Lyden af boosteren drønede ned igennem gangen. Luften der fulgte med var varm og tør og smagte af brændstof. Janik krøb fremad. Hans hjerte hamrede. Han vidste, at der ville være vagter, men dem havde han en ide til hvordan han kunne slippe uden om. Det han ikke vidste var, hvor de andre var. Han vidste heller ikke, om der var PET agenter i anlægget, men det var der sikkert. Bare tanken fik hjertet til at slå endnu et slag over.
   Igen drønede lyden af boosteren ned gennem gangen. Det rungede for Janiks ører. Han var tæt på nu. Han kunne mærke de hurtige hårde hjerteslag helt ud i fingerspidserne. Selv med varmen fra boosteren i luften kunne han mærke angstens koldsved. Alligevel krøb han videre. Hvor var de andre fra banden? Janiks mave trak sig sammen næsten i krampe.
   Så var han henne ved udgangen til selve landingsområdet. Hurtigt næsten som en skygge gled han rundt om hjørnet, ind på pladsen og i skjul bag en container med noget udstyr.
   Et øjeblik overvejede Janik at kravle ind i den, skjule sig mellem udstyret i dens indre og bare vente på at nogen tog den med et sted hen. Men det ville være ufatteligt dumt. Det var ikke til at vide bare sådan lige, men det kunne sagtens være en af de containere der endte med at stå i lufttomt rum. Så var det nok alligevel nemmere at blive slået ihjel af banden, måske?
   Ude på selve landingsbanen løb nogle teknikkere rundt ved skibet nærmest Janik. Så startede boosteren igen ovre på den anden side af det skib han kunne se. Nu hvor han var ude i det samme rum som den, var lyden alt overvældende, alt konsumerende.
   Janik stirrede på teknikerne, som ikke afbrød en eneste af deres bevægelser. De var selvfølgeligt også vant til det. Smagen af brændstof var fad i den tørre luft, næsten metallisk. Ovre ved boosteren vibrerede luften af varme Ved det endnu kolde skib tæt på begyndte der at komme damp i luften.
   Janik bandede. Det var umuligt at se hvor mange mænd, der var på og omkring banen. Det var umuligt at spotte om nogen fra banden var sluppet ind. Så svært var det jo heller ikke. Han var jo selv sluppet ind.
   Hvad værre var, så var det jo også umuligt at spotte om der var PET agenter på banen. De var med sikkerhed på udkik både efter ham selv og i det hele taget efter ethvert medlem af banden, som de kom i nærheden af. Hvis de fangede ham, ville han blive spærret inde uden reel udsigt til at komme for en dommer. Måske ville de anvende de såkaldt skrappe forhørsmetoder. Hvis banden fik fat på ham ville de gøre kort proces. Han vidste ikke hvad der var værst.
   Janik trak luft ind i et skarpt gisp, rettede sig op og trak uniformsjakken sammen omkring sig. Det ville blive sværere at falde ind i rollen end han havde regnet med. Det var svært ikke at reagere på boosteren. Han skar ansigt og marcherede så lige ud på pladsen med hjertet helt oppe i halsen.
   Men ingen kiggede i hans retning. Uniformsjakken med adgangskortet hængende fra højre brystlomme gjorde ham åbenbart både anonym og usynlig. Janik sank noget mens han prøvede at stive sig selv af. Det lykkedes ham ikke at hoppe en halv meter op i luften da boosteren gik af igen. Han kunne ikke se noget, men den næste lyd fortalte ham at rampen var ved at gå op på skibet længst væk. Så gik boosteren af en sidste gang. Denne gang ændrede lyden sig til en vedvarende dyb rumlen, mens skibet langsomt hævede sig lodret op.
   Det gik op for Janik, at han var stivnet midt på banen og bare stod og stirrede på skibet, der langsomt satte farten op i den lodrette bane. Folk som ham, folk fra slummen, kom aldrig tæt på skibene. Det var facinerende, at se den lodrette bane blive langsomt hurtigere, mens det var somom at tyngdeloven bare blev ophævet.
   Et øjeblik spekulerede han på, hvor skibet var på vej hen. Han håbede at hvis det lykkedes for ham at snige sig ombord, at det så var på et skib, der skulle ud af solsystemet. Ingen afstand, han kunne lægge mellem sig selv og København, kunne være for stor. Mellem banden og PET ville han ikke overleve at blive i byen ret meget længere.
