Det brune kastanjetræ
hvorpå et blad der sad'
så grønt, og glad.
Ja, livet selv, blomstrede sig.
Ak, nej.
Så pænt det dog er, jeg fryder mig
Det brune træ, så gam'melt
Ikke andet end formelt.
Monstro, om det er bevæbnet
klar til at beskytte mig?
Fra min ensomme blunden
her fra bunden.
Magt er hvad jeg ser, inden de lukker
Tryghed er hvad jeg føler, inden det slukker
For nu er det tid, til en rejse jeg sent glemmer
Og mit hoved skal fyldes med minder.
Stikker, gør de små grønne græssiv
depressiv, at være mine tanker
ydre, hvorfor repræsentere offensivt
refleksivt, se dog indad hvad du skaber
taber, er det eneste man opnår massivt.
Luft i mine lunger der oxidere
mon han rejser sig, ham Voltaire?
for hvad der var konstituerede
er ved at blive destrueret.
Mønstre foran min fod
blinde mine øjne tilbagestod.
Vask forfalder mig ind, kontra mit sind
ønsker der giver mig medvind.
Antager, vulgære, set med rødt
livløs, afsjælet, voldtægt
købt og solgt til den største byder
aflivning selvom livet går vider.
Larm reducerer, stilhed fissioner.
solens følelser, giver mere
Varme jeg opnår og kolliderer.
Kulde, afmærker skamferet.
Fugles rolige kvidrer, er til at høre.
Barsk er livet være uføre
men nu for enden, præ
af smilet, Under det store kastanjetræ.