplevede de det flere gange, når de gik på gaden, men når de sad inde og kiggede ud, så alt så ens og stille ud. Kun valget af blomster og vinduespynt viste noget om hver enkelt beboer.
   "Det er ved at være forår, Harald," sagde hun til sin mand, der sad fordybet i avisen over kaffen. Han havde et karakteristisk fugleansigt med krum næse og let rødsprængte kinder. Hans mørke hår var formskåret.
   "Ja, temmelig tydeligt," svarede han. "Jeg er spændt på at se Johnnys karakterbog."
   "Tror du den vil være anderledes end den plejer?"
   "Jeg ved det ikke, men jeg er så bekymret for al den tid, han bruger foran computeren på spil, computerspil er berygtede for at være meget voldelige, jeg frygter det forråer ham."
   "Ja, måske bruger han for meget tid på det," svarede hun eftertænksomt og gned sin runde hage. "Hvem mon han egentlig ser?"
   "Bare jeg vidste det, Gerda. Forhåbentlig ikke nogen af de typer, der hænger nede i hovedgaden eller henne på hjørnet."
   Døren gik op og deres sekstenårige søn kom ind. Han lignede sin far meget, bare at han tydeligt var yngre og mest lignede en dreng. Hans hår var halvlangt.
   "Hej".
   "Davs, Johnny," svarede hans mor, "hvad har du lavet i skolen i dag?"
   "Vi har haft gruppearbejde om Den Franske Revolution."
   "I har meget gruppearbejde," sagde hans far. "Lærer I noget ved det?"
   "Jo, det gør man," svarede Johnny.
   "Ja, men har du lært at stave, eller lader du bare computeren stave for dig?"
   "Computeren er en hjælp, den erstatter ikke stavefærdigheder", sagde Gerda, Johnny erklærede sig enig.
   "Men hvor meget tid bruger du på at spille?" fortsatte hans mor. "Det tager vel ikke tid fra det, du skulle lave?"
   "Har jeg da haft dårlige karakterer i år siden du siger det?"
   "Nå, nej, men derfor har man vel lov at spørge, når man spekulerer over det, hvordan har dine kammerater det?"
   "Ja, Svend blev tævet i går."
   "det er hvad der kommer ud af jeres spil hele tiden," sagde hans far, "det fører forråelse med sig."
   "Det var nu efter hvad jeg hørte en midaldrende mand, der tævede ham, der ifølge øjenvidner gik over for rødt, så stødte Svend ind i ham, fordi han lige på vej gennem fodgængerfeltet på sin cykel.
   "Det var da forfærdeligt," sagde Gerda, "så overfaldt manden ham?"
   "Ja, og ifølge øjenvidnerne sagde Svend pænt undskyld, selv om det ellers var ham, der havde ret, så stak idioten ham en på skrinet, da Svend så faldt om, sparkede han ham.
   "Er han kommet noget til?"
   "Han ligger bevidstløs på hospitalet, politiet vil udspørge ham, når han kommer til bevidsthed."
   "Man snart ikke kan gå på gaden mere," sagde Gerda.
   "Men var han fræk overfor manden?" spurgte Harald, "de unge i dag fører et sprog, som jeg i hvert fald heller ikke finder mig."
   "Det ved jeg ikke, men nu skal jeg op og skrive noget ind for gruppen."
   Han gik op ad trappen til sit værelse.
   Harald og Gerda sad tilbage. Hun kiggede lidt på sin mand og lod sine fingre glide igennem det kortklippede gråsprængte hår.
   "Uanset hvad Svend havde sagt til manden, så giver det ham ikke ret til at tæve ham på den måde," sagde hun.
   "Han kan være blevet bange, og, nu gad han ikke snakke mere, hans hjemmearbejde var et påskud for at slippe for mere samtale, vi har jo dårligt hørt om, hvordan det gik i skolen i dag."
   "Du må da indrømme, at vi ikke har set nogen dårlige karakterer eller dårlige bemærkninger nogen sinde, heller ikke i år."
