Jens satte sig ud i sin gamle Volvo, for han ville køre en tur. Han ville et sted hen, hvor der ikke var nogen mennesker. Han var nemlig træt af hele tiden, at skulle tage hensyn til hvad han måtte og ikke måtte. Så han kørte ud på motorvejen for hurtigt at komme langt væk.
På motorvejen måtte han ikke køre ret hurtigt, og det passede ham ikke rigtigt. Og der var jo plads nok til at køre stærkt, så det gjorde han. Det varede ikke ret længe før han blev træt af at køre på en ensformig motorvej, så ved den første frakørsel, ville han dreje fra.
Inden længe var han ude på de små veje et eller andet sted, som han ikke vidste, hvor var. Han havde nemlig ikke fået sit kort med, men solen skinnede, og han vidste hvad klokken var, så han havde rigtig god fornemmelse af, om han kørte mod nord eller syd eller øst eller vest. Han kom til en landsby, hvor der var en købmand.
Udenfor sad der nogle unge mænd og drak bajere, men han gik forbi dem, og lod som om de ikke eksisterede.
"Hvad fanden er det for en gammel spand, du kommer kørende i?" sagde en af gutterne.
Skulle han nu svare dem, eller blot lade som om han ikke hørte fjolset.
"Det er en Rolls Royce," svarede han, og gik ind i butikken uden at høre hvad for en replik, han fik igen.
Han købte en stor flaske mineralvand og nogle cigaretter. Pigen, der stod inde i butikken, var ung og dejlig.
"Det bliver 45 kroner," sagde hun.
Han tog en halvtredser frem og sagde at de fem kroner var til hende.
"Jeg må ikke tage imod drikkepenge," sagde pigen.
"Selvfølgelig må du det," sagde Jens. "Når man er så smuk som dig, må man gerne tage mod lidt drikkepenge, du tjener sikkert ikke ret meget."
Og så tog hun imod pengene og sagde tak til.
Jens kom til at tænke over, at hvis det havde været et mindre uheldigt eksemplar af racen, ville han ikke have givet drikkepenge i en købmandsbutik. Men sådan var verden jo uretfærdig.
Da han kom ud af butikken, rejste en af gutterne sig og gik hen til ham.
"Du har vel ikke lidt til overs, så jeg kan få en øl," sagde han.
"Det har jeg desværre ikke," sagde Jens.
"Selvfølgelig har du det, når du kører rundt i en Rolls. Du er garanteret stenrig," sagde han, idet han trådte lidt nærmere hen til Jens.
Jens så at fyren havde nogle tatoveringer på begge arme og på skulderen et dødningehoved.
"Hiv du bare tegnedrengen frem og giv mig en hund."
Jens kunne godt se, hvad det kunne udvikle sig til, så han tog tegnebogen frem for at give gutten en skilling. Den unge mand, som var temmelig ligeglad med hvad han måtte og ikke måtte, skubbede til Jens og rev tegnebogen fra ham.
"Hop så ind i din spand og kom bare igen, når du har lyst til at gøre indkøb hos købmanden. Vi skal nok sørge for at butikken kører rundt, for vi har penge nok."
Så sparkede han en bule i venstre forskærm og sagde farvel.
Jens var temmelig oprevet efter denne episode. Han kørte hurtigt væk fra købmanden uden kørekort, dankort, og hvad han ellers havde i tegnebogen.
"Mennesker er noget satans kryb," råbte han højt inde i bilen. Så så han i bakspejlet, at der sad en gammel kone på bagsædet.
"Hvad vil du her," spurgte Jens.
Men den gamle kone var tavs.
Så standsede Jens bilen og holdt ind til siden. Den gamle kone sad med nedbøjet hoved.
"Hvor skal du hen," spurgte Jens, men fik intet svar. Jens kunne ikke få hende til at sige noget. Så rakte konen ham sin taske.
"Hvad skal jeg med den," sagde Jens.
Konen kiggede igen ned. Så åbnede han tasken, for et eller andet havde hun vel ment med at give ham tasken. I tasken lå der nogle breve og en pengepung. Jens åbnede pungen, og så at der var adskillige tusindkronesedler. Han vidste ikke om konen var døv, for hun reagerede overhovedet ikke, på hvad han sagde.
Hvad skulle han stille op med hende. Så sagde han til hende, at han ville køre hende til den nærmeste by, hvor der var en politistation. Hun var åbenbart ikke døv, for hun gav et skrig fra sig og gav sig til at stampe i gulvet i bilen. Jens havde fået problem. Og meningen med hele turen var at blive fri for at skulle se mennesker.