   Et øjeblik ønskede han, at han havde været så heldig at være født inde i den langt sikrere euro zone. Den slags fantasier hjalp selvfølgelig ingen. Der var heller ikke nogen vej ind. Men drømmen om livet indenfor grænsen var stærk.
   Historiebøgerne fortalte om alle de voldsomme problemer, der var brudt ud i lys lue med de store migrationsstrømme i 2015. I 2016 og 2017 var det kun blevet værre. Skænderierne på det storpolitiske niveau havde delte Europa i to dele, hvor dem der havde været i stand til at sige ja til den fælles løsning senere helt havde lukket sig om sig selv.
   Nu næsten 150 år senere var Euro zonens grænser de mest lukkede både på Jorden og i rummet. Der var ingen vej ind, eller det ville sige næsten ingen vej ind. Det var den pris danskerne havde betalt for at sige nej til at være med i en fælles løsning dengang. Nu var de ligesom forskellige andre udenfor den lukkede grænse.
   De stenrige nordmænd havde lagt en jernring om deres eget land. Amerikanerne var en stærk samarbejdspartner, men de passede primært deres eget og Danmark var for lille til for alvor at kunne holde deres interesse fanget længere tid af gangen. Sammen med Canadierne havde de også en jernring om nordamerika. Kineserne var ligeglade med Euro zonen. Rusland var et fattigt lovløst sted.I store dele af resten af verden var der enten krig eller problemer på grund af klimaforandringer. Men migranterne havde opgivet at presse på de lukkede grænser. Der blev alligevel ikke lukket nogen ind. Hvis de kunne forlod de Jorden. Hvis de ikke kunne overlevede de måske hvis de hørte til de stærkeste eller hvis de solgte deres sjæl til en af banderne.
   Danmark magtede ikke at lukke egne grænser ligesom nordmændene. Danskerne manglede de oliemilliarder, som satte Nordmændene istand til at gøre hvad de ville. Bander brugte København som hop for deres aktiviteter både på Jorden og i Rummet. Byen var et benhårdt nedslidt sted. Banderne styrede underverdnen. Politi og PET bekæmpede dem så godt de kunne med de mange udvidede beføjelser, som Folketinget havde givet dem hen over årene og det var mange.
   Det skræmte alt sammen Janik fra vid og sans. Han havde bare begået et simpelt tyveri fordi han sultede, men på en eller anden måde havde selv den lille ting fået ham involveret i en af banderne. Banderne passede på deres egne. Man døde ikke af sult hvis man var i en bande, heller ikke selvom man boede i slummen og var arbejdsløs. Han vidste ikke hvem han var mest bange for, banden eller PET. De var begge to meget tæt på ham, alt for tæt. Banden ville bar slå ham ihjel for at statuere et eksempel. Han havde ikke lyst til at dø. PET ville bure ham inde højest sandsynligt uden en retsag. De ville bare få det til at passe med en eller anden terrorparagraf. Måske ville de tage skrappe midler i brug under forhør. Hvis man først var et fangenummer i en terrorsag ville man bare forsvinde. Den eneste vej ud af klørerne på PET var at vidne, men så ville banden slå ham ihjel bagefter. Det der med at beskytte vidner var ikke rigtig noget man var i stand til udenfor Euro zonen.
   I øvrigt vidste han heller ikke hvad det var han skulle vidne om. Hvad var det for en handel han skulle kunne indgå, der ville gøre ham straffri. De få småting han vidste var givetvis ikke noget som PET ville betale nogen særligt høj pris for.
   Janik forsatte ud over banen og over mod det endnu kolde skib. Det gav et kæmpe sæt i ham, da de startede boosteren på et af de andre skibe. Denne gang var det tættere på. Det betød at luften blev varmere og dampen begyndte at forsvinde igen. Det gjorde det hele farligere, fordi det blev nemmere at se ud over banen.
