Diana stod og skuttede sig. Hendes fødder var helt kolde, og hvis det ikke havde været en tegneserie kliche, så ville hendes tænder have klapret. Hun havde ventet længe.
   I det samme kom bussen rundt om hjørnet, og Diana besluttede at tage den denne gang. Hun var træt af at vente og håbede bare, at søsteren havde en god grund til ikke at være kommet, til ikke at tage telefonen, og til ikke at svare på beskeder. Diana knurrede arrigt. Hvorfor skulle hendes ellers så regelrette søster vælge lige den her dag til ikke at dukke op?
   Bussen stoppede og døren gled op med den der trælse swoop-bump lyd, som busdører nu engang havde. Diana fumlede sit buskort op af tasken samtidig med, at hun gik ind. Chauføren kiggede knap nok på hende. Der var mange mennesker i verden med ligegyldigheden stemplet i ansigterne. Hun fandt et tomt sæde. Diana satte sig og sendte Julie en SMS om, at nu var hun smuttet, træt af at vente, træt af at fryse.
   Bussen rumlede afsted. Diana begyndte at føle sig lidt køresyg. Hun var kold, køresyg og irriteret over situationen, over søsteren. Da hun stod af bussen i nærheden af den villavej, hvor de boede, skuttede hun sig igen. Nu regnede det også, og hun nåede at blive godt våd, før hun var helt hjemme.
   Der var ingen hjemme. Huset var mørkt og ensomt. Det var sært. Hendes mor plejede altid at være hjemme på den her tid. Det plejede, at give dem tid til en hyggestund, inden faderen kom hjem.
   Diana sukkede. Det var en økonomisk og praktisk bekvemmelighed at bo hjemme, mens man tog en uddannelse, men der var også mærkbare ulemper. Måske ville det have været bedre ikke at bo her, hendes iskolde forhold til faderen taget i betragtning. Alligevel havde hun valgt at bide tænderne sammen og holde ud, mens hendes hemmelige opsparing voksede. Som tillægsbonus blev hendes mor så heller ikke ladt alene sammen med faderen.
   Diana sukkede igen ogtraskede op ad trappen, smed sin taske på gulvet inde på sit værelse og trak det våde tøj af. Det var dejligt at være tør igen. Opgivende smed hun sig på sengen med nogle lærebøger. Det måtte være den mest konstruktive måde at bruge tiden på. Hun var også bagefter med læsningen.
   Senere hørte Diana døren gå. Til hendes overraskelse var det to mennesker, der kom ind, altså begge forældre der kom hjem. Et øjeblik var der mærkeligt stille. Så var der en, der begyndte at græde. Så holdt lydene op igen. Diana rullede ud af sengen. Ude på afsatsen kunne man se ned i hallen. Hendes mor stod lige indenfor hoveddøren og græd stille. Da Diana kom tilsyne, prøvede hun at stoppe og sige noget, men det endte bare i en hiksten, så faderen tog over. "Diana, kom herned! Der er noget vi skal tale om." Diana gik langsomt ned ad trappen. Faderen nærmest gængede de to kvinder ind i stuen.
   Moderen stod bare hvor han havde efterladt hende og snøftede. Hun var ligesom udenfor rækkevidde, kunne ikke rumme andet end sig selv, kunne ikke være sig selv så længe manden var der.
   Faderen rakte en stiv arm ud efter Diana, men det gjorde hende bange og fik hende til at tage afstand. "Hvad er der sket?" Der var noget lidt tilbageholdt i hendes stemme. Det var angst.
   En lille trækning gik over faderens ansigt, da Diana trak sig lidt tilbage, men af hensyn til moderen gjorde han ikke noget. "Det er din søster." Han trak luft ind i et skarpt gisp. "Julie er død!"
   Et øjeblik var det, som om alt gik i stå. Verden var helt stille. Pludselig var der meget koldt i rummet. Så brød Diana tavsheden med et af den slags desperate gisp, man kom med, når man kom op til overfladen efter at have været lidt for længe under vand. "Hvad?" Så begyndte tårerne lige så stille at rulle ned ad hendes kinder. "HVAD?" Nu rystede stemmen, og en høj skinger tone havde sneget sig ind.