   "Nej, men jeg tror bare, at en af de ting, der er med til at skabe al den forråelse blandt de unge, er de voldelige computerspil, de vænner sig til at se det som leg, og så påvirkes de til at gå ud og øve virkelig vold."
   "Det kan der være noget om," sagde Gerda.
   "Ved vi, hvad de laver til de fester i byen, som han er til?"
   "Nej, det ved vi godt nok ikke, men vi må da have lidt tillid til ham."
   "Tja, men kan vi have tillid til alle dem, som er til de fester?"
   "Jo, jeg kan godt se det," svarede Gerda og nikkede.
   Hun troede egentlig ikke, at Johnny ville gøre noget dumt. Han kom aldrig senere hjem end det tidspunkt de havde sat, og han var heller aldrig kommet fuld hjem. Desuden sagde han altid, hvor han gik hen.
   "Vi ved jo heller ikke, om han går derhen hvor han siger," sagde Harald som om han læstse hendes tanker.
   "Men vi må da have lidt tillid til ham," sagde hun.
   "Tja, men jeg synes også, at han udover at spille læser temmelig meget af det der gyserværk, som indeholder vold i lange baner."
   "Jo, det gør han godt nok?"
   Hun spekulerede over det. Hun havde aldrig sat sig ind i, hvad det egentlig var, hendes søn læste. Det var ikke litteratur, som interesserede hende synderligt. Hun ville helst læse noget, der havde med virkeligheden at gøre. Hun sad netop og læste en spændende historie i sit ugeblad om en rig kvinde, der ikke vidste om den pæne unge fyr kun tog hende for pengenes skyld.
   I aften skulle de have besøg af hendes søster og hendes mand og deres to børn, der begge var noget yngre end Johnny. Hun syntes hendes nevø Bent var så høflig og altid med i samtalen. Hans storesøster holdt sig en del for sig selv. Hun var en reserveret pige, men når hun snakkede med Johnny blev hun åben.
   Hendes mand så op fra avisen. Flere af notitserne handlede om overfald.
   "Man kan efterhånden ikke gå på gaden inde i byen mere," sagde han. "Prøv dog at læse aviserne! Se bare her: nu er der igen ungdomsbander, der hærger. De unge har intet andet at tage sig til end vold og hærværk. Sæt nu også Johnny kommer ud i det!"
   "Nej, selvfølgelig er det da forfærdeligt."
   "Politiet er for blødsødne og straffene er for lave. Det er hvad der er galt!"
   Han læste videre. "Se nu bare, sagde han, nu skal vi igen læse om, at maden i fængslerne er for dårlig! Er det da ikke meningen, de skal straffes? Nu skal de forkæles i hoved og røv for vores skattekroner."
   "Jo, da, men det er vel også meningen, de skal hjælpes på plads i samfundet."
   2Ha, de kommer ud og fortsætter deres kriminalitet, gør de!"
   Hun trak på skuldrene og fortsatte med at læse sit ugeblad.
   2nu bare derude," fortsatte Harald, "de har ikke andet at gøre end at hænge på hjørnerne."
   Hun kiggede ud og konstaterede, at der ganske rigtig stod den sædvanlige flok unge henne ved hjørnet og snakkede.
   "De bestiller ikke en skid, og så skal vi betale skat til dem!"
   "Ja, men de plejer nu ikke at gøre noget."
   "Ja netop, de gør ikke noget! De bestiller ikke noget, og vi skal betale skat til dem, og hvornår mon man bliver overfaldet, når man går forbi?
   "Javist, men nu skal jeg i gang med at lave maden til i aften."
   For hende var det et påskud til at slippe for den diskussion. Den kørte dagligt, og hun kunne ind imellem godt blive træt af den.
   Hun var så vant til at styre køkkenet, at hun havde tid til at tænke tankerne igennem, mens hun arbejdede der.