Jens kunne forstå på det hele, at konen måske også var blevet træt af mennesker, men da han spurgte hende om det, svarede hun intet.
Han satte sig ud i græsset for at tænke sig om. Det var klart at den gamle kone ville ham et eller andet, men hvad. Måske lå løsningen i brevede, og han gik hen til bilen og satte sig ind. Han tog tasken og så at brevene var bundtet. Han åbnede for bundtet og bladrede konvolutterne igennem. Brevene var forsynet med et nummer, og han tog brevet med nr. 1 og åbnede det. Indeni lå en adresse, og byen var Vejle.
"Skal vi køre til Vejle?" spurgte han hende, og da hun ikke reagerede, tog han det som en accept.
Jens fandt tilbage til motorvejen og et par timer efter holdt han udenfor en villa i udkanten af Vejle. Inde i carporten holdt en Rolls Royce.
"Det var pokkers," tænkte Jens. På en eller anden måde havde hun hørt eller fået at vide, at han havde sagt at han bil var en RR. Han gik ud til Volvoen igen, og konen var der ikke. Med brevene i hånden gik han hen mod indgangsdøren til huset. Han tog i dørhåndtaget, og døren var åben. Han gik forsigtigt ind og observerede snart at huset var fyldt med kostbare kunstværker og dyre møbler. Den første stue var indrettet med antikke møbler. Han gik ind i den næste stue, og så at at alt var i supermoderne stil. Den gamle kone sad på en taburet, der slet ikke passede ind i stilen. Hun gjorde tegn til at han skulle sætte sig i en af de smarte lænestole. På væggen hang en stor Asger Jorn. Richard Mortensen var også repræsenteret.
Han tog brev nr. 2 og læste indholdet. I brevet var hans navn nævnt, og der stod:
"Du kan bo her lige så længe du vil. Huset her samt hele min formue tilhører dig, hvis du gifter dig med mig. Men vent ikke for længe. Jeg er en gammel kone, og har levet hele mit liv i ugift stand. Jeg kan godt tale, men det eneste jeg vil sige er et ja oppe ved alteret i Jelling Kirke. Jeg kender alt til dig, også om din blakkede fortid som russisk efterretningsagent. Du får intet at vide om mig, og hvis du hellere vil leve dit liv i yderste fattigdom, så lad være med at gifte dig med mig."
Jens kunne godt se, at konen ikke havde lang tid igen. Men naturen kunne drille, og der kunne måske gå ti år inden hun kradsede af.
Han besluttede at se lidt nærmere på huset, og alt var indrettet ideelt til et moderne par af yngre mennesker.
"Jeg kommer igen i morgen," sagde han til hende. "Der er noget jeg skal have ordnet hjemme i min lejlighed." Derefter gik han ud for at køre tilbage i Volvoen, men den var der ikke. Det undrede ham sådan set ikke, og han gik i stedet hen til RR'en, hvor tændingsnøglen sad i. Men han kunne umuligt vende tilbage til sin lejlighed i en RR. Bilen var selvfølgelig forsynet med mobiltelefon, og han satte roligt bilen i gang.
"Noget vil vise sig," tænkte han.
Han kørte af sted ud af byen og ud på motorvejen. Mobiltelefonen ringede og en stemme fortalte, hvor den gamle Volvo stod, og at han skulle køre hen og bytte bilerne. Volvoen stod på en rasteplads nord for Horsens, og han kørte ind på rastepladsen for at bytte bil. Telefonen ringede igen, og en kvindestemme sagde, at RR'en ville være under konstant opsyn, og at han roligt kunne forlade den. Han tog tændingsnøglen med sig og satte sig over i den gamle Volvo. Så kørte han hjem til sin lejlighed for at hvile sig, og fundere over hvad det hele var for noget.
Der lå lidt post. Bl.a. et brev fra det firma, hvor han havde et job som juridisk rådgiver. Han havde ingen juridisk uddannelse, men havde i årenes løb fået stor indsigt i international erhvervsret. I brevet stod kort og klart at han var fyret, og at han ikke skulle vise sig i firmaet mere. Han ville få et halvt års løn.
Endvidere lå der et brev fra en ejendomsmægler, hvor der lå et tilbud på to mill. for hans lejlighed, hvis han slog til inden 24 timer.
"Det her har jeg ikke kontrol over," tænkte han. Og han kunne godt indse, at med den fortid han havde kunne alt ske. Måske sad han om en måned på Filippinerne.