Jeg forstod ikke hvorfor han altid ville mødes udenfor byen. Lang væk. Altså, virkelig langt væk. I starten tænkte jeg, at det var fordi han var flov over at blive set med mig. For vi talte aldrig sammen i skolen. Men da jeg konfronterede ham med det, mumlede han noget med "tankens afstand" og talte så udenom. Hvilket havde været usansynligt let for ham. Det var som om, at det sekund han kiggede på mig på en bestemt måde, der kunne jeg intet sige eller gøre.. Jo, jeg var fri til det, men jeg havde intet at sige. Hans blik fyldte mig med en indre ro, så rar, at jeg ik kunne andet end bare nyde hans nærvær.

I skolen værdigede han mig ikke et blik. Virkelig, intet. Det var som eksisterede jeg ikke, når først vi kom tættere på skolen end 10 kilometer. Han gik forbi mig på gangene uden at ænse min tilstedeværelse. Selv ikke når der var skjult mulighed for det smilede han til mig. Ikke engang når gangene var tomme. Lagt øde hen. Alle mennesker i klasselokalerne. Selv der, gik han forbi mig uden som meget som et blik.
   Til gengæld kiggede jeg tit efter ham. I kantinen var det lettest. Jeg sørgede blot for at placere mig med front mod ham og hans søskendes bord. Blandt mine venner, dem der ville kendes ved mig, men altid med udkig til Cullens bordet.

The Cullens.. Hvordan beskriver man dem?
   De var nogle underlige nogen.. Meget asociale. Alle 5 var de adopteret af Dr. Cullen. En læge på det lokale hospital.
   Der var Rosalie og Emmett. De to ældste. Der samtidig også udgjorde et par. Rosalie var smuk. Gudesmuk. Ligesom også Emmett. Ja, alle sammen var de faktisk nærmest overnaturligt smukke. Så var der Edward. Han var.. han var den eneste af de 5 der ikke hørte til i et par. For ja, selv min Jasper hørte til i et par. Et par så perfekt, at jeg aldrig ville kunne måle mig med min "rival". Alice. Den smukkeste skabning på denne jord. Så fin og ren. En lille nibs af en brunette.
   Jeg forstod godt hvorfor Jasper hellere ville ses offentligt med hende end med mig. Men alligevel generede det mig ikke. Så længe jeg var i rum med ham. Når jeg kom hjem derimod, kunne jeg tilbringe timer på sengen. Tudende, fordi virkeligheden gik op for mig. At han kun ville ses med mig, hvor ingen havde mulighed for at finde ud af det.
   Som jeg sad der, midt i larmen fra kantinen, og kiggede på the Cullens. Kom jeg til at tænke på vores sidste møde.. Jaspers og mit..

Jeg havde taget bussen ind til byen. Præcis som der havde stået skrevet på den seddel der var blevet efterladt i mit skab. Havde sat mig ind i den lokale biograf, præcis som beskrevet. Fået plads oppe i hjørnet bagerst. Præcis som beskrevet. Da filmen var gået i gang og der stadig intet tegn var på om han ville dukke op, blev jeg slet skuffet. Men så var det som om at der skete noget. Igen blev jeg fyldt med en dyb indre ro, og jeg lænede mig tilbage, og nød filmen.
   Og ganske kort efter, dukkede han op. Han lod som om han ledte efter sin plads, og fandt den så, ved siden af mig.
   Udover Jasper og jeg, var der kun 7 andre i biografen. 2 par og en vennegruppe på 3. Så vi sad meget i fred deroppe i hjørnet.
   Lige da han satte sig, på trods af den afslappede stemning jeg var kommet i, begyndte mit hjerte pludseligt at hamre løs. Hans nærvær satte min krop i enormt beredskab, og jeg måtte koncentrere mig for ikke at hyperventilere. Han kiggede på mig, smilede til mig og tog min hånd. Dette fik mig til at slappe mere af.
   Vi sad lidt sådan, indtil han lænede sig over mig, og hviskede "There's something I would like to try." Jeg lyttede intenst. "If you're up for it?".
   Jeg nikkede. Kunne ikke få et ord frem.
   Han nikkede tilbage, og rejste sig så fra sædet, og trak mig med sig. Ud af biografen og ned ad gaden.

