" Pivhytten" 22 februar 1950.
Køre Lisa.
Heller ikke jeg holder af at diskutere. I reglen kan jeg ikke fordrage det. Jeg har ofte gjort Erling frådende ved ikke at gide diskutere, når han havde afleveret en af sine store bravader. Eller ved at citere Whitman: " I min ungdom kæmpede jeg med vejrmøller og med dialektikere og ordkløvere"( er det ikke sådant der står? Det er dig der har bogen.) Dine tanker angående diskussion er morsomme og rigtige ,synes jeg. Men jeg kan stadigvæk ikke lide at du gør det til et princip. Principper er ækle. Selv ordet er utiltalende. Prøv selv at sige det! Ved sidste stavelse vil du smække munden sammen på en fuldkommen latterlig måde. Som en fugls næb. Principper er noget skrøbelige mennesker bruger til at stive sig af med. Det behøver du ikke.
For øvrigt kan vi da endelig også snakke Whitman uden derfor at diskutere ham? Især når det lader til, vi er noget nær rørende enige. Jeg er mægtig glad for du kan lide ham. Jeg sætter ham højere end nogen anden digter.
Ja, du må gerne beholde bogen så længe du vil. Det interesserer mig hvad du skriver om et uddrag af Leaves of Grass ,som du har købt . Kunne du ikke give mig nærmere oplysninger? Er det på engelsk, eller en dansk oversættelse( Cai M. Woel, Johannes V. , Gjellerup) Jeg vil gerne låne bogen ved lejlighed, evt. vil jeg bede dig skaffe mig et eksemplar, hvis du kan. Jeg kan så sende dig pengene.
Du er jo temmelig bitter i begyndelsen af dit brev; det værste er at det lyder ment og gennemtænkt. Gudfader, du må jo synes jeg er en glad idiot-Godt, det er heller ikke helt tosset. Jeg har egentlig ikke noget imod at være en glad idiot.
Jeg sender dig Millers kosmologiske øje. Måske vil du ikke synes om ham, endda temmelig sandsynligt ikke. Alligevel synes jeg du skulle læse bogen, hvis du kan få tid til det( men den tager sin tid) Du har " så forbasket lidt tid" , skriver du. Det forstår jeg godt. Men på den anden side er Miller så inciterende og tankevækkende og skrubskør, at jeg synes et tænkende menneske skylder sig selv at stifte bekendtskab med ham. På mange punkter er jeg enig med ham og kan lide han siger tingene som han gør, netop sådan; andre steder må han vække ens protest og modsigelse.( Selv om man er glad for at have hørt hans mening) Til tider er han utålelig. Men alt i alt en fyr der bruger sit hoved, en fyr man slet ikke kan lade være med at lide. Hvad han skriver om film f.eks. er knusende fint-og brandfarligt sprængstof anbragt de rigtige steder. Og hans betragtninger over kunst er alt det man ikke selv kan få formuleret-plus en hel del som man ikke ville bryde sig om at formulere ( I hvert fald ikke på den måde) Man læser ham i en stadig skiften af ekstatisk og frydefuldt bifald, og hovedrystende protest. Du kan ikke tænke dig hvor han er velgørende skør---Du må ikke tage dig af han nu og da bliver " uartig" ( er det ikke sådant de kalder det?)og bruger stygge ord. Men det tror jeg heller ikke du vil gøre. Det hører med til ham men er ikke det væsentlige. Et sted,( side 155) skriver han noget om digterne-" hvordan skal de blive hørt og forstået, hvis de benytter sig et" kastreret sprog". For øvrigt kan jeg lide, at han kan lide Lawrence-det kan jeg nemlig også-og at hans selvbekendelse er så iøjnefaldende på linje med Songs Of Myself. Læs nu selv og lad mig høre din mening! ( eller behold den for dig selv hvis det passer dig bedst.)Der ligger et avisudklip indeni-det har ligget der et stykke tid, jeg synes ikke der er nogen grund til at tage det ud nu. HC Branners mening om det sjove dyr mennesket. Så vidt jeg kan forstå er jeg bunduenig med ham, men jeg nærer stor ærbødighed for ham som forfatter, og jeg synes hans artikel er interessant og siger en hel del.
