Det var ved at være et døgn siden Darlene havde født. En lille pige blev det. Hun havde allerede en smule mørkt hår på hovedet, men øjnene havde de ikke set endnu.

Hun glædede sig til at se hendes store grønne øjne, for selvfølgelig var de grønne. Darlene havde selv grønne øjne, og alle vidste at hvis en som hende fik børn med en blåøjet mand som Dimitri, så ville drengebørn arve de blå og pigebørn de grønne.

Deres første barn, Nathan, havde de skønneste blå øjne, og allerede ved fødslen fik de et kort glimt af dem. De havde dengang været meget nervøse, for tænk nu hvis deres barn ikke havde den rigtige øjenfarve? Det var før sket i deres verden, og der blev ikke taget let på den slags.

Det var absolut heller ikke velset at to fra så forskellige verdner fandt sammen, men det var ikke forbudt. Havde Dimitri haft gyldne øjne, havde det været en helt anden situation, specielt i hendes tilfælde.
   I hendes verden var hun en af de mest kraftfulde, og hvis det nogensinde blev blandet med en fra den forkerte verden, så ville det få fatale konsekvenser.

Darlene kunne ikke lide mig tænke på det, men alligevel kunne hun ikke lade være. Det var en tanke, hun var nødt til at tænke igennem, for hvad nu hvis hendes datter, imod alle ods, skulle have arvet noget forkert? Hvad skulle hun så stille op?

"Skal du se din søster?" spurgte Dimitri og løftede Nathan op på armen, så han kunne kigge ned på sin nye søster.

"Sød," svarede Nathan og rakte ud for at tage hendes hånd.

"Pas på at du ikke brænder hende," sagde Dimitri og så på ham med bestemte øjne.

"Skal nok," svarede han og tog pigens hånd. "Hvad hedder hun?"

"Scarlett," hviskede Darlene og kærtegnede datterens kind.
   Dimitri satte Nathan på sengekanten og lænede sig så frem for at kysse sin hustru på panden. Og da han skulle til at stryge Scarlett på hovedet, slog hun øjnene op, og det var som om tiden gik i stå.

Rummet blev koldt som om nogen havde slukket for varmen og åbnet for samtlige vinduer.

Det kunne ikke være rigtigt. Nej, hun måtte have set forkert. Sådan noget kunne ikke ske for dem. De havde jo allerede ét barn og det var gået som det skulle. Hvad var der gået galt?

Darlene så igen ned på Scarlett. Hun havde ikke set forkert. Nej, Scarlett havde et grønt og et blåt øje, og de begge var meget tydelige.

"De kommer," sagde Dimitri pludselig og skyndte sig at tage Nathan på armen. "Og han kommer også."
   På en og samme tid blev Darlene både skrækslagen og lettet. Hun vidste godt hvorfor de kom, og den eneste der kunne redde Scarlett, var ham. Scarletts Beskytter.

Det bankede på døren og ind kom fem kutteklædte personer. I hælene på dem kom han. Han var ikke andet end en teenagedreng men alligevel var der noget voksent over måden han var på. Han gik straks hen til Darlene og da han så Scarlett og hendes øjne, lagde han en hånd på hendes og så på de fem med alvorlig mine. Hans grønne øjne blev mere lysende jo længere han kiggede på dem.

"Darlene Whitefeather, du har født en pige, der ikke overholder reglerne," brummede en af dem længst fra døren. "Hun er til fare for os alle."

"Hun er aldeles ikke til fare for nogen," vrissede Darlene og lagde armene tæt om Scarlett.

"Hun er et produkt af to verdener, for ikke at tale om at du selv heller ikke er helt ren, så hun er teknisk set bærer af tre verdeners gaver. Kombinationen af de to hovedverdener er dog det værste, og så snart hun bliver gammel nok, vil hun kunne udslette os alle," kom det fra en af de andre. En kvinde.

"Jeg skal nok sørge for, at det ikke sker, og samtidig skal jeg også nok sørge for at der ikke sker hende noget," svarede ham med de grønne øjne og så tilbage på Scarlett. "Hun er ikke til fare for nogen."

"I Beskyttere er også så forbandet optimistiske," brummede den første igen. "Det er til at blive vanvittig af."

"I kan få én chance," afbrød en anden kvinde. "Sørg for at det kun er den grønne side og dens gaver hun kender. Og hvis hun nogensinde slår nogen ihjel med de forkerte metoder, så vil hun blive straffet med døden til følge."

Da det var sagt, trak de sig tilbage og forsvandt ud ad døren, som om de aldrig havde været der. Familien og Scarletts Beskytter var nu overladt til sig selv, og det der skulle have været en lykkelig stund var nu blevet forvandlet til et mareridt de aldrig ville vågne fra.

"Jeg lover jer, at jeg vil våge over hende med mit liv," sagde han og lod sine grønne øjne studere hver en krog af Scarlett. Han strøg sit skulderlange, pjuskede, mørkeblonde hår væk fra ansigtet for så nænsomt at tage om Scarletts små fingre for så at læne sig helt tæt på, hvor det i et kort øjeblik lykkes ham at få øjenkontakt. "Jeg vil altid være hos dig."