   Faderens stemme havde en ru kvalitet. "Vi har været nede på lighuset og identificere hende. Hun blev myrdet." Et øjeblik var det, som om detaljerne blev for meget, men så fortsatte han alligevel. "De sagde, at hun døde sent i går aftes." Nærmest som en eftertanke fortsatte han. "Det var forfærdeligt."
   Diana kunne ikke rumme det. Hun blev ved med at tænke, at det måtte være et mareridt, som hun ville vågne op fra lige om lidt. Det skete ikke. "Hvad skete der?" Det var lidt som om Diana sad udenfor og betragtede et tableau, hvor en af dukkerne talte med hendes egen stemme.
   "Hun blev stukket ned." Faderen rømmede sig. "Jeg ved ikke. Jeg kan ikke huske alt, hvad de sagde. Hun blev også slået, overfaldet. Måske var det er gaderøveri, hvor noget tog overhånd, noget gik galt. Hendes taske var væk. Måske hvis hun bare villigt havde givet dem tasken..."
   Diana tænkte, at faderen som sædvanlig ikke anede, hvad han talte om. Julie og Diana havde talt om den situation. Julie havde altid advaret mod den slags, hun havde aldrig noget vigtigt i sin håndtaske, og hun ville have smidt den i nakken på en hvilken som helst overfaldsmand indenfor få sekunder. Alligevel nikkede Diana bare til faderen, mens tårerne løb hende ned ad kinderne.
   Faderens hånd lagde sig på Dianas arm. Hun ville ønske, at han ville lade være med at røre ved hende, men hun rykkede alligevel ikke væk. Det var for moderens skyld, selvom moderens stadig bare stod der og tilsyneladende ikke lagde mærke til noget. Diana ønskede, at faderen ville gå, så hun kunne komme til at holde om sin mor.
   Mens Diana fortsatte med at tænke på moderen, fortsatte hun også med at nikke ad de ting, faderen sagde, selvom hun egentlig ikke rigtig hørte noget af det. Samtidig var hun fanget i fornemmelsen af at betragte det hele udefra, fra et sted hvor hun var helt skærmet af og ude af stand til at føle noget som helst.

Diana sov ikke om natten. Det hele var uvirkeligt. Julie kunne ikke være død. Det kunne ikke være rigtigt. Næste dag skulle hun tale med politiet. Hendes far havde sagt, hun skulle tale med politiet, fordi hendes søster var blevet myrdet. Det var et mareridt!
   Alt til trods havde hun åbenbart grædt sig i søvn. Diana vågnede ved, at faderen ruskede hende. "DIANA! Du skal op nu!"
   Hun tumlede fuldstændig forvirret ud af sengen, kom i bad og fik rent tøj på. Tanken om at spise var helt umulig. Hendes mor var ikke at se nogen steder, kun den lukkede dør til soveværelset. Dianas afvisning af faderen var total, og hun forsvandt bare hurtigt ud af døren.
   På politistationen blev hun vist ind i et lille forhørslokale. Diana afslog tilbudet om kaffe, men drak begræligt lidt vand. Der var to politifolk i civil. Det var overraskende, så meget det egentlig lignede det, man så på film. Det var også sært, at hun i det hele taget lagde mærke til det, alt taget i betragtning.
   Diana forklarede, hvordan hun havde stået og ventet dagen før, ventet på den søster, der aldrig kom. Hun forklarede, hvordan hun ikke kunne tro, at søsteren havde nogen fjender, Julie havde været så vellidt alle steder. Diana forlarede også, hvorfor hun havde det så svært med overfaldsteorien. Søsteren ville aldrig have kæmpet for sin håndtaske. Alt det fik hende til at spørge. "Hvor skete det?"
   De to dedektiver kiggede på hinanden, og de kunne åbenbart kommunikere med øjnene, for som ved fælles overenskomst svarede den ene. "I en baggyde ind bagved Hotel Kallas."
