Efter at have sat Diana i en taxi udenfor baren slentrede Declan ned ad gaden. Nu var han ret sikker på at Diana ville komme igen dagen efter og han glædede sig til at se hende igen. Det var år siden han sidst havde haft det sådan med en kvinde. Så fik han øje på noget. Foran ham gik noget han, set bagfra, ville vurdere til at være en midaldrende kvinde, måske havde hun lige passeret de 50. Hun var slank men hun gik med en ganske svag halten og bar på to indkøbsposer der så tunge ud. En plan formede sig lynhurtigt i hans hjerne. Det var heldigvis ikke fantasi til at finde på forsøg han manglede og selv om han ikke brugte tid til at evaluere vidste det sig stort set altid at forsøgene var nyttige. Med nogle hurtige skridt indhentede han kvinden som var næsten et hoved mindre end ham selv, ret petit faktisk men det var nok egentlig en fordel. Han smilede åbent og ærligt ned til hende. "Undskyld, men de poser der ser ret så tunge ud. Skal jeg ikke hjælpe dig?"
   Hun kiggede op på ham først en lille smule forskrækket over at blive tiltalt af en fremmede men blev så beroliget af hans smil. Han kunne være så vanvittigt charmerende når bare han ville. Hun sukkede taknemmeligt. "Åh vil du? De er faktisk ret tunge."
   Declans smil blev endnu bredere. "Selvfølgelig." Han rakte hænderne frem og tog poserne fra hende. "Hvor skal vi hen?"
   "Det er lige rundt om hjørnet." Kvinden smilede og vinkede ham med. "Jeg hedder Rosa og tak for hjælpen. Jeg er faktisk lidt dårligt gående og skulle ikke have handlet så meget på en gang."
   Igen smilede han det top notch charmerende smil. "Det syntes jeg nok jeg kunne se. Det er ikke noget problem. Man skal da hjælpe hvor man kan og jeg har masser af tid." Indvendig spekulerede han kun på hvor stor en hjælp for ham selv hun ville ende med at blive. Jo mere han kiggede på hende jo mere perfekt syntes han at hun var.
   De nåede frem til hendes opgang og hun rakte hænderne frem for at tage poserne igen men han trak dem udenfor hendes rækkevidde. "Lad mig bære dem op ad trapperne for dig. Det er jo i virkeligheden det sværeste stykke."
   Igen var hun til hans overraskelse bare taknemmelig. Igen undrede han sig over hvor naive de fleste mennesker i virkeligheden var. Da de nåede afsatsen ved hendes dør fandt hun nøglerne frem og låste op. I det øjeblik var han næsten kun øjne og ører men der var ingen andre end de to i opgangen. Lynhurtigt og med stor kraft skubbede han hende ind ad døren, fulgte selv efter og skubbede døren i bag dem. Rosa kom med en lille forskrækket lyd, ikke et skrig nærmest bare et kvæk. "Nej! Åh Nej! Hvad vil du?" hendes stemme var næppe hørbar som om angsten arbejdede på at sætte stemmebåndene ud af funktion.
   Han smilede igen det charmerende smil. "Bare rolig. Jeg har hjulpet dig og nu er det din tur til at hjælpe mig, andet er det såmen ikke."
   Hun kiggede ængsteligt på ham. "Er det penge du vil have? Jeg har ikke noget af værdi her."
   Declan rystede tålmodigt på hovedet. "Nej jeg har jo sagt at du bare skal hjælpe mig lidt. Jeg er ikke interesseret i penge eller andre værdigenstande."
   "Hjælpe? Med hvad?" Det var tydeligt at hun tog sig voldsomt sammen for at være i stand til at tale med ham, men hun gjorde det og det var sådan set et godt tegn. Hun ville ikke bare sådan lige bryde sammen lige med det samme. Declan smilede igen. "Jeg har et lille forsøg i gang som jeg har brug for noget hjælp til." Pludselig var han virkeligt sulten efter at se den anden forsøgspersons reaktion på at han bragte Rosa ind. "Det er lige et par blokke længere nede af gaden. Går du med derned?"
   Rosa rystede på hovedet med sammenknebne læber. "Jeg skal ikke nogen steder hen."
   Modstand. Declan elskede allerede Rosa. Igen havde heldet bragt ham et virkeligt godt emne. "Vi kan også bare blive her."
