Vi sidder på muldskorpen
i det roterende drivhus
og lytter til den vibrerende æter,
drikker os fulde i Harboe-pils,
og nyder varmen fra eksplosionen i himmelen.
Piger i shorts og korte kjoler
gror brune i solen på grønsværen.
De fniser med veninderne og kigger på vennerne,
viser strålende tænder
omkransede af rosenrøde læber,
der lugter af vin.
På de blege træpaller
står en lav mand i sort LA-kasket
og skratcher på tjærekiksene.
Det vuggende beat
sætter rytmen igang på hofterne,
på dem,
der danser deroppe.
Rusen tager mig,
den sender små kildende fingre
ned igennem mine årer
og et smil slår revne i mit ansigt.
Jeg rejser mig vaklende
og la'r dig sidde tilbage,
begi'r mig ud blandt pigerne
foran pallerne
og danser til deres hofters frekvens.