En mand gik sørgmodigt ned igennem den mørke by. Gik bevidst uden om alle de fyldte vandpytter, der var dannet af en tidlig aftenregn i vejens huller.
   Han stoppede, løftede hovedet og så op på den stjerneoplyste nattehimmel. Denne nat kunne han tydeligt se mælkevejen og fuldmånen. En lille tåre bevægede sig ned af kinden, som spildte mælkevejen en dråbe på ham. Om det var fuldmånens glinsende hvidgule cirkel, eller hans eget tungsind, der pressede tårerne frem, vidste han ikke.
   En skikkelse af en person kom imod ham ud fra mørket. Han kunne kun se silhuetten. Men denne fremmede stoppede brat op, som havde noget distraheret ham. Manden gik beslutsomt mod den fremmede - han ville bede ham forsvinde. Hvis den fremmede så op, ville han også få månen og den ville manden have for sig selv.
   Den fremmede blev stående et kort øjeblik, så gik han bort igen. Nu så manden, at den fremmede løftede hovedet op mod stjernehimlen. Han havde også selv lyst til at kigge op, men holdt sig tilbage. Hans hjerte smertede, for han følte at månen blev stjålet fra ham. Han fortsatte mod den fremmede, men da han var så tæt på, at han kunne sige noget til ham, tav han alligevel. Han ville ikke bryde stilheden og skyndte sig i stedet forbi.
   Da han kom hjem satte han sig på en stol og græd. Han havde mistet månen.