"Hun har skrevet den her besked til mig". Han rækte mig mobilen, og jeg læste 'Jeg har så meget lyst til dig lige nu'. Jeg mærkede fornemmelsen komme snigende. Som en lille sort kugle af vrede der fyldte mig indefra. "Hvor er hun streng!" Jeg rakte telefonen tilbage til ham. Vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Så ordene væltede ud af mig som wordwommit.
   "Hun gør det kun for at holde dig fanget. Så strengt overfor hendes kæreste. Hun mener det jo ikke, hun vil bare beholde din opmærksomhed. Hun kører på dig fordi du er så sød. Hvad bilder hun sig ind. Det er ikke fair. Stakkels hendes kæreste, han elsker hende så højt"..osv osv osv.
   Han lyttede, nikkede, tog imod. Lod ordene komme og tog dem til sig. Som vi gik der, igennem sneen over Dronning Louises bro, løb jeg tør for ord. Og istedet for at fortsætte ned af samme tankefulde sti, udbrød jeg "vi skal ned på isen!"
   Men han afslog. Minder fra hans barndom gjorde at han frygtede det. Det var okay. Betød ingenting. Vi gik videre.


Da vi nåede frem til bodegaen, fandt vi vores venner. Satte os hos de andre, men snakkede kun med hinanden. Samtalen faldt igen på emnet "de andre piger". Altid snakkede han om dem, og altid lyttede jeg. For jeg var interesseret i ham, i hans person. Lysten til at beskytte ham var overvældende. En kunstner, med så dybt et sind, fanget i en teenagers krop og hjerne. Ikke begrænset, ikke holdt nede, men stadig med den barnlige tilgang til verden omkring ham. Voksen. Dog ikke udviklet.
   Vi snakkede om hans nye hjem. Han var ung. Lige flyttet ud og boede alene for første gang. Vi snakkede om hvor fedt det var, og om det med at være alene. Og det var der han afslørede det. Han nød det ikke. Han var ikke god til at være alene. Derfor blev han hængende så længe i byen. Derfor var han i det hele taget i byen. Jeg kiggede på ham. Indprintede mig hans ansigt. Han udtryk. Hans stemme. Hans ord. Gav ham ret. Det var ikke altid let at være alene. Fortalte at jeg altid selv havde folk overnattende. Veninder og venner. Det var hyggeligt og trygt. Jeg tilbød ham endda at jeg sagtens kunne tage med ham hjem, så han slap for at tage hjem selv. Jeg skulle alligevel ikke noget dagen efter, Så om jeg faldt i søvn i min lejlighed eller hans, gjorde ingen forskel. Han takkede ja. Det undrede mig egentlig. Men det var fint. Vi var trætte, så besluttede at tage afsted med det samme. Sagde det obligatoriske farvel til alle, og smuttede så ned mod bussen.


I bussen var dagens avis for næste dag allerede lagt ud, så vi læste den sammen og grinede af bagsiden. Det var hyggeligt, og den lange bustur var hurtigt overstået.
   Hans hjem var rart. Trygt. Efter vi havde spist, lagde vi os til at se film. Men droppede det hurtigt igen, da vi var for trætte.
   Det var rart under dynen og aftenens indtagelse af alkohol gjorde kroppen tung. Dynen var en dobbeltdyne, men det var okay, for den var stor.
   Han rykkede tættere på under dynen, og lavede putte-lyde. Jeg smilede for mig selv, for jeg synes at han var komisk. Men sagde alligevel "kom din lille putte-emo" og lagde armen omkring ham. Han puttede sig ind til mig og holdt om mig. Det var rart. Varmen fra et andet menneske kan aldrig holdes fanget af ord. Den skal opleves. Ingen beskrivelse gør den ære.
   Han nussede min mave og jeg nussede ham i håret. Godt på vej ind i søvnens favntag. men han holdt mig vågen. Lod mig ikke slippe. Hans varme hænder på min krop, og vi puttede endnu tættere. Det var rart. Lillebror følelse blev erstattet af følelse af at ligge ved siden af en potientielt tiltrækkende væsen. Men det var jo ingen hemmelighed. For han var tiltrækkende.
   Han var et smukt menneske. Med et lækkert udseende. Uden at vide hvordan det gik til, kyssede vi. Hans læber, store og fyldige. hans tunge, brugt på en måde jeg ikke havde prøvet før, men som var overraskende dejligt. Kroppe i kontakt og vippende insisterende bevægelser. Lukkede øjnene og nød følelsen i kroppen. Men åbnede dem så, for at få hans udseende med. Hans omridt var svagt i mørket, men jeg kunne alligevel skelne hans ansigt. Jeg lod mine hænder finde veje på hans bryst. Igennem den blide behåring. Hans krop var stor. Større end den svage dreng inde bag. Denne dreng, der pludselig vidste hvad han lavede, og gjorde det godt. Jeg fik tanken, at lukke ham ind, hvor kun én anden havde været før. Men det slog mig, at han ikke ville sætte pris på det som det fortjente. At jeg havde lyst til ham ændrede ikke det fact, at han stadig kun var ung i sindet. Desuden var parafrasen på selve samlejet så intens, at jeg ikke behøvede mere. Trætheden var nu overvældende, og dynen så blød. Jeg lod, en smule flov, fingrene glide henover hans ryg og de dybe mærker der var efterladt. Han forsikrede mig om at det var okay, "det sker jo", og vi lagde os til at sove.. Hans krop lå som en blød varm skal omkring min, og jeg gled væk i søvnens hvile.

Jeg tror slet ikke at han sov den nat.
   Har du nogensinde prøvet at synes en person er så lækker, at det næsten ikke er til at holde ud.. Når du kigger på vedkommende, får du lyst til at tegne ham. Eller røre hans ansigt. Mærke stregerne der udgør hans træk. Og pludselig vågner du op, og har været sammen med ham...
   Oplevelsen var så surrealistisk at jeg måtte "tvinge" ham til at give mig et kys inden vi forlod hans lejlighed.. Og det var et godt kys. En reminder om de blødeste fyldigste varme læber fra om natten. Og ordene der slap min mund var "man ved jo aldrig, om man får chancen igen".
   Han er min ven. Jeg føler ikke at jeg udnyttede ham. Måske nærmere at han udnyttede mig. Min svaghed for unge fyre. Men jeg ville gøre det igen. En fyr så usikker. Man har hørt så meget om.. Og så fungerede det for ham og jeg.
   Tidligere samme aften havde han fortalt mig om, at han ofte når han havde haft en one night stand, ik rigtig havde lyst til at se pigen igen...
   Jeg var blevet bare "endnu en af pigerne i hans telefonbog".