   Et øjeblik så hun lettet ud men så gik det op for hende at der ville være en hage ved det og hun blev bange. Declan smilede et anderledes glat smil. "Du kan gå med og hjælpe og så sker der ikke noget i dag. Vi kan da også bare blive her men så må jeg jo finde noget andet at lave." han betragtede hende et øjeblik men han spekulerede på hvilken trussel hun ville finde mest modbydelig. "Jeg tror jeg vil binde dig til sengen og bare knalde dig til jeg ikke orker mere i et par dage eller fire. Når jeg ikke gider mere kunne jeg ringe efter en flok venner. Det ville da være lige noget for dig." Nu var smilet ondskabsfuldt. "Eller jeg kunne måske bare stikke et eller andet op i dig som ville flå dig op så du kunne ligge og forbløde." det var faktisk ukarakteristisk for ham at true med noget seksuelt men han havde læst Rosa helt rigtigt. Hun blev helt bleg og sank noget. Hun vidste jo ikke at sandsynligheden for at han faktisk ville gøre det var minimal. Hun vidste ikke at det han interesserede sig for faktisk var meget værre. Hun nikkede bare. "Lad os gå så." Hun var gennemsigtig som en glasrude. Det gjorde Declans næste smil truende. "Og du skal ikke tænke på at bede andre om hjælp eller løbe når vi kommer ud. Så kommer der til at ske ting med dig som ikke ville kunne forestille dig i dit værste mareridt.
   Rosa kiggede hjælpeløst op på den unge mand der havde virket så charmerende da han havde tilbudt hende hjælp nede på gaden. Nu var han kun farlig men nu var det for sent. Hun var ikke i tvivl om at han ville være i stand til at komme op med ting som hun ikke ville være i stand til at forestille sig, ikke efter den trussel han lige var kommet med. Det var det værste hun var i stand til at forestille sig. Hun besluttede at det ville være klogere at hjælpe ham, at det nok var den eneste mulige vej ud selvom den ikke var særligt sandsynligt i virkeligheden. Hun nikkede bare mens hjælpeløsheden nærmest lyste ud af hende.
   Declan tog hendes hånd og trak hende ud af lejligheden, ned ad bagtrappen og ud i gården. Derfra gik turen af flere forskellige baggyder. Rosa ømmede sig flere gange så hårdt havde han fat i hendes hånd men hun sagde ingenting højt. Det turde hun ikke og i øvrigt mødte de overhovedet ingen andre mennesker dernede på baggårdsruten. Til sidst trak han hende ned i en kælder og ind igennem en virkelig tyk og tung branddør som sikkert også isolerede godt for lyd. Inde i rummet bagved sad en yngre mand spændt fast i en stol. Han skjorte var lukket op og inde på hans brystkasse sad forskellige dioder. Ud over det sad begge hans pegefingre i en slags metalklemme. Det hele var forbundet til en kasse med forskellige knapper som igen fik strøm fra nogle store industriagtige udtag i væggen.
   Rosas ben rystede under hende mens Declan trak hende helt ind i rummet og lod den tunge dør falde i med et dumpt drøn bag dem. Et øjeblik kunne hun ikke forstå at der ikke var nogen der hørte det som ville komme for at se hvad der var ved at ske. Så gik det helt op for hende at hun var fanget i en kælder sammen med en bundet mand og satan selv i forklædning. Hun dirrede. Angsten løb ned gennem hende men alligevel var der et eller andet inde i hende der nægtede at give op. "Når jeg har hjulpet dig kan jeg så gå hjem?"
   "Det har jeg ikke besluttet endnu."
   "Men du sagde at hvis jeg gik med dig ville der ikke ske mig noget."
   "Der kommer heller ikke til at ske dig noget men det er ikke det samme som at du bare kan gå hjem."
   Langsomt gik sandheden op for Rosa. Han havde sagt at der ikke ville ske noget med hende i dag. Han havde ikke sagt at hun ville komme hjem igen. Han havde ikke sagt at der ikke ville ske noget med hende i morgen. Lige i det øjeblik håbede hun bare at han ville slå hende ihjel hurtigt for det stod helt klart at hun aldrig ville komme hjem igen. Det stod også klart at hun ville holde fast i livet så længe som muligt.
   Declan tog hende ganske blidt ved albuen og førte hende frem til den kasseagtige ting ved siden af den bundne mand. Det var en eller anden form for elektrisk aggregat med hjul under. Der var et par drejeknapper og et par trykknapper på det øverste panel. "Hører du efter Rosa? Så skal jeg forklare dig hvordan det virker. Det er meget vigtigt at du forstår det."