   Diana stirrede på dem, mens hun spekulerede på, om hun på nogen måde kunne have hørt forkert. Hotel Kallas var et ret berygtet sted. "Hvad i alverden lavede Julie der?" Hendes stemme var fyldt med undren, den første følelse der et par sekunder var trængt gennem sorgen.
   "Det var en af de ting, vi håbede, du kunne hjælpe med at kaste lys over. Jeres forældre vidste ingenting. Ifølge dem var det langt fra de steder, hvor hun normalt kom."
   Diana nikkede langsomt, mens hun forsøgte at tænke. Det ville ikke lykkes. "Jeg ved det ikke." Hun sukkede. "Der er overhovedet ingen grund til, at hun skulle være i den del af byen. Der er overhovedet ingen gund til at hun skulle være andre steder end hjemme sent om aftenen på en hverdag."
   "Hvor skulle hun være en almindelig onsdag?"
   "Til zumba, men det var i samme kvarter, som hun boede i. Det giver ingen mening. Hun gik sammen med to veninder, måske ved de noget." Diana skrev venindernes navne og adresser på den blok, betjenten skubbede over til hende. "Normalt tog hun lige hjem bagefter, mormalt møder hun altid..." Diana sukkede, og et enkelt snøft undslap hende. "Undskyld, Julie mødte alrtid tidligt på arbejde, så tanken, om hun skulle være sent ude en hverdagsaften, er ret umulig. Hun gik meget op i sit arbejde og gjorde aldrig noget forkert."
   "Vi kan forstå på jeres forældre, at hun var single, men måske havde hun en ny kæreste, som hun ikke havde fortalt dem om endnu?"
   Diana rystede på hovedet. "Måske en hun ikke havde fortalt dem om, men vi var tætte, hun ville have fortalt mig det." Hun sukkede. Julie havde altid været den søde af de to, men spørgsmålet var, om man kunne være helt sikker på, at hun ingen hemmeligheder havde haft?
   "Måske havde hun mødt en samme dag?"
   "Jeg tror ikke Julie ville været gået ud på en hverdag, hun ville have lavet en aftale i weekenden." Så hævede Diana pludselig et øjenbryn. "Hvorfor spørger i om alle de ting, hvis i tror, det var et tilfældigt overfald, der gik galt?" Diana hostede. "Julie var meget pligtopfyldende. Hun var i top ti på sit master studie. Hun var på et karriere track på arbejdet. Hun ville være leder. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at hun ville gå ud en hverdag."
   "Vi tjekker alting og forfølger lige nu flere spor." Betjenten rømmede sig. "Og uanset de ting, du der nævner, så var hun jo i det kvarter meget sent en hverdagsaften."
   Diana nikkede, mens hendes hjerne ræsede. Julie, karrierekvinden, den regelrette Julie burde ikke have været der. Hvad i alverden var der sket?
   Der var mange flere spørgsmål om søsterens arbejde, hendes bolig, hendes veninder, tidligere kærester og meget mere. Diana var helt ør i hovedet, da hun endelig stod ude på gaden igen.
   Bundlinjen var, at hun ikke forstod noget som helst af det hele. Der var ingen grund til, at Julie skulle have været så meget som i nærheden af Hotel Kallas. Kallas var et berygtet sted, der lejede værelser ud på timebasis, der var hårdnakkede rygter om ulovligt hasardspil, narkohandel og bandeledere, der brugte stedet til møder. Det var faktisk et sted, man burde holde sig fra. Det var et kvarter, man burde holde sig fra. Det gav ingen mening.
   Tankerne hvirvlede rundt i hovedet på Diana, mens hun langsomt gik ned ad gaden. Hun skulle egentlig med bussen hjem, men hendes fødder havde en anden mening, og pludselig gik det op for hende, at hun var på vej ned igennem det kvarter, hvor Kallas lå nede i den dårlige ende.
   Diana stoppede op på et gadehjørne og så sig omkring. Det var som at vågne op af en døs. Alt, hvad hun så rundt omkring sig, var slidt. Malling skallede. En lille butik, som stod tom, havde en ubeskriveligt beskidt rude, og indefor kunne man ane, at gulvet flød med skrald. Lidt længere henne ad gaden flød en skraldespand over.