Så, nu drømmer den gamle tøs Rixie igen! Det er så sjovt at høre hende bjæffe og knurre og skabe sig i søvne; hun ligger på divanen og sover, og bedst som jeg sidder her begynder det at rykke i kroppen på hende, og hun småglammer ynkeligt. Jeg elsker at høre hende gøre det. Jeg spekulerer altid på hvad hun nu laver et sted i drømmeland-efter en hare, står med hele hovedet nede i et markmusehul, eller hun falder i vandet, o ve og skræk-eller hvad? Og jeg kommer også altid til at tænke på en sætning fra " Gården"-de sidder alle sammen i stuen, og nede under bænken ligger Kaj, bastarden, og" lugter hundsk"." Han bjæffede i søvne medens han forfulgte en flygtende lastbil hen ad Kongevejen". Kan du ikke se det er en vidunderlig sætning? Sådan en man ikke lægger mærke til i første omgang, men et par linjer efter smutter øjnene af sig selv op til den, man læser den igen og sidder og smiler over den. Det er en levende og hjertevarm mand, en stille humorist, der har sat det ord der. " Flygtende". Det er humor når den er bedst. Den sætning er en perle. Kan du ikke godt lide at høre folk snakke i søvne? Det er dejligt.
For tiden læser jeg Sartre. Det er morderligt interessant, men jeg aner ikke om jeg får står et kuk af det hele. Eksistentialismen. Det er temmelig indviklet. Jeg er bange jeg ikke er højpandet nok. Man bør vist også læse Kierkegaard og deslige først. Men skidt! Jeg synes det er mægtigt interessant som det er. Jeg håber på jeg er uvidende nok til a det hele kan gå op for mig selv.
Kiks- kan du lide kiks Lisa? Jeg holder meget af kiks. Hver gang jeg sætter tænderne i en kiks, får jeg tanker, og den er lige ny og frydefuld hver gang. Jeg tænker: " Hvad er en kiks egentlig andet end en undskyldning for en klat marmelade? Det giver et helt lille hop indeni mig hver gang af fryd ved sætningen. Er det ikke fjollet? Jeg håber og beder til, det er min egen tanke. Har du hørt den før? Dorrit havde ikke hørt den før, hun er den eneste der har spurgt. Bare det var min egen! Ved Gud, jeg ville være stolt af den. ( Jeg tror det er min egen)
I går var jeg en tur ovre ved Storebælt. Vinden var gået om i nord, og den var skrap. Jeg skal love for der var brænding! Så langt øjet rakte vendte bølgerne det hvide ud. Enorme grønne og hvide vandbjerge kom brusende og væltede sig med en øredøvende larm op på stranden. Jeg stod længe i læ af et højt hegn ,og fyldte mit sind med billedet: de høje skrænter, den tunge, grumsede ,grå himmel, havets grønne og grå, hvidplettede flade, de endeløse rækker af hvide ,frådende vandbjerge skråt ind mod kysten, mågerne som baskede og slog med vingerne over skrænterne og lige over brændingens kog. Bagefter gik jeg helt ned til stranden, gik lige i vandkanten og kæmpede mig frem mod vinden og sang og skreg af fuld hals, men det blev revet væk, jeg kunne knap selv høre det i den vanvittige ballade havet lavede.
Ved du at Storm P. plejede at skrive tak for i dag i sin dagbog om aftenen. " Tak for i dag". Det er smukt men hvem skal jeg takke? Skæbnen? Jeg er nemlig taknemmelig, jeg står bare famlende med mine taksigelser og aner ikke hvad jeg skal gøre med dem. Tak for i dag! Tak for at jeg blev født på en søndag! Tak for at ting kan være så vidunderlige. Tak for ---På bestyrelsens vegne vil jeg gerne have lov at takke for bla bla bla---skål og skide være med det. Skål og tillykke med jeres tørst alle sammen! Tillykke! Ved du at Snedker bliver atten i morgen, nej i overmorgen? Men du husker vel knap nok Snedker-en ung dreng med et par mørke og smukke øjne, en dreng de ikke får bugt med. Hans øjne er sådan at man synes man skal græde ved tanken om at se ham fuld for første gang, sagde Mor. Jeg elskede Mor da hun sagde det ,fordi hun så så klart og kunne sige det så uforglemmelige. Sagen i en nøddeskal! Ja, en dreng de ikke får bugt med-Jeg skrev engang et digt til ham. Han har naturligvis aldrig set det. Jeg kaldte det " Kammerat".