   Rosa skævede op til ham. "Jeg har ikke forstand på elektriske ting eller maskiner eller sådan noget." Hun var tydeligt nervøs for hvordan han ville tage den besked.
   Declan smilede beroligende. "Det gør ingenting. Du skal bare forstå hvad der sker når man trykker på knapperne, du behøver ikke forstå hvordan maskinen virker."
   Det fik en tydelig lettelse frem i Rosas ansigt og hun nikkede bare. Indvendig sagde en lille stemme til hende at hun skulle stoppe, at det var bedre at dø nu end at følge den personificerede satan foran hende ned på nogle niveauer som hun knap vidste fandtes, som hun dybest set ikke ønskede at lære noget om. Selvopholdelsesdriften var bare stærkere end det. Hun havde jo ikke lyst til at dø.
   "Her." Declan pegede på den ene drejeknap. "Her stiller man på niveauet. Det vil sige at jo mere du drejer den op jo mere strøm afgiver apparatet. Forstår du det?"
   Rosa nikkede og han fortsatte. "Og når man trykker her er strømmen tændt så længe at man holder knappen neden. Er du med?"
   Rosa skævede op til ham. "Hvad tænder når man tænder for strømmen?"
   "Det skal jeg vise dig." Igen tog Declan blidt hendes albue og ledte hende rundt om apparatet om foran manden i stolen. "Kan du se de der dioder på hans brystkasse og hans fingre?" Han ventede ikke på en reaktion men fortsatte bare. "De sørger for at strømmen bliver ledt gennem forsøgsobjektet som altså får stød."
   "Han får stød?" Der var noget sært mat i Rosas stemme, noget næsten dødt. "Det vil sige at det gør ondt på ham?"
   Igen smilede Declan det charmerende smil. "Ja det gør ondt på ham. Du skal hjælpe mig med det her lille eksperiment med smerte." Igen var hånden på albuen og Rosa blev ledt om bag ved apparatet igen. "Kan du huske hvor man stiller på styrken?" Stemmen var blid.
   Rosa nikkede med lidt tilbageholdt åndedræt og pegede på den rigtige drejeknap. Det var begyndt at gå op for hende hvor det her førte hen.
   "Godt husket. Jeg vidste bare du ville være god til det her." Declan smilede varmt.
   Selv om alt i hende gjorde oprør var Rosa faktisk glad for rosen.
   Declan så hende direkte ind i øjnene. "Og nu drejer du den så den står på det laveste niveau. Kan du gøre det?"
   Tøvende rakte Rosa hånden frem. Egentlig ville der jo ikke ske noget ved at dreje lidt på knappen. Hun sank noget og drejede den som han havde sagt hun skulle. Det var en grænseoverskridende handling at røre ved apparatet og hun stod tilbage med en usigelig lyst til at vaske hænder men igen var selvopholdelsesdriften vinderen.
   "Nej hvor er det godt." Igen smilede Declan. "Kan du huske hvor man slår strømmen til?"
   Rosa nikkede og pegede på den rigtige knap med sammenknebne læber.
   "Nu trykker du så på den." Der var en tone i Declans stemme der ikke kunne modsiges.
   Rosa rystede på hovedet mens en enkelt tåre løb ned ad hendes ene kind.
   Declan smilede igen men en hård note havde sneget sig ind i hans øjne. "Det er jo bare et eksperiment. Du har selv sat den på laveste niveau. Det er ikke mere end stødet fra et godt elhegn. Ved du hvordan det føles?"
   Rosa nikkede med blanke øjne. Hun dirrede.
   "Gør det nu. Forsøget skal fuldføres." Han holdt en kunstpause. "Hvis du ikke gør det er der en straf" Declan nikkede over mod manden i stolen.
   "En, en straf?" Rosas stemme rystede.
   Declan nikkede, nu var hans mine totalt alvorlig. "Ja så drejer jeg knappen op på næste niveau og trykker fem gange i træk."
   "Nej." Det var næsten en sagte jamren.
   "Jamen så tryk på den knap så vi kan komme i gang med forsøget."
   Rosas hånd rystede så hendes finger næsten ikke kunne ramme knappen men hun gjorde det. Det gav et gib i manden og der kom et lavt anspændt av ud af munden på ham.