   Måske var der noget om det. Hun så nogle gange de spil henover skuldrene på de unge, når hun var i supermarkedet, der havde nogen automater stående i forhallen. De var voldelige, og måske afstumpede det virkelig, som Harald sagde. Hun vidste ikke, hvad det var Johnny spillede, men hun var også bekymret for den megen tid foran computeren.
   Gerda, du maler fanden på væggen, bebrejdede hun sig selv. Johnnys karakterer var jo ikke lave, og han var aldrig kommet fuld hjem. De to facts holdt hun altid fast i, når hun blev bekymret, men så stod det i hovedet på hende, at han ikke lige var den mest meddelsomme dreng i verden. Hans fætter Bent var åben og snakkende.
   Men betød det noget? Folk er jo forskellige.
   Burde Johnny ikke snart være ved den alder, hvor man interesserede sig lidt mere for piger?
   På den anden side skulle det vel ikke presses frem.
   Så snart havde hun fået dækket bordet, ringede det på døren. Harald stod tættest ved, så han lukkede op. Leo og Karen stod derude med deres to børn, Bent og Lisa. Hun gik ud og hilste på dem. Som sædvanlig kiggede Lisa ikke direkte på hende og sagde ikke meget. Bent var høflig som sædvanlig. Johnny kom ned fra sit værelse, Lisa lyste op som ved et tryk på en kontakt og gav Johnny et knus.
   "Hun er ellers så reserveret," sagde Karen.
   "Det er Johnny også normalt," svarede Gerda.
   Da de sad omkring middagsbordet, gik snakken livligt.
   Gerda håbede, at det ikke ville ende med politik. Hun vidste, at Harald og Leo var uenige på det område, og det blev altid til en enerverende diskussion,.
   Det gjorde de ikke foreløbig, de snakkede mest om deres arbejde og øvrige gøremål.
   Johnny og Lisa forlod straks bordet, så snart de var færdige med at spise. De havde aldrig taget strengt på den gamle norm om, at de skulle blive siddende til alle var færdige med at spise. Straks var de to unge oppe på Johnnys værelse, man kunne høre palaveren deroppe.
   "Hvordan bærer Johnny sig dog ad?" sagde Karen, "alle andre kan ikke trække et ord ud af hende."
   "Hun går aldrig med nogen i sin klasse henne i skolen," sagde Bent.
   "vores Johnny er også meget stille," replicerede Gerda. "Han får meget tid til at gå med at spille på computeren."
   "Det gider jeg slet ikke," sagde Bent, "det er dødkedeligt."
   "Det er fornuftigt," sagde Harald. "Frygter du ikke også det kan gøre nogen af dine jævnaldrende hårdkogte?"
   "Jo, helt sikkert," svarede Bent med et smil.
   "Ja, man tør jo ikke gå på gaden inde i byen mere.".begyndte Harald.
   Gerda faldt væk i sin egen tankeverden. Nu ville han sidde og sige præcis det samme, han havde sagt til hende tidligere. Der ville komme diskussion ud af det.
   Og ganske rigtigt, det gjorde der.
   "Jeg tror ikke fængselsstraf hjælper nogen,2 sagde Leo, "og desuden synes jeg ikke, vi skal kæmme alle unge over en kam."
   "Men du skulle bare se lige før, der stod en flok og hængte på hjørnet."
   "Det har de vel lov til."
   "Men de skal lade folk være i fred."
   "Men generer de nogen?" spurgte Karen.
   "Du skulle bare høre et sprog de snakker. Altid de sjofle ord! Det er den onde lyneme ikke til at holde ud!"
   Det gav et ryk i selskabet, et øjeblik var der tavshed.
   "Nå, lad os ikke snakke om det," sagde Gerda, "hvordan går det med dig i skolen, Bent?"
   "Det kunne gå værre. Klarer Johnny det?"
   "Jeg er så nervøs for, at Johnny bruger alt for meget tid på det computerspil," sagde Gerda.
   " Men han har da ikke dårlige karakterer efter hvad jeg har hørt," sagde Leo.
   "Nej, ikke just, men..."