Måske er det her jeg skal fortælle, at de tidligere gange jeg har mødtes med Jasper, har vi udelukkende brugt på at tale sammen. Vi har også holdt i hånd, men aldrig mere end det. Det hændte at han hvilede hånden på min ryg, for at guide mig. Eller at han aede mit hår. Men hele tiden havde det været så umådeligt forsigtigt, at jeg næsten ikke havde turdet tro det.
   Og nu trak han blidt af sted med mig, ud af biografen og ned af gaden. Jeg må indrømme at jeg blev betænkelig, da han trak mig ind i foyeren på et hotel, men han stoppede op, tog begge mine hænder i sine, kiggede mig i øjnene og hviskede "I just want to be alone with you. I won't hurt you, don't worry". Endnu engang havde hans ord en beroligende virkning på mig, og jeg fulgte efter ham. At han allerede havde fået tildelt et værelse og udleveret en nøgle, fandt jeg en smule pinligt. Tænk at han bare regnede med at jeg ville tage med. Men så igen. Jeg var pisse forelsket, og det vidste han. Selvfølgelig ville jeg være gået med.

Da vi kom ind på værelset, var der ikke meget andet end en stor seng, et skrivebord og 2 stole. Han lukkede mig ind først, og jeg gik direkte mod stolene. Turde ikke sætte mig på sengen. Ville ingen signaler sende. Selvom at der straks florerede billeder i mit hoved, af ham og jeg tæt omslyngede på sengen. Min varme krop presset mod hans. Hans altid kolde fingre der pressede mig tæt. Jeg blev helt svimmel af billederne. Fokuserede i stedet på konturerne i bordpladen.
   Han lukkede døren og kom hen og satte sig i stolen overfor mig.
   Han kiggede gennemtrængende på mig. Hans øjne var lysebrune i dag. De skiftede af og til farve havde jeg bidt mærke i, men i dag var de altså lyst brune.
   "Is it allright if I do.. this?" Han tog mine hænder i sine. Jeg nikkede svagt. Mit hjerte hamrede som en sindssyg. "What if I... do.. this.." Han lænede sig langsomt frem, men han blidt trak mig nærmere. Jeg fulgte med, men lige inden vores læber mødtes, hviskede han "be careful" og så var der kontakt. Det var et blødt og vådt kys. Koldt. Men rart. Han trak sig forsigtigt væk, men jeg prøvede at følge med med læberne, men måtte opgive og trække mig tilbage. Han smilede til mig. Tilfreds over resultatet forekom det mig.
   "Okay. Heh. That was kind of nice." Han smilede stort. "Do you wanna try again?" Jeg nikkede "This time.. Maybe we could.. well. Just follow my lead." Han smilede og trak mig igen nærmere.

Som jeg sad der i kantinen og mindedes, fik jeg et sug i maven, bare ved tanken om hans blide kys og hans tunge der havde fundet vej til min og følelsen af endelig at have ham tættere på end før. Men så blev min opmærksomhed fanget. Edward kiggede hen på mig, som havde han læst mine tanker. Og kiggede så på Jasper. Jasper kiggede tilbage. Men rystede så bare på hovedet og kiggede væk. Hvis jeg ikke havde vist bedre, ville jeg tro at det var mig de udvekslede blikke om. Men hvorfor skulle de gøre det. Ingen af dem talte til mig her. Og jeg tror ikke engang Edward Cullen kendte mit navn.
   Jeg rystede på hovedet af mig selv. Kiggede en sidste gang over på Jasper der sad med armen om Alice, og vendte så min opmærksomhed mod mine kammerater.

