Kapitel 1

På en banegård støder en kvinde, med en kop kaffe i hånden, ind i en mand i jakkesæt.
   "Åh! Unds-. AV! av for fanden hvor det brænder!"
   "Det må du frygtelig undskylde!"
   "Shit, ku' du ikk' ha' set dig for!"
   "Jeg er frygtelig ked af det. Her."
   "Det kan sgu da ikke tørres af. Jeg må ha' en anden skjorte, jeg kan ikke møde op sådan her"
   "Skal du da noget vigtigt?"
   "En jobsamtale om en halv time. Pis!"
   De stod tavse lidt i menneskemylderet.
   "Jeg tror min mand bruger samme størrelse som dig. Hvor skal du til jobsamtale?"
   "Ude ved NOAH inc. fabrikken"
   "Det er ikke så langt fra hvor jeg bor. Ved du hvad, du kan låne en af min mands skjorter."
   "Nå, ej jeg køber bare en ny-"
   "Og skulle jeg så betale?"
   "Njø, nej det kan jeg vel selv" Kvinden smilte så hele hendes perfekte tandsæt var at se.
   "Ikke tale om. Det er billigere og nemmere for os begge to, hvis du låner en af min mands skjorter. 14'eren kører om lidt, så vi kan nå det endnu"
   "Okay. Tak. Jeg hedder Mark forresten"
   "Julia"

De stod af og tog rulletrappen op til fortovet. De var midt i et pænt parcelhuskvarter, med dybgrønne bøgetræer langs de små veje.
   "Det er lige rundt om hjørnet" Hun tog et nøglebundt frem fra sin taske og åbnede døren. Huset var stort og køkkenet i hvidt fra top til bund.
   "Et øjeblik, så finder jeg en af hans skjorter."
   "Okay" Mark gik til venstre ind i det store køkkenalrum. For enden af rummet stod et stort blanksort fladskærmsfjernsyn imod den hvide væg. Lyset udefra faldt ind igennem gulv-til-loft vinduer og Mark så en have med nogle bede og et æbletræ gennem glasset. Et enkelt rødt æble hang fra træet. Det rungede svagt i rummet, ved hvert skridt Mark tog på det hårde trægulv. Han hørte Julia komme ned ad trappen.
   "Her er et par stykker du kan prøve. Siden vi blev gift har hans skjorter ændret størrelse en smule"
   Hun smilte. Mark tog skjorterne.
   "Hvor kan jeg prøve dem på?"
   "Badeværelset er lige her bagved"
   "Tak". Mark tog den grå blazer af og knappede den brunhvide skjorte op. Den første af skjorterne var en anelse for stram, den næste passede perfekt. Han tog blazeren på igen og åbnede døren.
   "Den passer. Tak skal du ha"
   "Det var så lidt. Så kan du komme igen efter jobsamtalen og hente din skjorte."
   "Tak. Hvordan kommer jeg til NOAH inc.?"
   "Du skal bare ud til hovedvejen og så til venstre. Så kommer du direkte dertil. Det tager kun ti minutter"
   "Nå, så har jeg jo et kvarter endnu. Men hellere være i god tid"
   "Du kan vel nå at drikke en kop kaffe?"
   "Tjo, nu du spørger" Mark smilte venligt. Hun smilte igen, uden at vise tænder. Julia gik ud i køkkenet og satte vand over. Mark satte sig ved køkkenbordet.
   "Hvad laver du egentlig, Julia?"
   "Jeg er hjemmegående. Eller, arbejdssøgende og derfor hjemmegående" De lo begge.
   "Og du? Hvad er det for en stilling du søger?"
   "Produktionsleder. De skal til at åbne en ny produktionsafdeling og den vil jeg gerne være leder for."
   "Hvad skal de da til at producere?"
   "Ja, det er jeg faktisk ikke helt sikker på. Jobopslaget var noget uklar om hvad produktionen bestod af. Men med NOAH inc. kan jeg ikke forestille mig andet, end det har noget med store indviklede maskiner at gøre" De lo igen. Julia kom over med kaffen.
   "Det lyder spændende. Min mand arbejder i samme branche. Er du gift?"
   "Nej, jeg er lige slået op med min kæreste. Faktisk er jeg lige flyttet til byen, men hun ville ikke med."
   "Den historie kender jeg kun alt for godt" Mark tog en slurk af kaffen og kiggede ned på sine fødder. Der var tavst i det store hus et øjeblik.
   "Det er en god kaffe."
   "Såmænd" Tavshed igen. Mark kiggede over på Julia, der stirrede ud ad vinduet. Han så på sit ur.
   "Nå, men tak for lån af skjorte og kaffe. Jeg tror jeg må afsted"
   "Ja. Vi ses igen senere"