   Det betød også at Janik fik øje på to personer i mørke dragter. Alle teknikkere og piloter var nemme at kende på grund af deres uniformer. Det her var to fyre i ubestemmelige sorte dragter. Der var endnu et koldt skib lidt længere væk. Janik ændrede hurtigt retning over mod det så han fik ryggen mod de to sortklædte. De kunne være hvem som helst, også PET agenter eller bandemedlemmer for den sags skyld. Angsten snørrede hans hals sammen, men han tvang sig selv til ikke at begynde at løbe, tvang sig selv til at gå almindeligt i lige linje. Han håbede bare, at den stjålne uniformsjakke ville snyde alle der kun så ham på afstand. Boosteren brølede igen, men nu bevægede han sig væk fra den og ind i disen igen.
   Han var næsten nået ind under det kolde skib længst væk, næsten begyndt at smage sikkerhed forude, da endnu en mand materialiserede sig ud af tågen. Synet fik Janik til at tage et skridt baglæns. Men der var jo ikke nogen vej tilbage. Ude i Københavns gamle slidte gader ventede den samme håbløshed, som han havde sneget sig herind i et desperat forsøg på at komme væk fra. Og det var endda når man så optimistisk på det. I realiteten var det døden, der ventede ude i de gader. Muligvis gik der to PET agenter rundt ovre ved det andet kolde skib, og der hvor boosteren var i gang var det for sent at komme om bord. Det her var den eneste vej. Det fik ham til at blive stående selvom hans ben dirrede og alle instinkter fortalte ham at han skulle flygte.
   Så var manden helt henne ved ham. Janik spærrede øjnene op da han genkendte Nolan. Så skreg han. Det var angsten der kom ud. Heldigvis gik boosteren af på samme tid så han kunne ikke engang høre sig selv. Samtidig trak han sig tilbage i en forsvarsagtigt position.
   Nolan grinede og trak en kniv op af støvlen. Da han svingede den glimtede lysreflekser svagt i bladet. Den var lang.
   Janiks mave trak sig sammen i vanvittig frygt
   "Hvor skal du hen din lille orm?" Nolans stemme var hæs, men alligevel tydelig selv i al den larm der var på pladsen.
   Janik undlod at svare og krappede sig langsomt sidelæns, mens han prøvede at komme over i retning af lasterampen hvor en stor robot-truck effektivt kørte paller ind på skibets lastdæk.
   Men Nolan var jo ikke dum, så det tog ikke mange sekunder før han opdagede hvad, der var ved at ske. Hurtigt som lynet placerede han igen sig selv mellem Janik og rampen. "Hvor tror du du skal han?" Der var en ond undertone.
   Det gik op for Janik, at flugt nok ikke var mulig. Nolan stod mellem ham selv og rampen, og den langbenede Nolan havde altid været den hurtigste af de to, så det hjalp heller ikke bare at vende sig om og løbe. For øvrigt var der jo heller ikke noget at løbe tilbage til. Der var kun en vej, og det var fremad. I øvrigt kunne han lige så godt dø lige her lige nu, hvis det var den vej han skulle. "Hvorfor lader du mig ikke bare gå?"
   "Jeg kan da ikke lade dig slippe godt fra at sladre til PET. Vores næste kup går i vasken. Muligvis bliver nogle af os anholdt!"
   "Men jeg kunne da ikke bare lade jer tage de gisler. Du havde lovet at ingen ville komme til skade!"
   "Idiot! Det var dig der ødelagde alt!"
   Janik stirrede på den anden. Det her var jo vanvid.
   Før han kunne nå at sige noget fortsatte Nolan. "Hvis jeg bare lader dig gå, så tror alle jo, at det er gratis at lave den slags numre. Det går ikke!"
   "Men jeg har ikke snakket med PET. Da i begyndte at snakke gisler, ringede jeg til politiet, anonymt. Jeg har aldrig snakket med PET. De er efter mig. Jeg er lige så meget på flugt fra dem som fra dig." Der var en desperat tone i Janiks stemme, men den rystede ikke.
   "Idiot! De ved det var dig. Aflytning og stemmegenkendelse slår aldrig fejl. PET overvåger ALT. De har al det nyeste elektronik. I samme øjeblik du åbnede munden vidste de, at det var dig. I samme øjeblik du nævnte en fra banden gik informationen videre til PET. Det troede jeg da alle vidste. FJOLS!"