Efter skole gik jeg som sædvanlig alene ned ad vejen. Jeg var den eneste fra skolen der boede i den retning, og jeg havde ingen bil. Ikke at folk ikke var rare til at køre mig, men i dag havde jeg bevidst valgt at jeg ville gå. Jeg trængte til luft, og til at fantasere om Jasper.
   "He is no good for you, you know".
   Jeg blev så forskrækket at jeg udbrød et skrig. Ved min side gik Edward Cullen. Jeg havde ikke hørt ham. Og jeg havde i den grad aldrig regnet med at se ham. Og da slet ikke tale til mig. Jeg vidste at det selvfølgelig drejede sig om hans bror.. Men inden jeg svarede, huskede jeg Jaspers ord: "Never tell anyone that you talked to me! Don't even think it."
   "I don't know what you're talking about."
   "I know you know!" Han greb hårdt fat i mig. Jeg blev forskrækket og prøvede at rive mig løs, men han var for stærk. I stedet skreg jeg. Så højt jeg kunne, lige i ansigtet på ham. Han virkede uberørt. Irriteret, men uberørt.
   Han lod mig stå og skrige i 2 minutters tid, førend han afbrød mig og sagde: "Nobody can hear you. Why don't you just shut up for a while and listen to me".
   Jeg gjorde det, men stirrede vredt på ham, så han forstod, at det var mod min vilje.
   "You fantasize about Jasper, I've seen the way you look at him. But no good will come out of it. He is with Alice. He will never even care about a person like you. So stop the goddamn daydreaming!"
   Hvad bildte han sig ind!? Var min 1. tanke. Men så kom jeg til at smile. Jeg vidste jo at Jasper også elskede mig. At der bare var ting i hans familie der gjorde at vi ikke kunne være sammen. Men jeg vidste at han elskede mig. Det havde han jo sagt.
   Edwards ansigtsudtryk ændrede sig. "It's a lie! He was lying! He could never love someone like you!" Han slap mine hænder og kiggede truende på mig.
   Jeg blev forskrækket over hans reaktion. Havde jeg sagt det højt? Kunne han regne det ud fra mit ansigtsudtryk?
   Endnu engang ændrede han ansigtsudtryk. Denne gang kiggede han forskrækket på mig. Skulle lige til at sige noget, men så gik han forbi mig og hurtigt væk derfra. Jeg fulgte hans ryg mens den bevægede sig væk i hastigt tempo.

FUCK!
   Jeg vågnede om natten med et sæt. Havde sat mig brat op i sengen, og udbruddet var kommet højt og tydeligt. Fuck.. Pludselig havde tanken slået mig. Midt under en drøm var det kommet til mig. Han havde læst mine tanker. Han havde læst dem.!

Næste dag i skolen var ikke anderledes, men alligevel føltes den sådan. Jeg sad og trippede i de første timer, fordi jeg blot ventede på spisefrikvarteret. Jeg havde for længst overbevist mig selv om at det var en skør drøm om natten. Man kan jo ikke læse folks tanker. Det havde været en underlig morgen. Men endelig ringede det til frokost.
   På vej ned mod spisesalen, kom Edward gående imod mig. Jeg skulede ondt til ham, indtil det gik op for mig, at han gik LIGE imod mig. Han skubbede mig baglæns og sidelæns ind på et af skolens toilletter. Der stod 3 fyre og røg derinde, men de fik hurtigt benene på nakken da de så hvilket humør han var i.
   "I told you to STOP IT!"
   "NEVER!" Jeg råbte ligeså højt som han.
   "Nothing good will come out of it!!"
   "What do you know about that!"
   Vi råbte og skreg af hinanden, indtil pludselig Jasper stod i døren. Edward og jeg kiggede synkront hen på ham. Begge vrede.
   "What are you doing?" Jesper kiggede forundret på Edward. Edward snerrede tilbage "You know what I am doing! I am undoing your fuck ups!"
   Jeg blev mega fornærmet og lossede ham over skinnebenet så hårdt jeg kunne. Jeg tror det var forskrækkelsen der fik ham til at gribe fat i min jakke, flå mig op og banke mig ind i væggen. Det gik så hurtigt at jeg intet opfattede før den skærende smerte i mit baghoved og ryg. Det næste der skete, skete ligeså hurtigt. Jasper fór frem, ramte Edward der faldt sidelæns, tabte mig, og ramte en væg. Jasper pressede ham op mod væggen, men så kæmpede han tilbage, og det blev en kamp som var de vilde dyr. De rev og sled i hinanden, og kastede hinanden mod håndvaske der smadrede og ind i skillevægge der flækkede som var det bølgepap. Jeg ville være stukket af hvis jeg kunne, men smerten gjorde at jeg ikke kunne flytte mig ud af stedet.
   Døren gik op igen, og jeg genkendte Alices bekymrede men bestemte stemme. "Guys. Guys stop it! What are you doing?".
   Jeg lå med ryggen til døren, men hørte pludselig at der kom flere mennesker til. Og pludselig var der en der trådte over mig. Emmett. Han skilte de to kæmpende ad, som var de børn. "GUYS".
   De kiggede på hinanden Edward og Jasper, og nikkede så begge to. Og Emmett gav slip på dem. Edward gik mod døren først. Han trådte over mig og jeg kunne intet gøre. Emmett var næste. Og til sidst Jasper. Han gjorde noget jeg ikke havde forventet... Han løftede mig op. Det skar i kroppen af smerte, men han gjorde det så forsigtigt han kunne. Jeg nåede lige at se Edward gjorde tegn til igen at angribe Jasper, men Emmett stoppede ham inden han nåede at sætte af "People are watching" hviskede han blot. og dette fik Edward til vred at vende rundt og forlade toilettet.
   Jeg så at Jasper og Alice udvekslede blikke, og hun svarede ham "It's going to turn out just fine". Jasper nikkede og vi forlod alle toilettet. Mig, i Jasper arme.