Mark havde en knude i maven, da han gik ad vejen ned til fabrikken. Ikke kun på grund af nervøsiteten for jobsamtalen. Jobsamtaler havde aldrig været et problem for ham. Han kunne ikke få samtalen med Julia ud af sit hoved. Eller hendes ansigt. Hendes smil. Det store indgangsparti til fabrikken kom nærmere. Det bestod af et vagthus med store tykke ruder og en gitterport. Mark gik op til vagthuset.
   "Goddag"
   "Goddag, jeg kommer angående en jobsamtale"
   "Dit navn"
   "Mark Enevoldsen"
   "Okay". Manden bag ruden trykkede på en knap og gitterporten gik langsomt til side. Mark gav et vink til vagten, der nikkede svagt igen. Et skilt viste vej til hovedbygningen. På vejen derover så Mark en byggeplads. En kran var i færd med at hejse nogle stålbjælker i skelettet til en enorm produktionshal. Den var større end Mark havde regnet med. Hovedbygningen var en hvid kasse, med små vinduer. Han gik ind gennem skydedøren og direkte over til receptionen, hvor en receptionist sad og talte i telefon. Hun lagde på og kiggede op på Mark.
   "Hvad kan jeg hjælpe dig med?"
   "Jeg er her angående en jobsamtale. Mit navn er Mark Enevoldsen og jeg har søgt om jobbet som den nye produktionsleder på afdelingen i er ved at bygge". Receptionisten kiggede på sin skærm, trykkede et par gange på musen og tastede på tastaturet.
   "Ja, du skal bare hen ad gangen, til du kommer til lokale a6. Bare bank på, så åbner hr. Nguyen for dig." Mark takkede og gik hen ad gangen til han kom til lokale a6. Han bankede let på døren.
   "Kom ind!" hørte han en dyb mandestemme sige inde bag døren. Han tog i håndtaget og gik ind. Kontoret var beskedent, med vindue ud til pladsen foran hovedbygningen. Man kunne ane byggepladsen ved siden af den store produktionshal.
   "Goddag hr. Nguyen, mit navn er Mark Enevoldsen. Jeg kommer angående jobbet som ny produktionsleder på jeres nye afdeling". Nguyen, en lettere kraftig mand i hvid skjorte, kiggede undrende op fra sine papirer.
   "Du har ikke tjekket din mail i dag, har du?"
   "Skulle jeg da det?"
   "Jobbet er desværre allerede blevet besat. Vi fandt en kandidat der passede perfekt til jobbet tidligere i dag og vi har allerede skrevet kontrakt med ham. Jeg er ked af at du har måttet ulejlige dig." Hr. Nguyen kiggede igen på sine papirer. Mark tog i dørhåndtaget og gik ud på gangen.

