Den bitre maltsmag lægger sig om min tunge, kulsyren prikker imod min gane og jeg kan mærke hvordan verden begynder at krænge. Solen blusser op i en rød eksplosion bag horisontens skyer - vi skåler igen. Mads og Lars spiller fodbold et sted, langt ude på græsplænen og jeg opdager at min hånd hviler på Helenas skulder. Hendes hoved hviler sig op ad mig.
   - Det er underligt, ikk? Snart er vi som blæst for alle vinde. Sætningen bliver hængende og svøber aftenen i en højtidelig stemning og de andre piger fra klassen bliver tavse. Bålet knitrer. En flok af mennesker vi ikke kender kommer hen til os, imens stjernerne tændes på den mørke himmel. Vi taler med dem og jeg opdager at Helena er væk og at jeg sidder fordybet i en samtale med en fyr der hedder Per. Vi deler samme syn på den forbandede VK-regering, på krig og fred, men ikke på Ungdomshuset. Vi er kommet langt væk fra græsplænen, da han spiller klaver for mig og vi åbner en dåseøl. Han er selvlært og har selv skrevet stykket.
   Jeg ser en pige der smiler sødt til mig. Hun har piercing og farvet hår. Mælkevejen over mig snurrer rundt imens jeg lægger an på hende og jeg ignorerer at hun sagde noget om en lesbisk kæreste. En bekendt, jeg tror det var Kurt, står og råber ad mig imens jeg grinende ligger på asfalten og skider på det hele. Lesbisk.
   Han hiver mig op igen og jeg skyller Jeltzin ned i store slurke, inde mellem teltene. Per taler med en tøs og de andre fra efterskolen fniser, da jeg hiver en pige med mig ind i mit telt. Det gør ondt og ingen af os kommer, men hun smiler til mig da vi begiver os udenfor igen og så forsvinder hun.

Jeg trasker ind til byen, hvor jeg igen møder Mads og Lars, der er blevet færdige med at spille fodbold. Og Helena er kommet tilbage. Nu klistrer hun sig til en fyr der hedder Svend, han er vel fin og flink nok, men jeg holder mig til mine Jägershots, alle 5, som jeg bunder på 5 sekunder. I en neopolka til Nik og Jay sammen med Lars og hans klassekammerat Peter, glemmer jeg alt om Helena og får øje på alle tøserne omkring os. Deres hofter vugger ved en frekvens jeg ikke kan finde, så jeg ender med at snave hende den buttede, med briller, der står og ikke vil danse. Da vi drenge tager vores frakker, skriver hun en lang og vred sms til mig, som jeg leende viser til gutterne.
   Idet jeg kigger op fra mobilen ser jeg en pige med sort hår, en eng af fregner henover ansigtet og de mørkeste dybeste øjne. Vi stirrer hinanden i øjnene længe, taler et intimt sprog, indtil hendes ansigt vrider sig i en smertefuld grimasse, da jeg slår op. De skæve øjne sender store tårer trillende ned ad kinderne, da hun smækker døren og blokerer min facebook-profil.
   Lars og Peter tager fat i mig, men jeg forsvinder væk, til en bar med en stor flok italienere og en masse tyskere. En polak fortæller mig om fordelene ved diktatur, mens jeg drikker det sidste af en Erdinger. Han og jeg er efter den samme ungarske pige, som i mellemtiden har fundet et par tyske overarme til at holde om sig. Selv finder jeg også en tysker, der inviterer mig med til at se en dokumentar om EU's privatisering af den franske vandforsyning. På hendes kunstner kollegieværelse kan vi knalde i fred. Under akten bider hun og kalder mig "geiler Sau", så efter det er overstået skynder jeg mig tilbage, til Lars og Peter. De er imidlertid, sammen med en fyr der hedder Poul, taget på den franske natklub "No Liberté". Her drikker vi alle en Hennings og jeg skal til at finde mine bedste dansetricks frem, da en stor hånd på min skulder trækker mig udenfor. En lille, bister og meget bred skaldet dørmand siger at jeg ikke må komme ind igen. Jeg bliver trodsig, men han bliver ved med at skubbe mig væk og da Peter pisser i en opgang nær ved, bliver vi nødt til at tage benene på nakken.

Tilbage på stambaren tyller jeg fire glas vand, før jeg igen må indse, at min dansefrekvens er forkert indstillet. Jeg vakler hjem til kollegieværelset til lyden af morgenfriske måger, imens jeg tænker på de mørke øjne og de store perlede tårer.