Det var dejligt at dit brev kom. Tak for det. Jeg kan godt lide at få breve fra dig. Du er heller ikke bange for at bruge hovedet( det er bare en af grundene) Det du skriver om originalen med mundharpen får mig til at tænke på sangtimerne i skolen i Lillevorde. Der spillede jeg også sommetider, og ungerne sang til. Og de tre små har du taget på kornet i deres sang. Jeg kan kende mine seks små strålende barbarer i dem. Var det til dig eller var det til en anden jeg engang i et brev forklarede om sangene deroppe og fortalte om linjerne i det. ? Jeg ville ønske du ville huske at svare på det --om det var dig. Det interesserer mig. Jeg har lige læst det igennem igen. Det er en dejlig beskrivelse af de tre små. Hvad mener du med det? Du skriver om originalen, at han er en underlig en, og så-" de plejer ikke at være sådan". De plejer ikke at være sådan. Hvad mener du med det? Han kunne for resten optræde i en novelle af Saroyan, manden med mundharpen og den kultiverede stemme, og som er så god mod børnene. ---Kerteminde, skriver du. Det er ikke mere end femten kilometer herfra---Sikke en jeg får dit bæst! " Og det var endda så godt vejr. Det lægger jeg nemlig også sommetider mærke til"---Jamen det tvivler jeg da ikke om. Jeg mente bare at inde i en storby kan vejret da for pokker ikke være så afgørende en realitet som herude, så altoverskyggende en begivenhed. Der er læ alle mulige steder, og en hel del af byens liv foregår inden døre-der er så meget andet end vejret. Når jeg skrev som jeg skrev var det ikke for at antyde, at jeg mente du var mere døv og blind for vejret end jeg eller enhver anden. Jeg talte om vejret i byen og vejret herude ved havet, i naturen. Sikke en bunke ord, men nu håber jeg at have forklaret alt hvad jeg mente ( Man kan også gøre skidt uret!) Jeg har en pragtfuld stopning på min ene strømpe. Når jeg går i seng om aftenen, sidder jeg og kikker saligt på min stopning; den er kæmpestor og lavet med blåt, dejligt dybblåt og stærkt, garn på hælen af en helt lys strømpe. Jeg stoppede den selv forleden. Det er den kønneste stopning jeg nogensinde har set. Er det ikke dejligt.
" Det værste ved godtfolk er at de er sådan nogen nathuer. De går og skumler over uretfærdighederne, så klapper de kæberne i, spiser deres aftensmad og går hjem i seng og glemmer det hele."-Synes du ikke det er en guttermand, ham der har sagt det? Hvis du vil sige jo han er en guttermand, så skal jeg fortælle dig i mit næste brev hvem det er.
Lisa, det er dog den skøreste familie jeg har! Forleden fortalte jeg dig om Pyppi, hvordan hun bad dem rende og hoppe med deres ungpigehjem; og i dag var der brev hjemmefra, fra Far. Ganske normalt indtil jeg pludselig farer op med et chok; til allersidst i brevet, efter alt det andet, ganske nonchalant og let henkastet: " Så er der vist ikke mere, udover at jeg i dag har sagt mit arbejde op på Amtsavisen, efter en af de berømte omgange med bladets redaktør. ( Samme redaktør var engang en dygtig journalist, nu forsumpet og en temmelig utiltalende fyr, som sjofler folk på det groveste når han er i humør til det. Jeg forstår godt Far ikke kunne tage det mere)---Det var det hele-udover at jeg i dag har sagt mit arbejde op. Er det ikke herligt? Hvad i alverden vil Far leve af? Hvad vil han gribe og gøre i? Mors syværk er det eneste nu. Og det er meget svævende, om det nogensinde kan blive til den forretning, den lille fabrik de drømmer om. Men på den anden side: betød stillingen og lønnen ikke så meget for Far, havde han råd til at være ligeglad med avisen, tja så-var det hele jo ikke noget at snakke om. Som forholdene ligger nu respekterer og beundrer jeg Far for hans beslutning og det skridt han har taget. Han har handlet i overensstemmelse med sin indre stemme, sin natur, uden at skæve til følgerne. ( Og følgerne er betydeligt skrappe i dette tilfælde. )Men følger eller ikke følger, penge eller ikke penge. Jeg synes det er herligt. Jeg er helt opstemt af det. " Udover at jeg i dag har sagt mit arbejde op." Bravo Far, der er krudt i dig! Åh de er herligt skøre! Først Dorrit og nu Far---
Af alt dette kunne du tro, vi er en irriterende og ubehagelig, stridbar familie. Slet ikke, Lisa, ikke spor. Vi er såmænd den fredeligste familie på guds grønne jord. Vi har bare den lille bløde plet at vi ikke kan tåle at nogen træder på os.
Hvis du ikke skriver så temmelig omgående igen, skal du ikke sende brevet hertil, men til Skanderborg -adressen, Mågevej du ved. Jeg regner med at rejse i næste uge. Efter den vending sagerne har taget osv. Osv. Gad vidst om der kommer flere jordskælv? Hvor svært det end er at opgive dagdrivertilværelsen( jeg har aldrig befundet mig mere strålende end nu og her), så må jeg se at finde mig et job, det bliver vidst det bedste.