   "Men jeg har ikke snakket med dem." Nu var Janiks tone ovre i det bedende. Hvis bare Nolan ville forstå. Janik og Nolan havde været bedste venner, da de som små drenge havde leget i baggården, og som lidt større drenge var begyndt at udforske den store verden ude i byen. I de sene teenageår var Nolan begyndt på den kriminelle løbebane. Da han til sidst blev fuldgyldigt medlem af en af banderne, var forbindelsen blevet endeligt kappet mellem de to gamle venner. Det var vel en syv til otte år siden de havde set hinanden sidst.
   Nu stod de så her på landingsbanen. Det var kommet dertil hvor den ene ville slå den anden ihjel. Janik vidste ikke hvad det var, der var sket hen over de sidste otte år, der havde ændret Nolan så meget. Tidligere havde Nolan været en glad sjæl. Nu var hans ansigt mørkt og hårdt, og han holdt kniven på en nonchelant måde der talte om, at det ikke var første gang han brugte den.
   Nu vidste der sig noget på Nolans ansigt, der nok var tænkt som et lille kynisk smil, men der var mest af alt en smal grim grimasse. Øjnene kneb sig samme. Han havde en vis lighed med en kat, der var lige på nippet til at springe på byttet. "Du kommer heller ikke til at tale med PET. Du slipper ikke herfra i live. Vi kan ikke lade ting ramle sammen på den måde!" Stemmen havde en rå undertone.
   Det gik op for Janik hvad han mente. Han havde ikke troet, at der var mere frygt i verden. Alligevel var han mere bange nu end før. Der var ikke skyggen af chance for at Nolan ville lade ham slippe. Magten var blevet vigtigere for ham end selv hans barndomsven. Alligevel kunne Janik ikke lade være. "Men det er jo os to Nolan. Kan du ikke huske, dengang vi nuppede Ankers luftpuder og nær ikke var sluppet levende fra det? Hvor gamle var vi? 10? 11?"
   Men Nolan rystede bare på hovedet. "Det er mange år siden Janik. Det betyder ikke noget mere." Langsomt gik han nærmere. Kniven lå bare i hans hånd. Armen hang tilsyneladende afslappet ned langs siden, men den var som en slange, der var klar til at hugge.
   Alt på Janik var spændt som en buestreng. Adrenalin pumpede gennem hans krop. Nolan var helt sikkert hurtigere end han var, men måske ikke ligefrem stærkere. Måske handlede det her om at slå til, før Nolan kunne komme til at udnytte sin hurtighed.
   Tanken fik samvittigheden til at skære gennem Janik som en skarp streng. Hvis han gjorde det her, så ville strengen få ham til at midste en vital del af sig selv for altid, ville den ikke? Den ville skære stykket væk. Det ville være tabt for altid, som om det var blevet suget fra en rumstation ud i tomrummet omkring den. Men alternativet var, at han ville få kniven i maven, var det ikke? Det var utroligt, at man kunne nå at tænke så mange tanker på så få sekunder.
   Janik krummede sig sammen i noget som, han håbede, var en angrebsposition, men lignede en forsvarsposition. Han havde ingen våben, kun sine hænder, og han var ikke vant til at slås. Hans hjerte sad helt oppe i halsen, men han var trængt op i en krog, så han endte med at springe op og frem mod Nolan.
   Det overraskede Nolan, men han nåede alligevel at få armene op i forsvarsposition, inden Janik bragede ind i ham. Heldigvis nåede han ikke helt at få kniven op, så den undgik Janik at blive ramt af. Han tørnede bare direkte ind i Nolans krop head on. Nolan vaklede for at finde balancen, mens han nærmest knurrede i arrigskab og forsøgte at få kniven i spil.
   Janik gispede og blinkede for at få koldsveden væk fra sine øjenlåg. Nu hvor Nolan ikke var blevet væltet af hans frontalangreb, vidste han faktisk ikke helt hvad han skulle gøre.
   Den korte tøven fik Nolan til at grine. "Ved du ikke hvordan man slås lille orm?" Mens ordene kom ud af munden kom hånden med kniven op i angrebspostition.
   Lige med et var det somom Janik fik tunnelsyn, så fokuseret blev han på knivsbladet. Han var fuldstændig ude af stand til at svare, men steppede lidt på fødderne som for at gøre sig mentalt klar til at reagere hurtigt, når kniven om lidt ville blive vendt imod ham.
