Nu sidder vi her så hyggeligt, og venter på morgenmaden. Maverne knurrer allerede, og det er en fryd at høre. Der går ofte lidt tid inden maden bliver lavet.

Kokken er 85 år gammel og han ser ikke så godt. Han husker heller ikke så godt, og så bor han fem km fra huset. Han går altid det stykke vej, og han farer aldrig vild, for han har gået vejen hver dag i halvtreds år.

Og i dag så Anne Lise at han kom til sædvanlig tid, så der skulle ikke være flere problemer i dag end der sædvanligvis var. Det var hende, som altid købte ind og det gjorde hun en gang om ugen. Så tog hun scooteren frem og kørte ind til landsbyen, hvor der var en købmand.

I fredags købte hun tomater i spandevis, og så havde hun købt kaffe og havregryn. Så der var nok af al ting.

Nu bankede kokken på fløjdøren og kom ind med morgenmaden. Konen i huset fik en prop og faldt ned på gulvet, og Anne Lise stak i et hyl og løb ud af havedøren.

Manden i huset, han hed Carsten Børgesen, tabte gebisset, men fik det dog sat ind i munden igen, og så sagde han højt inde i sig selv:
   "Det er ikke altid det går som præsten prædiker."
   Og så gik han op på loftet for at sætte sig i lænestolen, som stod mellem alt skrammelet. Så tændte han pæren i loftet. Den skulle bare drejes en trekvart omgang så lyste den op. Han havde en gammel grammofon, som virkede hveranden dag, og han havde også en anden grammofon, der også virkede hver anden dag. Altså i gennemsnit. For det var aldrig til at vide om der var nogen af grammofonerne, der virkede. Da han købte den sidste, nå ja købte og købte er vel så meget sagt, men han havde fået fat på den ved at true Hue-Karlsen med at ville fortælle hvor han havde været søndagen før mortensdag til han kone. Men det kan da også være ligegodt nu for han skulle bare høre lidt musik af Jodle Birger, som han havde på kasettebånd. Det var det eneste bånd han havde og han havde limet båndoptageren sammen, så man ikke kunne få båndet ud uden at skulle smadre båndoptageren.

Nu hørte han altså Jodle Birger, og det viste sig at begge grammofoner virkede, men det var sådan set også ligegyldigt, for han havde ingen plader til grammofonerne.

Men båndoptageren larmede irriterende og så var det behageligere at høre grammofomernes brummen.

Det var nu ærgeligt, at det netop skulle være i dag, at kokken skulle komme i det kunstneriske hjørne, og så på den måde. Men hvad, kokken havde også været en meget stabil hjælp i alle årene og alting får jo en ende.

Han skulle så til at lave morgenmad og et hovedmåltid selv for eftertiden.

Så ringede telefonen nedenunder, men den gad han i hvert fald ikke gå ned og tage, nu hvor alting var hørt op.

Det var ved at blive koldt her oppe på loftet. Det var ellers godt isoleret med gamle papkasser. Han tog så sin gamle sælskindskåbe på og den kunne godt holde ham varm på de her breddegrader.

Men hvem mon det var der ringede. Han havde så vidt han vidste ikke nogen, som han skyldte penge.

Han skulle vel også på et eller andet tidspunkt ned og have gravet et hul i jorden til kokken. Men hvor i al verden havde han fået det sværd fra, som han havde stukket gennem hovedet. Det spørgsmål tumlede rundt i hovedet på Carsten Børgesen i tre timer. Så gik han nedenunder for at undersøge sagen.

Her så han at kokken med en dolk havde sat en seddel fast i maven. Han rykkede dolken ud for at læse hvad, der stod på sedlen. Men da der var blevet mørkt gik han ovenpå, hvor der var lys, og han gik i gang med at tyde den håndskrevne seddel.
   Der stod:

Til Arthur H.

1. Den bevægede bevæger har givet lyd fra sig.
   2. De røde rosers duft skyldes en genfejl, der nu er lokaliseret til position GH21.
   3. Deres afdøde onkel Herbert omkom ikke ved en vådeskudsulykke.
   4. En liter kartoffelvand skal tilsættes 5 gram salt.
   5.
   6. Det ikke neskrevne faktum kan med sikkerhed siges at indeholde to stavefejl, der hvis de bliver rettet, giver punkt 1. en klar mening.
   7. Se nedenfor.

Vi har ved gennemgang af deres rapport fra sidste forår vedr. sukkerplantagen på Cuba konstateret, at Deres tilgodehavende for 1891 blev overført til Deres kompagnon Don Q, som havde en spillegæld på 300.000 pesetos.

Ærbødigst
   Obersten
   Ak ja tænkte Carsten Børgesen, hvor er der mange ting, som man ikke kan finde ud af. Og det var der vel også for kokken. Han havde, så vidt Børgesen kunne huske, fortalt en gang for mange år siden, at han havde haft nogle bevægede år på Cuba. Og nu havde fortiden indhentet ham. Men det vrøvl, der stod på sedlen kunne vel ikke være grunden til at kokken tog sig selv af dage på en så kreativ måde.

Så lagde han sedlen på det trekantede bord, og i det samme fløj en due ind ad hullet i gavlen. Om halsen havde den en lille boks, kunne Børgesen se. Han tog en trappestige og fik bundet knuden om boksen op. Boksen havde fået en gang tyk lak, så det var sikkert, at ingen havde pillet ved den.

Den lille boks lagde han på bordet ovenpå sedlen. Så kom der en sydende lyd, og sedlen var væk, men boksen lå der stadig. Et lysende ansigt viste sig i et øjeblik ovenover, og der lød lovsang fra himlen.

"Tænkte jeg det ikke nok," mumlede Børgesen ved sig selv, "det hele er lidt luftigt." Så stoppede båndoptageren. Børgesen gik hen og tændte den igen, og nu var det engle, der sang de skønneste sonater og Børgesen blev helt salig.

Så var han blevet sulten og gik ned i køkkenet for at lave noget tomatsuppe med kartofler til - og han tilsatte den korrekte mængde salt, inden han tænkte højt:
   "Det var sandelig godt at kokken efterlod sig nyttige oplysninger."

Der gik nu en del år, hvor Børgesen levede et stille og fredfyldt liv. Han fulgte naturens gang og beundrede fuglenes farver og fløjten. Han manglede intet og båndoptageren fyldte hans sind med salig fryd, og han sendte hver dag en stor tak afsted til bevægeren.