Stedfaderen holder foredrag for sin lille adoptivsøn. Fortæller ham hvor godt alting skal blive for ham, alt hvad han skal blive af stort her i verden, han skal sidde hele dagen og læse i de allerstørste bøger der er til og blive lærd og studeret, og folk skal lægge mærke til ham og sige: han er et vidunder, stor og berømt skal han blive. Men Amal, drengen, siger: " Nej, så vil jeg meget hellere gå omkring allevegne og se alt det der er"---Synes du ikke det er smukt? Det er Tagore. Tænk, sådan finder man det der i en bog, lysende klart og smukt, ganske enkelt, hele formlen for ens liv, ønskeformel for livet---Så vil jeg meget hellere gå omkring allevegne og se alt det der er. Det er ikke Amal der siger sådant, det er mig. Det er mit liv. Det er jo det jeg vil, gå omkring overalt og se alle ting. Det er derfor jeg ikke kan finde ro noget sted, det er derfor jeg hele tiden bryder op. En måned et sted, fire måneder et andet, seks uger et tredje, fem dage et fjerde, Hel tiden på jagt efter alt det der er. Nye oplevelser. Rastløs, ja. Rodløs-nej. For jeg har min rod i livet, i selve denne vidunderlige tilværelse, i solen og regnen og tagstenenes røde farve, i denne verden, i denne tid. Jeg kan aldrig føle mig rodløs. Men rastløs-altid. Et liv er så lidt, jeg skal nå så forfærdeligt meget. Jeg kan ikke sætte mig hen, jeg har så uigenkendeligt et eneste liv. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror du forstår mig. Jeg plejer ikke at snakke meget om mig selv til nogen, men nu gør jeg det til dig---Hvis du bryder dig om det, skal jeg engang låne dig de bøger jeg har af Tagore. Men det skal være engang når du har tid, bunker af tid, hvilende i sig selv. Så først synker Tagore helt ned til bunden og rører ved det dybeste i en.
Forleden skrev jeg en lille historie, eller nærmest kun en stemning, som jeg kaldte " Marchen". I disse dage for to år siden( det var dengang jeg var syg og hjemme fra skole i en måned, fordi jeg havde slidt et par store huller i mig selv) skrev jeg en meget lang og meget uhyrlig og komplet åndssvag pladderhistorie. Den hed " historien om Banemand"-du kan prøve at spørge Erling om den, han læste den dengang, husker måske lidt af den endnu. Jeg pillede de ganske enkelte guldkorn ud jeg fandt eller troede at finde og satte dem sammen til en lillebitte historie på et par sider. Kun et par sider, og jeg kaldte den" Marchen". Jeg er meget glad for den selv. Den er til min ven Henning, som jeg sætter meget højt. Den handler om ham, og det er noget jeg husker fra en lejr vi var på---Hvorfor skriver jeg alt dette, som vist ikke kan siges at have nogen videre interesse for andre end mig selv? Jeg ved det ikke, måske er det fordi jeg er så mægtigt glad for at have skrevet den historie. Jeg har skabt den i mig et sted. Lyder det højrumpet? Nå, så er det højrumpet, men jeg må fortælle dig om det alligevel.
Ved du hvad, jeg tænker tit på jeg vil vise dig noget af det jeg skriver. Men så tænker jeg på at du vil få et mærkeligt forlegent udtryk i ansigtet og sige: " Ja det ---Jeg ved ikke hvad jeg skal sige---det er ikke så let at sige noget om. Og vi vil begge to i vores stille sind ønske jeg ikke havde vist dig det. Sådan tænker jeg, og så lader jeg være. Nu ønsker jeg ikke du af høflighed skal sige, at du gerne vil se noget alligevel. Det er med høflighed omtrent ligesom med principper-den er tåbelig og i vejen.)
Ilden er gået ud i min kakkelovn, jeg er træt nu, jeg tror jeg går i seng. Forleden dag fik jeg en kringle og en pakke cigaretter og en lille lap papir med en hilsen på fra Mor. Jeg blev rørt som smør. Der er tre cigaretter tilbage, det er jo dejligt. Lige læse lidt og ryge lidt og så ganske stille glide ind i søvnen. Ganske stille, fordi jeg ved jeg ikke behøver at vågne, ikke behøver at stå op før jeg har lyst til det. Ganske stille, fordi jeg ved, at herude behøver jeg ikke at gøre en ting i verden, hvis jeg ikke har lyst. Har jeg det ikke dejligt? Hvis jeg var en anden ville jeg misunde mig selv. I morgen fem uger, en torsdag for fem uger siden kom jeg, tænk fem lange dejlige uger, en stor doven strøm af tid uden små pjattede inddelinger. Jeg er født på en søndag! Hvor har alting været godt og ligetil, siden jeg kom ud fra psykopatanstalten derovre i Horsens, byen med hestekræfterne.
Lisa, du fortæller altid en masse i dine breve, men aldrig hvordan det går dig. Din hverdag, din sang, alt muligt---hvordan går det med det hele. Fortæl mig lidt om det! Det interesserer mig.
Kan du nu have det så godt og holde dig munter-og husk at sende brevet til Skanderborg og ikke hertil, hvis det bliver alt for langt ind i næste uge!
Med hilsen. Peter