Alle folk gloede da vi forlod skolen i samlet flok. Ingen snakkede normalt med the Cullens, og her var jeg. Blev båret ud i armene på en af dem. Efterladende et fuldstændig smadret toilet bag os... Jeg vidste ikke hvad jeg selv skulle tro.

Der blev ikke sagt meget i bilen på vej hjem. Ligeså smuk som Rosalie var, ligeså strid var hun i antrækket. Hun, om nogen, virkede tvær over min tilstedeværelse. Edward havde taget den anden bil sammen med Alice. Hvilket jeg egentlig var utroligt lettet over.

Da vi kom til the Cullens hus, blev jeg lagt på sofaen. Jeg kunne igen bevæge mig, men jeg havde frygteligt ondt. Alle søskendene stod i en ring omkring mig og stirrede. Jeg følte et stort ubehag derved, og prøvede at søge lidt støtte hos Jasper, men han var ved Alice. Efter kort tid kom Dr. Cullen ind. De delte sig så han kunne komme igennem, og han satte sig på hug ved sofaen og kiggede på mig. Undersøgte mit baghovedet efter slaget og bad mig bevæge forskellige kropsdele.
   "Well.. at least you didn't break skin". Smilede han til mig.
   Emmett grinede og skubbede til Jasper, der lavede høfligheds grin. Edward rullede øjne af det hele og forlod rummet. Også Rosalie fulgte.
   Dr. Cullens hænder var ligeså kolde som Jaspers. Og dette undrede mig, for de var jo ikke familie biologisk. Men han var som altid høflig og forsigtig i sine undersøgelser. "You just need rest. Then you will be fine again". Han smilede til mig. "Thank you Mr. Cullen" svarede jeg med lav stemme. "Please, call me Carlisle".
   Jasper - "So no need to..?"
   "No Jasper, no no. No need to anything but rest" Svarede Carlisle ham hurtigt.
   "I am glad." Jasper smilede. "But.. there's something else.. we kind of broke the toilet.."
   "I'll make a donation for the school" svarede Carlisle beskyttende. Han slog mig som en meget omsorgsfuld far, der passede godt på sine børn. Han strøg mig over håret "Try and get some sleep. I'll call your parents and tell them where you are". Jeg smilede til ham. Den indre ro jeg altid følte i nærheden af Jasper havde omsluttet mig i al den tid jeg havde været sammen med the Cullens, og det var intet problem at falde i søvn på sofaen.

