Oh at vandre gennem midsommeren med en følelse
som kunne man gå på vandet. Ikke langs med havet
men helt ude i randen af dagen.
At se havoverfladen lette som var den en overflade
af nypudset guld og sølv og elektron. Lytte til
bølgernes mumlende formaninger, som lyttede
man til et kor af døde sjæle.
At følge mågernes vældige skygger henover strandfladen
I håb om at genfinde en anden tid. Som lagde man nakken
tilbage og spottede med et en flyveøgle deroppe.
At placere sin yngste datter forsigtigt på et stykke ældgammelt
drivtømmer, hvis mægtige filtrede rodnet efterhånden tager
form af en drage. Se hvordan nutidens sol får hendes mørke
hår til at genspejle firmamentet som et blåligt skær.
Oh at finde en guldbarre i sandet. Fra et skib der gik ned for
århundreder siden, men hun rørte ikke det kostbare
strandingsgods. Ikke vække den slumrende drage der vogtede
over skatten. Ikke pådrage sig dens vrede på en solrig dag som
denne.