   Diana sank noget. I princippet var det her ikke et sted, hun havde lyst til at være, men hun kunne heller ikke vende om og gå. Det gik op for hende, at hun var nødt til at se det sted, hvor Julie havde mødt døden.
   Resolut gik hun videre ned ad gaden, ned mod den sidegade hvor Hotel Kallas lå. I første omgang tog Diana fejl af gaderne. Mens hun ledte efter hotellet, så hun mere af det slidte nabolag og de mennesker, der færdedes der. Der var mange, der var undvigende, som aldrig så direkte på dem, de gik forbi. Der var mindst lige så mange med en mere eller mindre truende fremtoning. De hårde skummelt udseende mænd fik hende til at overveje, om morderen måske gik rundt i gaderne og lod som ingenting. Måske var hun allerede gået lige forbi ham uden at vide det. Det hele fik hende til at gyse, men kun indvendigt for det her var ikke et sted, hvor man skiltede med, at man var nervøs.
   Til sidst stod hun foran Kallas. Det havde uden tvivl været et meget flot hotel engang, men nu gav det et lurvet indtryk. Diana så sig omkring. Der var næsten ingen mennesker på gaden. Langsomt gik hun forbi hovedindgangen og hen langs facaden, indtil hun kunne komme ned ad en lille gyde langs siden af hotellet.
   Ved hotellets bagerste hjørne var der et kryds. Diana drejede ned ad gyden bag hotellet. Der stod en hel del affaldscontainere. Der lugtede rigtig dårligt, som om containerne skulle have været tømt for flere dage siden. Under det hele var der en stank af kloak.
   Diana fik tårer i øjnene. Det var et rædselsfuldt sted. Hun var sikker på, at Julie aldrig ville være gået ind i den gyde af sig selv. En lille stemme i hendes baghoved sagde, at det ville andre folk også sige om hende selv, hvis nu der skete noget med hende, mens hun stod her. På den anden side så var det Julie, der havde været den søde, og Diana som man kunne forvente mærkelige ting fra. Det vidste alle.
   Hun gøs. Det var et rædselsfuldt sted. Tænk, at det havde været det sidste, Julie havde set.
   Hurtigt vendte Diana om på hælene og gik om til hotellets forside igen. Pludselig virkede den ellers så lurvede gade helt hyggelig i sammenligning med den rædselsfulde gyde.
   Et øjeblik stod Diana lidt og trippede. Hun var klar over, at hun burde tage hjem, at hun allerede havde været der for længe. Faktisk burde hun ikke være kommet, men nu var hun bare ikke færdig med stedet. Beslutsomt gik hun ind ad hotellets hovedindgang.
   Det burde have været en smuk lobby, men igen var der noget lurvet og misvedligeholdt over det hele. Receptionen var lige fremme. På hendes højre hånd var indgangen til en bar. Receptionisten kiggede ikke op, så Diana konkluderede, at det var normalt, at folk bare gik ind på baren. Hun gik derind. Der lugtede af røg og nedenunder noget surt, som gamle askebærgre, der trænger til at blive tømt. Belysningen var svag og støvet. Gamle temmelig slidte plysmøbler stod i grupper om små runde borde. Der var en lang bardisk med barstole foran. I den anden ende stod et piano på en lillebitte scene. Det havde helt sikkert været et fint sted engang. Lige nu var der ikke ret mange gæster.
   Diana gik frem til baren og slog sig ned på en barstol. Baren var sjovt nok helt ren, og den skål med peanuts, der var sat frem, så ikke utiltalende ud. Pludselig var hun sulten og tog en håndfuld nødder. Bartenderens skjorte var meget hvid og nystrøget. Hans stemme var diskret. "Velkommen! Hvad skulle det være?"
   Diana smed alt over bord. Hun trængte til en drink. "Wisky! Hvad har du?"
   Bartenderen hævede et øjenbryn, men hans stemme var helt neutral. Han tog en flaske ned fra hylden bag baren. "Denne her er lidt rund i smagen, en lille smule ladylike om du vil." Han smilede.