   Nolan grinede, og kniven lynede gennem natten.
   Janik sprang tilside og forsøgte at gribe fat om den arm og hånd der holdt kniven. Adrenalin og en helt vanvittig selvopholdelsesdrift gjorde angsten til noget underligt perifært, der hvilede lige udenfor hans synsfelt.
   Nolan knurrede, mens han forsøgte at rive armen til sig. "SLIP! Din lort!"
   Janik klamrede sig til armen med sammenbidte tænder, mens han forsøgte at svinge den anden næve mod Nolan. Gud hvor han ønskede, at han havde fået noget kamptræning af en eller anden art, men uanset hvad så stod det i hvert fald klart nu hvor de var i nærkamp, at han faktisk var stærkere end Nolan. Hvis bare han kunne holde fast, så han kunne forhindre Nolan i at svinge kniven med den farlige hurtighed, som han ikke ville kunne hamle op med.
   Nolan gryntede, mens han fortsatte med at rykke i armen. Imens modtog han nogle svage ukoordinerede slag fra Janiks venstre hånd. Så lykkedes det ham at vride sig rundt og få kniven over i sin venstre hånd, og selvom han var ukoordineret, fordi Janik hele tiden trak i den højre arm, lykkedes det ham at ramme Janiks højre underarm.
   Den lange skrape kniv gik direkte gennem både jakkeærme og arm, og Janik skreg skingert i smerte, mens han vred sig væk fra Nolan.
   Til Nolans ærgrelse og skræk blev kniven siddende i Janiks arm, så nu var han uden våben. Et øjeblik var han perpleks. Det var det øjeblik, der fik ham slået ihjel.
   Da Nolan endelig vendte sig om for at løbe, havde Janik fået kniven trukket ud af armen og var sprunget på Nolan halvvejs bagfra. Bagefter vidste han hverken hvor han fik styrken eller modet fra. Det måtte være selvopholdelsesdriften, der arbejdede. I hvert fald havde han bare stukket kniven i Nolan. Den lange smalle uhyggeligt skarpe kniv gled let gennem Nolans læderjakke mellem hans ribben og direkte ind i hjertet.
   Nolan snublede og faldt om med en rallende lyd. Fråden om hans mund blev langsomt lyserød.
   Janik blev trukket med i faldet og landede ovenpå Nolan. Han røg op igen og trak sig væk, mens han mistænksomt betragtede den liggende skikkelse. Så skar angsten ned gennem ham. I farten havde han givet slip på kniven, så nu var det ham der var ubevæbnet.
   Kniven sad dybt begravet i Nolans krop, og Nolan rørte sig ikke. Det lyserøde skum løb ned ad hans kind, og hans blik blev langsomt helt glasagtigt. Blodpølen under ham blev langsomt større. Den virkede sort og glinsende i det svage vekslende lys.
   Janik stirrede, gik to skridt frem og pærede til kroppen med foden. Der var ingen reaktion. Janik pærede lidt hårdere. Kroppen løftede sig lidt op og faldt så slapt tilbage på asfalten igen. Skæftet på kniven stak op som en ekstra unaturlig gevækst. Janiks hånd rystede helt vildt, da han rakte den frem, så det var svært at være sikker, men han kunne ikke mærke nogen puls. Tanken om at han havde slået sin barndomsven ihjel gav ham kvalme. Tanken om at samme barndomsven ikke længere kunne skade ham fik ham til at føle sig tryg. Langsomt begyndte adrenalinet og forlade hans krop. Janik rystede og bøjede sig frem og kastede op ud over Nolan. Han begyndte også og mærke smerterne fra armen hvor han selv var blevet stukket. Koldsveden brød frem på hans pande. Alligevel lykkedes det ham at gå langsomt og kun lidt vaklende over mod skibet. Hvis han bare blev stående, ville han jo med sikkerhed blive fanget om lidt. Det var overraskende så hurtigt man tabte kroppen af syne, som den lå der helt stille skjult i damp og halvmørke.
   I det samme kom endnu en skikkelse ud af dampen. Det var en teknikker, der med det samme fik øje på Janik. "Sig mig hvad gør du her?"