Mark sparkede til en sten langs kantstenen til fortovet i det pæne parcelhuskvarter. Det havde været en forrygende start på hans karriere at arbejde for NOAH inc. Han kom til Julias parcelhus og trykkede på dørklokken. Julia åbnede iført et jockingsæt og med sveden drivende fra panden.
   "Hej, det var da en hurtig jobsamtale"
   "Ja, de havde nemlig allerede fundet en"
   "Nå, det var ærgerligt. Kom indenfor" Mark trådte indenfor og stillede skoene i entreen.
   "Det havde nu været rart, hvis de havde ringet til mig, i stedet for at sende en mail"
   "Nå, de havde prøvet at give dig besked"
   "Ja, men jeg kan ikke tjekke min mail på telefonen. Jeg er lidt gammeldags på den måde". Julia var ved at sætte vand over til endnu en kop kaffe.
   "Din skjorte er i tørretumbleren, så der går lidt tid til du kan få den igen. Men du skal vel heller ikke andet i dag?"
   "Nej, ikke andet end jobsamtalen". Mark tog blazeren af og satte sig ved det hvide køkkenbord. Julia satte sig overfor ham og rakte ham en kop sort varm kaffe.
   "Du er vel ingeniør?"
   "Godt gættet. Hvordan kunne du vide det?
   "Som jeg sagde tidligere, så er min mand i samme branche. Han har fortalt mig lidt om NOAH inc.'s udvidelse. Men kun lidt. Der er meget hemmelighedskræmmeri omkring det"
   "Ja, som sagt, så var jobopslaget noget uklar i forhold til hvad jobbet drejede sig om."
   "Gad vide om det er noget til hæren. De kunne, så vidt jeg ved, godt bruge nogle nye maskiner ved fronten"
   "Jeg følger ikke rigtig med i hvordan det går ved fronten. Det sidste jeg hørte var at vi vandt i Sibirien."
   "Det har vi tabt igen, men med store tab på Alliancens side."
   "Okay. Men produktionsleder for nye kamprobotter, det ville have været helt fantastisk. Jeg har selv en række ideer til hvordan man kunne forbedre vores egne robotter."
   "Du kan jo altid sende dem ind til Forskningsministeriet. Det kan være du er heldig"
   "Tja, så skal jeg i hvert fald have finpudset mine ideer". Han smilte til hende. De tog begge en slurk af kaffen og det store rum var tavst et øjeblik. Man kunne svagt høre tørretumbleren spinde oppe fra overetagen.
   "Tror du det er enden på det hele?" Hun satte koppen fra sig og så Mark alvorligt i øjnene.
   "Hvilket?"
   "Krigen"
   "Det har jeg ikke tænkt over. Der har været krig al den tid jeg kan huske, så hvorfor skulle det ikke fortsætte som altid" Julia så ikke ud til at være tilfreds med Marks svar.
   "Tabstallene bliver ved med at være høje, så en dag må vi jo statistisk stå for skud"
   "Tja-"
   "Min mand tror ikke menneskeheden overlever den her krig. Han siger at der er nogen der forbereder en evakuering"
   "Hvorhen?" Julia var tavs. Tørretumbleren var stoppet.
   "Jeg tror din skjorte er tør" Hun rejste sig fra bordet og Mark hørte hende gå op ad trappen. Han blev ved med at kigge på hendes kaffekop med funderende øjne. Han hørte hende komme ned igen.
