Sommerens død. At lære at elske September.
Dage med blæst solskyer og bølgebrus.
Dage af glas og uklare visioner. Dage af
fællesskab over vejrbidte langborde, anrettet
med tanker og fornemmelser, og under et
vekslende skydække af sære ideer.
Natten er et fejrende fyrlys. Under dæmpet
måneskin og lysende natteskyer.
Jeg vil elske dig i nat og ønsker dig tusind
tak for i dag.
Dagen er som Heidi der med bløde arme
og sollys i håret stiger ombord. Dagen er
som Christian hvis bil ikke længere stikker
i kviksand.
Dagene er som bølgeskabte tunfisk der i
begejstring river sig løs fra deres oprindelse,
og senere ender stendøde på kajen.
Natten og dagen favner hinanden som hos
to atomer hvis kerner er smeltet sammen til en.
I det øjeblik hvor to ønsker hverandre at være
sammen i tusind og en nat.
Dage der er gjort af ild og fygende sand.
Dage hvor graviteten er ophævet ved lov.
Dage hvor nat og dag er et og det samme.
Dage hvor tidens strøm føles som en grøn flods
slangebugtninger.
Lad dig føre afsted med strømmen til floden forener
med havet: Og alt mellem stjernebilleder ønsker dig
tusind gode år endnu.