   Diana besvarede smilet. "Nå, men jeg er ikke særlig ladylike, men giv mig bare en dobbelt med is alligevel."
   Bartenderen nikkede og hældte gavmildt op i et glas med et par store isterninger i.
   Diana nuppede glasset med det samme, han satte det foran hende og tog en stor slurk. Gud hvor hun trængte til den drink. Hurtigt bundede hun resten, satte glasset hårdt ned på disken igen og betydede bartenderen, at han skulle skænke igen.
   Mens der blev skænket op, gik det op for hende, at der sad en mand nede for enden af baren og kiggede på hende. Da der var skænket, hævede Diana sit glas. Manden hævede sit, og de skålede. Denne gang tog hun kun en lille slurk efterfulgt af flere peanuts.
   Manden rejste sig op og gik hen til hende. Han satte sin drink og hoppede uden videre op på barstolen ved siden af hende. "Hej, jeg hedder Declan."
   "Diana." Hun kiggede på ham, mens hun ikke helt vidste, om hun skulle være nysgerrig eller irriteret. Den ene halvdel af hende ville gerne drikke alene sammen med sorgen. Den anden halvdel hadede den tanke, den del havde skålet med manden, og den del havde travlt med at fortælle hende, hvor interessant den fremmede mand så ud.
   Diana gættede på, at han var sidst i tyverne, en smuk mand, smukt tykt brunt hår, der så uhyggeligt blødt ud, nøddebrune øjne med et intenst blik, smukt ansigt, flot krop.
   "Du går til den." Han nikkede mod wiskyglasset.
   Diana nikkede og tog endnu en slurk, før hun svarede. "Jeg drukner mine sorger."
   Det fik ham til at lægge hovedet tænksomt på skrå. "Hvad kan være så slemt, at det kræver wisky midt på eftermiddagen?"
   "Ikke noget!" Så rystede hun på hovedet. "Jeg vil ikke tale om det." Diana kunne ikke få sig selv til at sige højt, at Julie var blevet myrdet omme bag ved hotellet den anden dag. Hvis hun lod være med at sige det højt, var der måske stadig en chance for, at det bare var et mareridt.
   "Ok." Declans blik blev om muligt endnu mere intenst. Han så på hendes glas, der næsten var tomt igen. "Jeg giver den næste." Han vinkede ad bartenderen, der kom og skænkede op igen. Declan smilede til Diana.
   "Tak." Diana sukkede. Der var noget let rovdyragtigt over mandens smil, men hun var ligeglad. Han var smuk sammenlignet med alle de skumle typer, hun havde set ude på gaden. Hun kom i tanke om, at hun var på et hotel, der lejede værelser ud på timebasis. Men måske var det fint nok bare at gå med ham ovenpå. Hvis han kneppede hende hårdt nok, kunne det være, at hun ville føle noget andet end den tomhed, søsteren havde efterladt, om det så bare var et øjeblik. Det var ikke særligt klogt at tænke på den måde, slet ikke her af alle steder.
   Diana besvarede smilet. "Nok om mig. Hvad får dig til at sidde og pimpe alene her midt på eftermiddagen?" Hun var godt klar over, at hun burde være forsigtig på det her sted. Hun tænkte på søsteren og overvejede et kort sekund, om Julie havde været på den samme bar? Kunne Julie have mødt den samme charmerende mand? Havde Julie haft et hemmeligt liv, som ingen vidste noget om? Var den charmerende mand i virkeligheden morderen. Indvendig fnøs hun over sig selv. For det første ville det være et helt usandsynligt tilfælde, og for det andet måtte morderen da være over alle bjerge nu, måtte han ikke?
   Declan smilede. "Jeg sidder bare og håber, at der kommer søde piger som dig ind." Smilet var skævt, og pludselig var han uendeligt charmerende. Det rovdyragtige var helt væk. Måle havde det aldrig været der.
   Diana var allerede fuld. Alligevel var hun ikke sikker på, om han skræmte hende, eller om han havde en nærmest magnetisk tiltrækning på hende. Måske kunne det godt være begge dele?