   "Her" Hun smilte da hun overrakte ham en plasticpose.
   "Tak"
   "Og undskyld endnu engang for at jeg spildte kaffe udover din skjorte."
   "Nå, du har jo gjort skaden god igen" Hun smilte og gjorde an til at han skulle gå. Han tog sine sko på og vinkede til hende da han trådte ud på fliserne.

Kapitel 2

Regnen gled henover ruden. Mark kiggede rundt i letbanevognen, der kørte næsten lydløst. Der sad en gammel dame et par rækker foran ham, tre teenagere længere fremme, fnisende om en lille skærm og en mand i jakkesæt, der kiggede ud i regnen.
   "Næste station er midlertidig nedlagt" lød det fra højtalerne, da letbanen passerede karantæne-zonen. Mark så på de mørke bygninger derinde. De lignede gamle mennesker, som kunne falde om når det skulle være.
   "Næste station: Ringvejen" Letbanen bremsede lydløst og dørene gik op. Mark steg alene ud og vinden peb så han måtte trække op i kraven på sin trenchcoat. Hans lejlighed befandt sig på tredje sal, lidt uden for ringvejen i en gammel arbejderejendom. Med store skridt sprang han op til tredje sal, satte nøglen i og åbnede døren. Forpustet lod han sig dumpe ned i den lille grå sofa, der stod overfor TV'et i stuen. Han gik dagens begivenheder igennem igen for sit indre blik. Der var store brikker han ikke vidste hvor han skulle placere i dagens puslespil. Han tog plasticposen og rejste sig for at lægge skjorten på plads. Telefonen i buskelommen vibrerede. Mark lagde plasticposen fra sig og tog telefonen.
   "Det er Mark"
   "Hej Mark, hvordan gik det med jobsamtalen?"
   "Ikke så godt, Peter. Jeg fik sgu ikke en gang lov at få en samtale. Jobbet var allerede givet væk"
   "Nå, det var sgu surt" Plasticposen tippede og Mark forsøgte at gribe den, men den faldt på gulvet.
   "Er du der Mark?"
   "Ja, jeg tabte bare lige noget."
   "Nå, men jeg ville høre dig om du ville med ned på Douren i aften? En gammel kollega og jeg tager derned, før vi skal til et oplæg henne på universitetet. Jeg kan godt få dig med ind, hvis du vil"
   "Hvad handler det om?"
   "Det er faktisk om et projekt jeg har været med til at tegne. Jeg kan ikke fortælle dig detaljerne over telefonen. Men du vil få alt at vide til oplægget."
   "Kan jeg vende tilbage til dig. Jeg er ikke helt sikker på om jeg har en date i aften."
   "Nå, okay, du skriver bare. Held og lykke du"
   "Tak, vi ses." Mark bøjede sig forover og samlede plasticposen op. Den havde bunden i vejret, så skjorten faldt ud, sammen med nogle papirer. Mark satte sig på hug og så på papirerne. De fleste sider var fyldt med uoverskuelige tegninger. En side bar en sirlig håndskrift. Han gik ind i stuen og lagde papirerne på sofabordet. De fleste var tegninger, til noget der lignede en kompliceret robot. Et af papirerne bar en sirlig håndskrift.