Da jeg vågnede igen stod min mor og far foran mig. De var kommet for at hente mig hjem, og Dr. Cu.. og Carlisle havde lukket dem ind i huset. De kiggede sig nysgerrigt omkring. Og jeg gjorde det samme. Det var et rart hjem. Store åbne vinduer. Lyse store rum. Hyggelige møbler.
   "We're so happy you took care of her. We heard about what happened. Who would have thought that bullies from outside school would come in a start a fight? That's terrible. How are your sons? Are they okay? Did they know the guys?" Min mors bekymrede stemme. Hun snakkede altid for meget syntes jeg.
   "Jasper and Edward a fine, thank you for your concern." Han smilede beroligende til min mor. Min mor skulle til at sige noget mere, men min far afbrød hende, "Honey, let's go home. I think our daughter needs some rest. And a good home made dinner". Han støttede mig da jeg skulle op og stå, men det var egentlig ikke nødvendigt. Jeg havde det meget bedre. Kun en smule ømhed tilbage.

De stillede tusind spørgsmål på vej hjem i bilen, men jeg besvarede dem alle så afværgende jeg kunne. Nej, jeg havde ikke kendt bøllerrne udefra. Nej jeg ville ikke kunne genkende dem igen. Ja jeg var okay. Jeg kunne jo ikke gøre andet end at spille med på hvad Carlisle eller hvem end det var, havde oplyst til skolen. Ville helst ikke have Jasper i problemer.

Det var weekend. Det nagede mig at der ville gå 3 dage før jeg så Jasper igen.. Jeg ville gerne snakke med ham om hvad der var sket. Om hvorfor Edward hadede mig sådan. Nu havde de jo henvendt sig til mig i skolen.. Var det så ikke i orden at jeg gjorde det samme den anden vej?
   Jeg tjekkede min mobil. Der var 26 beskeder i indbakken. Mine kammerater der ville vide hvad der var sket. Om jeg havde set ballademagerne. Og dem der ville vide hvordan the Cullens var at snakke med. Og så var der en besked fra et nr. jeg ikke kendte.. Beskeden var kort: "We need to talk".
   Jeg vidste med det samme at det var fra Jasper.
   "You sound serious. Where should we meet?"
   Der gik ikke lang tid før jeg fik svar. "I'll pick you up. Tonight at 11pm. Wait for me at the end of the road".

Kl. 22.47 stod jeg klar for enden af vejen. Alt for tidligt på den, men jeg kunne ikke holde ud at sidde derhjemme mere. Mine forældre var gået i seng tidligt, så det havde ikke været noget problem at snige mig ud. Bilen kom kørende med slukkede lygter. Som sneg den sig ind på mig. På trods af frygten, glædede jeg mig til at se Jasper igen. Den kørte hen på siden af mig, og døren blev skubbet op. Der var mørkt i kabinen, men koldt udenfor, så jeg satte mig hurtigt ind. Kunne ikke se hans ansigt. "Fasten your seatbelt" Idet ordene blev udtalt, speedede han op. Utrolig hurtigt op. Bildøren svingede i og jeg blev presset tilbage i sædet. "EDWARD! WHAT ARE YOU DOING!" skreg jeg højt. "Fasten you seatbelt!" svarede han bestemt. Jeg gjorde som han havde sagt. Turde ikke andet. Bilens fart nærmede sig allerede 200. "What are you doing? Where's Jasper?" Han svarede ikke, speedede bare yderligere op. Jeg blev svimmel af den høje fart og begyndte at få kvalme. Han svingede skarpt til venstre og ind i en skov.

Det sekund bilen stoppede, trykkede jeg sikkerhedsselen af og nærmest kastede mig ud af bilen. Jeg ville væk fra ham, men fordi jeg var svimmel, nåede jeg kun fire skridt væk før jeg væltede omkuld i skovbunden.
   "I won't hurt you, relax". Han smækkede bildøren efter sig da han kom ud, og gik uden om bilen og hen mod mig.
   Jeg blev siddende på jorden. Efter at jeg havde set Jasper og ham smadre et lokale i kamp, tænkte jeg at det nok egentlig var smartest at gøre som der blev sagt.
   "I just told you, that I won't hurt you" gentog han og rullede med øjnene.
   "How do you do that!? How come you know my every thought all the time!?"
   Han rystede på hovedet og undgik derved at svare. "We need to talk about Jasper".

