En lun forårslørdag går jeg en tur. Fremlæggelsen til tirsdag og min manglende evne til at komme igang med den, tvinger mig ud af lejligheden. Så jeg går en tur. Mellem Bispehaven og Gellerup ligger et konstrueret naturområde med tre høje. Grimhøj hedder den ene, jeg ved ikke om de andre har navne. Men efter fodboldbanerne, der adskiller betonen og højene, går jeg op ad den højeste af højene. Forpustet når jeg toppen. Blæsten heroppe er kølig og grå skyer driver over hovedet på mig, med øer af blå himmel imellem dem. Man kan se hele Århus herfra. Olafur Eliasons regnbue lyser op midt i blandt byens blege farver. Jeg går i cirkler og kigger langt væk. Derude ligger det bølgende Jylland, derinde byen og alle dens varetegn; Domkirken, Rådhuset, Aros og så videre.
   Jeg lægger mærke til at jeg gået rundt om en cirkelformet betonmasse. Den strutter heroppe på toppen af højen, men af en eller anden grund har jeg ikke lagt mærke til den. Det gør jeg nu. Det er egentlig en meget underlig genstand, hvis man overhovedet kan kalde den det. Den er tydeligvis beregnet til at sidde på, men hvorfor så ikke bare nogle bænke? Er der et dybere æstetisk formål med denne betonklods? Den virker så anonym, lidt ligesom monolitten i Rumrejsen 2001. Intet udtryk og alligevel suger den ens opmærksomhed til sig, så snart man egentlig lægger mærke til den. Højen har en lang ryg, der går en smule nedad og da jeg kommer ned for enden af ryggen, står dér også en betoncirkelklods. Samme slags som den på toppen. Jeg går længere ned og kommer forbi et sted, der gør mig endnu mere nysgerrig. Her er der brugt jern til at danne en lille plads, ind i højen. Jernet er brunt og rustent, men laver en skarp trekant ind i højen og i denne trekantede plads, er der små betoncirkelklodser. Stedet befinder sig halvvejs oppe ad højen, så det virker umiddelbart som en rasteplads for de gangbesværede. Men som klodserne oppe på ryggen af højen, suger stedet min opmærksomhed til sig. Det gamle jern holder højens græs og ukrudt brat adskilt, fra et rum der slet ikke skulle være der, men hvor der står nogle besynderlige runde genstande. Jeg sparker lidt til dem og lidt til jernmuren. Ingen reaktion. Ikke nogen antydning af at det vil give sig. Det står fuldstændigt fast og vil sandsynligvis gøre det flere tusind år endnu. Disse høje vil om lang tid blive set på med undren, måske den samme undren som min. Jeg går videre.

Jeg kommer til mit yndlingssted, for enden af stien der fører opad højen. Stien ender ud i en sti af asfalt, hvilken smyger sig langs højens fod. En elmast spreder sine ben hen over stien og står som en ildevarslende port, der fører ned til den kunstige sø, der ligger mellem de to af højene. Jeg elsker stedet her. Højene, søen og elmasten, i en underligt moderne og på samme tid romantisk opstilling - ja, jeg vil betegne det som neoromantik. En konstrueret natur, der med sine rappende ænder i søen, forsøger at skabe idyl, men som brydes af stål og mange tusinde watt. En slags natur for de, der bor i stålet, betonen og de grå omgivelser. Jeg går ind under elmasten og kigger op under den. Det er et virvar af metalbjælker, der stritter frem og tilbage, imod de grå skyer og søerne af blå himmel. Det føles som om stedet taler til mig, jeg forstår pludselig området på en helt anden måde end før. I stedet for at gå hjem, beslutter jeg mig for, at gå op på den lidt mindre høj, ved siden af den største, overfor den lille sø. Små betoncirkler byder mig velkommen, ved foden af den lille høj, men jeg tager en anden vej op, i stedet for grusstien. På toppen er der en hel familie af betonklodser i forskellige størrelser. Jeg sætter mig på en af dem og kigger ned på Jernaldervej. Blæsten fører larmen af biler og busser op til mit øre og jeg får en følelse af ensomhed. Det er som om denne lyd, bedre end noget andet kan understrege hvor alene man er.

Ovre på den store høj ser jeg en skikkelse på vej ned. Sort tøj og hvad der ligner lang gyldent hår. Hun er også alene ude at gå. Jeg kan ikke rigtigt slippe hende. Hun går ad stien, hen i mod min høj. Mon hun også vil herop? Jeg går ned ad højen, i en spiral, sådan som stien fører mig. Og hver gang jeg ser hende, kan jeg ikke lade være med at spekulere på om vi kommer til at passere hinanden. Kommer jeg til at se hendes ansigt? Vore stier følger hinanden parallelt, min går nedad og møder hendes og hendes går opad og møder min. Hun drejer hovedet et par gange og kigger op på mig. Da hun nærmer sig tærsklen til min sti, håber jeg inderligt at hun vælger at gå op ad den. Det gør hun ikke. Hun fortsætter ad stien, ud til Jernaldervej. Da jeg kommer ned for enden, går jeg i den modsatte retning, hjemad til Bispehaven.