Hvis du stadig gerne vil være produktionsleder, så mød mig fredag klokken to på café Victor!

Hvorfor havde Julia skrevet det, tænkte Mark. Hvad var det for nogle tegninger? Han lagde papirerne til side og greb sin computer. Café Victor lå inde i midtbyen, i udkanten af karantæne-zonen. Mark fandt papirerne frem igen. Langsomt, som med et puslespil, fandt han ud af hvordan papirerne skulle ligge i forhold til hinanden. Hans øjne kørte henover papiret, de forbandt stregerne, cirklerne og diagrammerne og for øjnene af ham så han en robot på papiret. En robot med raketter og teleskophoved.

Kapitel 3

På gaden silede regnen ned og Peter trak kraven op om ørene. Den mørke himmel gik i et med de høje sorte skyskrabere. De lignede gotiske kirketårne, men inde bag ved facaderne var de sidste CEO's på vej hjem til deres koner og deres børn. Hvis ikke deres elskerinder. Hans fødder var gennemblødte af det våde fortov. På hjørnet af gaden flimrede et neonskilt. Der var baren. Han åbnede døren og kørte en hånd igennem det lange sorte hår. Han lignede ikke stamgæsterne. Hans øjne var mørke og klare. Deres blikke var matte og grå - de så på ham, som var det vinden der havde åbnet døren. En bred mand i jakkesæt gav ham dog et lille vink. Peter gik over til ham.
   "Så ku' du være her" brummede manden og tog en slurk af sin øl.
   "Overarbejde?"
   "Det er også rart at se dig, Max. Nej, skulle bare lige aflevere noget, før jeg kom herover" sagde Peter.
   "Hvad da?"
   "Det fortæller jeg dig senere". Peter nikkede imod de andre stamgæster. Max nikkede forstående.
   "Du får mere at vide på vej over til mødet. Det vedrører sagen" fortsatte Peter. Bartenderen kom over.
   "En Killkenny" sagde Peter til ham. Det mørke øl udfyldte glasset, med et smalt lag lysebrunt skum på toppen. Max sagde henkastet, imens han kiggede på fjernsynet
   "Vi kan ikke gå før det her program er færdigt. Det er simpelthen for sjovt". Peter tog en slurk og kiggede mod skærmen. Han kunne se et menneske, bundet til en høj pæl. Med hænderne over hovedet hang skikkelsen fra pælen. Det var en kvinde. Hendes former var tydelige, for hun var iført en grå dragt, der sad helt tæt til kroppen og dækkede håret, så man skulle tro hun var skaldet. Ved hendes venstre bryst var det grå stof en nuance mørkere. Som en lap, der var syet på. Hun lod til at sove.
   "De gør det af med hende om et øjeblik. Hun holder måske 35 sekunder. Hvor meget tror du?" spurgte Max.
   "Det program har aldrig interesseret mig. Ærlig talt synes jeg det er kedeligt"
   "Det er da skidesjovt! Se bare hendes fjæs når hun er vågnet og den er gået af." sagde Max med en varm og dyb latter.
   "Jeg vil hellere se Duellen. Det er der i det mindste noget sport i. Hende der vrider sig bare lidt og så er det det. Jeg forstår ikke du synes det er sjovt!" Sagde Peter.
   "Tja, måske har jeg dårlig humor. Det er jo mest af alt latterligt" Max blev afbrudt af lyden fra tv-værten, der fortalte, at nu gik det i gang. Kvinden på skærmen rørte på sig. Hun løftede hovedet. Øjnene var stadig lukkede. Så åbnede hun dem en smule. Der lød et knald fra fjernsynet. Sprængladningen over hendes bryst var gået af. Hendes ansigt fortrak sig i smerte, men på en besynderlig doven måde. Som om hun endnu ikke var helt vågnet op og havde forstået omfanget af hvad der var sket. Hun vred sig og prøvede at komme fri af båndende. Så, da stopuret på skærmen rundede 20 sekunder, slappedes hendes krop og hovedet dinglede livløst. Blodet løb stadig fra hullet over hjertet og dryppede fra hendes fødder. Max lo.
   "Så holdte hun alligevel ikke længere. Troede sgu der var mere krudt i hende"
   "Jeg kan ærlig talt ikke se hvad der er sjovt i det. Hun vrider sig jo kun lidt og så er det det."
   "Jamen det er jo netop det. Hun har ingen anelse om, hvad hun laver dér, når hun vågner og hun aner ikke hvad der skal til at ske. Hun ved formentlig slet ikke hvem hun selv er, i de sekunder hendes bevidsthed dæmrer for hende. Men når den sprængladning går af, så ved hun at hun skal kæmpe".
   "Men der er jo ingen at kæmpe imod" afbrød Peter.
   "Jo for fanden - døden. Men det er jo lige meget. Hun er færdig. Så hvorfor kæmper hun overhovedet. Det er jo latterligt." Max grinte og gentog den sidste sætning. Han tog en slurk af sin Budweiser.
   "Det er jo for fanden det, der er sjovt, din lyseslukker. Alle de anstrengelser for ikke at dø, når det er så uundgåeligt. Hun når aldrig at svare på, hvordan fanden det kan være, at hun er der. Hun kan garanteret ikke huske at hun er dømt."
   "Så er det da sjovere at se nogle tæve løs på hinanden, som de gør i Duellen."
   "Nej for helvede" sagde Max og lød næsten alvorlig.
   "De muskelfyre ved godt at det er sket med dem. De har haft timer til at forberede sig på, at skulle dø. Dem her, de aner intet om det. De vågner bare og - ja gad vide om de overhovedet opdager de skal dø, før de dør. Men at de per instinkt alligevel kæmper, det er da underholdende! Ligesom med en høne der får skåret hovedet af." sagde Max, nu mere mildt, som om han var kommet af med de argumenter han var brændt inde med.
   "Jeg tror ikke jeg lærer at forstå det" sagde Peter.
   "Det kan forresten også være lige meget. Vi skal til at gå, hvis vi skal nå det før de lukker dørene". Han drak det sidste dovne øl og de tog deres jakker og gik ud i regnen.