Og så fortalte han mig hele historien. Historien om Carlisle. Hans egen historie. Historien om hvad de var. Historien om hvorfor de var kommet til byen og hvor længe de havde boet her. Han fortalte alt.
   Først troede jeg at han tog pis på mig. Vampyre? Come on. Men han læste mine tanker, og fortalte mig om det. Han fortalte mig om Jaspers evne til at manipulere med folks følelser. Og til sidst fortalte han om Alices evne til at se fremtiden.. Og han fortalte mig hvad hun havde set og om hvorfor han var så fast besluttet på at holde mig fra Jasper.
   Alice havde grædende henvendt sig til ham. Jaspers fremtid blev kort, hvis han fortsatte med at se mig. Han ville blive stillet for Volturi retten og dømt til at slå mig ihjel. Men af grunde de ikke kendte, ville han afslå og så ville de dræbe ham i stedet.
   Da Edward havde fortalt Alice at han ville henvende sig til mig, havde hun igen fået et syn og denne gang havde det været bedre. Hun havde set mig som gammel. I en stol, med et billede af Jasper ved min side. Jeg ville have levet et langt liv og et godt liv. Dog aldrig ville jeg have glemt ham. Synet indebar også Jasper, Rosalie, Emmett, Carlisle, hans kone Esme samt Alice selv og Edward. De levede og havde det godt. Alle sammen.
   Og det var derfor han nu igen, henvendte sig til mig. For jeg måtte jo kunne sætte mig ind i.. at hvis Jasper ville ofre sig for mig.. måtte jeg også kunne ofre min kærlighed for hans skyld..
   Jeg sad længe og stirrede ud for mig.. Prøvede at forstå den strøm af information jeg netop havde fået.. Så kom tårerne. Det drev ned ad kinderne på mig og jeg måtte til sidst gemme hovedet i hænderne. Det hele fik frit løb. Edward kom hen og satte sig på jorden ved siden af mig, og lagde armen om mig. Også han var kold som is, men nu forstod jeg i det mindste hvorfor.

Han kørte mig hjem igen. Denne gang i et stille tempo. Satte mig af foran mit hus, men inden han kørte igen, kiggede han på mig og sagde: "I believe that you will make the right desicion." Så kørte han derfra, og efterlod mig alene med mine tanker.
   Jeg sov ikke resten af den nat. Lå bare og skiftevis tænkte tingene igennem og knækkede sammen i gråd. Da det blev morgen og solen begyndte at stå op, havde jeg besluttet mig. Og afkræftet af nattens gråd, faldt jeg endelig i søvn.

Da jeg mødte i skole om mandagen, var jeg om muligt endnu mere afklaret. Alle folk spurgte ind til "uheldet" på toiletterne og møde med the Cullens. Men jeg svarede afværgende på det meste og gjorde dem klart at jeg ikke havde lyst til at svare på resten.
   Da vi kom ned i kantinen til frokost, undgik jeg helt at kigge hen på the Cullens bordet, og satte mig med ryggen dertil.
   Da skoledagen endelig sluttede, gik jeg forbi dem alle på gangen. De gik mod parkeringspladsen, jeg gik modsat. Fik øjenkontakt med Edward. Han nikkede anerkendende. Derefter med Alice, der smilede til mig. Et taknemmeligt smil. Jasper undlod jeg at kigge på, og jeg fornemmede at også han kiggede den anden vej.

Skoleåret sluttede. Jeg tog på college. Langt langt fra Forks. Årene gik, og jeg kom kun sjældent til byen. Jeg fandt nye veje. Nye venner. Rejste, oplevede, mødte nye mænd og skabte en familie. Tiden gik, jeg blev ældre, børnene flyttede hjemmefra, min mand svandt bort, jeg endte alene. Men det gjorde intet. For når jeg kiggede på billedet af Jasper der stod på mit bord, vidste jeg, at det havde været det hele værd. Jeg vidste, at han havde det godt.