   "Bare han passer sin skole, er det vel fint."
   "Jeg er bare bange for, at han ikke ser andre unge mennesker."
   "Ja, han er så mærkelig," begyndte Bent, "han er ikke til at snakke med om noget som helst, der er sjovt."
   "Det er præcis, hvad der bekymrer mig," sagde Gerda.
   "Der må sættes grænser over for ham," sagde Harald. "Han skal ud og røre sig lidt, han bliver blødagtig med al den stillesidden."
   "Jeg synes nu ikke det var pænt sagt, Bent," sagde hans mor, "det er ikke sikkert alle synes det samme er sjovt, som du synes!"
   Der lød høj latter oppe fra Johnnys værelse.
   "Lisa har vist ingen problemer med at have det sjovt med ham," sagde Karen med et smil.
   "Hvordan har du det med kammeraterne, Bent?" spurgte Harald.
   "Fint nok, jeg kan bare ikke klare alle fejlfarverne."
   "Nej, det kan jeg godt forstå," sagde Harald, "de skulle sendes hjem alle på stribe."
   "Helt enig," sagde Bent.
   "Vi kan altså ikke sende alle hjem," sagde Leo, "mange af dem er jo flygtninge."
   "Ja, tak, og så skal vi til at betale skat til dem, fordi de ikke vil holde det lands love, som de hører til i. Næ, de skal hjem og tage deres straf!"
   "Men mange af de lande de kommer fra er rene diktaturer!"
   "Altså, vi almindelige mennesker forstår ikke så meget af det der. Vi ser kun, at de kommer her og hæver bistand, de lande, som de kommer fra, sørger for orden, så man kan gå trygt på gaden. Det kunne vi lære noget af herhjemme!
   "Vil du da have ren retsløshed?"
   "Det har vi jo! Vi almindelige mennesker går og er bange! Min favoritfilm er En Mand Ser Rødt, med Charles Bronson, den viser præcis, hvordan vi har det, vi griber til selvtægt, fordi vi er bange!"
   "Selvtægt er en grim ting," sagde Leo, "de bliver rent vilkårlige tærsk."
   "De skal netop have tærsk!" sagde Harald og knækkede over i stemmen af ekstase. "De skal lige netop have kærligheden at føle, bankes sønder og sammen! De skal rigtig fornedres, det er nemlig dejligt at se! Ih, hvor ville jeg gerne være med til det selv!"
   "Stop!" skreg Gerda. Alle i stuen kiggede forskrækket på hende.
   " Lad os nu ikke diskutere det mere,2 sagde Karen. "Hvad har I ellers lavet for nylig?"
   Der blev ikke svaret. Tavsheden lå tungt over stuen som granit. Som en skarp økse blev den gennemskåret af de to unges latter fra oven.
   "Nå, skal vi have kaffe?" sagde Gerda.
   De rejste sig alle og begyndte at tage bestik med ud. Bent gik lidt rundt og kiggede ud af vinduerne.
   "Kunne du ikke lige tage Johnny ud og lave lidt gymnastik med ham?" sagde Harald til Bent, "han bliver så blødagtig."
   "Det kunne jeg godt."
   "Han er vist allerede ude i haven sammen med Lisa," konstaterede Gerda, der lige havde set de to løbe ud af døren og nu kunne se, hvordan de ude i haven jagtede hinanden rundt om træet.
   "Så går vi ud til ham."
   Harald og hans nevø gik ud af døren, og Gerda kunne midt i sin opvask se, at de to derude blev afbrudt af deres leg. Hun åbnede lige vinduet og kunne høre, hvad der blev sagt derude.
   "Du er en slapsvans, du har godt af at røre dig lidt," hørte hun sin mand sige.
   "Jeg rører mig rigeligt nu."
   "Du ender med bare at blive en af de lømler, der bare står og hænger på hjørnet og som vi andre fredelige mennesker er så bange for, Bent, få gjort noget gymnastik med ham!"