Skyskraberne veg for universitetsparken og regnen aftog.
   "Jeg skulle aflevere tegningerne til en NOAH." Peter kunne mærke Max' forbavselse.
   "En NOAH!" udbrød Max. "Så den er god nok"
   "Ja det er den. Det vil du også få at vide når vi kommer indenfor. Det er det, mødet handler om"
   Max tav. Mørket inde fra parken var uigennemtrængeligt og kun lyden af bildæk imod våd asfalt brød med mellemrum tavsheden.
   "Det er sgu for dumt" mumlede Max. Peter kiggede på ham uden at sige noget. Han havde forventet den reaktion. De kom til den universitetsbygning Peter tidligere på dagen havde fået angivet. Der stod et par bredskuldrede fyre i jakkesæt ved indgangen, der nikkede ved synet af Peter og Max. Indenfor var de fleste ankommet. Gråhårede mænd med briller i fin påklædning udgjorde de fleste. Der var også et par enkelte kvinder i mørke kjoler. Max og Peter tog plads på de bageste sæder i aulaen. En høj mand med briller fik øje på Peter, på vej op til podiet og gik hen til ham.
   "Jeg må sgu sige, at jeg er imponeret Peter. Du har gjort et flot stykke arbejde!"
   "Tak hr. Tuong."
   "Din idé med multi-teleskophovedet er på højde med Mozarts Requiem"
   "Mange tak. Tror du den kan nå at blive færdig?"
   "Ja, nu må vi jo se hvad de høje herrer i dag siger til det, men jeg tror der er rimelig gode chancer for at vi får pengene til det. Nu må du have mig undskyldt, ellers kommer vi for sent i gang." Han vendte sig og fortsatte op til podiet. Et lys blev rettet imod ham og den lave summen i lokalet tav.
   "Godaften. Dette er i sandhed en vigtig aften. For denne aften vil have stor betydning for vor races fremtid. Tingenes tilstand på jorden er kort sagt dystre. Krigen synes ingen ende at ville tage og dens globale konsekvenser bliver stadig sværere at kontrollere. Derfor er vi samlede i aften, for at sikre menneskeheden en fremtid udenfor jorden. Velkommen til Project NOAH!" Hele salen klappede.
   "Her på universitetet har vi udarbejdet tegningerne, teorien og modellerne til ikke bare en robot, men snarere et væsen - en moder, der kan genføde menneskeheden udenfor jorden. Jeg præsenterer NOAH # 1" På den hvide tavle bag ham, lyste nu et billede. Det var Peters tegninger.
   "Som tingene er nu, så har vi mennesker cirka 60 års levetid her på jorden, om så krigen skulle slutte i morgen. Med NOAH # 1 kan vi sikre at den flamme, vi kalder menneskeheden får et sted, hvor den fortsat kan ulme, til det igen kan blusse op igen. Det er ikke et skib designet til at have mennesker med ombord, medmindre man vil kalde menneskeligt DNA for mennesker. For at undgå risikoen for uoverensstemmelser ombord, har NOAH # 1 blot ingredienserne til igen at føde mennesker. En kunstig livmoder, sædceller og æg er placeret i NOAH # 1's afsikrede fjerde modul, her ved enden." Han pegede med en laserpind på en firkant, markeret med MODULE # 4.
   "Hvis afkom der engang i en fjern fremtid skal skue nye og ukendte horisonter, ja, det skal i, i aften, bestemme. Man vil i aften kunne købe sig til en "plads", altså retten til at få sit genmateriale ombord-"
   "Det er jo for latterligt!" Herrerne i jakkesæt kiggede vrisne på Max og kvinderne i kjolerne hviskede til hinanden. Der var et øjebliks stilhed i salen.
   "Har du noget på hjerte hr. Galvin" Hr. Tuong kiggede på Max med det samme overbærende blik, han sendte sine elever, når de stillede et dumt spørgsmål. Peter vidste hvordan vreden lå under overfladen på det pæne ansigt. Max rejste sig.
   "Ja, det er sgu da for latterligt, ærlig talt. I aften mødes vi, en flok bankmænd, storaktionærer, kapitalejere og andet godtfolk. Ikke bare skal denne snævre kreds åbenbart lægge fundamentet til menneskehedens fremtidige overlevelse, de skal tilmed købe sig til den."
   "Pengene går til at fremstille maskinen. Det er ikke ligefrem billigt at skabe Noahs ark." En latter gik igennem salen.
   "Det var måske bedre om man brugte sine penge på noget andet og mere fornuftigt"
   "Hvad kan være mere fornuftigt end at sikre vor fælles overlevelse?"
   "Der er ikke noget fornuftigt i at sprede den plage, som vi mennesker udgør. Se på vores egen planet. Vi kan ikke engang leve i vores eget hus. Med angsten for døden, dræber vi hinanden og alt andet liv her på jorden. Skulle det ændre sig, bare fordi planeten er en anden?"
   "NOAH # 1 er udstyret således, at den oplærer menneskene om deres egne destruktive drifter. Alle vore fejltagelser her på Jorden, vil danne fundamentet for en frisk ny start" Der var stille i salen. Max tog en dyb indånding.
   "I så fald skaber i noget umenneskeligt. Vi er ikke skabt til at leve i harmoni. Det er vores natur at udslette, dræbe og ødelægge det levende omkring os. Hvis i forsøger at opdrage mennesker derude, så de kan leve i harmoni med alt andet, så vil det fejle. Det vil blive et helvede for dem." Han tog sin jakke og gik ud af salen.
   "Det var en - venlig gæst du havde med dig hr. Huygens." Hr. Tuongs ord var ikke fri for slet skjult vrede, men der blev en vældig latter i salen. Peter blev siddende med et let smil på læben, da hr. Tuong fortsatte sit oplæg.