Sofaen i stuen er behagelig blød. Hun ligger med et glas rødvin i hånden og deler vinflasken med sin seneste flirt, tænker, at hun aldrig kommer væk derfra. Der er noget anderledes ved ham. Om det er stedet og omgivelserne der gør det, kan hun ikke sige. Noget får hende dog til at føle, at han ikke bliver smidt væk lige med det samme, selvom det strider imod, hvad hun normalt gør. Hun flyder sammen med sofaen, ekstatisk. Det er virkelig livet. Ifølge hende kan udsigten ikke være bedre, sofaens placering giver frit udsyn til vinduet. Det fylder hele væggen for enden af stuen og afslører et storslået syn over havet. For et par timer siden lå hun her og fulgte solens sidste bevægelser, og hele rummet blev oplyst af det orange skær, der fulgte med.
   Stuen i sig selv er intet mindre end fantastisk. Der er dyre mærkevaremøbler i alle rummets hjørner, og det enorme fladskærms-tv oplyser rummet med skarpe farver. Hammerslag har sjældent været så godt som lige nu, med surround sound og fuld HD, og hun gætter ivrigt med på, hvad de forskellige huse er solgt til. Hvorfor skulle nogen have lyst til at forlade dette sted, nogensinde? Selv kan hun ikke forestille sig noget bedre end at bo her, det er jo et rigtigt moderne hus, og hvor er hun lykkelig, så lykkelig at det er ved at tage livet af hende.
   "Skat, jeg tror Øst vinder," konstaterer hun.
   "Det gør de sikkert," brummer han. "Det ved du vel bedst."
   Netop som hun læner sig ind over ham for at kysse ham, mærker hun det: Hun skal tisse. Det er vinen; da hun rejser sig kan hun mærke, hvordan det hele snurrer lidt rundt, og hun famler sig halvt snublende vej til badeværelset. Det er lige så smukt som stuen, hvis ikke mere, med gråhvide klinker, der beklæder rummet. Hun dumper hårdt ned på toilettet. Mens hun lader vinen sive ud og funderer over livet, stirrer hun fascineret på badekarret. Hun glemmer at skylle ud da hun er færdig, og vakler straks hen og sætter proppen i bunden. Hun tænder for vandet med fjumrede fingre. Det løber så hurtigt, hun står længe og kigger på strålen uden egentlig at foretage sig noget andet.
   "Skat?" et hoved stikker pludselig spørgende ind. "Hvad laver du?"
   "Kom med i bad!" ler hun skingert.
   "Du sagde, at jeg ikke kunne være her så længe," siger han.
   "Åh, hold op. Vi afprøver bare badekarret..."
   Hun ønsker sig kun, at de kan hoppe i det dejligt varme vand sammen.
   "Men du skal jo arbejde. Det sagde du da." Han lyder lettere irriteret, men hun ænser det ikke.
   "Lige meget! Nu er vi jo her. I mit hus."
   "Du er fuld."
   "Ja ja, kom nu," insisterer hun flirtende og med et bedende udtryk i øjnene. Hun lyner sin kjole op og får med lettere besvær hevet den over hovedet, så hun kun står i undertøj. Han overgiver sig endelig, leende, og kommer hurtigt af med tøjet. De træder op og mærker, at vandet er brændende varmt. Det er lige på grænsen til, hvad huden kan klare.
   "Det er dejligt, vandet," siger han efter et stykke tid og kysser hendes pande. "Dét er det."
   De leger, ler og pjatter lidt med at plaske vand på hinanden, hvorefter de sætter sig i hver sin ende med benene flettet sammen. Så ligger de en tid og falder hen. De nyder bare livet, hinanden, tilværelsen.

"Har du nu glemt at låse hoveddøren igen Erik?"
   "Nej, hvorfor spørger du altid om det Gitte, jeg ved, at jeg har gjort det i dag!"
   "Jamen, den er ikke låst."
   De går ind i gangen, hvor de må træde over et par fremmede Adidas sko, som ligger og flyder midt i det hele. Et par støvler står desuden parkeret langs væggen ved siden af døren.
   "Hvad helvede..." mumler manden.
   De kan høre en svag summen længere inde fra huset, og da de forsigtigt når stuen, finder de fjernsynet tændt. På bordet står en tom flaske og et halvfyldt glas rødvin, som har efterladt røde ringe på det dyre sofabord. Puderne i sofaen er et stort virvar. Kvinden rynker panden:
   "Hvad sker der her?"
   Erik slukker fjernsynet, og der bliver stille i stuen. De bevæger sig videre gennem huset og ender uden for badeværelset. Han lægger hånden på dørhåndtaget, og i det øjeblik hører de latteren. En skarp, men samtidig velkendt kvindelatter. Han åbner og træder et par skridt ind i rummet. Hun ser ham forbløffet over skulderen. De kigger begge på parret i badekarret, som endnu ikke har opdaget, at de har fået tilskuere.
   "Gitte... er det ikke vores ejendomsmægler?"