   Bent gav nu Johnny ordre til at lægge sig ned og gøre armhævninger.
   "Lad ham være!" råbte Lisa og i fuldt firspring løb hun hen og gav sin bror et drag over nakken, der efterlod ham med et udtryk af både befippelse og smerte. Hun gik hen og tog sin fætter ved hånden.
   "Nu går vi to en tur ned til torvet sammen."
   Nu stod Harald og Bent og talte sammen.
   "Han ender altså med, at han også står dernede og skræmmer livet af almindelige borgere."
   "Javist," svarede Bent, "havde han gået i min klasse havde vi for længst fået ham kanøflet."
   "Det ville kun være sundt for ham, han er blevet alt for blødsødent behandlet."
   De to kom ind, og efter en tid sad den tilbageblevne familie ved kaffebordet.
   "Han trænger til nogle tærsk," sagde Bent.
   "Det vover du lige på!" sagde Karen. Det var sjældent Gerda hørte hende sige noget på den måde.
   "Lad nu din søn få lov at være dreng," sagde Harald, "det så jeg gerne Johnny var noget mere."
   Det ringede på døren. Gerda gik hen og lukkede op. En høj lyshåret mand med brede skuldre stod i døren.
   #Det er politiet, vi har fået en anmeldelse på Harald Poulsen."
   "For hvad?"
   "Legemsbeskadigelse og overfald."
   "Men det kan da ikke passe, min mand fordømmer i kraftige vendinger dem, der gør sådan!"
   "Men han er anmeldt for det, Den unge mand angiver overfaldsmanden som faren til hans klassekammerat Johnny Poulsen, træffer vi så Harald Poulsen?"
   "Ja, nu skal jeg kalde på ham."
   Hun hentede sin mand, der gik til døren. Hun stod bagved og lyttede.
   "De er anmeldt for at have slået en ung mand i ansigtet. Han har brækket næsen og flere tænder er ødelagt."
   "Må man da ikke have lov at forsvare sig, I kan jo ikke engang arrestere dem, der virkelig begår overfald, han stod og truede mig!"
   "Det vil vi gøre alt for at få opklaret," svarede politimanden, "følg nu med."
   "Hvad skal jeg følge med for? Kan I da ikke forstå, at når man er bange griber man til selvtægt!"
   "De indrømmer altså, at det var det, som De gjorde?"
   Karen stod og kiggede forvirret. "Men Harald, hvad er det for noget!"
   "Det var i selvforsvar," råbte Harald.
   "Men der var øjenvidner, der siger noget andet," svarede betjenten.
   "Og hvad lyver de så om?!"
   "De fortæller, at De gik over for rødt, og den unge mand var på vej gennem fodgængerfeltet på sin cykel, så et sammenstød var uundgåeligt."
   "Sådan en ung hertug skal da ikke tro, han ejer det hele!"
   "Men ikke desto mindre var det jo dem, der gik over for rødt. Indrømmer De det?"
   "Ja, hvad så, jeg havde jo ikke set han kom!"
   "Men når de gik over for rødt, er De uden undskyldning, og ifølge øjenvidner stod den unge mand endda og sagde undskyld, og De skældte ud og råbte som om De ville vække de døde, og ifølge de samme øjenvidner stak De pludselig den unge mand en på kassen, og da han faldt om fortsatte De med at sparke ham, da han lå ned.
   2Men det er da lige det sådan nogen fortjener! Hvorfor arresterer I ikke dem, der overfalder folk på gaden?!"
   "Det er jo det, vi gør nu," sagde betjenten. "Følg med."
   Under meget råb og skrigen fik de ham trukket ud af huset. Resten af familien stod tavse tilbage. Gerda satte sig fortumlet ned.
   "Lad os sætte os med kaffen og snakke om det," sagde Karen. De andre fulgte straks hendes forslag.
   Der ville ikke rigtig komme gang i samtalen.
   Heller ikke da Johnny og Lisa kom hjem og Johnny spurgte, hvor hans far var blevet af.