   "Hvad mener du?" Janik var overrasket over at hans stemme ikke rystede mere.
   "Skulle du ikke være om bord og sikre laserfunktionaliteten lige nu?" Manden havde tydeligt dømt efter udseenet af Janiks uniform.
   Janik havde ikke vist hvad alle tegnene betød, da han stjal den, men han havde åbenbart for en gangs skyld været heldig. Nu nikkede han bare "Jo, jo, undskyld!" Med de ord spænede han bare op ad rampen og forsvandt ind i skibets indre, mens han undrede sig over, at manden udenfor ikke fik øje på Nolan, som jo lå derude et sted.
   Janik sprintede bare ind igennem skibet lykkelig for alle de gange, hvor han som dreng havde været med sin far på arbejde. Han huskede tydeligt hvor spændende han havde syntes at det var. Han huskede også standard layoutet på et skib af den her type og løb bare mærkeligt nok uden at møde nogen. Der havde også tit virket tomt dengang han gik rundt med sin far. Der var jo heller ingen grund il at have vagter her og så tæt på takeoff havde de fleste teknikekkere vel forladt skibet, mens besætningen åbenbart ikke var kommet endnu.
   Hurtigt hev han en lem væk og kravlede ind til de elektriske installationer bagved. Hurtigt fik han lugen på plads og kravlede ind bag nogle installationer, så man ikke umiddlebart ville kunne få øje på ham, selv hvis man åbnede lugen.
   Det var i sidste øjeblik. Der lød fodtrin ude i gangen og en kvinde lo. "Stop nu Dennis. Jeg lader dig ikke flyve solo, fordi du er sød. Jeg mister min pilotlicens, hvis nogen finder ud af det."
   "Men hvem skulle finde ud af det?" Der var noget drenget over stemmen. Det måtte være en ung pilot under uddannelse.
   En anden mand rømmede sig. "Husk nu at i ikke er alene!"
   Kvinden lo igen. "Du kan være helt rolig. Der bliver hverken hanky-panky eller uautoriseret soloflyvning på den her tur. Jeg kan ikke undvære licensen." Det sidste blev sagt i en uforsonelig tone.
   Janik forsøgte at holde vejret for ikke at lave en eneste lyd, mens stemmerne forsvandt ud på skibets bro, og døren blev lukket. Så åndede han lettet op og klynkede lidt, fordi armen gjorde helt vanvittigt ondt. Han forsøgte at sætte sig op, men hulrummet var for lille, til at det kunne lade sig gøre. Han valgte at ignorere armen og bare håbe, at det ikke var alvorligt, og at turen ikke var for lang. Han sørgede omhyggeligt for at holde armen over hjertehøjde, mens han alligevel ikke turde tjekke hvor meget det egentlig blødte.
   Janik krøllede sig sammen til en lillle bold i sit skjul, mens han mærkede skibet dirre. Det, hans fætter havde sagt var umuligt, var lykkedes. Han lå gemt som blind passager, og skibet var ved at lette. Han var sluppet væk Han havde reddet sit liv. Spørgsmålet, var om han også havde reddet sig selv?
   Langsomt løftede skibet sig op over landingsbanen. Han forestillede sig, hvordan en af teknikkerne om lidt nærmest ville falde over Nolans lig. Han håbede, at de ville være ude af atmosfæren, før han selv blev opdaget. En del af ham ønskede, at han lå nede på banen sammen med Nolan. Det hele var forrygt, forvrænget.
   Spørgsmålet var, hvordan han var endt i den situation. Janik havde ikke lyttet til advarsler. Spørgsmålet nu var, om det var muligt at begynde på en frisk et andet sted uden den del af ham, selv der var død sammen med Nolan. Men der var ingen vej tilbage. Selvopholdelsesdriften havde været stærkere end angsten for at miste sig selv. Skibet løftede sig nu hurtigt med glatte bløde bevægelser. Et nyt liv hvor ingen kendte ham vinkede forude, han kunne næsten smage det Han havde hørt, at det var muligt at komme ind i Euro Zonen ude i den yderste ring hvor alt var en smule mere diffust, en smule mere uorganiseret.
   Drømmen om livet indenfor grænserne var stadig intakt.