På det smalle skrivebord i mit kammer flyder emballage, brugt service og en toiletpapirsrulle. Neden for vinduet trænger larmen sig på fra den befærdede vej.
   "Klokken er tolv" bimler klokkerne fra kirken, på den anden side af vejen. Strålerne fra solen gennemborer værelset og efterlader min skygge som en ensom eksistens på den hvide dør. Mine armhuler koger, mens jeg med dovne øjne ser klip efter klip på YouTube. Toppen af mine pupillers hvælvinger spænder af smerte, efter at have siddet en formiddag i solskin foran computeren. Er der ikke en verden jeg burde interagere med? Den blå himmel lokker og de drivende skyer siger
   "kom ud og leg!" Jeg ifører mig mine hvide løbesko og min ruskindsjakke. Åbner døren til den anden verden. Ude på gaden gennemstrømmer en brise mig, køligt renser den mit rastløse hoved. Jeg trasker ned ad gaden mellem bindingsværk og knejper. For enden er der en park. I parken snor sig en bæk. Den blide rislen fra vandets gang over sten og grene er som sød musik. Larmen fra en motorvej vokser jo længere jeg kommer igennem parken. Under motorvejen er der en tunnel. Inde i mørket forsvinder stien under mig, så jeg fastholder blikket ved lyset for enden af tunnelen. På den anden side er der åbne sukkerroemarker og bløde bjergtoppe i horisonten. Bag mig aner jeg Frankfurts højtragende kendetegn - skyskraberne. Her har vinden plads at løbe på, så jeg lyner jakken. På stien imellem markerne er der mennesker. Cyklende mennesker, løbende, gående og rulleskøjtekørende mennesker. Idet jeg passerer en gammel dame, kigger hun op og siger
   "Hallo"
   "Hallo" siger jeg og glemmer at returnere hendes smil. Den monotone spadseren sætter tankerne igang. Som en lavine overdynger jeg mig selv med gode forslag; læs mere! Løb mere! Lav mere! En euforiserende rus bjergtager mig ved tanken om alt det gode jeg skal udrette.
   Så dukker hun op. Langsomt men sikkert, oversvømmer hun som en tsunami min bevidsthed. Hendes tårefyldte forurettede ansigt dunker som en slem hovedpine bag mit kranie. Gjorde jeg det rigtige dengang? Nok engang dissekerer jeg forløbet i mit indre. Nej, lyder det først svagt. Så skriger jeg indvendigt:
   "NEJ DIN IDIOT, DET VAR DEN STØRSTE FEJLTAGELSE I DIT LIV AT SLÅ OP MED HENDE, TIL FORDEL FOR ALVERDENS PIGER I DIN SENG!" Erkendelsen ryster mig. Min krop fortsætter ufortrødent med at gå under den strålende forårssol, men mit sind er som frosset. Jeg har en svævende fornemmelse, som om jeg demonterer mig selv fra min krop og er klar til at flyve langt, langt væk. Da jeg endelig får kontrol over kroppen, finder jeg mig selv på vej hjemad. Tunnelen er kølig og jeg aner igen bækkens rislen. Hundeejere går tur og lader deres hunde snuse hinanden i bagdelen. Nu er restauranter og knejper åbne.
   "Klokken er to" hilser klokkerne fra kirken. På mit værelse lader jeg mig dumpe ned i min kontorstol. Krop og sind er som renset og jeg har følelsen af at være i en kildevandsreklame. Computeren er endnu tændt. Jeg tjekker facebook. Så Gmail. Så YouTube. Og Youtube. YouTube. PornHub. YouTube.