Anh hentede mig klokken ti. Han kom kørende ned ad Ly Quoc Suu på sin røde knallert. Jeg havde en taske på ryggen og tørrede sveden af panden. Det var stadig varmt selvom solen for længst var gået ned. Han stoppede ved fortovet, ud for hvor jeg stod
   "Hi Thomas. How are you?"
   "Toi khoe qua" svarede jeg på vietnamesisk. Anh smilede.
   "You ready?"
   "Yes" Hurtigt fik jeg det køligere, da vi kørte ud ad Hanoi, jeg bag på Anhs knallert. Gaderne var stille og mørket blev kun brudt af de gule gadelamper, der sendte gult lys ned gennem fortovstræernes blade. Først da vi kom over stålbroen, mødtes vi af modkørende lygter og hidsige dyt fra skramlende lastbiler. Anh drejede ind ad sidegaden hvor hans forældre boede.
   De sov, da vi gik indenfor. Anh aede katten der listede af sted langs den turkise mur i køkkenet. På det skinnende træbord stod der skåle af forskellige størrelser og på en af stolene stod der en stor riskoger.
   "You want something to drink, Thomas?"
   "Yes, some water please" Vi satte os ved bordet og Anh rakte mig en skål og et par spisepinde. Jeg åbnede låget på riskogeren og skovlede to store klumper ris op til Anh, dernæst to til mig selv.
   "My grandfather, he very sick."
   "Yes, you told me. What disease?"
   "It his stomach. It very painful. I have to take care for him"
   "I see". Anh tog med sine spisepinde et stykke tofu og lagde det over i min skål ris.
   "Delicious?"
   "Very delicious. Tell your mother that she is a good cook" Vi vaskede skålene af og låste porten til huset, før vi satte os op på den lille røde knallert igen. Anh havde fået sat sidespejle på knallerten.
   "The police in Hanoi don't care. But out here, they not very nice. You get punished for not have mirrors"
   "How does the police punish you?"
   "They beat up. I see one, he goes over for red and police stopped him. Then they beat him up. Hanoi police never do that. They don't care. But not police out here" Imellem de små ensartede landevejslandsbyer lå der øer af mørke. Anh kørte 60 og jeg holdt godt fast i knallerten. En skramlende lastbil overhalede os og hvirvlede støv op i ansigtet og næsen på mig. Anh bremsede op, manøvrerede uden om et hul i vejen og gassede op igen. Vi kørte videre og jeg overvejede hvor slemt vi ville komme til skade hvis vi kørte galt herude.
   Anh sagde noget til mig, men jeg kunne ikke høre noget for vinden
   "WHAT?"
   "WE MAKE BREAK, NEXT CAFÉ, OKAY?
   "OKAY" Et kvarter efter sagtnede Anh farten og vi kørte ind til siden. Her lå et smalt, men aflangt hus, hvor der ud til vejen blev serveret te og kolde drikke. Min røv gjorde ondt og det var en befrielse at kunne strække benene. Anh bestilte to gange grøn te med isterninger og vi satte os ved et lille blåt plasticbord. Anhs øje var rødt af blod.
   "Thomas, will you help me. I get mosqito in my eye. You give me water in my eye, okay?"
   "Okay. Is it bad?" Jeg greb flasken med vand
   "No, is okay. Not bad" Anh trak øjenlågene fra hinanden, så jeg bedre kunne hælde vand på øjenæblet. Han blev ikke stående længe før han grinende trak sig væk fra flasken.
   "Okay, okay. Give me some in my hand. I wash it off" Jeg hældte lidt vand op i hans hænder og han skyllede sit ansigt. Jeg gjorde det samme. Støvet fra vejen havde lagt et lag af skidt på min hud. Den føltes fedtet. Ejeren af den lille café fik 10000 Dong for både Anh og jeg. Benene gjorde ondt ved tanken om at sidde yderligere to timer på knallerten.
   Vi ankom til havnebyen Hai Phoung klokken to. Byen var fuldstændig øde, men Anh holdte alligevel for rødt ved hvert kryds. Ét sted var der lys. Ved byens måske eneste åbne gadekøkken. Den var under et tag af blik, der blev båret af tynde støtter af jern. Anh bestilte to gange pho bo. Den var stærk og mine øjne løb over med vand. Men sulten overvandt chilien, så jeg slubrede det sidste suppe og tynde oksekødsstykker i mig, før vi kørte afsted igen.
   Vejen vi kørte på var nu bred og snorlige. Vi kørte i lang tid, før Anh drejede ind til venstre. Vejen blev til en lille sti imellem små huse. Det var tyst og kun knallerten og insekterne lagde lyd til natten. Foran et lille hus stoppede Anh. Han bankede på gitteret til porten. Jeg kunne høre en person rejse sig derinde og tage langsomme skridt henimod os. En kvindestemme sagde noget på vietnamesisk. Anh svarede. Porten blev åbnet og dernæst gitteret. Det var en køn kvinde med uglet hår, der åbnede op.
   "Hello"
   "Chao chi" Hun fniste ad mit uslebne vietnamesisk.
   "Nice meet you. I Anh sister"
   "Nice to meet you too. I hope we did not wake you up" Hun så spørgende på mig og Anh oversatte. Hun fniste.
   Jeg lærte aldrig hvad der var galt med Anhs bedstefar. Næste morgen, efter en nat med mange myg og dyb søvn, lånte jeg en elknallert af Anhs søster, imens Anh så til sin bedstefar. Jeg kørte til stranden der lå tæt ved, hvilket ikke var noget specielt. Hoteller var plantet langs kysten, men turistsæsonen var langt fra sat ind, så området lå øde og roligt hen. Da jeg kom tilbage, sagde Anh ikke meget om sin bedstefar. Vi kørte med toget tilbage til Hanoi samme dag.