For år tilbage døde den russiske komponist Igor Stravinskij i en høj alder. Den påstand har selvfølgelig intet på sig. Folk som Stravinskij kan jo ikke dø. De har bare forladt lokalet for en stund og er overgået til en anden og mere tilfredsstillende tilstand. De har fornægtet det genstridige kadaver og ladet sjælen blive tilbage, og det er jo en meget tiltalende måde at opføre sig på. Han sidder stadig der ved cafebordet i Paris, strunk og ulasteligt klædt, iført hvid skjorte og stribet slips som en trekant øverst i jakkesættet. Han betragter fotografen og os andre med et lettere melankolsk udtryk i de mørke, intense øjne der røber han næppe er handelsrejsende.
Stravinskij! Sacre Du Printemps! Forårets offer. Forårets død. Selve inkarnationen af den moderne ballet. Han lader os lytte andægtigt til fagottens ensomme og melankolske tone, der samtidig er så fyldt med forhåbninger man bliver helt svimmel. Han hamrer os efterfølgende oven i hovedet med tolv kontrabassers tunge dunder. Han lader hornhylene gjalde så højt oppe over orkestret at ører blafrer og hatte ryger af hovedet. Mishandlede oboer bræger gennem et kaotisk virvar af geder, ænder, mundharper og fabeldyr, og bevæger sig alligevel ubesværet ud og ind mellem de vinde og skæve harmonier der hvert øjeblik truer med at vælte hele musikken, og dog mirakuløst og genialt bliver stående. Sande vulkanudbrud af forårstoner afsluttes med en sand malstrøm af tunge, dumpe trommehvirvler, der leder tankerne hen på granatnedslag i en skyttegrav.
Foråret er en farlig tid! Isen på søer og floder bryder op og bliver livsfarlig at færdes på. Ulve og bjørne er skrupsultne og kaster sig hæmningsløst over alt spiseligt. Forrådskamrene er tæt på at stå tomme; selv mennesker går halvsultne omkring medens solen varmer gennem de slidte vinterfrakker. De sarte, grønne spirer der tøvende forsøger sig er i fare for at fryse ihjel, hvis forårsfornemmelserne ender op i en isnende efterspil . Det er Stravinskijs russiske bondebefolkning der her ser foråret i møde med den blanding af frygt og bæven og håbefuldhed der hører sig til.
Foråret er døden for mere end en. Foråret er de gårdhunde der for sent sansede at isen på fjorden var under opbrud, og at det var tid at søge fast grund under poterne. Tidevandet faldt med rivende hast og isen røg med i købet i et nu. Hundehylene fortabte sig langsomt ud i intetheden, ingen vovede at sætte livet på spil ude i isgangen på grund af et par overflødige hundehoveder.
Foråret er det livstrætte menneske der har stået en lang og mørk vinter igennem, og nu ikke orker flere årstider. En ung pige, med livet liggende i uendelige cirkler omkring sig, tager sit eget liv ved jævndøgn, midt i Marts måned, fordi det blændende og forførende sollys rummer alt det hun ikke magtede. Selvmordsstatistikkerne for forårsmånederne har altid været en kilde til forundring blandt dem der har deres på det tørre og kun fornemmer yderligere en dosis livskraft i de lange solstråler. Også i Stravinskijs russiske bondeland var man klar over den sammenhæng og tænkte over den.
Den unge forårsberusede motorcyklist der for første gang i år sætter sig op på kværnen og giver den alt hvad den kan trække gennem det spirende forårsland. Han glemmer han sidst sad i sadlen i Oktober måned , og husker derfor lidt for sent, at vejen netop her slår en bugt. Og at en gyllespreder netop i dette øjeblik passerer denne bugt i modsat side af vejen.
Forårsberuselsen gennem glas og flasker går op i en højere enhed med årstiden. Våren suser forførende gennem Nyhavn. Søren Bramfri snubler ved bolværket og tager turen ned i den forårsgrønne kanal, hvor så mange flasker er havnet før ham. Ovre i Jylland bliver en bondemand stanget til døde af sin egen præmietyr fordi det saftige forårsgræs giver dyret mavepine, og det derfor er i ondt lune da han vil fodre af for dagen. Initiativ og virkelyst går hånd i hånd i den nypudsede sols stråler, og så kan alt jo ende så grueligt galt. Militærudtrykket om en" forårsoffensiv" lægger jo op til død og lemlæstelse i rigt mål efter en kold vinterperiodes hæmmende indflydelse på de militære aktiviteter. Det er vel ingen militær hemmelighed at Danmark i sin tid blev besat i forårets anledning. Niende April in memoriam: Isen i de indre danske farvande brød omsider op efter en af de koldeste vintre i århundredet, og den tyske krigsmaskine fik endelig den frie bane den havde så hårdt brug for. Kom Maj du søde milde blev vendt til sin modsætning.
Kan det da undre at Stravinskij lader sine forfædre i stenalderen ofre en ung pige til de højere magter i forårets anledning. Stammen ofrer det bedste af sig selv i form af blomsten af dens egen ungdom. Nogen må dø for at andre kan leve. Den grønklædte unge pige får lov at danse sig til døde før hun omsider havner i den skovmose hvor de højere magter efter signede holder til. Det er her strygere, trommer og blæsere opløfter et så hejdundrende klimaks på forestillingen, at tilskuerne overalt i salen mærker musikken helt ind til marven. Som en form for fysisk musik der ikke bare forplanter sig gennem ørerne, men sanses med hele kroppen. Håret blafrer. Nerverne synger som forstemte violinstrenge. Et syngende stormsus går gennem koncertsalen. De højere magter har modtaget offeret og er tilfredse med hvad de har fået. Stilheden sænker sig i et nu, og intet er mere det samme. Under en opførelse på Operaen i Oslo for nyligt løsnede en loftsplade sig fra loftet, og styrtede ned blandt publikum i salen. Ingen kom til skade, men havde uheldet været ude så kunne Vårofferet, Sacre Du Printemps, være blevet til virkelighed på moderne maner. Lyt til denne musik. Den er evigt uopslidelig. Uanset årstiden.